Sidste uge var en svær uge på mit arbejde. Om torsdagen fyrede vi en af mine allerbedste kolleger, og om fredagen annoncerede vi opkøbet af vores største konkurrent. Sidstnævnte blev fejret med champagne og Summerbirdchokolader. Og jeg følte mig bare helt tom indeni. Det er tredje gang, jeg skal være med i en overtagelse og jeg husker fra de andre gange, at det er dødsspændende, men også at det trækker enorme vekskler på medarbejderne og på virksomheden. Så jeg sad bare der og var helt tom, og kunne knap kanalisere nok energi ud i at få mit ansigt til i det mindste at se begejstret ud. Det er, som om jeg har mistet evnen til begejstring. Jeg tror, det er stress.
Og det handler bare om at gøre det! Tænk ikke – JUST DO IT! Du fortjener det bedste og du er selv herre over dit eget liv, så hvorfor ikke gør det så forbandet godt, som du kan????
So true…
Det er nemlig rigtig svært! Men for at vende situationen til noget negativt (f.eks. stess), så tror jeg på, at man bliver nød til, at koble det til noget positivet, så man husker tilbage på det der er sket, men på en tilfredsstillende. Hmm hvordan gjorde jeg? For det første, så brugte jeg en uge på at græde! Jeg græd hver gang jeg var alene. For det andet, så lovede jeg mig selv, at være ærlig omkring situationen, hvilket betød, at jeg fortalte mine nærmeste om det. Her oplevede jeg en kæmpe støtte. For det tredje, så sagde jeg til mig selv flere gange om dagen ” Du er god nok. Du er dejlig. Lad ikke den situation bestemme over dig”. For det fjerde, så brugte jeg ekstremt meget tid på at lytte til musik – musik, som gav mening for mig i netop den situation”. Og for det “sidste”, så tog jeg en lang snak med min leder om det hele og jeg fik et kæmpe skulder klap af hende! Alt dette har medført, at jeg er så ligeglad med det hele ude på arbejde! Jeg passer mit job, indtil jeg skal læse videre. Men jeg gør ikke nogen ekstra indsats eller noget der ligner – fordi jeg finder mig ikke i sådan en nedtur!!!
Kan du bruge noget af det?
Ja, det kan jeg helt bestemt. Tak fordi du tog dig tid til at skrive det hele ned. Jeg tror, jeg svømmer lidt rundt i alle følefaserne, hvor jeg mærker efter og deler erfaringer med andre. Jeg har dog stadig tendens til at vende det indad, altså årsagen til at jeg har det sådan, og det er egentlig lidt unfair. Jeg prøver at svare på spørgsmålet om hvornår nok er nok, og jeg tror jeg er ved at have fundet svaret ;-)
Nej, undskyld – du hedder Jane :)
Hej Sveske!
Åh jeg har selv lige været inde i samme periode på mit job. Jeg havde en rigtig træls oplevelse, som har gjort, at jeg har følelsen “OK-whatever”! Jeg har SLET ikke kunnet kende mig selv og jeg har grædt, haft en tom følelse indeni, ingen appetit, ingen grin – ingenting! Men pga. min fantastiske familie, venner og kæreste og mig selv, som jeg er stolt af!! – så har jeg overvundet denne følelse. Jeg har ikke sluppet af med OK-whatever følelsen ude på mig arbejde, men jeg har besluttet mig for, at tage skridtet videre og læse en kandidat ovenpå min bachelor. Jeg har valgt, at se positivt på denne oplevelse og tage den med mig, som en erfaring. Jeg fik skubbet – og det var det, der skulle til.
Måske du har en drøm om noget, som du gerne vil opnå, måske det er nu, at du skal tage skridtet?
Hvor er det sejt at høre, at du overvandt “OK whatever” følelsen. Må jeg spørge hvordan man gør? Og du er helt sikkert inde på noget rigtigt mht. at det måske er tid til at tage skridtet. Mumlemumlemumle… nogetmedatdetersvært…
@ Sheila – sikke en fin beskrivelse 1000 tak for den.
Pas på dig selv Jane…
Tak søde Henriette. Will do… :-)
Det er super ærgerligt med den gode kollega (der skete nøjagtig det samme for mig for 10 dage side).
Jeg kan godt forstå at du er lidt “og hvad så” mht. opkøbet. Det er svært at være super begejstret når man på forhånd kan se alle de udfordringer og kampe der kommer ud af sådanne opkøb, når du har været med i dem flere gange før. De positive sider af opkøbet ville du måske have set hvis det ikke var kommet lige efter fyringen og at det i øvrigt ikke skulle ske i en tid hvor du i forvejen er presset på overskuddet.
