For noget tid siden var Søren i en situation, hvor han blev bedt om at beskrive sit familieliv. Det lød noget i stil med: Gift med Jane, som er succesfuld forfatter, far til Silas og Vega, som er verdens sødeste og bedste og nemmeste børn. Selvom begge forældre arbejder meget, har vi ok med fleksibilitet og luft i programmet, fordi Jane arbejder hjemmefra, og fordi vi har masser af backup i form af familie, som hellere end gerne springer til og hjælper. Vi bor i en villalejlighed, som vi elsker i et dejligt villakvarter, vi har god økonomi, og vi rejser på dejlige ferier flere gange om året. Ser man på os udefra, ligner det lidt et glansbillede, sluttede han af.
I samme øjeblik, han havde sagt det, kunne han godt høre 1) hvor nederen det lød og 2) hvor nederen det egentlig er at gå og småbrokke sig til daglig, når man har så meget godt i sit liv.
SOCIALE MEDIER OG GLANSBILLEDER
I øjeblikket diskuteres det meget, hvordan det påvirker os, eller måske især hvordan det påvirker de unge, at de billeder, vi ser på sociale medier, er en poleret udgave af virkeligheden. På sociale medier kan det nogle gange godt se ud, som om alle andre har det perfekte liv, med deres perfekte kroppe, det perfekte og interessante sociale liv og med stribevis af perfekte avokadomadder. Men sådan er virkeligheden selvsagt ikke.
Jeg kan godt se, at det kan udgøre et problem, hvis man tror, at det, man ser på sociale medier, er den fulde sandhed og derfor spejler den med sit eget helt almindelige liv midt i den mest identitetsskabende periode af sit liv. Af samme grund prøver jeg at lære jeg mine børn, at de ikke skal tro på alt, de hører og ser. De er jo stadig for små til sociale medier, men det gælder fx, når de ser reklamer i TV og blade, og jeg prøver at give dem en grundlæggende forståelse af, at ikke alting er, som det ser ud.
Da jeg var ung, læste mine veninder og jeg blade som ViUnge og diverse musikmagasiner, som jeg ikke tror findes længere, og vi spejlede os i musikstjerner og deres liv i sus og dus. Måske var det nemmere at skelne dengang, fordi de var superstjerner og deres livsstil var forbeholdt de få. Jeg husker i hvert fald aldrig, at jeg følte mig utilstrækkelig, fordi Kylie Minogues og Jason Donovans liv så federe ud end mit.
DEFINER DIT EGET FEED
Selv er jeg for gammel til at lade mig påvirke af noget, der ligner et perfekt liv hos andre.
I stedet accepterer jeg, at det, jeg ser, er et hjørne af virkeligheden, og at det er præmissen ved sociale medier.
Alligevel har mit forbrug af sociale medier ændret sig i løbet af det seneste år. Jeg kan godt have tendens til at suge andres følelser til mig, og jeg har derfor jævnligt ryddet ud i mine feeds på diverse platforme.
Jeg har valgt negativiteten fra og positiviteten til. Folk, der som udgangspunkt leder efter fejl og mangler hos andre, som hænger andre ud og skaber lynching-stemning, har jeg valgt fra. Det er usympatisk i min optik, og jeg har ikke brug for den slags i mit liv. I stedet har jeg fyldt mine feeds overvejende med mennesker, som ønsker at bidrage positivt til verden. Og sikke en forskel, det gør!
Og det er jo netop det gode ved sociale medier. At du selv definerer, hvad du ser. Og jeg kan på det varmeste anbefale at gøre det samme. Er der nogen, du oplever, der påvirker dig eller dit humør negativt, så bryd kontakten, vælg dem fra i dit feed, unfollow eller skjul deres updates i dit feed. Ude af syne, ude af sind. Så nemt er det faktisk!
AUTENCITET OG SNAPCHAT
Hvis man gerne vil være negativ, er der sørme da ellers nok at komme efter.
En stor tilbagevendende frustration i mit liv er fx, at jeg har ondt. Nogle dage små smerter, andre dage sofa- og pillekrævende smerter. Smerterne kommer af, at jeg er pilskæv i kroppen, og at jeg har mindsket mobilitet i maveregionen pga. arvæv fra gamle operationer.
