Perimenopause


Perimenopause, hvad er det nu for noget?

De færreste har hørt om Perimenopause og det er et godt billede på, hvor elendigt uddannet vi kvinder er i vores egen krop. De færreste vil kunne beskrive, hvad der sker i en helt almindelig menstruationscyklus, hvis de blev bedt om det, hvilket jo er helt skørt, eftersom det er noget, vi gennemlever hver måned i mange år af vores liv.

Så måske skal vi starte der i virkeligheden. For hvis vi skal forstå forandringerne, der sker i 40’erne og hen mod overgangsalderen, er vi nødt til at vide, hvad der gik forud for.

Her er derfor et hurtigt tilbageblik til biologitimen, der handlede om den kvindelige cyklus.

Lynkursus i den kvindelige menstruationscyklus

Kvindens cyklus starter på 1. menstruationsdag. I den første fase, som kaldes den follikulære fase, øges produktionen af østrogen i æggestokkene. Østrogen påvirker livmoderslimhinden, så den bliver tykkere og klar til, at et eventuelt befrugtet æg kan sætte sig fast.

Østrogen er altså det dominerende hormon i fasen fra menstruation og frem til ægløsning.

Når et æg er klar til at blive frigivet, stiger produktionen af luteiniserende hormon (LH) i hjernen. Dette signalerer æggestokkene til at frigive det modne æg.

Efter ægløsning produceres hormonet progesteron, som påvirker livmoderslimhinden, så den bliver modtagelig overfor et befrugtet æg.

Fasen efter ægløsning kaldes den luteale fase, og i denne fase er progesteron det dominerende hormon. Den (normale) luteale fase varer 12-14 dage.

Er der ikke et befrugtet æg, der har sat sig fast i livmoderen, falder både produktionen af østrogen og progesteron henimod slutningen af den luteale fase, som afsluttes med, at du får din menstruation. Det er dette fald i hormonerne henimod slutningen af cyklus, som mange kvinder oplever som PMS, nedtrykthed, grådlabilitet osv.

Herefter starter det hele forfra.

Østrogen og progesteron

Det vigtigste at forstå er, at østrogen og progesteron begge er vigtige hormoner, og at de balancerer hinanden og fungerer i et fint samspil. Hormoner er som et orkester. Spiller en ude af takt, lyder det hele elendigt.

Men østrogen dominerer altså i første halvdel af cyklus og progesteron i anden halvdel.

Vigtigt også at forstå, at det er selve ægløsningen, der er ansvarlig for, at der produceres progesteron. Ingen ægløsning, ingen progesteron – og det er ikke helt rigtigt, for binyrerne producerer også lidt, men det er bare for at sige, at ægløsning er serious business, når vi taler hormonel balance.

Producerer du ingen eller for lidt progesteron, bliver du østrogendominant.

Læs også: Hormoner og hormonel balance

Hvad er Perimenopause?

Perimenopause er en periode på 5-10 år, der går forud for menopausen. For de fleste starter den i løbet af 40’erne og for enkelte allerede midt i 30’erne.

Hvor menopausen er kendetegnende ved, at produktionen af østrogen falder til et meget lavt niveau, er perimenopausen kendetegnende ved, at produktionen af progesteron falder og at østrogen begynder at svinge op og ned. Det er ikke ulig det, der sker i puberteten og derfor kalder man det også ind imellem ‘second puberty’.

Progesteron falder, fordi man enten begynder at have færre ægløsninger, fx har cykli, hvor man helt springer ægløsning over (en cyklus uden ægløsning kaldes en anovulatorisk cyklus) eller fordi ægløsningen er svagere, fordi man er halvgammel og ikke så fertil længere.

Mange vil derfor også bemærke, at den luteale fase bliver kortere og ikke længere varer 14 dage men måske kun 11-12 dage. En luteal fase på under 10 dage kaldes ‘for kort’ og skyldes at der er produceret for lidt progesteron.

Hvad er symptomerne på perimenopause?

Nogle af symptomerne på perimenopause er diskrete og svære at få øje på, mens andre er meget håndgribelige.

