Når jeg viser min mad frem på Instagram, Facebook eller her på bloggen, får jeg ofte nogle af disse kommentarer:
Wow, du spiser meget! Kan du virkelig spise alt det?
Du spiser godt nok små portioner! Kan du virkelig blive mæt af det?
Der er da ikke så meget fedt! Hvor er fedtet henne?
Årh, det er meget fedt! Skal man spise så meget fedt!
Hvor er grøntsagerne?
Kan du godt spise så mange grøntsager uden at få for mange kulhydrater?
Og det giver jo faktisk ingen mening! Så det tænkte jeg, vi lige kunne tage en snak om.
Ting, du ikke kan se ud fra mine (eller nogens) madbilleder:
- om jeg spiste op
- om jeg tog en portion mere
- om jeg spiste dessert
- hvor sulten jeg var, da jeg satte mig til bords
- hvor lang tid, jeg var mæt af den portion, jeg spiste
- hvad jeg i øvrigt spiste den dag
- om jeg havde spist meget eller lidt dagen før
- om jeg havde en aktiv dag med meget bevægelse
- om jeg havde siddet på min flade rumpet og skrevet hele dagen
- om jeg havde sovet meget eller lidt om natten
- hvad jeg vejer (og hvor stort mit energibehov er)
- hvordan min forbrænding er
Jeg spiser aldrig efter skema. Jeg måler og vejer aldrig min mad, og jeg prøver aldrig at få den til at gå op i et foruddefineret regnestykke. Selvom jeg skriver om LCHF, spiser jeg først og fremmest mad. Jeg spiser min mad, og hvis jeg ikke er mæt, venter jeg lidt og spiser så en portion mere, hvis jeg stadig ikke er mæt. Jeg øver mig i at spise langsomt, men det går ærligt talt ikke specielt godt. Nogle gange spiser jeg også udover min mæthedsgrænse, fordi maden smager godt. Det er ikke så smart, det er jeg fint klar over, men livet er sjældent perfekt.
Da jeg ikke spiser kornprodukter og minimerer sukker, bliver min kost automatisk kulhydratfattig (men ikke ultra-low carb), og jeg spiser gerne fedt for den gode smag og den gode, langvarige mæthed. Og på den måde bliver min kost low carb – high fat, også selvom der optræder en gulerod eller lidt frugt i en salat. Jeg ved ikke hvor mange gram kulhydrat eller fedt, jeg spiser eller hvor mange kalorier, jeg spiser, og jeg synes egentlig også, det er sagen uvedkommende.
PAS PÅ MED SAMMENLIGNINGEN!
Når vi sammenligner os med andre, risikerer vi at blive usikre på, om det, vi selv gør, er godt nok. For hvis hun dyrker crossfit fem gange om ugen, hvordan kan det så være godt nok, at jeg bare går en lang tur tre gange om ugen? Eller: Hvis hun kan blive mæt af den lille klat skyr med frugt, hvad siger det så om mig, at jeg spiser en omelet af 3 æg? Den slags usikkerheder. Og med usikkerheden følger forvirringen, og med forvirringen følger, at vi farer vild. Med handlingslammelse som risiko.
Der findes ingen genveje til hverken en sund, stærk eller en slank krop. Og ingen af delene sker over night. Det kan godt være, du kan holde ud at gå på tre dages juicefaste og tabe 3 kilo væske, men det løser ikke nogen af dine problemer permanent. For den eneste slidsomme vej at gå er at finde en livsstil, som passer ind i den familie og den hverdag, du er en del af, og som du kan leve med på den lange bane. Og det kan være surt arbejde at arbejde sig frem til den, særligt fordi det ofte betyder, at nogle af de vaner, vi holder mest af (eller som vi har brugt aktivt og ofte i en absurd form for overlevelsesstrategi) måske samtidig er medvirkende til de problemer, vi slås med. Og det er vi nødt til at se i øjnene for at komme videre. Og det er da virkelig nederen at skulle se på sig selv med de øjne og muligvis også derfor, det virker så tiltrækkende bare at kopiere en andens livsstil, kostplan eller træningsplan med inkluderet ansvarsfraskrivelse. I hvert fald er det mindre smertefuldt at gå den vej. Men hvis du tænker dig om, ved du godt, at det ikke er løsningen.
Selvfølgelig kan vi sagtens hente inspiration hos hinanden, det er noget helt andet. Men hvis vi tolker andres øjebliksbilleder som udtryk for en helhed, og tror, at det skal copy-pastes over i vores eget liv, er jeg bange for, at vi bliver ledt på vildspor. Og det er dumt, når nu vi var så fint på vej allerede. Vores egen vej, altså! Så skal vi ikke bare aftale, at vi stopper med at spejle os i hinanden på den måde og går over til at bruge hinanden konstruktivt og positivt som inspiration? Det tror jeg faktisk kunne gøre en kæmpe forskel!
