Pas nu på, det ikke bliver for sundt! Eller: Træner du ikke lidt for meget? Det skal jo ikke blive for fanatisk… Sådan nogle kommentarer er du med garanti stødt på rundt omkring på sociale medier.
Hvorfor har vi egentlig så travlt med, hvad andre gør? Eller ikke gør..
De traditionelle medier skruer altid gevaldigt op for retorikken, når de skriver om nogen, der prøver at gøre noget, der skulle være “sundt”. Straks bliver det koblet til både spiseforstyrrelser, træningsafhængighed eller ryger under den helt store ortoreksi-paraply.
Og hvis ikke jeg forklarer mig yderligere her, kommer jeg til at bruge kommentarfeltet på at forsvare, at jeg altså ikke underkender alvoren i denne type sygdomme. Disse sygdomme er alvorlige. Det er de. Men ikke alle har dem. Og ved du hvad, der også er alvorligt? Fedme og diabetes.
Global fedme- og diabetesepidemi
For uanset hvor vi vælger at lægge fokus, ændrer det ikke på, at vi står midt i en global fedme- og diabetesepidemi. Novo solgte diabetesmedicin for 42,8 mia kroner i første halvår af 2016 og kom ud med et nettoresultat på 19,4 mia kroner (kilde). Læs lige de tal igen!
Jamen godt for dem og godt for dem, de hjælper.
Og selvom antallet af børn, der får konstateret type 1-diabetes er fordoblet siden 1997 (hvorfor ved man ikke, hvilket også er ret skræmmende), så udgør type 1’erne kun ca. 10% af det totale antal diabetikere. Det er altså type 2-diabetes, der udgør langt størstedelen. Og type 2 diabetes er til en vis grad livsstilsbetinget og kommer ofte men ikke altid, i kølvandet på overvægt, livsstil med usund kost og for lidt bevægelse.
I Danmark har 320.000 diabetes, 200.000 har uopdaget type 2-diabetes og 750.000 formodes at have prædiabetes. Antallet af diabetikere er fordoblet på 10 år, og diabetes koster hver dag det danske samfund 86 mio. kroner (tal fra Diabetesforeningen).
Men hvis vi skal ændre den katastrofekurs, vi er på, er vi nødt til at begynde at gøre noget anderledes. Og den tanke er også ubehagelig. Nej du, lad os i stedet gå efter dem, der prøver at spare på sukkeret, takker nej til kage eller træner for tit. Det skal jo heller ikke blive for fanatisk…
Om sociale medier og sure fodboldstøvler
De fleste ved godt, at det, vi ser på sociale medier ikke er hele virkeligheden, men alligevel kan det godt være svært at skille ad. Det er jo rigtige mennesker, vi ser.
Sidder der mon egentlig nogen derude, der tror, at en morgen hjemme hos os forløber sådan her:
Kom unger, mor har lavet #LCHF #pancakes, og de er #sugarfree #glutenfree og #grainfree.
I modsætning til bare: Hey unger, kom, der er pandekager!
Nej vel? Men det er måske også sat på spidsen.
Jeg blogger cirka én gang om dagen og instagrammer vel 5-7 gange om ugen. Og det handler mest om mad. Fordi det har jeg valgt, at det skal.
I stedet kunne jeg have skrevet om, hvordan Silas’ spritnye og meget dyre fodboldstøvler var blevet totalt jordslåede af at være på fodboldskole i fem dage med heldagsregn, og jeg kunne have skrevet indlægget: Sådan fjerner du jordslået lugt fra fodboldstøvler, for det optog mig faktisk ret meget lige der. Men hvor relevant synes du, det indlæg er på en mad- og sundhedsblog? Ikke så relevant, vel? I stedet fik du en opskrift på noget, vi havde spist til aftensmad.
Sidder du alligevel og spekulerer over det med fodboldstøvlerne, så tørrede vi dem grundigt, brugte en spray, som Søren havde købt mod dårlig lugt og havde dem herefter 24 timer i fryseren. Det fjernede ikke al lugten men måske 50%. Til gengæld stinker de, som blev de betalt for det, hver gang de bliver våde.
