En af grundene til, at jeg var så længe om at beslutte mig for, om jeg ville lave MADGLAD var, at jeg ikke var sikker på, at jeg orkede at sætte mig selv i skudlinjen i en debat, der er så betændt og følelsesladet som alting, der handler om børn, er.
Jeg kender det jo fra bloggen her. Først og fremmest vil jeg dog sige, at de negative kommentarer her på bloggen fylder meget, meget lidt. Og det er dejligt. Men de er der, og de er der oftere, når emnet er børn. Jeg forstår til fulde, hvorfor debatten om børn og mad og sundhed er så svær. Den rammer jo lige ned i det allerhelligste, og de fleste af os har følelserne udenpå tøjet, når det er vores børn, det handler om. Det gælder også mine egne følelser, og derfor er det også tit der, hvor de vrede kommentarer nogle gange får lov at slippe igennem panseret.
At stå på mål på den måde kræver en robusthed, som jeg ikke altid har. Selvom jeg er blevet mere hårdhudet igennem årene, har jeg ikke groet Teflon-overflade endnu. Og det er jeg egentlig meget glad for. Trods alt.
I det her indlæg vil jeg gerne dele mine tanker om, hvad jeg gør, når jeg modtager vrede eller ondskabsfulde kommentarer.
HUMOR OG IRONI ER SVÆRT PÅ SKRIFT
Det første, jeg gør er at sikre mig, at kommentaren overhovedet er grov eller vred. Det skrevne sprog er svært nogle gange, og humor og ironi går hurtigt tabt. Sådan noget som tone kan være svært at afdække på skrift. Fx opfatter jeg nemt store bogstaver og mange udråbstegn, som at vedkommende råber af mig, mens vedkommende måske bare skriver på den måde. Jeg lader som udgangspunkt tvivlen komme kommentatoren til gode og går hellere ud fra, at det er mig, der misforstår. I praksis gør jeg det, at jeg spørger vedkommende, om han/hun vil uddybe. Det afføder som regel, at vedkommende enten ikke svarer tilbage eller endda vender tilbage og undskylder, at den første kommentar kunne tolkes som grov. Ofte glemmer folk, at der faktisk sidder et menneske i den anden ende.
Hvis der ikke er noget at gå fejl af, kigger jeg på kritikken og prøver at se, om den har noget på sig. Har den det, prøver jeg at gå i dialog. Der er både plads til, at jeg bliver klogere og til at andre har en anden mening end mig.
Gør kommentareren mig usikker på mig selv eller mine handlinger, kan jeg bære rundt på den i dagevis og have virkelig svært ved at slippe den. Det kan fx være kommentarerne om, at jeg gør mine børn skade ved ikke at give dem fredagsslik, og at de derfor vil vokse op og få et forkvaklet forhold til mad. Det tror jeg ikke, de gør (i så fald ville jeg jo vælge anderledes), men jeg ved det jo ikke med sikkerhed. Men den sikkerhed tror jeg heller ikke, at folk, der giver deres børn ubegrænset med søde sager, er indehaver af.
DE GROVE OG DE ABSURDE
Hvis kommentaren er rigtig grov og går efter mig som person, i stedet for det emne, jeg har bragt op, er den nemmere at give slip på. Jo grovere kommentaren er, jo hurtigere giver jeg slip på den. Det har at gøre med, at jeg generelt har meget lidt respekt for mennesker, der taler grimt til andre eller vælger at debattere på den måde, og derfor kan jeg nemmere affærdige kritikeren og kritikken. Det samme gælder hvis argumentationen er helt absurd.
For noget tid siden fik jeg fx en kommentar på et gammelt indlæg fra 2012, hvor jeg havde lavet forslag til sundere Disneyguf. Kommentaren var grov, men da den både gik efter manden og ikke bolden (ad hominem) og førte sin argumentation ud i det absurde (reductio ad absurdum), var det nemt at trække på skuldrene og tænke sikke et fjols! Den lød noget i retning af dette:
I er alle sammen en flok hellige og sukkerforskrækkede klidmostre. I frygter sikkert også gluten. Jamen det er jo også frygtelig farligt, for der er jo sååå mange der har glutenallergi. Vistnok hele 2% af befolkningen. Er I også typerne som foretrækker et skud heroin, fremfor at spise et par skiver hvidt brød? Ja, jeg spørger bare….
