Pligtspisning

Pligtspisning og høflighedsspisning og at skulle forholde sig til andres forventninger om hvad og hvor meget, man skal spise, er en af de sværeste ting ved at ændre livsstil. Mad er fyldt med følelser og det kan være svært at navigere rundt i, når vi prøver at ændre vores madvaner. Der er både alle de følelser, vi selv lægger i bestemte madvarer og de følelser, der er forbundet med at spise noget, andre tilbyder os. Vi kan føle os ‘forpligtede’ til at spise noget, fordi nogen har lavet det til os, eller fordi det på anden vis repræsenterer noget, hvor det vil blive opfattet som uhøfligt eller afvisende, hvis vi takker nej. 

Jeg anerkender fuldt ud, at disse situationer findes og også at der er situationer, hvor det mest rigtige valg er bare at spise det, der serveres og tage kampen op en anden dag. Men jeg tror også, at de situationer er langt sjældnere, end de fleste gør dem til.

Lad os prøve at kigge nærmere på denne form for pligtspisning. Altså, hvor vi spiser noget, vi egentlig helst ikke ville for nogle andres skyld eller fordi vi ikke vil være ‘den besværlige’ eller tiltrække os negativ opmærksomhed.

Vær ærlig overfor dig selv…

En vigtig ting at starte med er at være ærlig om, hvad der sker, når du spiser den ting. Spiser du den, og går du derefter hjem og fortsætter dine sunde valg, så er det vitterligt ligegyldigt med den ene servering. Sundhed er ikke et nulsumsspil, og der kan fint være plads til, at du træder udenfor stregerne.

Men er det, der sker, at den ting, skaber en trang indeni dig så stærk, at du både spiser den ting og derefter også spiser den næste ting og den næste igen og så du på vej hjem lige køber endnu flere ting, som du så spiser derhjemme. Men det er kun for i dag, lover du dig selv, og i morgen starter du forfra. Men det bliver ikke lige i morgen. For i morgen har du det skidt, og du er nu fyldt med frustration over igen at have sat dig i denne situation.

Og sådan kan der gå dage/uger/måneder… nogle gange år.

Er dette dit vanlige mønster, så er den ‘ting’ en trigger for dig. En katalysator for uhensigtsmæssig spisning, som kommer til at sætte dig tilbage. Og det er en helt anden sag end bare at have spist den ene ting og kommet videre i livet.

Og er denne oplevelse din, vil jeg gerne være den, der spørger dig:

Hvorfor sætter du andres følelser før dig selv? Hvorfor er det vigtigere for dig ikke at gøre personen, der tilbyder det, ked af det, end det er, at du holder dit liv på det spor, der er bedst for dig?

Lyder flinkeskolen bekendt? Det er jeg ret sikker på, at den gør. Vi er mange, som er tusinde gange bedre til at tage hånd om andre og deres behov og følelser, end vi er til at varetage vores egne. Men hvis du ikke tager dig selv alvorligt, hvordan kan du så forvente, at andre gør det?

Av, av, av… 😥

Her er den gode nyhed

Folk omkring dig holder virkelig meget af dig. De synes, du er fantastisk, og de ønsker dig det bedste. Men de ved ikke, at du har det sådan her, for du har aldrig fortalt dem det. De fleste mennesker vil virkelig gerne hjælpe, hvis vi tør være ærlige om vores situation.

Hvis din veninde kom til dig og sagde:

Hør lige. At være overvægtig gør mig simpelthen så ulykkelig, og jeg vil så gerne ændre mit liv.

Eller:

Jeg har for nyligt fundet ud af, at mad med sukker/mel får mig til at spise meget mere, end jeg har brug for. Jeg har det meget bedre med ikke at spise dem. 

Ville du så være den veninde, der stod i vejen for det? Nej vel? I stedet ville du uden tøven sige: Fortæl mig, hvad jeg kan gøre for at hjælpe dig.

Det er den type respons, vi får, hvis vi tør være åbne og sårbare. Ingen, som du gider have i dit liv, ville sige: NEJ, du SKAL spise den her TING, jeg er ligeglad med din vægt og dit velbefindende. Nu spiser du den her ting, fordi JEG har lavet den. 

Seriøst, ingen vil sige sådan!! Men inde i vores hoved kan den slags samtaler sagtens udspille sig, men se den lige på skrift. Er det sandsynligt, at det er det, der vil være udfaldet?

Og omvendt kan man sige: Hvis nogen siger sådan til dig, er det så en person, du ønsker i dit liv?

Det høflige nej tak

Samtidig forstår jeg også godt, at der er masser af situationer, hvor vi ikke har lyst til at indvillige værten i vores indre kampe. At lære at sige nej tak på en ordentlig og fast måde kan være en stor hjælp i stedet.

Har du problemer med denne del, får du her et par forslag. Vælg den, du synes passer dig, og øv dig i at sige den højt.