Det er så sjovt at følge med i din blog, og det er dejligt, at du sætter ord på så mange af de knap så omdiskuterede emner omkring kost og krop. Meget at det, du skriver, er spot on for mig.
Selv har jeg aldrig været overvægt – heller ikke selvom jeg i dag har et stillesiddende job. Jeg har heller aldrig i mit liv været på kur, og jeg har aldrig spist efter skema eller mål. Folk er så lang tid jeg kan huske altid kommet med diverse forklaringer på min vægt, og ingen af dem har været rigtige.
Sandheden er faktisk den, at jeg ikke kan lide sodavand, slik, chips, mælkechokolade eller kage. Mine forældre har heller aldrig brudt sig om disse ting, ikke af sundhedsmæssige årsager, men bare fordi. Som barn fik vi som alle andre en 10’er til weekendslik. Jeg købte og spiste altid et par stykker saltlakrids, og så puttede jeg posen i lommen og ville vente, til jeg fik lyst til mere. Jeg fik bare aldrig lyst, og det endte altid med, at jeg gav det væk, delte det med min far eller spiste det uden at have lyst, fordi jeg ellers ikke ville få en ny 10’er næste uge. Som barn drak vi kun sodavand ved særlige lejligheder, og det står meget klart i min hukommelse, at jeg engang til en familiefest græd hos min mor, fordi jeg havde ondt i tænderne pga. en sodavand. Til gengæld drak vi danskvand (vi havde sådan en oldschool danskvandsmaskine), og vi havde altid en æske saltlakrids i køkkenet. Som årene gik, valgte jeg oftere og oftere de søde sager fra, og da jeg som teenager arbejdede i en biograf og senere på en tankstation med fri adgang til at købe slik og sodavand og hurtigt sukker, så drak jeg stadig kun danskvand og brugte mine penge på at bestille mad udefra eller også havde jeg forberedt noget hjemmefra på 12-timers vagterne. I dag har jeg aldrig rigtig slik i huset (på nær en æske uåbnet og sikkert for gammel saltlakrids). Jeg tror, det er 20 år siden, jeg har bagt en kage og endnu længere tid siden, at jeg har købt en kage.
Til gengæld har jeg altid elsket mad – rigtig hjemmelavet og velsmagende og mættende mad med friske råvarer og veltilberedt kød – præcis som min mor lavede den, og i grove træk spiser jeg stadig på den måde i dag. Jeg har aldrig brudt mig om halvfabrikata, og jeg priser mig lykkelig for, at min mor ubevidst har lært mig at lave mad bare ved at jeg har betragtet hende igennem hele min barndom. Jeg har aldrig rigtig kendt til den sukkertrang, som alle snakker om. Jeg bryder mig ikke om søde ting, jeg synes, det gør ondt i tænderne at spise det, men det er noget helt andet, hvis det fx er en hjemmelavet bbq-marinade på en helstegt kylling: den skal være sød, stærk og klistret. Jeg bruger sukker i min mad, men kun som krydderi og i særlige tilfælde – jeg har aldrig truffet et bevidst valg om at undgå sukker. Light-produkter reagerer jeg voldsomt på: Hvis jeg drikker en sukkerfri chai-latte eller en sukkerfri sodavand, så begynder mit hjerte at slå hurtigere og hurtigere, jeg får følelsen af, at blodet løber fra hovedet, og jeg bliver svimmel med prikker for øjnene, mine hænder begynder at ryste voldsomt, jeg får svært ved at fokusere, det hele sejler for mig, og jeg begynder at få en overproduktion af savl og i værste fald kaster jeg op. Jeg har derfor stor respekt for sødemidler, og undgår dem helst i alle afskygninger af samme årsag.
