Om ondskabsfulde kommentarer – og hvordan jeg håndterer dem


En af grundene til, at jeg var så længe om at beslutte mig for, om jeg ville lave MADGLAD var, at jeg ikke var sikker på, at jeg orkede at sætte mig selv i skudlinjen i en debat, der er så betændt og følelsesladet som alting, der handler om børn, er.

Jeg kender det jo fra bloggen her. Først og fremmest vil jeg dog sige, at de negative kommentarer her på bloggen fylder meget, meget lidt. Og det er dejligt. Men de er der, og de er der oftere, når emnet er børn. Jeg forstår til fulde, hvorfor debatten om børn og mad og sundhed er så svær. Den rammer jo lige ned i det allerhelligste, og de fleste af os har følelserne udenpå tøjet, når det er vores børn, det handler om. Det gælder også mine egne følelser, og derfor er det også tit der, hvor de vrede kommentarer nogle gange får lov at slippe igennem panseret.

At stå på mål på den måde kræver en robusthed, som jeg ikke altid har. Selvom jeg er blevet mere hårdhudet igennem årene,  har jeg ikke groet Teflon-overflade endnu. Og det er jeg egentlig meget glad for. Trods alt.

I det her indlæg vil jeg gerne dele mine tanker om, hvad jeg gør, når jeg modtager vrede eller ondskabsfulde kommentarer.

HUMOR OG IRONI ER SVÆRT PÅ SKRIFT
Det første, jeg gør er at sikre mig, at kommentaren overhovedet er grov eller vred. Det skrevne sprog er svært nogle gange, og humor og ironi går hurtigt tabt. Sådan noget som tone kan være svært at afdække på skrift. Fx opfatter jeg nemt store bogstaver og mange udråbstegn, som at vedkommende råber af mig, mens vedkommende måske bare skriver på den måde. Jeg lader som udgangspunkt tvivlen komme kommentatoren til gode og går hellere ud fra, at det er mig, der misforstår. I praksis gør jeg det, at jeg spørger vedkommende, om han/hun vil uddybe. Det afføder som regel, at vedkommende enten ikke svarer tilbage eller endda vender tilbage og undskylder, at den første kommentar kunne tolkes som grov. Ofte glemmer folk, at der faktisk sidder et menneske i den anden ende.

Hvis der ikke er noget at gå fejl af, kigger jeg på kritikken og prøver at se, om den har noget på sig. Har den det, prøver jeg at gå i dialog. Der er både plads til, at jeg bliver klogere og til at andre har en anden mening end mig.

Gør kommentareren mig usikker på mig selv eller mine handlinger, kan jeg bære rundt på den i dagevis og have virkelig svært ved at slippe den. Det kan fx være kommentarerne om, at jeg gør mine børn skade ved ikke at give dem fredagsslik, og at de derfor vil vokse op og få et forkvaklet forhold til mad. Det tror jeg ikke, de gør (i så fald ville jeg jo vælge anderledes), men jeg ved det jo ikke med sikkerhed. Men den sikkerhed tror jeg heller ikke, at folk, der giver deres børn ubegrænset med søde sager, er indehaver af.

DE GROVE OG DE ABSURDE
Hvis kommentaren er rigtig grov og går efter mig som person, i stedet for det emne, jeg har bragt op, er den nemmere at give slip på. Jo grovere kommentaren er, jo hurtigere giver jeg slip på den. Det har at gøre med, at jeg generelt har meget lidt respekt for mennesker, der taler grimt til andre eller vælger at debattere på den måde, og derfor kan jeg nemmere affærdige kritikeren og kritikken. Det samme gælder hvis argumentationen er helt absurd.

For noget tid siden fik jeg fx en kommentar på et gammelt indlæg fra 2012, hvor jeg havde lavet forslag til sundere Disneyguf. Kommentaren var grov, men da den både gik efter manden og ikke bolden (ad hominem) og førte sin argumentation ud i det absurde (reductio ad absurdum), var det nemt at trække på skuldrene og tænke sikke et fjols! Den lød noget i retning af dette:

I er alle sammen en flok hellige og sukkerforskrækkede klidmostre. I frygter sikkert også gluten. Jamen det er jo også frygtelig farligt, for der er jo sååå mange der har glutenallergi. Vistnok hele 2% af befolkningen. Er I også typerne som foretrækker et skud heroin, fremfor at spise et par skiver hvidt brød? Ja, jeg spørger bare….

Sådan noget ryger direkte ned i pytkassen.

Helt generelt prøver jeg at holde min egen tone pæn, sober og høflig. Det tjener det formål, at min høflighed får kommentatorens grovhed til at fremstå endnu mere grov. Hvem gider slås med en, som er høflig og imødekommende? Det er noget med, at had skal fordrives med kærlighed. Den tanke kan jeg godt lide.

Jeg minder også mig selv om, at vreden sjældent handler om mig men snarere om noget, jeg har ramt i vedkommende. Det hjælper mig lidt videre at se det på den måde.

