Påske uden selvsabotage


Påskedagene er de mest sukkersøde helligdage efter julen. Vi skal ikke langt ind i marts, før butikkerne begynder at bugne af farvestrålende påskeæg, fint indpakkede chokolader og lange rækker med slik.

Det er meget viljestyrke, der skal mobiliseres for ikke at ende med at falde helt i ‘så kan det hele også være ligemeget‘-fælden. Og har du brugt årets første måneder på at eksperimentere med Keto, kan det føles trættende at skulle gå igennem.

I dag vil jeg derfor gerne dele et par gode, gennemtestede tip til at komme igennem påskeferien uden at falde i den dybe sukkerfælde.

3 tip til en påske uden selvsabotage

1. Spis dig mæt i rigtig mad

Dit vigtigste værn mod de sukkersøde fristelser, er, at du er mæt. Lad derfor være med at hoppe på ‘jeg sparer lige lidt på kalorierne nu, så jeg har lidt råderum senere, hvis nu…’.

Det er en skidt strategi, for din impulskontrol daler, hvis du er sulten. Og det er derfor bedre for dig at spise dig rigtig mæt i rigtig mad, så du har noget at stå imod med.

Den rigtige mad vil også give dig ekstra kalorier, men ikke noget nær så mange ekstra kalorier, som det vil give dig, hvis du går amok i påskeæggene.

Er du klar over, at du kan spise 1.000 kcal i påskeæg og påskeslik nærmest uden at opdage det?

Det er meget sværere i rigtig mad.

2. Skyd din indre sabotør

Din indre sabotør er den stemme indeni dig, der siger ting som:

‘Det er jo kun påske en gang om året, og du har fortjent lidt godt, og det skal jo heller ikke blive for fanatisk’.

Genkend stemmen og hvad den er ude på og giv den et ordentligt los.

Du har fortjent at have det godt, og du har fortjent selv at vælge til og fra ud fra det, du synes, der matcher din kontekst og dine mål.

Det kan nogle gange hjælpe at personificere den indre stemme. På den måde kan du nemmere distancere den fra dig selv og tage afstand fra forsøget på sabotage.

3. Sig tydeligt nej tak

Desværre ser man også tit, at sabotøren ikke er en stemme indeni, men en ægte person tæt ved os.

Er det din mor, søster, partner eller lign. der prøver at nøde dig til at spise noget, du egentlig ikke har lyst til, så sig tydeligt men høfligt nej tak.

Der behøver ikke følge en forklaring med et nej tak. Et nej tak er et fuldstændigt fuldgyldigt svar i sig selv.

For os, der er vokset op i flinkeskolen, kan det dog kræve noget øvelse, og indtil det er på plads, kan du sige ting som:

Nej tak, jeg er så dejligt mæt efter den lækre frokost.

Nej tak, måske lidt senere. Jeg har det så dejligt lige nu. 

Nej tak. Men jeg vil mægtig gerne bede om en kop kaffe/te

Det er svært for modparten at blive fornærmet over sådan et pænt afslag.

Træf bevidste valg

Husk, at målet ikke behøver være, at du skal igennem påsken, uden at et eneste gram sukker krydser dine læber. Du sætter selv dit mål og det vigtigste er, at du sætter det efter, hvad du synes er realistisk og ud fra hvordan du mestrer moderationens kunst.

Kan du spise et marcipan-æg til kaffen og føle dig tilfreds med det, vil det være et super valg.

Ved du med dig selv, at det marcipan-æg vil føre dig direkte ud i en glidebane af lavineproportioner, er det knap så smart.

Kan det hjælpe dig at have sukkerfrie påskeæg på bordet, kan det være en hjælp til at deltage men uden at det saboterer dine Keto-mål. Ved du derimod, at de trigger lige så meget som den ægte vare, er det ikke et godt valg. Du ved bedst.

Og uanset hvad du vælger at gøre, så ej dit valg. Du er voksen og du tager ejerskab og ansvar – også når du nogle gange træffer valg, som er knap så smarte.

Brug for hjælp efter påske?

Sommerklar med Madbanditten er en super måde at komme tilbage til de gode vaner uden at du vil opleve det som om det hele bliver for ekstremt eller urealistisk. Her spiser du gode og solide hovedmåltider med udgangspunkt i de madvarer, du kan lide og samtidig er der lagt luft ind i protokollen, så du kan deltage i sociale aktivititer uden at det bliver for bøvlet.

Jeg håber, du kan bruge ovenstående til noget og jeg ønsker dig en rigtig dejlig påskeferie♥

Påske uden selvsabotage - sådan navigerer du igennem påsken uden at falde pladask i sukkerfælden

Fit efter 40 starter på mandag

8 ugers online kursus med gennemprøvede strategier til at få dit bedste helbred i anden halvdel af livet.

Her er de 8 moduler, vi skal igennem startende fra mandag d. 5. maj:

👉 Maden
👉 Vægten
👉 Søvnen
👉 Træningen
👉 Mindsettet
👉 Specifikke strategier til særlige situationer
👉 Faste
👉 Metabolisk sundhed

Lyder det spændende? Så læs meget mere om kurset her:
Fit efter 40

Vi lukker for tilmelding søndag aften⏰

 

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

0 kommentarer til “Påske uden selvsabotage”

Skriv en kommentar

  1. Og så er det også vigtigt at huske, at man ikke behøver “at holde påske” rent madmæssigt i hele påskeferien, ligesom man heller ikke behøver at “holde jul” hele december?
    Det er i hvert fald noget, jeg bliver nødt til at fortælle mig selv?
    Men dine påskeæg er gode, og dem skal jeg lave til husstanden en af dagene?

    Svar
    • Ja det er en virkelig god pointe. Konceptet i at ‘holde fri’ fra sin egen livsstil får det til at lyde som en pligt :)

      Svar