Sådan noget ryger direkte ned i pytkassen.
Helt generelt prøver jeg at holde min egen tone pæn, sober og høflig. Det tjener det formål, at min høflighed får kommentatorens grovhed til at fremstå endnu mere grov. Hvem gider slås med en, som er høflig og imødekommende? Det er noget med, at had skal fordrives med kærlighed. Den tanke kan jeg godt lide.
Jeg minder også mig selv om, at vreden sjældent handler om mig men snarere om noget, jeg har ramt i vedkommende. Det hjælper mig lidt videre at se det på den måde.
ER DER BLOD…?
Det sværeste ved at få negative kommentarer er, at de ofte kommer i flok. Denne blog har virkelig mange læsere, og det er rigtig dejligt, men jeg narrer mig selv, hvis jeg tror, det er et udtryk for, at alle bare synes, jeg er skidefantastisk. Der er læsere, som følger med i morbid fascination (eller af grunde jeg ikke kender til), og er der først en, der lukker op for kritikken, strømmer de andre til og deltager. Endelig kan de komme ud med deres irritation! Lidt som når folk stimler sammen på gaden for at kigge på et trafikuheld. Er der blod? Og det er sindsygt ubehageligt. Især hvis det foregår på Facebook. Det er lidt som at blive stenet offentligt, imens alle, man kender, ser på. Not nice!
Her på bloggen skal jeg godkende alle kommentarer først, så her bestemmer jeg tempoet. Det betyder også, at jeg kan vælge at frasortere negative kommentarer. Det har jeg dog kun gjort en enkelt gang, og det var dengang jeg vågnede op en morgen til en stribe truende og seksuelt krænkende kommentarer. Dem slettede jeg. De havde intet at gøre her på bloggen.
Der er nogle, der mener, at de negative kommentarer er “prisen, man betaler for at stikke næsen frem”. Det, synes jeg, er noget vrøvl. Intet menneske fortjener at blive talt grimt til. Uanset hvad den person mener, eller hvorhenne den person mener det. Det gælder også politikere. Vi kan være uenige med deres meninger og standpunkter, og vi kan også debattere dem, men det retfærdiggør ikke en offentlig tilsvining af deres person. Hvis du synes, at den opførsel er i orden, synes jeg, du bør se dit menneskesyn efter i sømmene. I min bog er det Jante i egen høje person, der taler. Du skal ikke tro, du er noget! Næh nej, du! Ned med dig!
En pudsig ting, jeg har opdaget er, at de vrede kommentarer, jeg får, oftest er fra mænd. Er det ikke underligt? Kvinder kan jo ellers være nok så lede. Jeg tænker, om det er noget med at mænd er mere konfronterende, mens kvinder hellere hvisker til naboen, at jeg er en idiot. Jeg ved det ikke. Det er bare noget, jeg har observeret.
Hvad med dig? Har du oplevet at få negative kommentarer på din blog (hvis du har en) eller på Facebook, og hvordan håndterer du det? Det kunne jeg godt tænke mig at høre om.
LÆS OGSÅ: 6 gode råd til internetopførsel
Hej Jane. Mennesker som dig, der tør åbne op for deres private sfære i form af eks en blog er for mig nogle af de sejeste mennesker. For det er er da vildt, hvad du til tider må stå model til, bare fordi du er så modig at offentliggøre dine tanker og erfaringer. Du er da en af de få, som meget ofte skriver at det som virker for dig, ikke nødvendigvis er det korrekte eller facitlisten for alle andre. Så hvorfor skal folk som dig være modtager for så meget negativitet. Behandl andre, som du selv vil behandles og læs hellere med udgangspunkt i at blive klogere end at være bedrevidende. Hvorfor genopfinde den dybe tallerken, når den nu allerede eksisterer? Kan du følge mig? For mig er du en inspiration og så bruger jeg det fra din verden, som jeg nu kan bruge i min verden. Den historie skal du få en gang. Rigtig god aften
Du er så sej – og beundringsværdigt sober ;) Som du udmærket ved, så føler nogle mennesker sig åbenbart anfægtet på livsstil, opdragelse, kost og så videre, så snart andre gør noget “anderledes” og er tilfreds med det. Jeg tænker altid, at hvis man føler sig så ramt, så skal man nok kigge lidt indad i stedet for at vræle op udad.
