Om sommerferie med børn og om at lave noget sammen som familie


Sommerferie er dejligt, men sommerferie med børn kan også godt være lidt lang. Eller bare sommerferie i en familie. Vi er fire herhjemme, der alle har hvert vores bud på, hvad en god sommerferie indeholder, og det kan være lidt af et puslespil at tilgodese alle.

En af vores udfordringer er mig. Jeg er vant til at være meget alene og har behov for at være meget alene. Og i sommerferien har jeg tit nogen, der snakker til mig i 5-6 uger i træk, og det kan jeg godt gå hen og få det lidt stramt med. I takt med at ungerne er blevet større, er den udfordring dog blevet mindre. For godt nok har vi for det meste en stribe børn, der render ind og ud af vores hjem, men vi har også lange – virkelig lange – perioder, hvor de er hos nogle andre, og vores hus er tomt.

VENNERNE VINDER OVER MOR OG FAR
Faktisk oplever vi tit, at vi knap ser dem i løbet af en dag eller en weekend, medmindre vi aktivt disker op med en udflugt, et besøg hos nogen eller andet hyggeligt. De er 10 år og starter i 4. klasse lige om lidt (burde egentlig starte i 5. men de er kommet et år senere i skole), og deres venner har indtaget førstepladsen over vigtige mennesker i deres liv. Mor og far er selvfølgelig stadig også vigtige. Det virker dog som om, det er mest vigtigt bare at vide, at vi lissom bare er der, hvis de skulle få brug for os.

At have tvillinger er helt vildt altopslugende i de første mange, mange år, og det er næsten, så det kan være svært at få luft. Måske gør den kontrast det endnu mere mærkeligt, når ungerne pludselig er så store, og man står tilbage med al det “luft”, man i så mange år brændende ønskede sig.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det er den vej, det går, og at det i bund og grund er et sundhedstegn at de er udadvendte, aktive, sociale, små individer, men det er alligevel mærkeligt for mig med det tomrum, de efterlader.

ET FORMÅL MED GALSKABEN
Præ-teens har også en ting med “belønning”, som jeg ikke har oplevet at mine børn har haft, imens de var mindre. Eller måske er belønning ikke det rette ord men snarere “formål”. De skal kunne se et formål med det, vi laver. At gå en tur virker meningsløst i deres øjne. Jamen hvor skal vi hen? Hvorfor skal vi gå? Skal vi stoppe nogle steder? OMG WHAT skal vi bare…. gå?

I Frankrig havde vi dem med på vandretur i bjergene, som du måske har læst i enten mit postkort fra Provence eller mit nyhedsbrev, og det var der en grund til. Det var nemlig en “træningstur”. Vi har nemlig besluttet at gå igennem Samariakløften på Kreta til september. Samariakløften er med sine 18 km Europas længste kløft, og det er en lang og udfordrende tur. Jeg har gået den 3 gange tidligere og elsker den tur.

Vandring i samariakløften, Kreta Vandring i samariakløften, Kreta

Og ungerne kan jo snildt klare det! Det ved jeg godt. Og det så vi jo også i Frankrig, hvor vi vandrede i Esterelbjergene og for vild for et godt ord og endte med at gå 16 km i stedet for 11. Og det var i virkelig ujævnt og kuperet terræn, hvor bentøjet virkelig kom på overarbejde.

Men de tog det bare i stiv arm og satte bare det ene ben foran det andet og kom videre. Selv da solen begyndte at bage og vandreserverne (og kræfterne) var ved at slippe op.

Vandretur/hiking i Esterel bjergene, Provence

Men altså, vi har fået solgt dem idéen med, at vi skal “træne” til at gå Samariakløften (eller ‘Malariakløften’, som Silas bliver ved med at kalde den). Så vi vandrer rundt herhjemme.

I sidste weekend tog vi en tur rundt i København, hvor vi startede ved Planetariet og gik langs søerne ud til Østerbro. Derfra skråede vi ned mod Østerport Station og tog den igennem Østre Anlæg og alle de grønne parker, indtil vi lige havde et pitstop i Torvehallerne. Videre igennem H.C. Ørstedsparken og så tilbage til søerne og hjem.

Det var ikke spor anstrengende, men det var en hyggelig formiddag tilbragt sammen med frisk luft og bevægelse og uden iPhones, iPads og computere (ja, Søren havde forbudt os at spille Pokemon på turen også og set i bakspejlet var det måske nok en udmærket beslutning). Og imens man går, får man lige samtidig vendt en masse ting. Win-win altså!

Vandring i København - Østre Anlæg

Vi har to andre ruter planlagt indtil videre. En mere i København og en i Nordsjælland med hav og skov. Planen er, at vi en dag skal gå 18 km herhjemme, så vi kan mærke, hvordan det føles i benene, og hvordan man kommer igennem de forskellige stadier af begejstring, træthed og til sidst utålmodighed og kedsomhed.