Al træning gør smerterne værre, og det er ærligt talt skideirriterende, når man faktisk holder meget af at bevæge sig og bruge sin krop.
Og det skriver jeg kun sjældent om her på bloggen. Ikke fordi jeg er sej og bider det i mig, men fordi jeg godt kan se, at jo mere jeg tillader det at fylde hos mig, jo mere plads tager det. Og jeg ønsker ikke at give det mere plads, end det allerede har.
Spørgsmålet er, om autenciteten ryger på den konto. Det kan jeg ikke helt gennemskue.
Det er også derfor, jeg holder meget af at bruge Snapchat. Snapchat er upoleret, og det gør det sjovt og mere ægte, og det fungerer godt som tilbehør til platforme som blogs, Facebook og Instagram, synes jeg. Snapchat er morgenhår og kiksede briller og ingen make-up og grimme måltider fotograferet i dårligt lys, og det er sjove og kiksede og pudsige øjeblikke og observationer.
Netop fordi det, Snapchat tilbyder, er et øjebliksbillede og ikke noget, der står der til evigt tid, og som man skal være forberedt på rammer en i nakken som en boomerang, når man mindst venter det. Lidt som Instagram var i gamle dage. Og det er sjovt og befriende, synes jeg.
Hvis du vil følge med på Snapchat, hedder min profil janefaerber
DENNE BLOGS PRÆMIS
Her på bloggen kan det være sværere at give øjebliksbillederne plads. Jeg synes i forvejen godt, det kan være svært, at alle har en holdning til hvem eller hvad, jeg er eller bør være, og i takt med at bloggen har vokset sig større, er det intime rum, jeg oplevede, at vi (dvs. mig og mine faste læsere) havde sammen i gamle dage, forsvundet.
Det kan du også fornemme, hvis du går nogle år tilbage i bloggens arkiver. Det var en anden blog dengang. Det kan jeg godt savne. Problemerne er altså ikke nødvendigvis blevet mindre, de har bare fået mindre plads. Og det er en del af præmissen her på bloggen.
Det samme gælder, at nogle problemer og udfordringer involverer andre personer end mig, og derfor er det også ting, jeg lader blive i privaten. Det er ikke for at lægge skjul på det uperfekte. Det er af ganske almindelig respekt over for de mennesker, jeg omgiver mig med. Selvom det kan være fint at dele, er det også stadig ok at lade noget blive derhjemme.
Men fortæl mig nu: Hvordan bliver du påvirket af sociale medier, og hvad gør du ved det?
Et input til det med dine smerter: Har du prøvet kranio-sakral-terapi? Det har vi selv gode erfaringer med i min familie. Specielt min søster, som har bøvlet med bækken og ryg. Jeg har også selv prøvet det af i forhold til en nakke, som har drillet mig.
I øvrigt et godt og inspirerende indlæg som sædvanligt :)
Tak :) Ja, jeg har prøvet kranio-sakralterapi og det hjalp mig desværre ikke. På et tidspunkt bliver man også lidt træt af at kaste penge efter forskellige typer behandling, når ingen af dem virker til at have effekt i længere tid af gangen… :-/
Jeg har fravalgt FB og diverse sociale medier; simpelthen fordi jeg ved jeg bliver stresset af det. Jeg læser din og andre Lchf-blogs for inspiration og kommenterer ibland og det er rigeligt. Så reflekterer jeg meget på baggrund af diverse input men har intet behov for at ytre mig i tide og utide. Jane: jeg er så ked af dine smerter, Lchf fik mine til at forsvinde og jeg har aldrig haft det så godt i min svæve hofte og min besværlige mave. Pludselig kan jeg alt jeg ikke har været i stand til i 15 år.