Et symptom er fx, at cyklus kan begynde at svinge i længde. Det er jo normalt i sig selv og kan være svært at sige, hvornår det skyldes perimenopause. Et mere håndgribeligt symptom er, at menstruationerne kan blive meget kraftige og langvarige (oh my, siger jeg bare😭)

Andre symptomer tæller:

  • humørsvingninger (irritabilitet, pludselige vredesudbrud, angst, depressive tanker)
  • søvnproblemer (fx vågner ved 3-4-tiden hver nat og ligger vågen længe)
  • nattesved (vågner om natten med fugtigt sengetøj og fryser)
  • nedsat libido
  • spændte/ømme bryster
  • hjernetåge og koncentrationsbesvær
  • træthed, der ikke kan soves væk
  • ledsmerter eller tilbagevenden af gamle skader
  • en gennemgående følelse af at føle sig ‘off’ eller ‘ved siden af sig selv’

Som du kan se, er der et stort sammenfald mellem perimenopausesymptomer og PMS, og det er ikke så mærkeligt, da mange af symptomerne stammer fra det pludselig fald i hormonerne, ligesom PMS gør.

Forskellen på Perimenopause og menopause

Så den vigtige forskel på Perimenopause og menopause er altså, at der stadig produceres godt med østrogen i perimenopausen men at niveauerne begynder at svinge. Det er primært det svingende østrogenniveau, der er ansvarlig for perimenopausesymptomerne. I menopausen falder østrogen til et helt lavt niveau.

Man kan derfor heller ikke måle, om man er i ‘perimenopause’, for hvem ved, om målingen lige udføres på en dag, hvor østrogen er svunget op eller ned. Perimenopause afgøres derfor ud fra symptombilledet (og alderen).

Den helt vigtige forskel på perimenopause og menopause er, at du i perimenopausen stadig har ægløsning, mens menopausen er defineret ved, at du ikke har haft blødning (og derved heller ikke ægløsning) i 12 måneder.

Kvinde, kend din ægløsning

Mange aner ikke, hvornår eller om de har ægløsning og de, som bruger hormonel prævention, har i de fleste tilfælde ikke. Undtaget herfra er, at du kan have enkelte ægløsninger, hvis du har hormonspiral.

Men er din cyklus sat kunstigt i stå, har du ikke ægløsning.

Hormonel prævention er derfor også det, din læge vil foreslå dig, hvis du klager over perimenopause symptomer. Det er ikke en løsning, jeg personligt ville acceptere, men det kan være, jeg skal skrive et separat indlæg om det.

Temperaturmåling for ægløsning

Temperaturmåling den mest valide måling til at dokumentere, om du har ægløsning eller ej. Dette kan selvsagt kun bruges, hvis du ikke er under påvirkning af syntetiske hormoner som p-piller, hormonspiral eller lign.

Med ægløsningen og progesteron stiger din kropstemperatur nemlig 0,3-05 grader. Denne forhøjede temperatur varer igennem hele den luteale fase og lige før menstruation, når hormonerne falder, har du et temperaturfald på samme 0,3-0,5 grader. Som en, der har 7-8 års data med daglige temperaturmålinger, er dette soleklart og uden undtagelser.

Da jeg var 39, valgte jeg at få fjernet min hormonspiral pga. omfattende hårtab og depressive tendenser. Siden har jeg brugt Natural Cycles til at monitorere min cyklus via daglige temperaturmålinger og deres app/algoritme. Det betyder, at jeg i skrivende stund har data på 7-8 års cykli. Det gør det nemt for mig at se de forandringer, der er sket.

I denne forbindelse er det bedste ved metoden dog, at den på pålidelig vis dokumenterer, at jeg stadig har ægløsning hver måned. På samme måde vil den også dokumentere, når dette ikke længere er tilfældet.

Læs også: 46 år – en slags hormonel status

Fra perimenopause til menopause

Overgangen fra perimenopause til menopause foregår ved, at produktionen af både østrogen og progesteron falder.

Hvornår man er ‘i overgangsalder’ er lidt et definitionsspørgsmål, for i princippet er perimenopausesymptomerne jo dem, vi forbinder med overgangsalder. Men ægløsning og blødninger er jo ikke en del af det, vi forstår med overgangsalder.

Måske er definitionerne også ligegyldige. Det vigtige at forstå her er at du ikke er sindssyg, hvis du er i 40’erne og oplever diffuse symptomer, som ingen læger kan finde en årsag til og du stadig har regelmæssig menstruation.

I slutningen af perimenopausen tror jeg, de fleste kvinder vil beskrive sig selv som i ‘overgangsalder’. Selve menopausen er dog kendetegnende ved at man ikke har haft blødning i 12 måneder og at produktionen af østrogen er landet på et lavt niveau.

