Periodisk faste er nemt, når man spiser LCHF/Keto. Og at kunne faste ubesværet er bestemt en af grundene til at jeg spiser, som jeg gør.
Da jeg lavede listen med mine 11 grunde til at jeg spiser LCHF, var et af toppunkterne også, at jeg ikke behøver spise så ofte. Og nogle gange tænker jeg, hvorfor det skal være fedt ikke at spise så tit, når nu det at spise faktisk er ret rart. Men for mig handler det om, at det frigiver tid til andre ting. Jeg vil gerne spise, bestemt, men jeg vil dælme også gerne lave andre ting og lade maden tage plads i baggrunden.
Jeg har ikke noget fasteregime, jeg følger, men jeg prøver så vidt muligt at følge min naturlige appetit. Nogle dage spiser jeg meget, andre dage ikke så meget.
De fleste dage spiser jeg tre måltider, nogle dage to. De dage hvor jeg hele tiden var på jagt efter en snack til den lille sult er slut, og jeg savner dem ikke. Snacks og mellemmåltider er besværlige og heldigvis også unødvendige. I hvert fald unødvendige, når man ikke er afhængig af konstant påfyldning af kulhydrat for at holde energien oppe og hjernen skarp.
Jeg oplever det som en kæmpe frihed.
Periodisk faste: Færre men større måltider
Hvis man skal spise færre måltider, nytter det selvsagt ikke noget, at man sidder og fedter med en lille klat skyr og fem mandler. Der skal jo stadig mad, energi og næringsstoffer indenbords. Og man kan måske endda argumentere for, at det bliver endnu vigtigere, hvad man putter på tallerkenen, jo færre “spisemuligheder”, man har om dagen.
Forleden så min dag sådan ud, at jeg stod op og sendte ungerne i skole. Svarede på lidt mails og kommentarer, drak godt med vand, lidt kaffe og tog lidt ekstra salt og så tog jeg til i fitness, hvor jeg lavede 30 minutters hurtig træning. Cardio, bl.a. intervalløb, fordi jeg er ved at prøve at se, om jeg kan komme til at løbe (uden skader) igen.
At træne fastende går fint, når kroppen er fedtforbrændende eller bare når den er metabolisk fleksibel.
Hjem, ordne praktiske ting, bade, lave mad og således spiste jeg mit første måltid kl. 11.00. Aftenen før havde jeg spist aftensmad kl. 18.00, så det gav mig 17 timers faste. Det var ikke fastlagt på forhånd. Det var sådan dagen blev.
Maden her holdt mig stort set mæt til aftensmaden. Sidst på eftermiddagen blev jeg lidt småsulten, men jeg var optaget af andre ting og kom fra det igen. Havde jeg haft mindre travlt, havde jeg måske snuppet en lille bid mad, fx et stykke chiaknækbrød med smør og ost eller noget i den retning (eller chokolade).
Mere mad – ikke mindre
Når folk gerne vil ned i vægt, er det første, de tænker, at så skal de spise mindre. Og det er jo også rigtigt i teorien men at spise mindre kan være ret svært.
De fleste mennesker har faktisk et naturligt stoppunkt, når det kommer til mad (her taler vi rigtig mad og ikke ultraforarbejdet ikke-mad). At stoppe med at spise, før man føler sig mæt eller tilfreds føles forkert og efterlader en med en følelse af at mangle noget. Ikke at være blevet færdig.
Du kan sammenligne det med at skulle tisse og gå på toilet. Tænk, hvis du kun måtte tisse 80% færdigt og så skulle holde dig de sidste 20% indtil det blev tissetid igen.
Det er jo lidt det samme, du bliver bedt om, når du skal spise mindre. Hvem gider at være 80% mæt?
Derfor oplever mange det som nemmere at spise større men færre måltider. For du får lov at spise dig godt og grundigt mæt. Sådan rigtigt mæt. Og der går derfor helt automatisk mange timer, før du er sulten igen og før madlysten melder sig. I hvert fald hvis det, du har spist, havde en fornuftig fordeling af protein, fedt og kulhydrat.
