Har du nogensinde prøvet bevidst at skære ned i antallet af kalorier, du spiser, og så kort efter opleve, at din appetit blev sat op med ca. 1000%?
SULT DIG NED I VÆGT!
Det gør ondt langt ind i hjertet på mig, når jeg læser vægttabstip, der handler om at reducere mængden af kalorier for at gå ned i vægt. Byt en håndfuld mandler til en riskiks og spar 100 kcal, så taber du dig 5 kg på et år. Seriøst? Den slags tip er direkte ødelæggende, hvis du spørger mig. Den reducerer maden og det at spise til et simpelt regnestykke. Du skal bare skal spise 1.200 kcal om dagen for at gå ned i vægt. 1.200 kcal er jo sultekost!
På samme måde gør det ondt indeni mig, når jeg får henvendelser fra kvinder, som fortæller mig, at de ikke kan forstå, at de hele tiden er sultne og energiforladte. Og når vi kommer lidt tættere på, viser det sig, at det helt enkelt er, fordi de spiser alt, alt for lidt. At være sulten og træt skal som hovedregel ses som et tegn på, at kroppen ønsker mere energi og næring indenbords. Så kan vi selvfølgelig diskutere, hvad der er ægte sult, og hvad der er cravings, følelsesmæssig sult og alt det der, men spiser man 1.200 kcal om dagen, og kroppen reagerer med konstant sult, er det, fordi den er det. Sulten. En kærlig reaktion på det vil være at takke for det tydelige signal og herefter spise noget mad.
Denne artikel i Politiken illustrerer meget godt, hvad det er, den vægttabskultur er ved at skabe i vores unge døtre. Jeg ville lægge mig ned i trafikken, hvis det ville fritage min datter for at skulle være en del af det.
OMVENDT KALORIETÆLLING
Jeg er ingen fan af kalorietælling. Jeg respekterer og anerkender, at det fungerer for nogen, men i mine øjne er det unødvendigt, upræcist og alt for forenklet. Men hvis man vender skuden lidt om og anskuer kalorietælling som en metode til at sikre, at man får nok kalorier indenbords (og ikke som et værktøj til at spise færrest mulige kalorier), får det pludselig en anderledes berettigelse i mine øjne. Så går du og føler sult hele tiden, eller oplever du en sukkertrang af en anden verden, så prøv at tælle dine kalorier sammen. Måske skyldes sulten og sukkertrangen helt enkelt, at du spiser alt for lidt. Og prøv så i en periode at sikre, at du spiser nok kalorier og se, om det ikke løser problemet.
Nok kalorier, hvor mange er det? Nej, det er ikke 1.500-1.600 kcal, jeg tænker snarere mellem 1.800 og 2.200 kcal om dagen. Det behøver ikke være så præcist men bare for at få et billede af det. Rigtig mange kvinder er så vant til at leve kalorierestriktivt, at de forstår et alt for lavt kalorieantal som “normalt”. Hvis man fx er vant til at leve på 1.200 kcal om dagen, eller føler, at det er det, man burde, virker det utrygt og kontraproduktivt at sætte kalorieindtaget op med 1.000 kcal. “Hvis jeg ikke taber mig på 1.200 kcal, må jeg da tage på, hvis jeg spiser 2.200 kcal!?” Ja måske, måske ikke. Men hvad er alternativet egentlig? At leve restriktivt resten af dine dage med en forbrænding, som er sendt i smadder af alt for få kalorier i alt for lang tid. Din krop er tunet ind på overlevelse, og så længe den er det, vil det være en konstant kamp mod kroppens signaler for overlevelse.
Så hvad med i den næste tid at prøve at spise fx 2.000 kcal om dagen. Ikke i chips og cola og slik men i mad. Og læg mærke til, hvordan dit energiniveau stiger, din mæthedsfølelse indfinder sig igen, sukkertrangen mindskes og se, hvordan episoderne med frådende at vælte mad (eller junk) indenbords langsomt fortager sig.
MEN JEG VIL JO GERNE TABE MIG!!
Men hvad så, hvis jeg gerne vil gå ned i vægt? Det kedelige i denne her forbindelse er, at der ikke findes noget quick fix, som løser et permanent problem. Varigt vægttab handler om vedholdenhed og tålmodighed og om at finde sig til rette i en livsstil, man kan leve med på den lange bane. En livsstil, som samtidig kan rydde ud i de vaner, der bærer årsagen til de ekstra kilo, som i stedet erstattes af vaner, der assisterer vægttabet. I disse tab 10 kilo inden sommerferien-tider, er det en utrolig kedelig og usexet vinkel. Men ikke desto mindre.
LCHF året rundt handler om at frigøre sig fra slankekurene og finde en livsstil, som man kan leve med resten af sit liv, hvis det skal være, og som samtidig kan gøre det af med de overskydende kilo. Det er hverken en mirakelkur eller et forslag til one size fits all-metode, det er en opfordring til at lære sig selv bedre at kende, slippe alt-eller-intet-mentaliteten og se lidt mindre højtideligt på det hele. Det er god gammeldags fornuft langt henad vejen. Forleden bladrede jeg i bogen og faldt over denne side, som giver 10 hurtige men lidt anderledes punkter til, hvordan man lykkes med at gå ned i vægt. Måske kan du bruge den som inspiration!
Fra LCHF året rundt.
Tilføjet: Dette er ikke et oplæg til at tælle kalorier med omvendt fortegn fra nu af og til evig tid. Det er tænkt som en test til dem, som ikke kan forstå at de hele tiden er sultne og trætte eller døjer med konstant sukkertrang. Måske spiser de ganske enkelt for lidt.
Som langvarig strategi for vægtnedgang anbefaler jeg livsstilsmodellen som beskrevet til sidst i indlægget.
Det er heller ikke min mening at få det til at lyde som om man kan spise et ubegrænset antal kalorier uden at gå op i vægt, men det har jeg vist heller aldrig sagt. Men har man i årevis været på kaloriefattig slankekur, kan forbrændingen være nedsat som konsekvens. Om man vil leve med det, eller om man vil godtage en vægtstigning imens man spiser sin forbrænding i gang igen, er et individuelt valg. Jeg håber, det er klarere nu!
Kære Jane
Jeg skal nøjes med 1400 kalorier om dagen og skal spise glutenfrit. Hvilken af dine opskriftsbøger passer bedst til mig. Jeg ønsker ideer til mættende kost, som giver mig resultater.
Mvh Selma
Hej Selma
Min Keto kostplan lyder til at passe perfekt til dig. Den ligger lige omkring 1400 kcal og indeholder ingen gluten (det gør ingen af mine produkter). Det er dog ikke en bog men en pdf, der leveres på mail.