De af jer, der kender mig, ved, at jeg piver om vinteren. Jeg er bare ikke vinterperson. Jeg fryser fra september til april, og mørket gør mig tungsindig og giver mig lyst til at gå i hi. Sidste vinter gik jeg til kamp mod kulden med uldundertøj og en kæmpe parkajakke købt i en nordsvensk webshop. Den passede fint, særligt set i lyset af at det aldrig rigtig blev frostgrader. Eller det passer ikke, for der var jo lige netop 16 dage med helt uhyrlige frostgrader i februar. Til mit held faldt de præcist sammen med, at jeg i den periode befandt mig på en strand i Thailand.
Fornyligt har både Henriette og Mette skrevet om deres overlevelsesstrategi for vinteren, og i dag vil jeg dele min plan med jer.
1. Det inderste lag skal være af uld
De sidste par uger har jeg haft uld på sådan on-off. I nat har det være meget koldt, og det betyder nu, at uldundertøjet flytter permanent ind som det inderste lag. Nej, det er ikke særligt sexet, men ved I hvad, der heller ikke er det? Blå læber og klaprende tænder! Så på med uldundertøjet! Min uldgarderobe kunne dog godt trænge til lidt udvidelse. Mest savner jeg nogle lange undertrøjer. Tips til, hvor man kan købe det, modtages med kyshånd.
2. Keep it simple
Sidste års strategi gik meget ud på, at jeg skruer helt ned i vinteren. Jeg passer kun det absolut nødvendige. Mit job, min familie og mig selv. Det kan være svært at acceptere, at man kan overskue færre ting i vinterhalvåret, men det giver ro at finde fred med det.
3. Beskæftige mig med ting, jeg elsker!
Det her bliver et springende punkt ift. sidste år. I år er jeg nemlig herre over min egen tid, og jeg skal kun påtage mig projekter, som jeg brænder for, og som giver mig glæde og tilfredsstillelse. Og jeg skal styre mine projekter hjemmefra. I nattøj og med levende lys og varm te på kanden, hvis det er det, jeg synes. Ikke flere endeløse procesmøder og virkelighedsfjerne tiltag. Jeg styrer min egen tid, og det elsker jeg så højt, at jeg har lyst til at skrige det ud over tagtoppene. Det vil jeg dog undlade, men I forstår, hvad jeg mener.
4. Få dagslys hver dag
Min nye hverdag uden fast arbejde betyder også, at jeg har mulighed for at prioritere at gå en lang tur midt på dagen hver dag, så jeg får lys og luft. Jeg har et lille desperat håb om, at jeg også kommer til at kunne løbe lidt, men det er endnu uvist, om det holder. Men et ekstra skud dagslys håber jeg kommer til at gøre en forskel.
5. Tage ekstra tilskud af D-vitamin
Jeg er startet på d-vitaminerne, som jeg får både gennem min fiskeolie med tilsat D-vitamin (reklamelink), ligesom jeg tager en supplerende dosis ved siden af. Ellers er mine kosttilskud kraftigt reduceret ift. tidligere og består nu kun af et multivitaminpræparat og ekstra C-vitamin. Sidste år tog jeg desuden Modigen (reklamelink) med perikonekstrakt, som er et slags naturligt antidepressionsmiddel. Jeg synes, det gjorde en forskel, så det vil jeg overveje igen, hvis det skulle blive nødvendigt.
6. Maden – oh goodness maden…
Der er ingen tvivl om, at god og nærende mad er vigtigt for både krop og sind i vinterhalvåret. Der er desværre heller ingen tvivl om, at det er sværere at styre uden om chokolade og søde sager i den periode. Min krop kalder i hvert fald kraftigt på chokolade, når dagene bliver korte. Chokolade er jo naturligt angst- og stressdæmpende, og det er derfor så nemt at bruge til selvmedicinering. Et moderat forbrug vil dog være at foretrække.
7. Tungsindskalenderen
Kan I huske tungsindskalenderen? Den er faktisk et rigtigt godt værktøj til at monitorere, hvor slemt det egentlig står til. Nogle gange flyder dagene bare ud i hinanden og det kan virke, som om det hele bare er sort, sort, sort. Den vil jeg bestemt tage i brug igen, hvis det bliver nødvendigt.