Og jo, selvfølgelig handler det ikke om at høvle så meget mad ned, at du må trille fra bordet fra bordet med kvalme, og du vinder helt sikkert meget ved at spise langsommere og uden distraktioner som TV, computer eller telefon (note to self).
Men min oplevelse er i hvert fald at det er nemmere at være mæt, hvis jeg har fået lov til at spise mig mæt.
Herunder kan du se et eksempel på et måltid på en 2-måltiders dag.
Sådan et måltid vil passe mig fint på en 3-måltiders dag. Her blev den dog akkompagneret af en slags opgraderet bulletproof kaffe. Bemærk at mit mål ikke er vægttab men vægtvedligehold.
Denne lavede jeg med 1 æggeblomme og en god klat smør og en god klat kokosolie – og så blendet med stærk kaffe.
Og så var jeg dælme også mæt!
Alle måltider på din fastedag
Læs også artiklen om hvordan du kan tilpasse dine måltider, hvis du vælger at faste efter 16/8-modellen.
Er du nysgerrig på faste eller er du i tvivl om den måde, du griber det an på er helt hensigtsmæssig, så læs min bog Forsvarlig faste. I den hjælper jeg dig til at navigere udenom de mange faldgruber i fastelandskabet og sørger for at faste – den grad, du foretrækker det – bliver et positivt og effektivt værktøj til vægttab og forbedring af den metaboliske sundhed.
Ingredienser
- 3 æg
- 100 g rød peberfrugt
- 50 g broccoli en rest, dampet
- 50 g revet cheddar
- salt og friskkværnet peber
- smør eller kokosolie til stegning
Sådan gør du
- Pisk æggene godt sammen.
- Skær peberfrugt og broccoli i mindre stykker
- Opvarm smør eller kokosolie på en pande og steg peberfrugt og broccoli heri.
- Tilsæt æggene og rør det hele godt rundt, til æggemassen er gennemstegt.
- Hæld revet ost over og læg låg på panden – eller hæld det hele på tallerken og gratiner retten i ovn, hvis din ovn alligevel er tændt.
- Drys med salt og peber og server.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Den ser lækker ud😋
Hej Jane
Kan man godt nøjes med at bruge 16:8 fasten 3-4 gange om ugen, eller vil det ødelægge det helt?
/Lykke
Det kan man sagtens. Hvad skulle det kunne ødelægge?
Hej, Jane!
Hvordan fungerer 16:8 faste sammen med Keto? Kunne man eksempelvis faste 16:8 et par dage on ugen, samtidigt med at man opretholdt en keto-diæt?
Bedste hilsner fra David.
De to går nærmest hånd i hånd og faste er ofte en hel normal konsekvens af at spise Keto. Et ekstra PLUS er at keto som grundkost, gør fasteperioderne hundrede gange nemmere :)
Tak for dit svar. Jeg holder min keto, og vil satse på at supplere med 2 x 8:16 om ugen.
Bedste hilsner fra David.
Hej Jane 🙂
Jeg kan kun få 2 måltider ned om dagen, men er så meget i tvivl om jeg får nok protein – Har du lavet nogen kostplaner på 2 måltider??
Synes det er uoverskueligt med det at skulle beregne det 😅
Mvh Winnie
Hej Winnie
Det er også en udfordring – godt du er opmærksom på det.
Hvad tænker du kunne være en nem løsning for dig at få styr på proteinindtaget? Kunne det være en idé at regne ud hvilken mængde protein, du så vil skulle spise pr. måltid og så navigere efter det?
