Vores påskeferie i år blev holdt i Finca Ladera og for første gang siden vi overtog huset, havde vi de to teens med derned. Påske i Sydspanien byder på sommervejr, sandaler, bare fødder, solbadning og masser af lys. Farvel vinterdepression. Jeg kunne ikke være gladere.
Som alle de andre gange, vi har været dernede, er der stadig en masse praktiske ting, vi skal ordne, og vi har en del renoveringsprojekter på huset og grunden. Så det hele er ikke helt klar til, at vi rykker 100% ind endnu, men vi kommer tættere og tættere på, for hver gang vi er der.
Projekt: Gym
Et af de store projekter er, at vi er ved at renovere en garage, som vi skal bygge om til gym, så vi kan træne, når vi er der. Sådan et gym kræver en masse træningsudstyr, som vi har bestilt, og som vi nu flere gange har forsøgt at få leveret – forgæves – med UPS. Det betyder, at vi hver gang vi er der, har hele dage, hvor vi er bundet til huset, fordi de angiveligt skal komme men aldrig kommer.
Suk…
Det samme skete også denne gang. Forklaringerne er altid mange. De har været forbi, men vi var der ikke (løgn). De kan ikke levere, fordi vi ikke har et spansk telefonnummer (okay, hvorfor sagde I ikke det for 3 mdr. siden, da vi bestilte det?). De kan ikke køre med udstyret, fordi det er for tungt (sgu da jeres problem!). De kan ikke køre på vores vej, fordi det er grusvej, og de kan ikke køre op ad bakken til huset.
Lang historie kort. Efter vi havde ventet forgæves en hel dag, lykkes det os at komme i kontakt med dem og med hjælp fra vores spanske og derboende venner og bekendte fik vi arrangeret en levering inkl. spansk telefonnummer, alternativ til kørsel på grusvej, op ad bakke og hvad problemerne ellers var.
Så det lykkedes simpelthen og alt gym-udstyret er nu i hus. Nu mangler vi så bare, at garagen er klar til, at vi kan rykke udstyret derned.
Familieferie med to 17-årige
Det var så hyggeligt at have ungerne med dernede, selvom to 17-årige ikke nødvendigvis synes, at et øde hus i bjergene er det fedeste i verden. Men vi hyggede, solede, spiste masser af god mad, tog på shoppetur i Malaga, på turistvisit i Nerja og forsøgte os med en vandretur op til den nye hængebro (El Saltillo), som dog mislykkedes, fordi vi ramte lidt skævt på tiden og ikke ville vandre ud midt i middagssolen. Bedre held næste gang.
Når man har to 17-årige, er det ikke altid man har så meget tid sammen i hverdagen, og derfor var det ekstra dejligt at have lidt tid sammen dernede, hvor wifi’en er langsom og konkurrencen fra alverdens andre aktiviteter er mindre😅
Huset er helt og aldeles pragtfuldt. Smukt og helt stille. Det eneste, vi hører er en hane, der galer i det fjerne og klokkerne fra gederne, når den lokale gedehyrde fører dem forbi huset om eftermiddagen.
Det var ikke med min gode vilje, at vi tog hjem allerede fredag. Men sådan måtte det lige være.
Nu går der et stykke tid, før vi skal derned igen, men så var det bare ekstra dejligt at have fået en ordentlig dosis sol og spansk afslapning.
Hej Jane
AMEN for en i h…… hvor er det godt! hold nu K… det hele ser bare så godt ud. Og man kan næsten mærke solen og skuldrene falde ned 😊😊😊😊
Nerja er bare så hyggelig
kh Vian
Ja det er virkelig så skønt. Vi kunne ikke være gladere❤️❤️
Kæreste Jane
Hvor er det bare et smukt og fint sted, jeg håber at det kommer til at give en masse skønne timer sammen og at det kommer til at overgå selv jeres forventninger:-) MEN jeg bliver altså også nød til at sige at du ser så skøn ud i den kjole, at jeg håber at du kan finde en løsning, så du kan bruge den alligevel;-) Den passer nærmest også til huset:-)
KH Mette
hehe, du er sød. Kjolen var fin og selvom jeg ikke er kjoleperson ville jeg ikke bære den. Den er bar i ryggen helt ned til trussekanten og det er jeg med mine 46 år simpelthen for gammel til😅 Vega er derimod rigtig glad for den😅
Wauw Jane, det ser godt nok dejligt ud. I er super heldige, håber I får nogle dejlige timer, dage, år – med eller uden teenagere 😊
Taaaak – det er simpelthen så pragtfuldt dernede. Glæder mig allerede til vi skal derned igen❤️
Hej Jane. Ser så super dejligt ud. Vi er også lige kommet hjem fra vores spanske hus med fornyet energi og kufferten fyldt af citroner fra haven. 🍋🍋
Ej det var jo så dejligt denne gang. Sikke et pragtfuldt vejr!
Jeg ville også have fyldt min kuffert med citroner men glemte det i farten😭 Det må blive næste gang❤️
Iøvrigt kan jeg anbefale Almendrera del Sur i Cartama til indkøb af skønne spanske mandler/mandelmel mm. I kilovis . Helt fantastiske, men det sted kender du nok fra jeres venner dernede sydpå. 😊😊
Ej så dejligt et tip. Men det bliver måske lidt langt for os. Vi er en times kørsel fra Malaga i modsat retning. Gemmer dit tip alligevel. Kunne jo være vi skal på udflugt en dag❤️