8. Rejse ud til sol og varme
Ja, her er jeg jo så ret priviligeret, og jeg har planer om igen at tilbringe et par uger i januar i den thailandske sol og varme. Jeg ville ønske for alle med vintertungsind, at de havde den mulighed. Bare det at se frem til det, kan holde mig oppe og i gang.
9. Sove mere
Nogle gange om vinteren føler jeg mig totalt useless, fordi jeg er så træt, at jeg begynder at trække mod sovegemakkerne allerede kl. 21.30. I år vil jeg prøve at acceptere, at jeg har brug for mere søvn om vinteren og bare sove så meget, som jeg angiveligt har brug for.
10. Hvis alt fejler – spis chokolade!
Dette er Henriettes kloge ord. De ord rummer bare så meget sandhed!
Har du lyst til at dykke ned i elendigheden og læse tudekoncerten fra sidste vinter? Så er der læsestof HER. Det er ikke kønt, men måske kan du genkende noget af det. Måske kan du overhovedet ikke genkende det, og så ved du, at du er en heldig kartoffel.
Det var min Top 10 over overlevelesstrategier til den kommende vinter. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at punkt 3 kommer til at gøre en afgørende forskel i år!
Hvad gør du for at komme igennem den kolde og mørke tid? Lad mig endelig høre…
PS: Sorry, jeg er bare totalt sucker for feel good quotes!
Hej Jane
Jeg har lige hurtigt læst alle kommentarerne til overlevelsesstategien for vinteren.
Og jeg får lyst til at komme med min: helt fra sommerferien hedder det mindst 1-2 timers fysisk aktivitet ude, hver dag også om vinteren.
Jeg ved hvor svært det er at nå om vinteren, men den fysiske aktivitet/træning er vigtig og denne strategi sammen med f.eks Karens kommentarer ligner min fantastiske vinterperiode.
Prøv at arbejde med at overbevise hjernen og kroppen om at denne vinter bliver meget bedre.
Så fysisk aktivitet, dagslys og evnen til at se det positive :)
Rigtigt gode råd, tak!!
Fiskeolietilskud og Zoneterapi hjælper også mig
Skønne tips Jane :-) Jeg har besluttet mig for, at alt sort tøj skal ud af min garderobe! Jeg vil have farve, energi og glæde på hverdagen og tilværelse i det hele taget. Håber nogle flere hopper med på vognen :-)
Jeg kender ALT til livet som frossenpind hele vinteren, tro mig!
Bruger præcis samme strategi som dig med uldundertøjet.
Derfor har jeg en milliard uld-undertrøjer i alle mulige farver og varianter liggende i skabet, fra mærket “Graumann”. De er fantastisk lækre, og bestemt ikke ligeså usexede som dem man ellers tit støder på. Jeg har dem både lange og korte, med og uden blondekant, knapper og andre fine detaljer. Køb dem!
Kvickly har denne uge tilbud på langærmet uldundertøj i 100 % økologisk uld. Jeg har kortærmet fra samme serie fra sidste år, og det er også rigtig lækkert!
Jeg købte netop en i går. Jeg har dem nemlig også fra sidste år og synes de er udmærkede. Og til at betale. De kortærmede koster 150 men jeg fandt en, der stod til 90. Haps, lige ned i kurven! :-)
Puha ja… Jeg har også siden i sommers frygtet dette efterår og vinteren. Men det er ikke kulden jeg ikke kan klare. Faktisk elsker jeg en klar frostdag hvor solen skinner! Men det er de grå og triste dage jeg ikke magter, for mit humør følger i dén grad efter! Det er SÅ vigtigt for mig at få sovet mere. Og efter jeg læste din liste i går, gjorde jeg noget, som jeg aldrig har gjort før; jeg meldte fra til et forældremøde i børnehaven!! Egentlig synes jeg, at det er ens pligt som forældre at komme til disse møder, men jeg er pt bare bagud med ALT, lige fra søvn og løb til tøjvask og arbejde. Vi har simpelthen haft for meget at se til de sidste par uger. Så jo, jeg meldte fra og gik tidligt i seng, og klappede mig selv på skulderen – selvom der stadig var en snært af dårlig samvittighed… Man skal jo starte et sted, og det har jeg så gjort. Øvelse gør mester, ikke sandt!?
