Om yoga

Jeg har længe villet skrive om yoga, og jeg er startet på det her indlæg flere gange. Men siden har bare stået tom, og jeg kan ikke forklare, hvorfor det har været så svært at skrive. Efter jeg i et anfald af jetlag og søvnløshed lavede en 21 dages yogaudfordring er jeg nemlig kun blevet gladere og gladere for yoga. De første par uger lavede jeg faktisk en halv times yoga hver morgen, når jeg stod op. Og da jeg normalt står op 5.30, måtte jeg stille vækkeuret til kl. 5.00 for at have tid til det. Og det var også okay. Men så væltede det på arbejdet, og jeg blev stresset, og min søvnkvalitet blev væsentligt forringet, så jeg valgte nogle morgener at sove videre i stedet for at lave yoga og kom ned på “kun” at lave yoga 3-4 morgener om ugen. Og det var måske også mere realistisk sådan på den lange bane.

 

 

 

 

Hele tiden gik jeg og tog mod til mig til at melde mig til noget yogaundervisning. Men jeg kunne ikke rigtig finde noget sted, som passede mig i både beliggenhed og tidspunkter for undervisningen, så jeg valgte at starte med at afprøve FitnessWorlds’ yogahold. Og lad mig lige understrege én ting: Holdundervisning i fitnesscenter er ikke noget, jeg nogensinde har dyrket. Det der med at være tvunget tæt på fremmede mennesker er ikke lige mit game. Jeg er på den måde både et privat og blufærdigt menneske. IRL that is… ;-) Så jeg tog altså et skridt ud af min comfort zone, da jeg meldte mig til mit første yogahold i FitnessWorld. Og mand, hvor blev alle mine fordomme gjort til skamme. Og her vil jeg godt sige noget pænt om FitnessWorld, for guderne skal vide, at jeg igennem tiderne har sagt en del mindre pæne ting om det glædesløse sted. De gør sgu noget ud af yogaholdene. Min første undervisning var en morgentime i hathayoga, og underviseren tændte både stearinlys og satte bølgebrusagtig yogamusik på. Så skulle man bare lige selv fokusere væk fra de pumpende dancerytmer ude fra centret, men det gik faktisk ok. Timen var en fornøjelse, og jeg kunne nemt følge med. Der sker overraskende meget for smidigheden i sådan en 21 dages yogaudfordring. Jeg kan f.eks. nå min fødder med strakte ben. Mig! Den stive løber! Jamen, det kan jeg altså.

 

Siden er jeg kommet til alle de timer, jeg kan slippe afsted til. Hvilket er færre, end jeg gerne ville, men det skal jo hænge sammen med ens øvrige liv også. Jeg har også været til flowyoga, som er mere en slags træningsyoga, som er noget mere avanceret og hvor der bliver prøvet kræfter med både skulderstand, broen og hovedstand. Jeg er jo slet ikke endnu på et niveau, hvor jeg er parat til at slå knuder på min krop, så jeg er med til det, jeg kan. Og  jeg er øm i flere dage efter. Men kombineret med min morgenyoga synes jeg, jeg har fundet en god rutine.

 

Men hvorfor er det så, at yogaen pludselig tiltaler mig sådan? Det er faktisk lidt svært at forklare. Jeg er ikke noget spirituelt menneske, lad mig bare afsløre det, men det er måske nok alligevel en dimension, jeg savner lidt i mit liv. Og jeg har haft svært ved at finde den rette form til det udtryk, og nu har jeg fundet lidt af det i yoga. Yoga er en meget indadvendt oplevelse, og selv i et fitnesscenter, hvor er der 30 andre udøvere i salen, får man en form for indre oplevelse ud af det. Ikke så meget til træningsyogaen, men hathayogaen er klart min favorit. Det er blide udstrækningsøvelser og indre fokus kombineret med balanceøvelser. Og det nyder jeg virkelig meget. Faktisk så meget, at jeg slet ikke når at ærgre mig over, at jeg ikke kan løbe, og det er måske meget godt.

 

Næste skridt for mig er at begynde at få lavet aftenyoga et par gange om ugen. Her skal der særligt fokuseres på balanceøvelser – min balance er helt tovlig om morgenen – og på de lidt mere avancerede yogaøvelser, som kræver en krop, der har været i bevægelse en hel dag og ikke en morgenstiv krop, der lige er væltet ud af sengen. Så yoga er simpelthen min nye glæde. Tænk, at det fandtes. Det er jeg helt overrasket over.

 

Namaste