Et kritisk vindue..

Nogle beskriver også perimenopausen som et kritisk vindue. Et slags sidste udkald for at udbedre nogle af de skader, du enten har lavet eller er i gang med at lave. Jeg kan meget godt lide det billede.

Med hormonforandringerne følger en række risici, som vi næsten er vant til at acceptere som ‘normale’. Men bare fordi noget sker for flertallet betyder ikke, at vi her på kanalen er villige til at gå ned uden kamp. Her tænker jeg bl.a. på risikoen for insulinresistens, muskeltab, knogleskørhed osv. som går hånd i hånd med overgangsalderen. Ret alvorlige ting, som vi bør gøre, hvad vi kan, for at undgå.

Det er ikke for sent, hvis du først har ramt menopausen, men det er altid nemmere, jo før du starter.

Det betyder, at ting som sund, blodsukkerstabiliserende og proteinrig kost + styrketræning bør ses som obligatorisk nu. Du kan ikke komme udenom det. Ved at fokusere på dette i din livsstil, nedsætter du risikoen markant for insulinresistens og muskeltab, som er det, der fører til vægtøgning i overgangsalderen og for knogleskørhed, som kan risikere at sætte en brat stopper for de planer om et aktivt seniorliv, du ellers gik og drømte om.

Det er nu, du skal gøre disse ting. Ikke om 5-10 år, når menopausen er en realitet.

Perimenopause er bare en fase…

Perimenopause er en fase, alle kvinder skal igennem og det er fjollet, at vi ikke taler om det og så få kender til det. Tænk så mange kvinder, der går rundt i 40’erne og ikke forstår, hvorfor alting pludselig føles anderledes.

Alle taler om faldet af hormoner men kun få taler om den periode med svingende hormoner, der går forud for.

Selvom det kan virke irriterende at være i sine hormoners vold, så er denne fase en hel almindelig del af et almindelige kvindeliv. Det er ikke noget, vi skal prøve at få til at gå væk. Det er bare noget, vi skal igennem.

Læs også:

perimenopause

Er du klar til (Low Carb) jul?

Har du brug for Low Carb juleopskrifter på både al den traditionelle julemad og på de lækre julegodter, kan du lade Madbandittens Juleopskrifter hjælpe dig🌲

Juleopskrifter

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

13 kommentarer til “Perimenopause”

Skriv en kommentar

  1. Tak for dette skriv. Skulle tro du skrev om mig. Der er alt for lidt viden og kendskab om dette.
    Vh Mette

    Svar
  2. Hurra for dig, Jane, og 1000 TAK for dette blogindlæg! Det er i den grad aktuelt i mit liv lige nu, jeg mærker perimenopausen på egen krop og har ligesom du været forbavset over, hvor lidt god information der er til at støve op. Desuden kan det være frustrerende/skuffende ikke at kunne tale det ordentligt igennem med sin læge — i teorien ja, men her hvor jeg bor er det i praksis umuligt, da en konsultation er normeret til 7,5-10 minutter, og så hurtigt kan jeg hverken tale, tænke eller lytte, når det gælder et omfattende emne som perimenopause, inkl. flere forskellige spørgsmål til bio-identisk hormonterapi, osv. Jeg er ikke på hormoner af nogen art og har ikke brugt hormonel prævention andet end i et par år som teenager. I længere tid havde jeg kobberspiral, som jeg var ganske tilfreds med, og den blev fjernet da jeg var sidst i 30’erne. Nu og de seneste par år har jeg oplevet tiltagende hormonsvingninger og kan virkelig godt relatere til beskrivelsen af anden omgang pubertet. Første omgang var grov nok, synes jeg! Indtil videre er det stadig nogenlunde til at bære, men jeg må være ærlig og sige, at hvis det bliver meget værre end det er nu, kommer jeg helt klart til i det mindste at undersøge, om der findes nogen former for bio-terapeutiske støttemidler. En af grundene til, at jeg forsøger mig med keto, er netop med henblik på at give kroppen gunstige vilkår i denne livsfase.
    Kender du forresten til Dr. Mindy Pelz’ arbejde? Jeg er begyndt at snuse til det, og det er lidt spændende, synes jeg. Hun taler nemlig om kvindekroppens hormoncyklus og kommer med forslag til, hvordan man kan spise/faste/motionere i harmoni med sin cyklus.
    Nåh det blev lidt langt, men sådan kan det gå, når noget rammer plet, ligesom dit blogindlæg gør hos mig. Tak og fortsat god vind til os og vore hormoner, længe leve den kollektive cyklus!