I keto kostplanen, som jeg kan se, du har allerede, kan du jo se hvordan jeg sammensætter det. Du ville så skulle øge proteinmængden med en halv gang ift. de mængder for at kompensere for at du går fra 3 til 2 måltider (tror også jeg har skrevet om netop dette i tekstafsnittene i selve kostplanen)
Kære Jane
Jeg blev ved med at rode med et vægttab som udeblev, så eksperimenterede med at faste hver anden dag i 2-3 uger. Tabte et par kilo, men når nu planen er at tabe mindst 15 mere, gik jeg over til at prøve at faste 1 uge. Jeg er nu på 6. døgn uden fast føde. De første par dage var jeg sulten, men have masser af energi. På 3. dagen vågnede jeg med hovedpine og absolut ingen energi! Og sådan har det faktisk været lige siden.. hvilket undrer mig, for når nu kroppen har fedtdepoter til rådighed for energi, hvorfor har jeg så ingen energi? Jeg spiser grilkrydderier/salt/saltede kapers løbende igennem dagen og får masser af væske. Kiloene rasler heldigvis hurtigt af (taber knap 1 kg om dagen), men er konstant træt, sover elendigt, bliver lynhurtigt forpustet ved let motion og er svimmel/sortnen for øjnene, hvis jeg rejser mig for hurtigt op. De sidste par dage har jeg så købt brone broth og fond med ekstra salt i og det hjælper en smule, men for det meste ligger/sidder jeg bare. Havde ellers tænkt mig at faste 14 dage efter ferien for at smide de sidste kilo, men nu ved jeg ikke om det er en go’ idé.. Heldigvis er jeg slet ikke så sulten mere 🥳
Hvad tænker du om den manglende energi?
Bh/Tina
Åh søde, kære du😔
Jeg er ked af at være lyseslukkeren her, men du skal ikke faste. Og hvis du skal, skal du ikke faste i hverken 3, 6 eller 14 dage. Og slet ikke når din krop så tydeligt giver udtryk for at det er en dårlig idé.
Du taber ikke 1 kilo fedt om dagen. Du taber max 300 g fedt, resten er væske og muskler. Din krop reagerer med de symptomer, du beskriver, fordi den beder dig om at tage næring til sig. Jeg mistænker, at du faldet i et gedigent kaninhul ude på internettet hos nogle, der har talt for, at faste er en super idé og at du ikke behøver spise, så længe du har fedt på kroppen.
Langtidsfaste er en ekstremt risikabel strategi. Dels pga. tabet af muskelmasse, som er signifikant, nedsætningen af din daglige forbrænding, som allerede er godt i gang (du ligger derfor på sofaen i stedet for at bevæge dig rundt og leve dit liv) men også fordi fedttabet så nemt udlignes, fordi rebound effekten efter faste er så stærk. Rebound effekten betyder, at du vil opleve kraftige spisesignaler efter faste og derved (over)spise, hvorefter du pludselig ser dig fanget i et faste-overspisnings-mønster, hvor du hele tiden er nødt til at faste mere for at kompensere for overspisningen.
Det eneste, der kommer til at bære dig i mål med de kilo er nye, bedre og bæredygtige vaner. Og jeg ved godt, at det er svært og jeg ved også godt, at det er kedeligt og ordinært. Men det er det eneste, der virker. Gode vaner, som du kan leve med hver dag, og hvor du samtidig respekterer din krop og behandler den med kærlighed.
Du har kun en krop og et liv. Pas på det❤️
PS: Bryd din faste forsigtigt. Spis fx en lille skål bær eller oliven og vent så en time før du spiser et reelt måltid. Fokuser på at spise godt med protein i MANGE dage efter din faste. Kød og grøntsager, så du får hentet ind på næringsstoffer også.
Tak for omsorgsfuldt svar ♥️
Jo, jeg er da nok faldet i et kaninhul 🐰 Når jeg læser andres erfaring med faste, så er det meget anderledes end mit forløb. Har også bidt mærke i, at det skulle være super sundt at langtidsfaste – ja, nogen har ligefrem kunnet heale sig selv fra kroniske sygdomme.