Tak for din søde kommentar, Caroline. Og hvor fedt med smerterne, der er forsvundet. Det hører jeg faktisk relativt ofte. Min mave er også glad for LCHF men mit bækken er tilsyneladende ligeglad. Det er så irriterende at føle sig begrænset i de ting, man gerne vil, men det er jeg sikker på, du kender alt til… :(
Jeg har lidt ambivalent fohold til sociale media – jeg hader det og elsker det på én gang. Det vigtige for mig er, at jeg ved, at jeg har et valg og et fravalg er også et valg. Jeg ser ikke så kritisk på “glansbilleder” på de sociale medier. Det er sjældent, mit blik bliver fanget af et “grimt” billeder af en opskrift, selvom opskriften er fantastisk…
Jeg tror i bund og grund, at det handler om at være stærk til at sortere til og fra. Selvom vi bliver bombarderet af alle mulige ligegyldige opdateringer alle vegne fra, synes jeg at mange ting bliver nemmere. Var det for eksempel ikke for bloglovin, havde jeg ikke fundet frem til din blog ;-)
Mht autenciten af din blog kontra hvor meget man bør udlevere sig selv, har jeg som blogger den holdning, at man kan godt være personlig, uden af være privat. Og du har SÅ meget ret i, at hvis man dyrker “smerten” på den éne eller den anden måde, fylder den også mere i en selv. Som Eckhart Tolle skrev engang i bogen “Nuets kraft” …”forbliver smerten en del af vores indentitet, den bliver til os!”
Sidst, men ikke mindst, eeelsker jeg at sige til mig selv og mine unger: Dem der siger, at andre er for meget, er fordi de selv er for lidt…
Vi ved det jo godt allesammen. Liver er ikke altid lutter lagkage, men man behøver jo heller ikke at vise alting altid. Med hensyn til glansbilleder, ja, så har jeg heldigvis nået den alder, hvor man ikke så let lader sig rive med, men tænker for sig selv, at jeg nok også helst ville udstille det bedste, jeg havde lavet. Så vi kan da heldigvis selv sortere. Bliv ved med du laver, for du gør det godt. Jeg er stor fan. Glæder mig hver dag til at se det sidste nye fra dig.
Jeg har de seneste dage rydtet gevaldigt op i mine “sider” på facebook…. Jeg fik simpelthen angst og mareridt af al den død og ulykke ude i verden. Og jeg mener det helt alvorligt! Jeg vågnede om natten af mareridt om IS som jo fylder en del i medierne for tiden – og forhåbentlig al for meget…
Jeg “kom til” for flere år siden at “like” en side der hed “advarsler” – den kom jeg heldigvis hurtigt væk fra….er du gal en depressionsside…..
I det hele taget er jeg blevet meget mere bevidst om, hvad og hvem der skal have lov til at fylde i mit liv – og der foretrækker jeg klart det positive. Og det samtidig med at jeg er meget miljøbevidst, politisk engageret m.m. Men derfra og så til at sidde og få død og ulykke ind med aftenkaffen…….nej vel?!
Der er også røget en del bekendtskaner på “unfollow” -listen efterhånden..
Jeg deltog for kort tid siden i Center for Lykkeforsknings facebook undersøgelse. Den gik ud på, at kortlægge om brugen af facebook gjorde os mindre lykkelige ved netop, at sammenligne os selv med andre.
Det var en øjenåbner på mange måder. Man tænker ikke over hvor meget man lader sig påvirke af andres færden på de sociale medier.
Hvor spændende, Tekla! Hvad var undersøgelsens resultat?
Jeg tog jo en måned i sommer helt uden sociale medier, og det var også en øjenåbner. Særligt ift. den tid, der faktisk bliver til overs, når man har valgt det fra.
Virkelig relevant og interessant blogindlæg Jane – som altid :P Jeg læste for længe siden et citat, som jeg synes passer utrolig godt til denne verden af sociale medier; “never compare your backstage with other peoples frontstage”. Det refererer til Gofmanns begreber, men er anvendeligt ift mange af det moderne livs aspekter.
Jeg mener, at vi hver især har et ansvar både som brugere af sociale medier, men også som læsere. Naturligvis har bloggere og instagrammere et ansvar for ikke at manipulere deres feed til ukendelighed med et “perfekt” liv uden problemer, men i ligeså høj grad som det er bloggernes ansvar at gøre opmærksom på, at det er en redigeret virkelighed, som de fremstiller, så er det også læserne ansvar at være bevidste læsere. Det er muligvis et højt krav at stille, men jeg mener, at ansvaret er gensidigt. Læsere i dag må lære at navigere i en redigeret virkelighed, som viser et udsnit af andre menneskers liv. Det bør være op til forældre, venner, lærere og alle i samfundet at skabe en kultur, hvor man åbent kan snakke om hvordan sociale medier fungerer, hvad de viser og netop som du her lægger op til, hvordan de påvirker os. Det bliver først rigtig farligt, hvis det er farligt at snakke om.