Op igennem halvfemserne og nullerne himlede folk op om, at jeg måtte have stofskifte af den anden verden, når jeg kunne spise olie, smør og fløde i maden på den måde, som jeg gjorde. Jeg var egentlig ligeglad med årsagen, jeg var bare taknemmelig over, at det kunne lade sig gøre. Når jeg havde gæster til spisning, nippede de altid kun til maden under påskud af, at de var på kur. Senere på aftenen sad de så og proppede sig i chips og slik, som de selv havde haft med til filmen, selvom jeg havde lavet små sprøde kartofler med aïoli eller rejer med guacamole, som vi kunne hyggespise af – jeg slog det altid hen med et “pyt” og et “så er der jo mere til mig” :-)
Når jeg var steder henne og blev budt på slik eller kage, takkede jeg altid nej med et høfligt: “Jeg er ikke sulten”. Og hvis det ikke virkede, avancerede jeg til: “Jeg kan ikke lide det”, hvortil de fleste svarede: “Er du på kur?”. Når jeg spiste hos folk, og sprang brødet over og bare spiste fyldet, eller kun tog en halv kartoffel, så kiggede folk på mig, som om jeg var et spøgelse. Ved festlige lejligheder har jeg drukket danskvand med vodka og citron længe før, en eller anden bartender besluttede sig for at kalde det for en skinny bitch. Jeg har altid spist ekstremt varieret, og jeg har haft kødfri dage, længe før også det blev moderne. Jeg har altid holdt igen med frugt, selv igennem starten af nullerne, hvor 6 stk. frugt om dagen blev meget in. Som barn spiste jeg krydret mayonnaise til pomfritter, grøntsager eller kød, længe før det blev moderne italien style at lave aïoli. Og sådan kan jeg blive ved. Jeg forstod bare, at jeg nok bare var anderledes eller havde andre smagsløg, også tænkte jeg ikke mere over det. I dag ved jeg, at mange kalder min kost LCHF. Det har aldrig været et bevidst valg for mig at spise efter LCHF-principperne, det er bare noget jeg altid har gjort, uden at jeg vidste, at man kaldte det noget. Så nu tror folk (igen!) at jeg er på kur… -LCHF-kur.
Min pointe er. Jeg har altid passet mig selv og min egen mad. Jeg har ALDRIG gået op i, hvad andre spiser eller hvorfor. Til gengæld har folk altid haft voldsomt travlt med mig på en meget dømmende facon, og det har faktisk altid været lidt et underliggende irritationsmoment for mig, så TAK, fordi du sætter ord på det.
Ja det kan jeg levende forestille mig! Tak for din gode og lange historie! Det er jo vitterligt også “irriterende” eller i hvert fald til forundring at nogen mestrer den kunst, når andre ikke gør. Men det gør bestemt ikke spørgsmålene mindre uhøflige…
Jeg synes, det er sejt! Godt gået!
Fuldstændig enig. Jeg hører tit :hvorfor spiser /træner du sådan, du behøver ikke tabe dig. Men det er jo noget jeg vurderer. Man kan jo vende det om. Hvis jeg bare spiser (elsker mad) det jeg har lyst til samtidig med at gå i overgangsalderen…. Vupti vapti har jeg taget,, 10 kg på, og det nægter jeg. Gider ikke veje min mad eller noget. Men synes LCHF (stenalderkost) “passer godt til mit liv. Jeg sover bedre, er mindre stresset, træner bedre, min psoriasis holder sig mere i ro og jeg har det fantastisk. Det er altså en livsstil og ikke en kur. Har aldrig været på kur og har aldrig været overvægtig fordi jeg tænker mig og vælger hvad jeg vil spise/drikke. Bliver aldrig fanatisk – men det er da sq da sund fornuft at spise det man bliver glad i låget af og lodse sukker ud af butikken. P. S. Jo har været overvægtig de to gange jeg har været gravid. Tog 30 kg på begge gange. Det var da verdens bedste undskyldning for at æde hvad som helst ha ha. Men de blev trænet og spist væk. Så halleluja allesammen. Drop kommenterer i den stil og brug tiden på at finde ud af hvilken livsstil der virker for dig?❤
Ja lige præcis, Susanne! Eller “pas din egen tallerken” som er noget, jeg virkelig prøver at lære mine tvillinger, når de går helt i selvsving over om den ene har fået flere ærter end den anden. Oh the joy! ;-)
Godt skrevet. Er fan af din måde at leve efter lchf på.
Tak Dorte :)
Super indlæg og meget relevant.
Idag spiste jeg ALT for meget til frokost. Det smagte skønt. Men hvad der også er nyt for mig er at jeg fordi mit blodsukker er så stabilt på LCHF er at jeg kan springe aftensmaden over og nøjes med kaffe med lidt fløde.
Ikke hver dag.
Nogle dage ved jeg at jeg ikke kan sidde ml 11-14 og få min frokost. Så spiser jeg større morgenmad og springer frokosten over og får først mad til aften.
Det kunne jeg ikke for 14 dage siden på “alm” kost.
JA!! Ligepræcis det er så vigtigt i mine øjne for det er nemlig en af de ting, som LCHF kan. Større måltider = færre måltider. Så vigtigt at mærke efter der!