Vi skal holde 14 dages ferie fra på mandag og jeg er da også allerede bekymret for, om vægten stiger igen 🙈😢 Derfor har jeg også planer om at fortsætte faste indimellem med 1-2 døgn af gangen. Men de 14 dages faste er afblæst nu!
Tak for råd – det gav helt sikkert stof til eftertanke.
Min mave er aldrig sulten om morgenen, så hvorfor spise.
Tit og ofte når den at sige spis ved 15-16-tiden.
Nu er det, at jeg kommer i tvivl om, hvad og hvor meget jeg skal byde den. Spiser jeg kl 16, skal jeg ikke have mere den dag (spiser ikke efter kl 18).
What to do? Proteiner er vigtige og grønne sager også. Fedt vel også, for ikke at blive sulten før sengetid?
Det ville være en stor hjælp at få slået fast een gang for alle, hvad eet måltid skal indeholde, når de dage (ret ofte) opstår.
Måske kan det hjælpe at se protein som en konstant. Du skal have den fulde mængde hver dag. Hvor mange måltider, du spiser og hvornår du spiser dem, betyder meget mindre…
Tak! Det er da en nem løsning🙂
Kan man undlade, at spise ost på denne kur?
Har købt din ene bog, og er ved at tage tilløb, til at komme i gang.
Har læst en del, men synes det er svært, at finde ud af, hvor meget fedt jeg må spise. Hvornår er nok NOK? Er det når jeg er mæt?
Vh. Mette Søgaard
Hej Mette
Jeg ser det sådan at Keto er en kost, der er defineret af fravalget af kulhydraterne og ikke af at man skal spise bestemte madvarer. Dvs. at du kan spise Keto ( = få kulhydrater), uanset om du spiser ost eller ej.
Når det kommer til at følge opskrifter, vil du opleve, at du selv skal tilpasse dem til dine præferencer men ærligt, du behøver ingen opskrifter for at spise kulhydratfattigt. Du kan læse om Keto uden ost/mælkeprodukter her: Keto uden mælkeprodukter
Der er ikke en bestemt mængde fedt du skal spise. Fedt er et redskab til mæthed og energi. læs mere her: Hvor meget fedt skal jeg spise på Keto?
Hejsa er lige gået igang med dit kursus “Kickstart”.
Vi er ikke nået til emnet faste, men har læst om det på din blog.
Jeg forstår godt, at det med faste er fra jeg stopper med at spise til jeg får næste måltid. Er bare i tvivl om jeg heller ikke må drikke vand eller sort kaffe i den tid?
Mvh Jane Iversen
Hej Jane
I fasteperioderne kan du sagtens indtage kaloriefrie drikkevarer, dvs. vand, te og kaffe (uden noget i).
Har lige købt din superfine bog; ‘Keto på 4 uger’, og begyndte i går. Har lyst til at kombinere Ketoen med IF 20/4, altså kun at spise to måltider pr dag, i et spise-vindue på 4 timer. Men jeg skal vel stadig holde mig på de ca 1500 kcal, skal jeg ikke? Og også samme andel af fedt, protein og kulhydrater? I udgangspunktet må det svare til at spise 1.5 portion, 2 gange pr dag?! Ret mig endelig hvis jeg er helt gal på den. ?
Hej Eva
Ja, det er rigtigt forstået. Der er intet magisk i det reducerede spisevindue, andet end at mange oplever det som nemmere at opnå kalorieunderskuddet.
20:4 er et ret aggressivt spise/fastemønster, både i det hele taget og især i starten på Keto. Måske vil du have glæde af at lade din krop diktere hvornår den er klar til faste. Et fastemønster som 16:8 er desuden ofte mere nænsomt og jeg har nemmere ved at stå på mål for det. Jeg synes, man skal passe godt på sig selv. Også selvom man virkelig, virkelig ønsker sig et vægttab.
Tusind tak for dit fine svar. Så var det som jeg troede! ?
