Så er ferien skudt i gang. Tre ugers stille liv venter forude. Vi starter i Danmark. Alle piver over, at det regner og buhuu den danske sommer. Jeg er ligeglad. Jeg skal tilbringe de første fire dage i et gammelt sommerhus på 40 m2 med min mand og mine to børn, og vi har bøger og spil med til en hel evighed. Og regntøj. For vi skal da ud uanset vejret. Ned til stranden i regnvejr, ud i skoven i regnvejr. Regnvejr er i min optik mest irriterende, hvis man er på vej på arbejde, til jobsamtale eller til kundemøde. Hvis man ingenting skal, er det jo lige meget. Og sol skal vi nok få nok rigeligt af, når vi rejser sydpå. Så fire dages intens nedgearing venter forude. Jeg går offline (det bedste jeg har lært) men kommer nok i starten til at klynge mig til min HTC, som var den min eneste livslinje. Det er svært at give slip på verden omkring sig, og jeg er bestemt ikke typen, for hvem det falder naturligt, men når det lykkes mig (oftest når vi er uden for lands lov og ret i Thailand), så falder der en ro over mig, som jeg slet ikke kan genkende fra mit hverdagsliv. Og jeg nyder det helt vildt. Når jeg tænker over, hvad jeg ønsker mig mest i mit liv, så er det mere nærvær. Mere stille eksistens her og nu uden krav og forventninger fra omverdenen. Bare mig og min familie. Det lyder jo altsammen hyggeligt og rart og zen-agtigt men sandheden er, at jeg de første dage helt sikkert kommer til at være ulidelig og irritabel og vrisse af dem og skælde ud, men så giver jeg lige så stille slip, og så starter ferien først rigtigt.
Min ferie startede jeg med en solid omgang feriemorgenmad. Efter smoothies i ugevis, er det rart med lidt solid føde fra morgenstunden.
Røræg, manchego, stegt serranoskinke og cherrytomater. Og det obligatoriske olieshot fra NN.
Til morgenmaden drak jeg min nye luksusanskaffelse. Te fra LØV. Grøn te med æblestykker, grøn maté og naturlige citrusaromaer. Dejlig.
Og hvad ellers? Ikke meget. Taskerne er pakket, og vi er snart på vej. Vi kommer hjem, når skuldrene har sunket sig, og der er faldet ro over familien. So long…
Rigtig dejlig ferie – solen skulle være på vej :-)
Ha’ en rigtig god ferie :)
God fornøjelse
Smuk smuk tedåse – den lyder også som om den smager godt.
mht regn så har jeg været ret zenagtig om det indtil idag- synes ærligtalt med 75 mm det sidste døgn og tanken om endnu 2-3 dage med efterårsvejr at så SKAL det blive badevejr i lø’bet af næste uge :)