Et hjørne af virkeligheden (måske)
Men husk det lige, ikke? Sociale medier er ikke hele virkeligheden. Det er et brudstykke af virkeligheden. Og nogle gange er det slet ikke virkeligheden. Hvor meget der er pyntet på virkeligheden er forskelligt, men det er op til dig at have den kritiske sans med i læsningen.
Det betyder dog ikke, at jeg ikke vedkender mig mit ansvar som afsender, for det gør jeg bestemt. Endda nogle gange så meget, at det giver mig skriveblokade.
Men hvadenten du prøver at spise sundt, træne meget eller gøre andre ting, som nogen skulle kunne mene var forkert eller for meget eller fanatisk, så husk, at der er kun én person, der behøver kunne lide det, du gør: Dig selv.
Unfollow
Og husk, at der på alle sociale medier er en unfollow-knap.
Du behøver ikke følge folk, som irriterer dig, eller som du synes puster til en følelse af mindreværd eller utilstrækkelighed. Jeg unfollowede på et tidspunkt næsten alle fitnesstyper, fordi jeg selv havde for ondt i ryggen til at træne, og det irriterede mig helt vildt at blive konfronteret med det hver dag. Det handlede ikke om dem. Det handlede om mig.
Senere unfollowede jeg alle brokkehovederne og dem, der kun havde negativt på hjerte. I stedet fyldte jeg mit feed med folk, der inspirerer mig, bidrager positivt eller som får mig til at grine. Ah, sikke en frihed at åbne sit feed og slippe for den tyngde. Det kan anbefales.
Jeg bliver nødt til at komme af med mine frustrationer, for har lige haft en diskussion med min mand om dette her. Han mener jeg bliver for sort/hvid om madvarer og “at det er ved at tage overhånd og blive for mærkeligt” fordi jeg udtrykte en holdning om, at de hindbær frugtkugler der var blevet indkøbt ikke nødvendigvis behøver at indgå i vores børns kost.
Jeg tænker bare: hvis de gerne vil have hindbær, kan vi så ikke købe nogle hindbær? I stedet for et produkt, hvor vi knapt nok ved hvad halvdelen af ingredienserne er? Æblepulver?, konserveringsmiddel: svovldioxid, æblekoncentrat, vegetabilsk olie af solsikke og raps, naturlig aroma (wtf?) og “kan indeholde spor af gluten, soja, jordnødder, nødder og mælk”.
Han synes jeg var helt af sporet, fordi jeg forholdt mig til at produktet indeholder 65g kulhydrater ud af 100g, heraf 55g sukkerarter. “Jamen det er frugtsukker! Må de nu heller ikke spise frugt?!”. Selvfølgelig må de spise frugt, men den ovennævnte ingrediensliste er ikke frugt.
Der er meget få områder, jeg er sort/hvid på, heller ikke på hverken min egen eller mine børns mad. Selvfølgelig dør de ikke af at indtage de frugtkugler, men jeg er faktisk overrasket over hvor meget modstand jeg skal møde, både fra min egen sædvanligvis relativt fornuftige mand, men også fra min omgangskreds, fordi jeg vover at have en anden holdning til hvad de opfatter som en “sund” snack.
Og så har vi slet ikke talt om, at hindbær indtages bedst i den danske sæson for hindbær. Han var da flippet fuldstændigt ud, hvis jeg havde nævnt det.
Åh ja. Altså jeg er 100% på din side og jeg er egentlig slet ikke sort/hvid heller. Men jeg kan simpelthen ikke have den der insisteren på at vi skal spise kæmpe mængder sødt og at det er forklædt som sundt gør det jo ikke nemmere. At spise frugt og frugtkugler er også to vidt forskellige ting i min verden.
Hej Bandit.