    Svar
    • Ja det er så sært at der ikke findes mere om det.
      Jeg er begyndt at eksperimentere med bioidentisk progesteroncreme. Skal nok prøve at skrive om det, når jeg lige har gjort mig lidt flere erfaringer.

      Og ja, jeg er perifært bekendt med Mindy Pelz og heldigvis er hendes råd om faste/træning/osv ift. cyklus ikke rigtige😅 Det ville fandme være katastrofalt for kvindelig sundhed i den her alder, hvis vi kun skulle lave yoga og blide udstræk i halvdelen af måneden. Suk altså.

      Svar
  3. Fra jeg var 20 til jeg blev 40 havde jeg ikke mens. Nu har jeg det regelmæssigt igen. For mig handler det om, at jeg skal have en forholdsvis høj vægt i forhold til min højde.
    Jeg er blevet testet flere gange i løbet af de 20 år, og havde normal hormon niveau.
    Vil være anonym her.

    Svar
  4. Kære Jane

    Tak for at sætte fokus på perimenopause. Det er så vigtigt at denne del af livet også bliver i talesat og at perimenopause og menopausen ikke er et tabu, som vi ikke taler om.
    Jeg er selv i perimenopausen, og jeg er overrasket over ændringen i min psyke over det sidste års tid. Det med søvnen, du beskriver, passer så godt – sammen med kortere perioder.

    Svar
    • Dejligt at det kunne bruges. Jeg er så forbavset og lidt modløs over at opdage, hvor lidt viden der om dette. Det er trods alt 50% af befolkningen, der skal igennem det..

      Svar
  5. Kære Jane. Mange tak for forklaring om Perimenopause. Min krop har været der og ingen læger eller andre kloge hoveder har givet denne forklaring. Jeg troede det var overgangsalder men tests beviste, at det var det ikke – selvom kroppen og hormonerne fortalte at noget var meget anderledes

    Svar
    • Velbekomme, glad for at indlægget kunne bruges❤️
      Det er dælme så provokerende, at ingen oplyser om dette. Det er jo vitterligt noget, som 50% af befolkningen skal igennem. Nogle gange bliver jeg kynisk og tænker, at hvis der ikke findes en medicinsk løsning, er det udenfor interesse. Men jeg har det dårligt med den tanke (især fordi jeg virkelig godt kan lide min egen læge). Men det er sgu sært altså. At gå rundt i sin bedste alder og føle sig off uden at kunne få en forklaring om at det faktisk måske ikke er så mærkeligt, er da virkelig ærgerligt.

      Svar
  6. Hej Jane

    Vil du ikke nok skrive om, hvorfor evt. spiral mm er en dårlig ide? Jeg har selv oplevet, at jeg ikke har PMS systomerne, og dette er jo skønt ikke at få.
    Er det mon fordi det påvirker muskelmasse, hår mm.

    Mvh Inge

    Svar
    • Åh det er svært, synes jeg, for dels er det jo et meget personligt valg og dels er der altid en opvejning. PMS er jo heller ikke fedt fx, og livet skal jo helst være godt. Så jeg kan godt lide at tænke det sådan, at alting er en byttehandel. I enhver byttehandel, man indgår biologisk set, skal man helst føle, at man vinder mere end man taber.

      Hormonspiralen er den mindst værste af de hormonelle præventionsmidler, efter min mening, og det mener jeg også, selvom den ikke var god for mig. Det største minus ved den er, at den undertrykker ægløsning i nogen grad og ægløsning er måden, du producerer hormoner (progesteron). Dette er i stedet erstattet af syntetisk progesteron, som jo selvfølgelig ikke er det samme. Men det gør stadig hormonspiralen til et bedre valg end p-piller, synes jeg.

      Men det er pokkers svært, synes jeg (også når man har en teen-datter, man skal rådgive om det samme)

      Jeg vil ikke udelukke, at jeg kommer til at benytte mig af hormonterapi, hvis jeg bliver hårdt ramt i overgangsalderen, men jeg vil i så fald undersøge muligheden for at få bio-identiske hormoner. Men prisen ved hormonspiralen blev for høj for mig, så den er jeg ikke villig til at samarbejde med igen.

      Svar