Just my 2 cents :)
Ej Goffman, et navn fra en fjern fortid! Jeg brugte ham meget, da jeg skrev speciale (om bl.a. selvfremstilling på nettet) for 11-12 år siden!
Jeg kan egentlig godt lide idéen om, at ansvaret er gensidigt men jeg ved ikke, om jeg synes, det er helt rigtigt. Et eksempel er fx Ann-Christines blog, Valdemarsro. Da jeg først stødte på den for 100 år siden, rystede jeg på hovedet og tænkte, sikke et glansbillede. Ann-Christine havde lige fået tvillinger, og det var let og dejligt. Sådan så det i hvert fald ud. Jeg havde fået tvillinger et par år forinden og det var bestemt ikke sådan, det så ud hjemme hos os. Men så faldt jeg over Ann-Christines beskrivelse af bloggen, som hed noget med at den omhandlede de dejlige ting i livet. Meningen var altså aldrig at vise hele baduljen men bare at fokusere på de gode ting.
På samme måde føler jeg mig også lidt i klemme på min egen blog. Bloggen her er overvejende LCHF/real food baseret, og det er derfor overvejende den mad, der kommer på bloggen. Det betyder ikke, at jeg aldrig spiser en kartoffel eller en sukkerholdig dessert eller noget andet LCHF-stridigt, men de ting lander sjældent her på bloggen. Det giver jo en skævvridning men samtidig udspringer det af en form for ansvar fra min side. Jeg vil gerne bidrage til, at man ikke dør af at spise en kartoffel, men samtidig har jeg svært ved at skulle tage ansvar for, at nogen skulle få det indtryk, at man kan spise LCHF by day og bland-selv-slik by night. Uden at det skulle have nogle negative konsekvenser. Og det gør det rigtig svært, synes jeg.
En anden ting er også at læsere jo rigtig sjældent læser hvert eneste blogindlæg, man skriver. De trofaste læsere læser de fleste men de fleste læsere læser kun med, når lige noget fanger dem. Dvs. at modifikationerne eller de udredende forklaringer kan gå nogles næse forbi. Og en blog bliver simpelthen for kedelig og for uskarp, hvis alle indlæg skal have alle nuancer med.
Nå, det var lige en kæmpelang kommentar, som spredte sig endnu længere ud end din. Det er en spændende problematik, synes jeg. Både som afsender og som modtager.
Så tak for dine 2 cents :)
“grimme måltider fotograferet i dårligt lys” – hi-hi … den smiler jeg af, for jeg tænker altid over, at når jeg laver dine opskrifter, bliver de aldrig lige så indbydende og pæne, som på billederne :-) Af samme grund har jeg indført en ret jeg kalder “scrambled pancake”.
Sådan er det jo! Foodstylilng og madfotografi er jo en helt særlig disciplin. Når vi tager billeder til mine bøger, bliver jeg også nogle gange vildt overrasket over at jeg kan komme med en brun gryderet og før jeg har set mig om, har de forvandlet til den til noget vildt fint og lækkert!
Jeg gør selv det samme… Næsten alle af de få jeg har på min FB får slet ikke lov til at hoppe op på min “forside”… I forvejen har jeg en mission med at holde mig til under 50 inkl fam. – men der er jo altid nogle hobby-folk, som vil være venner… men som jeg egentlig slet ikke snakker med og derfor ikke gider se når de kommer med de mest sære holdninger.
FB er rarere når man sorterer… Selvfølgelig er det rart at det ikke er glansbilleder, hvilket min heller ikke er, men ja, dem der kommer med udsagn jeg ikke orker at se på gang på gang – de ryger helt eller blot unfollow.
Selv er jeg ikke til snapchat – så er glad for en kort “reminder” herinde engang imellem om at du (og selvfølgelig andre blogs) viser et lille glimt af virkeligheden..
Kender desværre selv det med smerter.. men nyder de goder jeg har.