ER DER BLOD…?
Det sværeste ved at få negative kommentarer er, at de ofte kommer i flok. Denne blog har virkelig mange læsere, og det er rigtig dejligt, men jeg narrer mig selv, hvis jeg tror, det er et udtryk for, at alle bare synes, jeg er skidefantastisk. Der er læsere, som følger med i morbid fascination (eller af grunde jeg ikke kender til), og er der først en, der lukker op for kritikken, strømmer de andre til og deltager. Endelig kan de komme ud med deres irritation! Lidt som når folk stimler sammen på gaden for at kigge på et trafikuheld. Er der blod? Og det er sindsygt ubehageligt. Især hvis det foregår på Facebook. Det er lidt som at blive stenet offentligt, imens alle, man kender, ser på. Not nice!

At blive hængt ud på Facebook føles som at blive stenet offentligt, imens alle, man kender, ser på... --> Madbanditten.dk

Her på bloggen skal jeg godkende alle kommentarer først, så her bestemmer jeg tempoet. Det betyder også, at jeg kan vælge at frasortere negative kommentarer. Det har jeg dog kun gjort en enkelt gang, og det var dengang jeg vågnede op en morgen til en stribe truende og seksuelt krænkende kommentarer. Dem slettede jeg. De havde intet at gøre her på bloggen.

Der er nogle, der mener, at de negative kommentarer er “prisen, man betaler for at stikke næsen frem”.  Det, synes jeg, er noget vrøvl. Intet menneske fortjener at blive talt grimt til. Uanset hvad den person mener, eller hvorhenne den person mener det. Det gælder også politikere. Vi kan være uenige med deres meninger og standpunkter, og vi kan også debattere dem, men det retfærdiggør ikke en offentlig tilsvining af deres person. Hvis du synes, at den opførsel er i orden, synes jeg, du bør se dit menneskesyn efter i sømmene. I min bog er det Jante i egen høje person, der taler. Du skal ikke tro, du er noget! Næh nej, du! Ned med dig! 

En pudsig ting, jeg har opdaget er, at de vrede kommentarer, jeg får, oftest er fra mænd. Er det ikke underligt? Kvinder kan jo ellers være nok så lede. Jeg tænker, om det er noget med at mænd er mere konfronterende, mens kvinder hellere hvisker til naboen, at jeg er en idiot. Jeg ved det ikke. Det er bare noget, jeg har observeret.

Hvad med dig? Har du oplevet at få negative kommentarer på din blog (hvis du har en) eller på Facebook, og hvordan håndterer du det? Det kunne jeg godt tænke mig at høre om.

LÆS OGSÅ: 6 gode råd til internetopførsel

Få mere ud af Madbanditten

Få adgang til energiberegninger på alle opskrifter, få din egen favoritside, hvor du kan gemme dine yndlingsopskrifter, lav dine egne madplaner og få en indkøbliste til eller brug de madplaner, jeg laver til dig hver måned.

Alt dette og meget mere får du som PLUS-medlem🤩

Det koster mindre end 1 krone om dagen og du kan starte med at prøve det gratis i 7 dage her:

Prøv MadbandittenPLUS i 7 dage

 

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

49 kommentarer til “Om ondskabsfulde kommentarer – og hvordan jeg håndterer dem”

Skriv en kommentar

  1. Jeg har læst din virkelig interessante artikel og er helt enig med dig. Jeg har ikke selv nogen blog og holder en superlav profil på facebook, hvor jeg kun omgiver mig med positive venner. Jeg har 4 af dine bøger og elsker dem. Jeg laver tit om på opskrifterne. Jeg er meget kreativ, hvad angår mad, og det føles rigtigt for mig. Jeg elsker inspiration til spændende og dejlig mad. Tak, Jane.

    Svar
    • Tak for den søde kommentar, Annette. Heldigvis er der jo faktisk flest søde og positive mennesker og det kræver nogle gange lige noget at rette fokus derhen iu stedet for på alt det negative :)

      Svar
  2. Jeg fik engang rigtig grimme kommentarer efter at have postet et billede af mine børn i fastelavnsudklædning, den ene var sommerfugl og den anden var tre år og rødstrømpe! Det var så rødstrømpen der fik et par kommentarer med på vejen, eller rettere jeg gjorde. Egentlig var det for at spare lidt penge, at hun fik et par røde strømpebukser på med en lilla stofble om hovedet – dejlig nem udklædning! Men det faldt “nogen” (jeg kendte dem ikke- billedet var blevet delt) for brystet at jeg “manifisterede mine egene politiske holdninger med mit barn” øh ja! det gør jeg jo hver dag, vi har en plakat af Stauning hængende derhjemme og højskolesangbogen med på biltur, så ja mine børn bliver da påvirket af deres forældres politiske ståsted!
    Jeg måtte konkludere at politik og fastelavn er noget spræng-farligt noget! Godt at vi har en “pyt-kasse” ;-)