Lige præcis sådan tænker jeg også, når jeg selv læser noget, der rammer noget i mig. Hvorfor bliver jeg provokeret af det? Det er altid en tanke værd! :)
Hej Jane.
Har aldrig kommenteret din blog men følger den troligt, hver gang jeg laver mad eller lignende. Din blog har hjulpet mig til et bedre liv, med mindre sygdom. LCHF gør mig bedre og bedre tilpas for hver dag.
Din holdning og positive indstilling håber jeg du holder ved, for ud over at du er en stor inspirationen inden for mad og sundhed for mig, så er måden du håndtere andre “hverdags strabadser” hvis man kan kalde dem det, ligeledes en inspirationen.
Forsæt med det flotte arbejde ? Kan love dig for at der er flere tilhængere end “haters”
Velkommen i kommentarfeltet, Asta :)
Hvor er det dejligt at høre, at du kan bruge mine skriverier i dit eget liv. Det er jeg rigtig glad for at høre :)
hej Jane , godt gået, du håndterer de negative kommentarer flot, hvor har du ret hvorfor tilsvine andre fordi man er uenig, jeg synes du er fantastisk og et dejligt menneske, jeg læser ofte din blog og dine opskrifter, venlig hilsen Anni B.
Tusind tak for den dejlige kommentar, Anni B. <3
Jeg får det så skidt når jeg ser en strøm af sure (og dumme) kommentarer på forskellige blogs. Konstruktive er ok, men dem hvor man tænker “findes den slags mennesker virkelig..” ryster mig. Det er derimod en god påmindelse af, at man også skal huske at skrive de gode kommentarer og prøve at drukne de dårlige. Det gør jeg egentlig selv alt for sjældent. Også her, selvom jeg stort set læser med hver dag. Jeg har selv en mindre blog (også om børn..) og kan godt nogle gange få knude i maven, når jeg kan se at der er en del nye kommentarer. For måske er de ikke alle på mit hold. Vil minde mig selv om pytkassen næste gang! Tak!
Ja det kan være udmattende at mene noget nogle gange ;-) Men det er rigtigt, jeg er heller ikke god til at få kommenteret på de blogs, hvor jeg kommer forbi. Det vil jeg prøve at blive bedre til!
Til Camilla
Vi er rigtig mange mennesker der ikke trives på den traditionelle danske kost med masser af sukker, mælk og kornprodukter. Det er ikke fordi vi følger en “madreligion”, ordet madreligion synes jeg er rigtig nedladende det lyder som om jer der bruger ordet opfatter os der ikke spiser helt traditionelt som nogle fjollehoveder der bare hopper med på nye måder at spise på uden egentlig at have en grund til det. Men man kan sagtens have problemer med forskellige madvarer uden at have diabetes eller allergi.
Sådan Jane! Kill them with kindness! Jeg bliver altid så utrolig forundret, når jeg læser om folk, der bruger deres tid på at nedgøre andre online. Uenighed skal der altid være plads til og det er også naturligt – især på et område som sundhed. Men personlig hetz og ubehageligheder, det er sgu for dumt og spild af alles tid.
Min blog er jo ikke nær så stor som din og tager heller ikke et ligeså følsomme emner som børn og sukker op, men hver gang jeg stikker næsten frem og ytrer en holdning til fitnessverden, kvindeidealer og lignende, så er folk hurtige. Ligesom hvis jeg en dag viser et billede af usund mad. For var jeg ikke lige hende den sunde? Folk bliver ofte sort/hvide i deres opfattelser af sundhed og især dem der blogger om sundhed. Sandheden er jo, at vi alle er komplekse og forskellige mennesker – også os bag skærmen. Og sundhed er ikke en absolut størrelse!