Og nå ja. I virkeligheden er det jo bare for at lave noget sammen.

Er der nogen med større børn, der kan genkende det? Og har I fundet på gode ting, man kan lave sammen og få aktiveret de der lidt større børn til at synes, at det måske alligevel er meget cool at tilbringe tid med familien?

PS: Vi går altså også på Pokemon-jagt sammen og oplever det som skideskægt og som noget, som ungerne godt gider. Desværre er Søren ikke hoppet med på Pokemonbølgen, så det er kun mig og ungerne. Det har vi til gengæld meget spas ud af! Og vi får dæleme travet nogle kilometer også!

Skal jeg sørge for din aftensmad?

Jeg har Keto madplaner til hele året – lavet med sæsonens råvarer. Du får fem ugers madplan komplet med indkøbsliste til hver uge. Slip for overvældelse, hovsa-løsninger og dyr takeout.

Se Keto-madplanerne her >>

Keto Madplan forår

 

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

18 kommentarer til “Om sommerferie med børn og om at lave noget sammen som familie”

Skriv en kommentar

  1. Cykeltur med overnatning uden elektronik er så hyggeligt. Med en skøn madkurv og udsigt til aftenhygge med spil, leg og måske god mad, når målet er nået. Det er så herligt for hele familien at gøre noget fysisk sammen.
    Samariakløften lyder som en ny og superide for os:-)

    Svar
    • Hvor lyder det hyggeligt med cykeltur og overnatning :)

      Og ja, Samariakløften kan varmt anbefales. Udover at det er en smuk naturoplevelse og alt det, synes jeg, at den i dette her tilfælde også er med til at give ungerne en oplevelse af, at de kan gennemføre noget svært eller hårdt, hvis de forbereder sig godt til det, og det er god læring, synes jeg. Og så bliver man lidt “høj” af at dele sådan nogle strabadser med hinanden, synes jeg :)

      Svar
  2. Vi har lige været sammen i fem uger, og pyha de sidste par uger har været virkelig hårde. På mine døtres skole skal børnene ( forældrene) genre overgå hinanden med vilde ferier og forlystelser i løbet af sommerferien. Derfor var det svært for os, ikke også at falde med på den trend og vi tog os selv i at spendere penge på en masse skod forlystelser og aktiviteter som min mand og jeg bare ikke orkede. Og børnene blev ikke engang glade og taknemmelige for det. Faktisk blev de, synes vi, endnu mere forkælede og forlangte mere og mere og kunne slet ikke acceptere et nej.
    Efter nogle uger med en masse uvenskab og sure børn som plagede om alt, og i øvrigt syntes vi var meget kedelige, hvis vi gerne ville spise god mad et sted eller se en eller anden voksenseværdighed, så sagde vi forældre endelig stop! Det hele eskalerede en aften vi sad og måtte sluge maden på restauranten , fordi vores syv årige datter plagede om is, som var i en nærliggende cafe.
    Vi tog simpelthen hjem fra ferien før tid og forklarede børnene bestemt, at vi intet fik ud af ferien fordi det ligeså meget handler om, at vi ville se og gøre ting, som vi havde lyst til og lade op til en hektisk hverdag igen efter ferien.
    Efter nogle dage hvor børnene faktisk var ret chokerede over, at vi var kørt hjem, så faldt roen og nu har vi haft en dejlig ferie hjemme resten af tiden hvor vi har læst, gået ture, spillet, grinet, spist dejligt hjemmmelavet mad og mest vigtigt…ladet op!

    Svar
    • Maria, hvor er det bare genkendeligt det, du beskriver. Jeg tror så mange kan se sig selv i den der situation, hvor man gerne vil gøre lidt ekstra for ungerne, så man tilgodeser dem lidt mere, lader dem være længere oppe, spise flere is end man egentlig synes var rimeligt etc. Og i stedet for glade børn, får man så endnu mere krævende børn. Det ringer i hvert fald i den grad en klokke hos mig.
      Jeg synes, det er sejt, at I tog konsekvensen af det og satte en stopper for noget, som ingen jo blev gladere af. Og endnu sejere at I endte med at få en god afslutning på ferien :)

      Svar
  3. Fantastisk emne – for ferie er langt fra afslappende her i huset efter vi er blevet en familie. Med en aktiv 1 årig, der både har behov for faste rutiner, søvn og samtidig er vild for at prøve nyt og opleve i afgrænsede mængder, så synes jeg nærmest jeg har været en anelse på overarbejde den her sommerferie. Der har ikke været meget daseri eller eksotiske eventyr over vores ferie, men vi har valgt at tage det i slow mo og respektere bette E’s alder og behov! Og det har været dejligt trods alt… StayCation er faktisk ret fedt – og hjemmet har været vores “sommerhus” og udgangspunkt for udflugter….

