Sandwich lavet af pandekager – yes, min ven. Du husker nok hytteostpandekagerne og hvis ikke, husker du sikkert den superpopulære pandekage-toast med skinke og ost. Den er jo så lækker. Pandekagesandwichen her er i samme familie. De lækre og proteinrige pandekager klappet om noget pålæg til en pandekagesandwich.
Proteinrig pandekagesandwich
Du får godt med protein i denne pandekagesandwich. Hytteostpandekagerne er jo lavet af hytteost og æg og altså super proteinrigt. Og det samme er fyldet.
Hvad du fylder i, kan du selvfølgelig variere i det uendelige. Jeg fik en dejlig italiensk inspireret sandwich ud af det med lækkert fyld af frisk mozzarella, salami, parmaskinke og grillet peberfrugt. Og lidt pesto. Jeg elsker pesto.
Pandekagesandwich med mozzarella, skinke og grillet peberfrugt
Føj til favoritter Udskriv PinIngredienser
Hytteostpandekager (ca. 6 stk)
- 200 g hytteost
- 4 æg
- 1 spsk pofiber
- 0,5 tsk salt
- 0,5 tsk bagepulver
Fyld
- 40 g salami
- 80 g parmaskinke
- 80 g frisk mozzarella
- 100 g rød peberfrugt
- 2 håndfulde rucola
- 20 g pesto
Sådan gør du
- Blend hytteost med æggene, tilsæt pofiber, salt og bagepulver og blend igen.
- Opvarm en pande med lidt smør eller olie og lav små pandekager af dejen.
- Halver peberfrugten og del den i 6 stykker.
- Opvarm en pande og grill peberfrugten derpå til den begynder at få sorte pletter.
- Smør 4 pandekager med pesto og fordel fyldet imellem dem.
- Gem de sidste to pandekager til en anden god gang.
Sandwich lavet af pandekager
Det var egentlig en spontan idé om at pandekager kunne bruges som sandwichbrød, der førte til disse. Jeg havde en rest hytteostpandekager og havde ikke lige lyst til pandekagetoasten. Så hvorfor ikke lave en pandekagesandwich?
Hytteostpandekagerne er nemme at lave og de kan laves længe i forvejen. Du kan opbevare dem både i køleskab og i fryser men husk at putte madpakkepapir imellem dem. Så er de nemmest at få fra hinanden. Har du lavet dem på forhånd tager det ikke mange øjeblikke at lave pandekagesandwichen her. Men selv hvis du skal lave dem forfra, er de ret hurtigt lavet.
Men også en kærlig opfordring til måske at lave dobbelt portion, nu du er i gang. Det vil du ikke fortryde.
Kan dejen laves som vafler?
Jeg veksler lidt mellem at stege disse på panden som pandekager og vafle dem i vaffeljernet til vafler. Begge dele bliver virkelig godt.
Jeg har et Tefal Snack Collection vaffeljern (reklamelink), som jeg er superglad for og bruger minimum ugentligt. Sidst vi drøftede det, var der flere læsere, der meldte ind med at de er vildt glade for pandekagepladerne (reklamelink), man kan putte i jernet. Jeg er ikke helt blevet venner med dem, må jeg indrømme og steger derfor mine pandekager på panden. Men de mange glade læserberetninger har gjort mig nysgerrig og jeg skal nok lige få leget lidt mere med det.
Det hænger håbløst fast på vaffeljern
Prøver med en stegepande
Du skal bare bage dem længe nok, så slipper de nemt :)
(taler af erfaring fordi jeg mislykkede med alle vaffelopskrifter selv, indtil jeg fandt ud af dette)
Hej. Kan man bruge alm. mel?
Ja sagtens. Jeg har brugt Pofiber, fordi jeg foretrækker at spise få kulhydrater👍🏼
Virkelig gode. Jeg laver dem på Tefals pandekageforme og de bliver super gode. Jeg steger dem dog væsentlig længere efter at den er begyndt at lyse grønt. Pensler med kokosolie mellem hver portion (og kom også lidt timian i)
Vender du dem? Jeg synes, min ene side bliver så bleg, når jeg bruger pladerne. Eller putter jeg måske for lidt dej i…?
Nej, vender dem ikke. Jeg putter i, så dejen lige når kanten. Tager dem først ud, når de er blevet lidt stive. Så der er ikke meget pandekage over det.
Fedt tak. Jeg må give det et skud mere :)
Hvor store er pandekagerne ( diameter)
Hehe godt spørgsmål. Jeg vil skyde på at mine er ca. 10 cm i diameter. Jeg plejer at stege tre af gangen på en stor pande. Det passer meget godt med den størrelse.