Decideret grimme kommentarer har jeg heldigvis aldrig fået, men jeg har hørt, at jeg er for stor og har for store lår.. Som en kvinde med en vægt tæt på 50 kg og lår som efter min mening hjertens gerne må blive mere muskuløse, vælger jeg kun at ryste på hovedet af de kommentarer ;)
Ja, det er SÅ rigtigt! Det oplever jeg også. Fx skal jeg tit forsvare, hvorfor jeg mener, at alle børn skal spise glutenfrit. Men det har jeg aldrig sagt, at jeg mener, de skal (de må gerne, men de skal ikke). Mine egne børn gør det ikke. Og det samme med sukker. At jeg ikke giver mine børn sukker (så tit) oversættes til, at de aldrig får det. Heller ikke sandt.
Og store lår? Ååååh suk altså…!
Og sidste pip : det ville være befriende, hvis folk inden de trykkede “go” lige tænkte, hvordan de selv ville have det, hvis de modtog samme kommentar. Det kunne måske afværge lidt?
Rigtig fint indlæg Jane med rigtige fine overvejelser. Er helt enig i, at det at have en blog ikke er det samme som, at man bare skal tage imod alt der må komme. Det er sååå nemt både i blog kommentarer, på fb og på IG at smide lede kommentarer – eller forklæde lede eller nedladende kommentarer som “sjove” , evt. ved lige at påklistre div smiley’er… Jeg har ikke en blog, men oplever at bekendte/”venner” på fb og/eller IG af og til benytter sig af sidstnævnte og det gør mig skiftevis ked og vred.. Forstår ikke hvorfor folk har det behov altså!! Men gør mig meget umage for ikke at svare tilbage på samme måde… Vælger ofte at slette folks kommentarer af den slags
Pytkassen, eller nogle gange spytkassen! ;-)
Vi fik en gang nogle meget vrede kommentarer, da vi tillod os at poste en opskrift på 80’er klassikeren skinkestang. Det måtte vi altså ikke! Nu har jeg lige været tilbage og kigge på indlægget og kan se at vi ikke udgav kommentaren. Det er bestemt ikke fordi vi sidder og censurerer konstant (så mange kommentarer får vi ikke i det hele taget ;-)), men den var bare ukonstruktiv og overvældende vred. Det pudsige er at kommentarmængden på indlægget er stor ift. vores standard og er fyldt med folks glade minder over noget lidt småkikset mad fra “fortiden”. You can’t win’em all! :-)
Oh no! var skinkestangen i vælten? Jeg har en opskrift i den nye bog ;-)
Kommentarerne her på siden er heldigvis også langt, langt overvejende positive og glade, og det giver god energi. Og helt enig: you can’t win them all :)
Jeg kan udmærket forstå at det kan føles ubehageligt at stå for skud som offentlig meningsdanner, for det er jo også hvad du er, udover mad skribent og ja generelt er de sociale medier blevet et normløst skalkeskjul for nationens meninger, hvilket jo må være i kraft at disse mediers nyfødte status, der mangler stadig kultivering og dannelse, da dette åbenbart ikke overførers direkte fra samfundet. Men omvendt, kan jeg også som læser af din blog, tilltider føle mig belært og blive stødt, for der kommer ligeledes dømmende kommentarer om børn (som mine) der lever et helt almindeligt børneliv, med brød, frugt og slik, og jo, det er et almindeligt børneliv, for de fleste børn har ikke glutenallergi og diabetes, og børn skal ikke efter min mening forholde sig til sundhed i så en tidlig alder unødigt, de skal kunne spise med hos hvem som helst uden at bekymre sig om overtrædelser. Dette mad focus kan også skabe en social skævvridning til eksempelvis bedsteforældre, der vil det så godt og står uforstående over for disse modebølger, jeg tror det kan isolere børnefamilierne fra nogle banale oplevelser, der med den stramhed din diæt kræver, skaber så store omstændigheder at alle skal tage hensyn til, så det ender med at det nemmere at lade være. Tænk på alt det man kan, hvis man ikke skal lave og have sit eget mad med hele tiden. I det ligger også vores moderne forældre generations behov for kontrol over vores små, mit spørsmål er her, hvor længe vil du invadere madkassen? hvornår har de retten til den selv og deres egen lyst? for jo, vi sår frø og skal inspirerer til en god mad kultur, men jeg tror altså ikke på at dikterer. Jeg har faktisk altid syntes at dine opskrifter er meget meget fantasifulde og lækre, da du også opfordre til brug af rene råvarer og har været med til at sætte det dejlige smør på dagsordenen igen. Men generelt som du nok kan forstå, er jeg ikke