    Svar
    • Åh ja, jeg husker tydeligt ferierne de første år efter mine børn var blevet født. Bagefter følte jeg mig helt bombet og tænkte: F***, er det ferie??! Det vendte, da de blev 3 eller deromkring ;-)

      Vi har rejst med vores siden de var 1 år men du har helt ret i, at det har været vores behov og ikke deres. For alting (mad, søvn etc.) gik jo vitterligt nemmere derhjemme.

      Og de eksotiske rejser, de render jo ingen steder. De er der stadig, når I igen får lyst til at tage på eventyr! :)

      Svar
  4. Dejligt indlæg – som altid…..og jeg kan som introvert genkende den der følelse af indre stress, når min 15 årige ekstroverte taler uafbrudt i timevis om ja alt og intet.
    Så må jeg ud og gå mig en tur og gerne med min introverte 12 årige, der bestemt ikke er til snak om alt og intet, men som med fordybelse og ægte nysgerrighed ønsker at samtale om livets store spørgsmål. …. eller bare gå sammen og i stilhed fundere…..

    Og denne ferie har vi spillet Pokemon – sammen…..og tilbagelagt 238 km i juli måned….og i det spil må man jo gerne være stille sammen og juble over nogle gode fangster ?

    Svar
    • 238 km? Shit hvor er det vildt, Rikke!! Sikke mange æg, I må have åbnet! :)
      Og helt rigtigt. Pokemon kræver ikke så meget snak, og det er sgu meget dejligt også!

      Svar
  5. Mine er jo små endnu – 7, 6 og 2 – og de har ALLE tre noget at fortælle hele tiden. Som dig har jeg det også start efter 6 uger hvor vi nærmest har været sammen 24/7, og jeg var ved at blive vanvittig de sidste dage. Nu er hverdagen så småt ved at indfinde sig og jeg stornød det i går, da alle unger + mand var af sted og jeg bare kunne sidde og stene en halv dag. Drikke kaffe og se Twilight, helt alene for mig selv, uden nogen der talte til mig. Aaahhh…

    Svar
    • You and me both, my friend! Jeg stenede også en halv dag, selv efter denne ferie, som ikke var helt så opslidende som sine forgængere. Ferie med børn er altså et specielt koncept. Især hvis ferien bliver for lang ;-)

      Og så Twilight… Love! <3

      Svar
  6. Hej Jane, vi har to skønne unger på 9 (Peter) og 12 (Benedikte), og jeg kan bestemt genkende det du beskriver. Vi har for nylig (ja, vi er langsomme!) opdaget geocaching, er man bare en lille smule til skattejagter – og hvem er ikke dét? – så er det let at blive grebet. De simple er bare en lille container med logbog og bytte-dims og de komplicerede kan have mange poster og opgaver der skal løses undervejs før cachen kan logges. Og som med jeres træningsture, så får man hurtigt nogen km i benene – uden at man bare skal …gå en tur?!!!
    …prøv det!

    Svar
    • Hvor er det sjovt, at du nævner Geocaching! Vi kiggede på det for nogle år siden men kom aldrig rigtigt i gang, og da vi startede med Pokemon syntes jeg, det mindede lidt om det. Tror sgu jeg vil prøve at få ungerne med på det. Tak for idéen!

      Svar
        • Haha, yes! Jeg vidste jeg ikke var alene om det! Jeg elsker også alle mulige andre sysler med dem men spil… åh!

          Svar
      • Vi bruger også geocaching. Det er lidt ala pokemon, men… det involverer også et indbygget kompas og mange gange gåder, eller at man skal finde flere poster med gåder der skal løses. Plus det ofte er ude i skoven/naturen, hvor der jo ikke er så mange pokemons. Forresten passer en tur omkring Furesøen ca. med jeres 18 km (hvis I dropper at gå ud til næsseslottet). Der kan indlægges flere bade og is undervejs. Og det er nærmest umuligt at fare vildt ;-)

        Svar
  7. Mine store (bonus) drenge er nu 19 og 20, men da de var omkring dine børns alder brugte vi rigtig meget tid på at spille brætspil/kortspil med dem – det var de ret vilde med. Derudover lavede vi tit filmaftner, hvor vi tog sammen ned i blockbuster og lejede 2-3 film, som vi så hyggede os med en hel lang aften (det kunne altså noget det der med at tage ned og leje film sammen istedet for at søge endeløst på nettet:-)). Vi forsøgte også at gå til badminton sammen, men da vi er en familie af dårlige tabere blev det aldrig den helt store succes…:-)

    Svar
    • Åh ja, spil. Mine børn ELSKER at spille, mens jeg AFSKYR det. Jeg kan simpelthen ikke finde ro til det og jeg bruger al tiden på at tænke på, at jeg hellere vil trække mit hår ud med rødder end at sidde bænket der til bordet. Er det ikke åndssvagt? Jeg har virkelig noget at lære der…

      Heldigvis elsker både Søren og mine børns farmor og farfar at spille, så de får spillet med dem i stedet. Men altså… :-/

      Svar