IF og faste har jeg ekspementeret med i mange år, så ikke noget der skræmmer mig. Har dog ikke prøvet at kombinere det med Keto, så vil helt sikkert vente til kroppen har vænnet sig til den nye kost, og min grådige appetit er dæmpet. Jeg er stadig på det stadie, hvor jeg ‘tror’, at jo mere fedt (læs piskefløde og smør) jeg spiser, jo mere taber jeg mig, haha. ?? Nejda, har læst din bog grundigt, så i løbet af få dage, skal dèn uvane være lagt på hylden. ???
PS: Kender du til en god FB-gruppe om Keto? Kan ikke se at du har nogen. Ser kun at du har en side på FB, og den er selvfølgelig liked!! ??
Nej ikke på dansk. Jeg oplever at de flyder over med misinformation desværre.
Jeg har en enkelt gruppe til mit produkt Keto Living. Den er mest brugt af tidligere deltagere fra mit Kickstart-kursus.
Hvor inspirerende at læse din blog. Og de mange indlæg fra kvinder, der har succes med de principper, der er i LCHF/Keto. Jeg har lånt dine ældre bøger på biblioteket, har købt KETO bogen og bestilt den nye. Så jeg mener, jeg godt kan sige, at de principper, du lever efter/ foreslår, ser spændende og tiltalende ud. Desværre har jeg allerede betalt ret så mange penge for at følge en anden persons ideer til et keto-vægttabsforløb. Desværre fordi det indeholder alle mulige kosttilskud i stedet for reelle fødevarer. Jeg bliver nødt til at blive i det forløb betalingsperioden ud. Men derefter melder jeg mig til et af dine fremtidige kurser.
Du er altid velkommen, Ruth :)
Var gået i stå med vægttab, læste om 8:16, haps den snupper jeg, og jeg nøjes med to måltider om dagen. En stor brunch og en lidt mindre aftensmad. Arbejder fra 15-23, så det er tidsmæssigt smartere for mig at spise mest til brunch. Jeg drikker alm sort kaffe og en del vand om morgenen. Startede på det for en uge siden, der er røget 1,5 kg på denne uge?
Tak for skøn inspiration og lækker mad?
Jeg faster aftensmad til frokost, vil en bulletproof til morgen ødelægge fasten?
vh Marianne
Alle kalorier bryder din faste, så ja.
De, som drikker bulletproof under faste, kan muligvis stadig få den fordel at den lange periode med minimal stimulering af blodsukker/insulin sænker insulinniveauet i blodet. Er målet med faste derimod vægttab (dvs. kalorieunderskud) eller cellereparation, er faste = nul kalorier.
Periodisk faste (ca. 14 ud af 24 timer i indslaget nedenfor) har tilsyneladende mange gavnlige effekter på helbredet ikke mindst i forhold til sukkersyge og metabolisk syndrom:
https://drchatterjee.com/episode-21-circadian-rhythms-and-time-restricted-feeding-with-professor-satchin-panda-part-1/
Jeg kom til at tænke på dit inspirerende indlæg, da jeg hørte podcasten ovenfor :-). Det giver god mening at kroppen har godt af en pause, og at det er meget nemmere, når man er fedtdrevet. God weekend.
Ja det giver perfekt mening! ??
Og så vil jeg gerne være lidt modvægt …
Har en dejlig arbejdsplads, hvor kage / slik somme tider bruges som hygge og højdepunkt på dagen.
Efter nu i knap 4 år ikke at have spist ‘søde sager’, har folk vænnet sig til det:
“Nå – du spiser ikke kage ?” “Næ … jeg er ikke vild med det svingende blodsukker det giver mig … ” og så er den ikke længere. Jeg er bare hende der ikke rigtig spiser kage, og det er okay !!
Der kommer stadig jævnligt kommentarer til min frokost, men det er mest “beundrende” kommentarer, fordi de synes det ser lækkert ud ?
