I dag virker alting meningsløst. At så mange mennesker, som i går levede et helt normalt liv, i dag ikke er her mere, gør mig utroligt ked af det. At nogle samtidig jubler over angrebene, giver mig kvalme. I nat var det Paris, der blev ramt, og en del af mig tager det lidt personligt. Paris er min by. Det er byen, hvor jeg blev voksen.
Men en ting, der gør mig lige så vred, er, at volden rykker tættere på. Ikke bare i Paris men også herhjemme. Vi har haft adskillige skyderier i Valby i det seneste år. Både af den slags, der kommer i nyhederne og af den slags, hvor politi i skudsikre veste spærrer vejen ind til vores villakvarter, så man skal bede om lov til at komme forbi, fordi der måske – måske-ikke har været skyderi. I Valby. 300 meter fra vores trygge villakvarter. Er det noget, jeg skal have med i tankerne næste gang, jeg vil ud og gå en aftentur? Eller næste gang jeg lige skal ned i smide en bog i postkassen? Jeg gider ikke leve på den måde.
Her til morgen spurgte vi Silas og Vega, om de vidste, hvad terror var. Det vidste de ikke. Men de er begyndt at se Ultra Nyt, så vi synes, vi lige ville varsle dem om, hvad der var sket. Vi forklarede dem, at nogen havde angrebet og dræbt uskyldige mennesker i Paris i nat. Så vil vi ikke derhen, sagde Silas med det samme. Men jo, det vil vi. Vi vil ikke være bange for at tage til Paris, ligesom vi heller ikke vil være bange for at gå tur om aftenen i Valby. I det øjeblik, vi laver om på vores liv pga. frygt, har de vundet.
I dag sender vi tanker til Paris. Paris, mon amour.
Det er så godt skrevet! Så fint du lige tog dig et indlæg til ære for Paris synes jeg :)
Tak for det, E. Det virkede helt meningsløst bare at fortsætte som om intet var hændt.. :-/
Ja, vi sender varme tanker til Paris:-)
Det er bare SÅ afskyeligt hvad sker i Frankrig og mange andre steder….
Har ikke ord…
Men som du og din familie VÆLGER jeg at leve som om jeg ikke frygter….
Ondskaben skal ikke have lov at reducere mit liv…