Nå ja, og så har chokoladeindtaget da også været væsentligt højere i disse uger. Men det hjælper altså på humøret! Jo det gør…!
Sejt gjort, Jonna! Man må lave noget benhård prioritering, og nogle gange betyder det, at man skal sætte sig selv før alle pligterne. Man skal jo for pokker samle kræfter til at klare det hele.
Her drikker jeg brændenældethe(morgen) og kamillethe(aften) i denne tid og hele vinteren. Jeg har virkelig svært ved at sove om vinteren pga de der monstre der er udenfor når det bliver mørkt. Men the hjælper mig. Og multivitamin med fiskeolie.
Men når du får tid, kan du så ikke komme med gode råd til morgenmad. Jeg KAN ikke få flere hytteostpandekager, omeletter og kød ned om morgenen. Er også mega træt af nødder.
Kogte og stegte æg er no-go og smoothie kan jeg heller ikke, vil egentlig nok helst slippe for noget.
Men når jeg dropper morgenmaden går det jo galt senere.
Tak….
Puha, der er jo ikke meget tilbage så. Hvad med græsk yoghurt 10 % rørt med lidt fløde og bær? Evt. rørt med Skyr for mere protein. Det ville jeg spise ind imellem, hvis ikke jeg fik ondt i maven af mælkeprodukterne. Eller kernebrød med brie, god pølse og lidt grønt.
Nogle drikker jo en kop te med kokosolie om morgenen og spiser så først et reelt måltid senere. Den ville ikke gå hos mig (jeg får kvalme af kokosolie i te), men måske du reagerer anderledes. Eller måske skal du bare spise første måltid senere på dagen.
Årh hvor dejligt med sådan en liste… jeg har i mange år haft vinterdepresssion, men sidste vinter var den absolut værste! Jeg har aldrig prøvet noget lignende, og havde faktisk et par gange her i sommers hvor jeg næsten var “bange” for hvordan denne vinter ville blive.
Jeg er vild med særligt råd nummer 2, for ja… man nå vel bare erkende man ikke har overskudet! :)
Men tænker at regelmæssig træning også må gøre noget godt for en?
Hej Lotte,
Jeg spiser kerneknækbrød med ost eller pålæg om morgenen, det mætter godt til langt op af formiddagen. Suppler evt. med ½ avocado for mere fedt.
Du kan prøve med hytteost blandet med avokado + tomat i tern. Jeg synes det mætter længe, og smager godt ikke mindst :)
Åh ja, det er også godt :-)
Stakkels dig – du er nok bare født i et forkert klima. Der gik noget galt med den store sjælefordelingscomputer :-)
Jeg er en heldig kartoffel. Jeg nyder vinteren ligeså meget som sommeren – det er andre ting, der skal til – men de er så hyggelige. Bløde trøjer, luffer og tykke sokker, brændeovnen, tid til at læse alle de gode bøger, man er bagefter med. Ingen bekymringer om dræbersnegle og haven. Simremad, stearinlys, tæppe i sofaen, en kat på skødet og en hund på fødderne, og ikke mindst julen, som man sagtens kan hygge sig med i uger før selve begivenheden. Se bare bladene – de er allerede i gang.
Mere søvn – ja – man skal sove mere, når det er mere mørkt. Sådan er det bare, og man er jo alligevel bagefter med søvn fra den travle sommer, så yes – sov bare. Det gør dyrene også, og de er tit bedre i kontakt med deres sande jeg, end vi mennesker er. Om vinteren skal de have deres 18 timer :-).
Du kan også tage på weekend på en hyggelig B&B på landet – ude hos mig for eksempel – og gå ture og vegetere foran brændeovnen :-)
Opmuntrende hilsener, Karen
Det kan da være, jeg tager dig på ordet, Karen! Tak for din opmuntrende hilsen :-)
Du skal være velkommen – og forresten – jeg glemte helt at nævne endnu et plus ved vinteren: hyldebærsaft!
Hej Jane
Har du prøvet lysterapi? Jeg begyndte selv på det sidste vinter og det første der skete var at den tog toppen af min sukkertrang (tilbage var der så kun afhængigheden som jeg har fået bugt med her i løbet af sommeren). Herefter blev jeg i bedre humør og fik mere energi.