God dag ? Jeg skal snart på kontoret idag, hvor en kollega har varslet kage ??
Vh. Anne Lind
Hende var jeg også på min tidligere arbejdsplads :) Og jeg giver dig ret i at de stopper med at tale om det på et tidspunkt. Det bliver bare sådan det er. Og jeg husker helt det samme om frokosten. Nysgerrige blikke og kommentarer men ofte mest misundelige fordi min var lækrere end kantinens ;-)
Jeg må indrømme at det ofte undrer mig, hvor meget folk blander sig i, hvad jeg spiser – eller især ikke spiser. Reaktionen er gerne noget i retning af, at siden jeg ikke har en konstateret allergi overfor gluten, mælkeprodukter og sukker, så må jeg jo være hysterisk/bange for at blive tyk/have et behov for at få opmærksomhed ved at være speciel og besværlig, og hvorfor jeg dog ikke bare kan tage noget kage og slappe lidt af. Heldigvis løber jeg normalt i frokostpausen og spiser på mit kontor efter, så jeg slipper da for kommentarer til min “mærkelige” frokost, men hver gang jeg siger nej tak til kage/chokolade, bliver det gerne kommenteret. Jeg forstår ikke helt, hvorfor folk føler sig så provokeret af det, for jeg taler aldrig om min kost, medmindre jeg bliver spurgt direkte. Jeg dømmer jo ikke (i hvert fald kun i mit eget hovede ?), at folk skovler ris og pasta ind i kilovis til frokost, for derefter at falde i søvn foran computeren, så hvorfor er det et stort problem for dem at jeg spiser få kulhydrater?
Jeg giver dig helt ret! Vi er aaaaalt for langt ovre i hinandens tallerkerner og det er underligt at flere ikke ser at det bliver en smule uhøfligt.
Sej idé i øvrigt med løb i frokostpausen! Det tip vil jeg videregive hvis nogen mangler idéer til hvad de skal lave i stedet for at spise frokost!
Til hverdag spiser jeg gerne kun to gange om dagen. Morgenmad + aftensmad. Men jeg oplever, at det er helt uhørt – rent socialt – ikke at spise frokost. Og endnu værre – holde frokost med andre, der spiser, mens jeg ikke gør.
Ja, jeg er med for at holde pause og være social, men det bliver af og til lidt akavet og anstrengende, fordi jeg virkelig er odd man out, når jeg sidder der. Værst er hele tiden at skulle forklare, hvorfor. For der skal være en grund, og jeg føler snart jeg har forsøgt mig med dem alle. “Kur”, “ikke sulten”, “ikke lyst”, “ikke godt tilpas”, “ikke tide”, “spist stor morgenmad”, “ehhh”…..og oftest tror jeg bare, jeg ender med at være “hende den sære”, mens jeg ikke ville blive overrasket over, at der blev talt om, at jeg nok havde en spiseforstyrrelse.
Hvad siger man? Hvad er et godt svar, der 1) Får folk til at lukke munden og holde den der. 2) Ikke giver dig stemplet “hende den sære”?
Skal jeg være ærlig, synes jeg faktisk, det er ret grænseoverskridende, at der bliver holdt øje med og kommenteret på mine spisevaner. Især når jeg selv ikke rigtig går op i eller registreret hvad og hvornår andre spiser.
Gode råd modtages gerne.
Åh det er virkelig også en svær situation og jeg giver dig helt ret i at det er vildt grænseoverskridende at folk er så langt ovre i andres tallerken (eller mangel på samme).
Jeg ved ikke om jeg har nogle gode råd. Måske tolke det som nysgerrighed og fortælle dem om hvorfor det fungerer bedre for dig sådan?
Selv er jeg mere den stille type i den slags situationer, så jeg synes i virkeligheden, du er supersej for at stå ved at det er det spisemønster, der fungerer for dig!
Spændende indlæg for en som jeg, der altid har svoret til 3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider;)