Jeg har nu i et års tid levet efter en LCHF guideline – jeg er ikke gået all inn, men kan alligevel mærke en forandring. Jeg har ikke lyst til chokolader, cola, desserter osv.
Men jeg er lidt udfordret på to områder.
Drikkevarer uden sukker – jeg synes, at vand bliver kedeligt efter nogle glas og har behov for noget, der smager af noget. Har du forslag?
Jeg har forsøgt mig med kaffe uden sukker, men så kan jeg ikke drikke det. og hvem gider drikke kaffe til aftensmaden??
Den anden udfordring er morgenmaden. Æg med æg på…. Det går jeg kold i og jeg har da set dine andre forslag, men chiagrød er ikke lige mig og tiden om morgenen er knap. (står i forvejen op kl. 5, så jeg har ikke lyst til at stå endnu tidligere op, for at tilberede morgenmaden)
Kan du ikke komme med nogle gode og lette forslag til en hurtig gang morgenmad, som erstatning for ostemaden, som jeg næsten har med ud af døren.
Tusind tak for mange inspirerende retter og historier.
Vibeke
Hej Vibeke
Mht. vand synes jeg bare det er at lære at drikke det uden tilsat smag. Ja det lyder måske lidt hårdt men du skal drikke vand hver dag resten af dit liv sååå… Du kan jo selvfølgelig variere det med danskvand eller også selv pimpe vandet op sådan her: https://www.madbanditten.dk/pimp-dit-vand-med-disse-7-laekre-forslag/
Jeg spiser aldrig æg om morgenen længere, og der er masser af andre muligheder. Jeg har samlet lidt inspiration til dig her:
https://www.madbanditten.dk/10-x-morgenmad-uden-aeg/
https://www.madbanditten.dk/hurtig-morgenmad-til-travle-morgener/
You go girl
Hvordan ens humør er, er man selv medbestemmende over i høj grad, fx som du så rigtigt skriver ved at fjerne irritationsmomenter og dårlig samvittighed fra newsfeeds og lignende.
Nogle gange kunne jeg også bruge den funktion i det virkelige liv, fx når der er kage på arbejdet og kollegaen siger “tag nu et stykke, du kan jo tåle det!”
NEEEJ! Jeg forbliver kun slank og fit, fordi jeg IKKE spiser den kage (rygrad som en regnorm og mere vil have mere, så det går ikke at spise det første stykke).
Ja en unfollow knap i virkeligheden ville da ikke være så tosset! Haha! :)
R10 lugtfjerner virker super godt ? ?? Kunne man få en visdomsspray til alle de uvidende, der bare tror, at “alt med måde” er vejen frem. Netop hvad man putter i munden betyder så uendelig meget for helbredet, og spiser man rigtig mad, så kan man undgå udvikling af fedme, diabetes, højt blodtryk og andre metaboliske sygdomme. Tallene fra Diabetesforeningen er rystende, især når man kan læse mange beretninger om, at nogen diabetikere, bare ved at ændre livsstil til LCHF, opnår et lavt og stabilt blodsukker / insulinniveau på ikke diabetisk niveau. Der burde udskrives recept på LCHF. ?
Der gav du lige moralisterne én på lampen. Ja, moralisten er nemlig den, der nedværdiger, taler nedsættende om eller forsøger at stille andre i et negativt lys, hvis de ikke træffer de samme valg som moralisten selv. På den måde søger moralisten at retfærdiggøre egne valg.
PS Drys natron i støvlerne og lad det sidde i et døgns tid. Ryst derefter natron ud af støvlerne. Natron suger dårlig lugt til sig. Gentag om nødvendigt processen. Du kan også blande natron i skocreme og pudse støvlerne, hvis de er blevet skjoldede. Gid natron også virkede på moralister…
Godt skrevet og jeg er meget enig. Focus et tit og ofte det forkerte sted og folk har meget travlt med at se mærkeligt på mennesker som lever efter andre principper end dem selv. Jeg har personligt måtte høre på mange kommentarer om min måde at spise og leve på og har tit taget mig selv i at forsvare mine valg. det har kostet måde venner og familiemedlemmer. Tak for en god blog
Super skrevet – det er jo derfor vi elsker din blog. Du inspirere mig til at blive sundere. Lad ikke nogle få kværulanter ødelægge det?