Af en eller anden grund er der mange der tror at lysterapi er noget alternativt hokus-pokus, men så vidt jeg ved anerkender lægevidenskaben at det virker. Min gamle læge plejede at have en lysterapilampe som han lånte ud til patienter. Det var indtil en patient blev så glad for den at han købte den af ham.
Man skal bruge den tidligt om morgenen(helst før 7) og som noget af det første når man vågner.
Jeg er i øvrigt vild med 2. punkt på listen – so simple, so true…
Nej, faktisk ikke. Men min mor har siddet foran en lyslampe hver morgen så længe tilbage jeg kan huske. Måske derfor har jeg et lidt anstrengt forhold til den. Sidste år var der flere der anbefalede mig nogle særlige pærer, man kunne købe til sine lamper derhjemme, så det ikke blev så terapiagtigt. Jeg nåede aldrig så langt med det, men det må jeg kigge på igen i år.
Tak Caroline :-)
Om vinteren er jeg en meget stor tilhænger af Icebreakers fantastiske uldundertøj.
Det er helt klassisk og holder fantastisk. Jeg holder altid øje med gode tilbud på det og udvalget i DK er efterhånden blevet rigtig godt.
Ofte køber jeg her:
http://www.globetrotter.de/de/shop/search.php?suchfeld=icebreaker
http://www.baechli-bergsport.ch
Begge steder kan man være heldig at finde gode tilbud.
God jagt!
Mange hilsner, Mette
Perfekt tip, tak Mette! Det skal jeg have studeret lidt nærmere :-)
Jeg har også væbnet mig med D-vitaminerne, som desværre kommer til at stå uden sydens sol i år.
Og tro det eller ej – Føtex har faktisk fået noget virkelig hygagtigt undertøj/nattøj i 100% uld! Bevares, man ligner lidt en forvokset baby, men ojjj det er rart. Og lunt. Jeg er også en rigtig istap, så jeg insisterer på at sove i ragsokker og langærmet uldundertrøje om vinteren (kæresten sover nøgen i protest).
Oooog ved du hvad? Jeg er SÅ meget med dig på 3’eren. Hvis jeg ellers kan finde tid (suk) – jeg misunder dig sådan dit ind-til-kernen-limbo :-) Vi ville nok allesammen have rigtig godt af at stoppe op, geare ned, og starte forfra indimellem. Hvis man kan vokse fra andre, kan man vel også vokse fra sig selv!?
Apropos feel good quotes: http://27.media.tumblr.com/tumblr_m1gy48Li8u1r5sha4o1_500.jpg
Nej, hvor herligt! Jeg må en tur i Føtex og se på uldsortimentet.
Og ja, man kan helt sikkert vokse fra sig selv. Faktisk tror jeg, at mange (kvinder) kommer til at vokse fra sig selv, når de får børn, fordi man automatisk kommer til at nedprioritere sig selv. Og så bliver man skilt, fordi man tror, det er manden, den er gal med. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, jeg ved bare, at I de perioder hvor mit ægteskab har vaklet mest, har det været, fordi jeg ikke kunne holde mig selv ud. Tankevækkende, ikke?
Og ved du hvad? Der kommer gode ting ud af at stoppe op og se sig om i livet. Jeg kan varmt anbefale den øvelse. Det er karma, du! Jeg siger det bare. Og jeg er ikke engang særlig spirituelt anlagt.
Og super quote, i øvrigt ;-)
Jeg kan virkelig anbefale Devold-uldundertøj. Jeg har Expedition-serien, som vist er den varmeste og ikke så fancy, men der findes også andre i flotte farver og sådan. Alletiders gode kvalitet!
Super tip, tak Ditte. Det vil jeg bestemt kigge på!
Uhh jeg kender jo desvære også til vinter depression . min overlevelsesstrategu er søvn mere søvn . Mine ikke særlige fancy dagslysbriller men hey er nemmere end at skulle side foran en lampe . Desuden spiser jeg i år også en mulivitamin ‘ stress b balanceret og magnesium. Hvor meget c vitamin spiser du og hvorfor ?
De briller så jeg på sundhedsmessen. se, det er da smart.
Jeg tager C-vitamin,fordi jeg har været meget stresset, og så er jeg bare ikke stoppet igen. Jeg har et lidt specielt forhold til kosttilskud ;-)