med på mad religioner, hvor vi undlader dele i maden, kun hvis man som du har glutenallergi, og i det tilfælde har det jo sin store berettigelse. Men så er min tanke hvorfor blev det så pludselig til at vi alle pludselig have glutenallergi og være diabetikere, nu tillader jeg mig at være fræk, men er det fordi der også kommet et godt bogsalg ud af det? For af den grund har jeg det meget svært med at du fremhæver forskning som belæg for din diæt, for det er ærlig talt videnskablig fusk at plukke ud og undlade, så det passer til din agenda. Når du udtaler dig om forsking og anvender den, må du også følge lidt af den etik der er på området. For du har også et kommercielt ærende (hvilket er diskrediterende), men samtidig også en loyal følgerskarer, så derfor er du blevet en magtfuld stemme i debatten, men du er ikke videnskabsmand, du skriver opskrifter, så udtagelser om sundhedstyrelsen anbefalinger mm. er ikke dit felt, du har meninger, men ikke viden, brug lidt mere energi på at holde det klart og så brug din store indflydelse på den del du er dygtigt til, at inspirerer til lækker mad.
Så kan du jo vælge at arkivere de “stødende og belærende” indlæg i pytkassen, Camilla. For os der er Glutenintolerante, er denne (og andre) blogs guld værd. I en travl hverdag, er det dejligt at kunne læne sig op af en person (Madbanditten) der har indsigt, humor og overskud til at undersøge, eksperimentere og inspirere os andre til at prøve nye veje i køkkenet.
Se, det var jo en konstruktiv uenig kommentar. Tak for det, Camilla.
Jeg er ked af at du føler dig stødt og fordømt. Det er ikke min mening, men jeg forstår godt, at det kan blive opfattet sådan. Jeg vil prøve at være endnu mere opmærksom på det.
Jeg tror ikke, vi som sådan er uenige, når det kommer til “madreligion”. Det, som i virkeligheden interesserer mig mest, er at skabe nogle gode hverdagsrammer for mine børn. Jeg er indtil videre herre over, hvad de spiser herhjemme, fordi det er mig, der laver mad, men jeg har ingen indflydelse på, hvad de spiser andre steder, og de har ikke egen mad med til fødselsdage, hos venner, bedsteforældre etc. Og om lidt er det også slut med at “invadere madkassen”, og det er jo bare den vej, det går. Jeg tror, de fleste forældre har samme ønsker for deres børn. Når vi taler sukker fx, tror jeg på, at det gavner at holde børnenes indtag af sukker så lavt som muligt så længe som muligt, mens andre tror på, at de lige så godt kan vænne sig til at få lidt løbende. Jeg tror godt, begge dele kan være rigtigt side om side.
Hvad angår resten af din kommentar, vil jeg bare sige: læst og modtaget! :)
Til Kasper – ja det er fantastisk at du kan du kan finde inspiration, når du har den lidelse. Hurra for det, jeg er kun imod, at det nogen kan være med til unødig almen sygeliggørelse.
Til Jane – jeg er glad for du greb den som du som du gjorde. Jeg ønsker nemlig ikke at anfægte dit moderskab, jeg har faktisk kun en fornemmelse af at du er liberal og er sikker på at dine små lever som konger, med alt din gode mad. Min interesse gik på en mere samfundsmæssig etisk debat om omgivelser og oplevelser, eksklusion, ja hvad gør det ved det moderne barn at være så bevistgjort, snydes de for uskylden? For hvis jeg drager på egen erfaringer, så blev jeg engang overhalet af en mor, til et forældremøde på mit barns institution, ved jeg jeg havde taget noget forkert sukkerfrit saft med da min datter skulle fejre børnefødselsdag, det skal siges at der er sukkerfri politik på institutionen, jeg havde tilsyneladende købt gift, da der var sødemiddel i, og det skulle hendes søn ihverfald ikke ha, og hun havde læst osv. Åhhh der blev jeg træt, jeg trøstede mig ved at det i det mindste var økologisk gift jeg havde købt. Men kan du se, børnene kan blive gidsler i sådan et tunnelsyn, og jeg med gode intentioner om at leve op til alverdens krav, åbenbart skulle forsvare mit forhold til saftevand og ikke mindst høre på hendes, og ikke diskutere hvad der er væsenligt i min verden, børnenes sociale trivsel. Jeg syntes det er en relevant debat om børns rolle i det her og håber at du vil skrive et indlæg om disse dagligdags problemstillinger, og opfordre til lidt mere af den tolerance du også selv har overfor børnene, når de indgår i sammenhænge uden for hjemmet.