Tak for det, Randi. Det er jeg glad for at høre :)
Word !! Tak for igen at minde om perspektiv og at de sociale medier, netop er øjebliksbilleder.
Surt med fodboldstøvlerne, håber de andres råd hjælper.
God weekend
Kh Maria.
Tak søde Maria og det samme til dig! <3
Det er en vildt vigtig pointe (altså den om sundheden – ikke fodboldstøvlerne ;-)). Tænk et samfund man kunne skabe for de penge, der bruges på sygdom…
Jeg er helt blæst væk over det tal! Tænk at det koster samfundet så mange penge hver dag. Hvorfor skriver medierne fx ikke om de mange internationale undersøgelser, der er, der viser, at low carb kost har god effekt på diabetes? Nej, lad os tale om træningsafhængighed og sukkerforskrækkede speltmødre i stedet. Suk…
Tak for endnu et skarpt indlæg, Jane. Det er en væsentlig debat, for selvom mine venner primært kalder mig “helsehomie” med et glimt i øjet, er det også nogle gange trættende at skulle forsvare/forklare, hvorfor jeg spiser som jeg gør – og skulle tilføje, at jeg i øvrigt nogle gange også spiser usundt, og at jeg i går var i byen indtil sent (at det til gengæld var første gang i 4-5 måneder, er en anden snak ;) ).
Jeg tror på, at vi skal turde blande os i hinandens liv, men alting med måde og ikke mindst på en ordentlig måde og med de rigtige ting, og det at snakke om, om noget er for sundt, handler ofte om ens egen dårlige samvittighed over noget, der var usundt. I den sammenhæng må jeg næsten nævne Pernille Melsteds bog “Sæt dig selv fri”, der handler om, hvordan vi arbejder med vores skyggesider, fordi det netop ofte er de skyggesider, vi selv har, vi går vældig meget op i hos andre.
Tak Luna <3 Lige netop det der du nævner med at man lige får skudt ind, at man da selvfølgelig også spiser chokolade/drikker rødvin/etc. tager jeg også mig selv i at gøre. Hvor er det trættende egentlig? Det er jo for pokker ikke mit job at få andre til at føle sig tilpas med deres valg. Det skal jo komme fra dem selv. Det vil jeg minde mig selv om næste gang.
Og spændende bogtip. Tak for det :)
Jeg ville også spørge, om det er Rodalon, I har brugt? For det har virket for os :) Rodalon mod lugten og så det der ultrakradse Cilit Bang specielt mod fugt og skimmelsvamp til at fjerne pletterne. Så var det problem løst :)
Det kræver et par ture i vaskemaskinen (og at man glemmer naturen for en stund), men det virker ;)
Ja det var enten det eller noget tilsvarende. Vi udelod med vilje vaskemaskinen.
Hvor er det sjovt, at jeg skriver om et (synes jeg) vigtigt emne, og så bliver der kun kommenteret på fodboldstøvler, der lugter. Point taken. Næste gang udelader jeg bare al fyldet og skriver bare om at fjerne lugt fra jordslåede fodboldstøvler. Haha!
Altså når mine sko begynder at lugte, så ryger de i vaskemaskinen på finvask. Måske 30 min på 30 grader. Godt med vaskepulver i maskinen. Og så i en eller flere vaskeposer :) det fjerner alt lugt :)
Vi blev frarådet at putte dem i vaskemaskinen af risiko for at ødelægge dem, og da de var virkelig, virkelig dyre, tog vi ingen chancer her.
Spot on ! Jeg er vild med dine måde at skrive på. Du griber tingene på en super god og let læselige måde. I love it.
Tak for det. Det er jeg glad for at høre… :)
Læg dem i blød i Rodalon :)
Tak for tip!