Parmesanvafler med grillede grøntsager er skøn og mættende frokost eller aftensmad, som mætter godt, selvom der ikke er kød i. Vaflerne giver god fylde og mæthed og kan også laves i forvejen, så de bare skal lunes på dagen. De grillede grøntsager med friske urter giver en dejlig sydfransk-inspireret smag og er perfekt her til sensommeren.
Parmesanvafler med grillede grøntsager
Føj til favoritter Udskriv PinUdstyr
Ingredienser
Vafler
- 4 æg
- 2 spsk Pofiber
- 75 g parmesan
- 1 dl cremefraiche 38% eller græsk yoghurt
- 0,5 tsk havsalt
Grillede grøntsager
- 150 g squash
- 150 g aubergine
- 150 g cherrytomater
- 150 g rød peberfrugt
- 2 spsk olivenolie
- 2 spsk rød balsamico
- 1 håndfuld krydderurter fx persille, timian og oregano
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
Vafler
- Pisk alle ingredienserne til vaflerne sammen til en homogen masse.
- Opvarm vaffeljernet og steg vaflerne, til de er gennemstegt. Husk at vafler ofte skal steges mere end man tror, og skiller de, når du åbner vaffeljernet, har du stegt dem for kort tid.
- Steg vaflerne, til du ikke har mere dej.
Grillede grøntsager
- Skær grøntsagerne i mindre stykker.
- Opvarm olie på en pande og steg squash og aubergine i et par minutter inden du tilsætter resten af grøntsagerne. Steg til grøntsagerne har fået lidt farve.
- Tilsæt balsamico og krydderurter og drys med salt og peber.
- Server vaflerne med de stegte grøntsager.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Parmesanvafler – lækker og mættende vegetarisk frokost
Denne opskrift er tilmed vegetarisk, hvis det skulle være vigtigt. Fordi vaflerne er lavet af æg og parmesan, får du stadig godt med protein derfra og kan bruge de grillede grøntsager som topping. Skulle du finde på at smide en skive stegt parmaskinke ovenpå, er det dog også virkelig lækkert.
Jeg er altid på udkig efter nemme frokostløsninger og denne kunne være en af dem.
Flere vafler… chaffler?
Du kender sikkert de populære chaffler – hvis ikke, så tjek opskriften her. Disse parmesanvafler er jo nøjagtigt som chafflerne lavet af primært æg og ost. Her har der dog ændret lidt på blandingsforholdet og de har fået lidt cremefraiche i også.
Både chaffler og parmesanvaflerne her er gode at føre til din Food Prepping-liste, hvis du har kastet dig over det nemme trick at bruge en times tid i løbet af weekenden for at have nemme løsninger til en travl hverdag.
Jeg bor og arbejder jo lige ved siden af mit køleskab, men Søren, som er afsted på arbejde hver dag, laver en stor stak vafler/chaffler hver weekend og så har han dem med som frokost (klappet sammen om skinke og spejlæg og bacon, som jeg laver ekstra af til hans morgenmad). Han nyder at vide at der venter ham en fyldig og mættende frokost, så han kan koncentrere sig om sit travle arbejde og alle de ting, han skal.
Selv prepper jeg mest grøntsager. Men det er lige så meget fordi jeg synes, det er dødsygt, og jeg gerne vil slippe for al det snitteri hver dag. Ja, jeg er den slags person😅
Kære Jane.
Lavede dine parmesanvafler igår.. det gik ikke så godt. Måske fordi jeg brugte skyr istedet for græsk yoghurt? Skulle for første gang bruge det ny indkøbte pofiber.. det virkede slet ikke., dejen var meget tynd og pofiber blev på trods af ivrig piskning ligesom liggende nederst i skålen let klumpet?? De kunne slet ikke bages på vaffeljern, som normalt slipper fint. Så da jeg kom dem på panden gik det heller ikke.. tilsidst smed min voksne datter lidt hvedemel i dejen og så lykkedes det.. hvad gjorde vi galt?? Kh Tina
Hej Tina
Ja måske kan det godt have noget med skyren at gøre. Der skal helst være lidt fedtstof i dejen for at de slipper nemt.
Men klumpningen kan jeg ikke genkende. Jeg rører lidt i dejen mellem vafler og mine både bages og slipper nemt (når jeg bager dem længe nok, dvs, til vaffeljernet lyser grønt igen)
Jeg prøvede at smører jernet først med smør og da det ikke fungerede prøvede jeg olie. Intet hjalp. Må forsøge med græsk yougurt næste gang ❤️
Lækker opskrift – også hos min datter på 6 år.
Tusind tak – så dejligt at høre ❤️❤️
Tak for en lækker opskrift.
Og tak for at have lavet flere forskellige kategorier under opskrifter. Jeg har brugt kategorien vegetar et par gange over sommeren og afprøvet nye opskrifter.
Jeg prøver mig lidt frem mht foodprep. Hvilke grønsager snitter du og hvordan opbevarer du dem?
Gulerødder, Blomkål, Broccoli og Glaskål kommer jeg i vand og snittet Kål i en bøtte. Men derudover synes jeg det er lidt svært at få til at holde sig friskt.
Sidst havde jeg disse:
Revet hvidkål/spidskål: opbevaret i pose
Revet gulerod: i pose
Gulerodsstave: i tætsluttende beholder med vand
Peberfrugter: i tætsluttende beholder (uden vand)
Blomkål: i tætsluttende beholder (heller ikke noget vand)
Og så havde jeg optøede edamamebønner og majs fra frost i små beholdere.
(I know, ramaskrig, at der både er gulerødder, edamamebønner og majs på listen 😅)
Det hele var væk onsdag😭
Ha ha ja, der er desværre hurtigt tømt ud i lageret, når det er nemt. Men det må vel betyde at grønt indtaget har været betragteligt, hvilket jo i sidste ende er et plus.
👍
Jeg opbevarer alle grøntsager i condibøtter. Men jeg prepper altid søndag, og bruger ofte min vacuumpakker til de grøntsager, der først skal bruges fredag-lørdag. Så er det så friskt som nyt.
Årh hvor fedt at høre. Jeg kiggede nemlig på vakuumpakkeren og kunne ikke lure om det kunne svare sig. Nu vil jeg overveje det igen :))