Jeg elsker simpelthen dit ræsonnement omkring at bekæmpe grovhed med høflighed. Der florerer et glimrende citat på diverse sociale medier: “Don’t ever argue with an idiot! He will drag you down to his level and beat you with experience.” Det er så sigende, synes jeg. Man kan hurtigt blive så edderspændt rasende over folks komplette ligegyldighed over for det menneske der rent faktisk sidder på den anden side af skærmen, og bliver ramt af de anonyme kommentatorers udgydelser, at man får lyst til at give igen af samme mønt. Men det hverken virker, eller fører noget som helst godt med sig.
Jeg tænker ofte selv, at de rigtig grumme typer, som skriver rigtig grimme ting, skal ties ihjel. Der MÅ simpelthen ikke være plads til dem. Deres kedelige observationer og mundgylle skal have lov til at drukne i alle de andre nysgerrige, konstruktive og ikke mindst høflige, om så de er uenige, kommentarer. Af samme grund får jeg også ALTID lyst til at kommentere på en tråd, når nogen har skrevet noget groft og direkte dumt.
Derudover synes jeg at det er ærgerligt, at visse kommentarer alligevel rammer dig. Ikke at der er noget som helst man kan gøre ved det, tror jeg, men jeg synes det er ærgerligt. For vi tager jo alle sammen valg hver dag, om at leve vores liv på den måde vi selv synes er bedst for os. Bevares, vi andre ikke-bloggere skal da også sommetider forsvare visse aspekter af vores valg, men indvendingerne er altid mere moderate, når de kommer ansigt-til-ansigt. Du hverken tvinger folk til at læse din blog, eller banker på folks dør derhjemme, og fortæller dem at de skader deres børn med alt det sukker, de får at spise. Hvad retfærdiggør så at de personer stikker næsen herind, og gør det samme?
Spot on – rigtig god indlæg.
Tak Stella :)
Det er meget sjældent at jeg skriver kommentarer på din blog, men det er ofte jeg læser, og meget ofte, at jeg tænker, at det er SÅ rigtigt, det du skriver. Og så burde man jo nok i virkeligheden kommentere, så du fornemmer, hvor mange vi er, som synes det er fantastisk, at du har sådan en blog.
Jeg er rigtig, rigtig glad for, at det er dig (gennem dine bøger og bloggen) der har inspireret mig til at leve LCHF, fordi jeg godt kan lide din tilgang og dine holdninger.
Så tak for det, og jeg håber virkelig at de positive kommentarer bliver ved med at være i overtal!
Tak Malenka :) Positive kommentarer er altid dejlige! Men jeg ved godt, at det tit går for stærkt til at man lige stopper op og kommenterer. Det kan jeg jo se på besøgstallene. Mange læser med uden at kommentere og det er helt ok. Nogle gange kan de opgivende eller negative kommentarer godt virke overrepræsenterede men jeg godt, at det ikke er tilfældet:)
Jeg har ikke selv nogen blog, så har ikke oplevet det personligt, men har oplevet min søn få grove kommentarer på en video han i al uskyldighed havde uploadet på YouTube. Måske er jeg naiv og født i går, men jeg bliver ved at blive overrasket og undrende, når folk ytrer sig negativt og personligt på de sociale medier – jeg forstår det simpelthen ikke! Jeg synes det er helt ok, at være uenig – det er jeg jo også selv nogle gange. Men man kan jo godt ytre sin mening civiliseret og med henblik på emnet der debatteres om, og ikke på personen der udtaler sig.