    Svar
  3. Hvor er jeg dog bare glad for at du sætter fokus på det område! Jeg har faktisk “trukket snuden tilbage” fordi jeg ikke kunne holde til den hårde tone. Jeg har i tre år beskæftiget mig med kommunalpolitik og har nu simpelthen valgt at træde helt ud af det. Jeg kunne virkelig ikke holde til den offentlige tilsvining og politikerleden – og jeg er altså 21 år og var kun formand for et ungdomsråd som jovist er meget inde over kommunens beslutninger, men det er nok den mindste smule politiker man kan være. Jeg fik alligevel hadefulde beskeder når jeg stak næsen frem om nogen forholdsvis uskyldige ting.
    Byrådsmedlemmer står en tand mere for skud og jeg tør slet ikke tænke på hvad de nationale politikere lægger øre og øjne til! Det er i hvert fald ikke noget der fremmer lysten til at gøre en forskel i Danmark.
    Og helt ærligt – hvor svært kan det være at være konstruktiv i sin kritik eller lade være med at sige noget hvis det alligevel bare er personlig tilsvining? )

    Svar
  4. Synes du håndtere kritikken fint, og kan især godt lide at beder brugeren om at uddybe. Der skal være plads til at brugere er uenige med hinanden og med dig. Men rigtig mange har ikke lært kunsten at debattere kon-struktivt, og det kan virkelig eksplodere i et kommentarspor. Det bedste våben er enten at tie afhængig af kommentaren eller ønske brugeren en god dag .0)

    Tak for god inspiration.
    Lever ikke fast efter principperne, men bruger inspiration fra dine fine bøger og bloggen.
    blogger selv med fokus på bæredygtighed.

    smil Lene .0)

    Svar
  5. Kære Jane. Du er til stor inspiration for super mange mennesker, og i særdeleshed mig. Du har inspireret mig til en ny livsstil som nu har varet i to et halvt år, og jeg stopper aldrig. Du har inspirere mig til at starte min egen blog og jeg er dig meget taknemmelig.
    Jeg er glad for at du har en pytkasse, men især glad for at du sjældent har brug for den. Kh Linda ?

    Svar
  6. Hej Jane,

    Det er ikke så tit jeg kommenterer.. eller husker at takke dig, for alle de skønne opskrifter og idéer du lægger frit frem. Jeg plukker lidt hist og her, og bruger det helt eller blot til inspiration for noget andet.. :-)

    Er der noget, vi ikke er helt enige i, går jeg bare videre.. Jeg har ikke behov for at ‘omvende’ dig.. :-)

    Jeg undrer mig over, nogle gider bruge energi på at svine andre til..

    Fortsæt det gode arbejde. Dejligt at du gider..
    Ind imellem lader jeg mig også friste til at købe dine bøger (som jeg heller ikke bruger fra ende til anden :-) )

    Svar
  7. Jeg kommentere sjældent på nettet, men gjorde det på et indlæg ud skrev om ‘sukker – og hvorfor vi ikke man modstå det’ tilbage i august 14. På det tidspunkt kendte jeg ikke bloggen godt og vidste ikke at det jeg skrev (i mange af dine læseres øjne) var meget upopulært. Jeg blev sat på plads på en ubehagelig måde. Ikke af dig, men du kommenterede heller ikke tonen på det svar jeg fik fra en anden læser, så jeg følte nok lidt at du syntes det var en ok måde at skrive til mig på. Den episode har gjort at jeg ikke har kommenteret siden. Det er et tab for en blog hvis kommentarer kun stryger med hårerne, men når jeg læser med i kommentarfeltet hos dig kan jeg se at man ikke skal stikke næsen for langt frem (men andre holdninger end den for bloggen gængse) før andre læsere reagere – til tider voldsomt.
    Hilsen Sofie

    Svar
    • Det er jeg først og fremmest ked af at høre. Det sker nogle gange, og jeg ved ikke altid helt, hvordan jeg skal håndtere det. Det samme gælder på FB, hvor kommentarsporet nogle gange stikker af og der opstår debat mellem de andre. Skal jeg så moderere? Her på bloggen burde det dog være ligetil. Her bestemmer jeg nemlig og jeg vil tage det med mig videre. Tak for input!

      Svar
      • Jeg er med i nogle grupper på FB hvor administrator styrer med hård hånd. Det vil sige, at hun skriver “tråden er lukket” når debatten er ved at tage en forkert retning og hvis der fortsat kommer kommentarer, så sletter hun simpelthen opslaget. Det kan godt være lidt ærgerligt hvis der (imellem de hårde ord) har været nogle gode fif til f.eks. madopskrifter eller håndarbejde men hun er benhård. Og hvis man ikke kan lide, at hun styrer gruppen så må man jo finde et andet sted at ytre sig. Det gør, at stemningen for det meste er god og sober og at der bliver hjulpet, når der bliver stillet spørgsmål.

        Svar
        • Ja, helt den samme mulighed synes jeg ikke, man har på sider. Jeg forstår godt, det kan virke i gruppen. Men på sider kan jeg ikke adresserer hele tråden på én gang men skal så ind og moderere ved hver enkelt kommentar. Det sætter mig i en lidt underlig dommerfunktion, jeg ikke er sikker på, jeg har lyst til at have… :-/

          Svar