• Nej tak (ingen forklaring nødvendig)
• Nej tak, jeg venter lige lidt
• Nej tak, jeg drikker lige min kaffe/te først
• Nej tak, jeg er så mæt fra den dejlige mad, tusind tak
• Nej tak – hey, hvordan går det med dig?
• Nej tak – hey, hvordan går det med den ting på arbejdet?
• Nej tak – hey, så du egentlig at… [et eller andet aktuelt fra nyhederne eller noget nyt om en fælles bekendt]

Det gode ved disse sætninger er, at de lukker effektivt for, at giveren skal presse dig til at tage et stykke alligevel. Og de sidste tre har den ekstra gevinst, at de fører snakken over på giveren. En slags afledning kan vi kalde det. Det er effektivt, og det har samtidig den fordel, at det ikke støder nogen. 

Slut med pligtspisning

At stoppe pligtspisning handler om, at du skal turde sætte dig selv først. Du er det værd. Det er dit liv, og det er din krop. Du skal leve resten af dit liv i den krop. Gør den til et rart sted at være.

Og det behøver ikke være så sort-hvidt, som jeg har ridset det op her. En slags mellemvej kan sagtens være at nippe høfligt, skubbe ting rundt på tallerkenen, skåle med glasset højt og indtage minimalt af det, der er deri osv. Vi er tit så selvoptagede, at vi tror, at hele selskabet sidder og tæller hver en bid eller slurk, vi tager. Men ærligt, de fleste mennesker har rigeligt i sig selv. Ingen sidder og holder øje med, om der skænkes op i dit glas, eller om der er kartofler tilbage på din tallerken, når den bliver taget ud.

Få familien og vennerne med ombord!

Af grunde jeg ikke helt forstår, er det for de fleste mennesker nemmere at stå til ansvar for andre end os selv. Det er det også for mig. Det er derfor jeg bruger min coach i mine svære perioder, det er derfor folk, der har en træningsmakker oftere kommer i fitnesscentret og det er derfor par, der går på Keto sammen, klarer sig så godt.

Når man allierer sig med hjælp, giver man sig selv en ekstra rygrad. Det er også grunden til, at vægttabsforløb kan være så effektive. Man er i gang, man er i en proces. Og man får hjælp til at blive holdt til ilden.

Måske har du en i din nærhed, du kan alliere dig med.

Når folk er skeptiske overfor Keto, foreslår jeg det altid som en udfordring: Hey bare prøv det i 4 uger. Giv det fuld skrue i 4 uger og hvis du hader det, vender du bare tilbage til dit gamle liv bagefter. Hvad har du at tabe (foruden kilo)? Det er jo bare fire uger…

Jeg siger dig, det er de færreste, der står der bagefter og synes, at det hele har været lort. Langt mere sandsynligt er det, at de står og har tabt en håndfuld kilo, har oplevet en lang række bedringer, som de ikke anede var muligt – det kan være bedre søvn, smerter, der forsvandt, fordøjelsen, der er forbedret eller hjernetågen, der er lettet. Og pludselig har du nu en ved sin side, som du kan dele viljestyrke med. 

Og sådan overbeviser man en skeptiker :) Det, vi oplever og mærker på egen krop, vægter tusinde gange tungere end nogen enetale nogen kunne holde.

Styr på maden

Året er fyldt med udfordrende perioder, når vi taler pligtspisning. Der er jul, påske, højtider, fødselsdag, ferier osv. Og med traditionerne følger en masse følelser om, at ting skal være, som de plejer. 

Jeg vil bare – igen – gerne være den, der lige minder om, at du, trods dette, har mange, mange, mange flere måltider, der sagtens kan være helt i tråd med dine sundhedsmål. At lade alle måltider være fyldt med ting, du ved sætter dig tilbage, fordi der er enkelte måltider, hvor du ved, du kommer til at spise anderledes, er skørt og unødvendigt. Og gemmer du på en indre perfektionist, der tror, at det kun batter, hvis du kan gøre det 100%, så lad mig også lige minde om, at din indsats aldrig er spildt. 80% er stadig længder bedre end 0%. 

Hvis Keto føles som et lidt drastisk skridt i en presset tid, så brug Low Carb kostplanen eller Sommerklar-protokollen til at få hverdagsmåltiderne på plads og få luget lidt ud i kulhydraterne. Sommerklar-protokollen kan, trods sit skøre navn, bruges hele året (og hele livet) og har den ekstra fordel, at den er nem og fleksibel, fordi den er baseret på retningslinjer og ikke på, at du skal spise fastlagte måltider.  

Har sukkeret virkelig sat sine klamme kløer i dig, kan du gå til frontalangreb med mit Sukkerfri nu-kursus. Når du står om tre uger solidt forankret i din sukkerfrihed, vil du have svært ved at genkalde dig, hvor hæsligt det føltes, før du blev fri❤️