Jeg synes i det hele taget vi i vores samfund har fået en tendens til offentlig gabestok, ikke længere på det lokale torv, nu er det på de social medier det foregår. Den her trang til at spotte og hænge folk ud – videofilme gud og hver mand, som jo egentlig bare passer deres arbejde (eksempelvis).
Derfor er jeg også fortaler for, at udover at vi forældre bidrager til at lære vores børn omtanke og god pli på nettet, så burde “adfærd på de sociale medier” være obligatorisk undervisning i skolen – på lige fod med eksempelvis seksual-undervisning.
Til slut vil jeg sige, jeg har fulgt din blog flere år, og jeg synes netop du er rigtig god til at håndtere den kritik og deslige du får….
Ja meget enig i den med den offentlige gabestok. Klager gives hellere på FB i et håb om at man “går viralt”, og det er lidt klamt, altså.
Det er mit indtryk, at mine børns skole har internetfærdsel og “netetikket” på skemaet. Jeg tror, de har berørt det kortvarigt og at de vender tilbage til det senere.
Og hvor er det synd for din søn. Min søn vil enormt gerne have en youtube-kanal til sine fodboldvideoer. Så meget at han ønsker sig en i fødselsdagsgave. Han er dog kun 10, så jeg holder igen endnu..
Det var rar læsning, men det synes jeg nu altid dine indlæg er . Jeg tager lidt med mig fra dit indlæg. Jeg synes mere jeg har svært ved at give slip på dem jeg siger fra overfor i hverdagen. Når man som du siger møder verden konstruktivt, men ikke skal/ vil finde sig i hvad som helst og Så bliver overrumplet af modparten, der er din pytkasse jo et godt billede og ja man rammer jo noget i dem, der virkelig må nage dem, deres reaktion taget i betragtning .. Og så synes jeg der er fint du sortere ud i dine ubehagelige kommentarer, når de ikke bidrager til debatten, og voldsomme kommentarer tjener ikke nogen noget godt .. Jeg synes dog slet ikke du er urealistisk og fremstiller et glasbilledet, du fordeler sol og vind lige ..
Tak Vienna.
Nogle kommentarer eller konfrontationer har jeg også sværere ved at slippe. Men her er det interessante jo netop, at det er fordi de har ramt noget i mig, og så må jeg jo undersøge, hvorfor det forholder sig sådan :)
Super godt skrevet – jeg kan virkelige ikke forstå hvordan folk kan få sig til at skrive sådan nogle ting. Jeg går mere efter devisen “Hvis man ikke har noget pænt at sige, så lad være”
Ja, det er pudsigt som den devise er gået af mode, ikke?
Nej, jeg har ikke fået negativ omtale på min blog, men min blog er så heller ikke som din… Min er mere “Det sker i mit liv”
Der findes tåber overalt, de skal vel også ha lov at flasche deres meninger og heldigvis taler deres ordforråd og tanker jo for sig selv. Men forstår da godt at man kan føle sig stenet offentligt, men havde jeg læst kommentaren, var jeg nok ikke forblevet tavs.
Men når jeg nu er her alligevel, vil jeg rose dig for din kreativitet udi gastronomien…. Du er ikke min Madgud, meeeeen tæt på. Jeg er så lykkelig for at ha dig at ty til i hverdagen… Så tak skal du ha….
Hilsen fra en stor fan
Tak Mette :) De rigtigt grove kommentarer skal druknes i kærlighed og forståelse. Så dør de langsomt, tror jeg ;-)
Nemlig, det er da lige hvad de skal og hvad vi skal gøre…
Tak for alt fra dig ?
Gud hvor er jeg ved at være træt af den der “EB Nationen! mentalitet”.
Hvis man ikke har noget positivt eller konstruktivt at komme med, så er det nok i alles bedste, inklusive en egens, interesse at holde mund. Men det er simpelthen blevet så nemt at blive modbydelig og diskutere, når man sidder bag skærmen! Og hvor findes der bare mange jaloux mennesker…
Jeg tror jeg vil tage “pytkassen” til mig, for det virker rigtig logisk ikke at skænke den slags spydigheder en tanke – det er de simpelthen ikke værd!
Fedt emne, og en fed blog!!!
Tak Mikkel :)
Og ja, pytkassen er genial. Det er faktisk noget, mine børn har lært mig.