Helt sikkert. Det er udsigten derfra man kigger, der afgøre om man synes, det er smukt eller ej. Og lige nu glor jeg ind i en væg – tapetseret med mit dejlige skovtapet godt nok, men du forstår hvad jeg mener ;-) Jeg lider i den grad af manglende udsyn pt.
Og kollegaen, ja øv :(
Vi har to batterier. Et fysisk, og et mentalt. Er man under pres/stress/personlige problemer, kører man først det ene batteri fladt… Efter et stykke tid, følger det andet efter.
Desværre véd man aldrig hvilket ét er først. Man kan drøne rundt; dyrke motion, lave mad, passe job, familie, sociale liv osv, men være psykisk drænet. Omvendt kan man være – ikke psykisk på toppen ligefrem – men man har stadig kontrol. Rutiner. Systemer. Men kroppen er træt. Mat. Færdig. Den dag hvor det andet batteri OGSÅ sætter ud, er skaden sket. Så man skal gøre noget INDEN.
Du har evnen til at se og mærke, at det ikke kører for dig. Det tror jeg kan gavne dig, og ændre din situation lige nu.
Disse forklarende, kloge ord fik jeg af en psykiater en gang, på et tidspunkt hvor det var meget nødvendigt.
Pas på dig :-)
Tusind tak, Sheila. Det er et fint billede med de to batterier. Det svære, synes jeg, består i at erkende, at man er gået for langt. For man kan jo godt stadig stå op om morgenen og passe sit arbejde og passe sin familie/sine børn. Og så kan man jo ikke være syg! Men jeg ved også alt for godt, at det ikke er al sygdom, der ses udenpå. Og at man skal være nøjagtig lige så opmærksom på det, der foregår indeni.
Puuh, er selv stresset i øjeblikket. Mærker det egentlig ikke andet en jeg ikke kan sove og at mit tankemylder er endnu mere ekstremt end det plejer at være.
HUSK nu at passe godt på dig selv. Der er (desværre) ikke mange andre, der gør det.
Tanker herfra.
Anita
Tak Anita. Du kan tro, jeg er opmærksom på faresignalerne. Pas godt på dig, også!
Hmmm…det tror jeg også!! Det er nok også et spørgsmål om indignation, opgivenhed, frustration over alle kollegaer man har mistet. Min reaktion indeni var også “OK whatever” og så gik jeg bare ind for at arbejde igen. Det er en svær balance-gang det der mellem at være engageret og alt for engageret….
… eller uengageret! Hvis man normalt er et engageret menneske, er det skræmmende at opleve den der “OK whatever”-følelse, som du også beskriver. Det ved jeg må have skræmt dig også :(
Det vigtigste er, at du er opmærksom på det – det er, om ikke andet, en gave. Den tomme fornemmelse kender jeg godt, den er værre end både vrede og melankoli. Jeg oplevede det første gang for halvandet år siden i forbindelse med, at jeg kom ind på min drømmeuddannelse – en lille elitær kunstskole, – og blev udsat for en nådesløs (men fantastisk skarp, og siden lærerig) kritik. Efter det første år skulle jeg til Paris med min kæreste og jeg havde glædet mig som en vanvittig – men… hver morgen når jeg vågnede, lå jeg og ventede på følelsen af: begyndelse, energi, initiativ, sult (jeg elsker morgenmad!) – i stedet var der bare… tomt. og helt stille. Og det gjorde mig så bange.
Jeg snakkede med en kognitiv psykolog som tvang mig til at tage stilling til en masse ting og gøre op med en masse faste idéer om hvem og hvordan jeg var. Det er noget af det hårdeste, men også bedste jeg har gjort.
Jeg synes du skal tage dig selv og dine symptomer alvorligt – i sidste ende er det den bedste løsning for alle omkring dig.
Stort knus og mange tanker på en sort dag.
// C
Tusind tak, Caro, også for at du deler din egen historie. Følelsesløsheden er nemlig på mange måder mere uhyggelig end både vreden, tristheden, følesen af meningsløshed, etc. For tænk nu, hvis den bliver permanent! En aktiv følelse kan man arbejde på at fjerne (=få til at fylde mindre), men hvordan går man fra ingenting til at føle igen? Så du kan tro, jeg tager det alvorligt. Og hvis jeg går for langt, har jeg masser af mennesker omkring mig, som taler med STORE BOGSTAVER TIL MIG! Og det er jeg meget taknemmelig for :-)