Om LCHF

Hvad er LCHF?
LCHF er kort for Low Carb High Fat og er et udtryk for, at man spiser en kost, der indeholder få kulhydrater og meget fedt. Egentlig kan man sige, at man har vendt kostpyramiden på hovedet, idet man har vinket farvel til alle kornprodukter og stivelsesholdige kartofler.

Men når man skærer de store kulhydratkilder fra, er det vigtigt at man øger på noget andet energigivende. Og i modsætning til hvad mange tror, er dette ikke protein. Nej, det er fedt. Alle typer fedt, så længe kvaliteten er god. Det betyder, at det meget udskældte mættede fedt fra dyr og kokosprodukter igen er inde i varmen, ligesom det også er okay at spise æg dagligt og gerne flere af dem. Så velkommen til god, gammeldags kærnet smør, fed kokosmælk, fløde og fede oste. Opgøret med det mættede fedt og med kolesterolmyten er klart det mest kontroversielle i LCHF. Vil du gerne læse mere om det, kan jeg varmt anbefale den danske læge Uffe Ravnskovs bog Hvorfor et højt kolesteroltal er nyttigt og den amerikanske videnskabsjournalist Gary Taubes Why We Get Fat and What To Do About It. Bogen er en mere letlæselig version af hans Good Calories, Bad Calories, som også kan anbefales, hvis du vil helt til bunds.

 

Men hvad spiser man så på LCHF?
I stedet for en kornbaseret kost spiser man på LCHF masser af grøntsager, primært dem, som vokser over jord, kød inkl. fedtkanten helst fra dyr, der har været på græs, fede mælkeprodukter, olier, lidt nødder og bær. Hvis man ikke er så striks, inviterer man også en smule rodfrugter og frugt indenfor. Det gør jeg bl.a.

Når man spiser på denne måde finder man ud af, hvor lidt man faktisk behøver pastaen under kødsovsen eller brødet rundt om burgeren.

 

Det bedste ved LCHF er…
At man er mæt og at man har stabilt blodsukker dagen lang. En kost med rigeligt fedt giver nemlig lang og stabil mæthed, og det er noget af det første, folk bemærker, når de skifter fra en low fat kostsammensætning til LCHF. Det er en befrielse for de af os, der har levet med ustabilt blodsukker og som har været nødt til at spise hver 2. eller 3. time for ikke at gå kolde. Andre gode sidegevinster er mere energi, bedre søvn, færre humørsvingninger, osv. Listen er lang.

 

Og hvad med vægten?
Rigtig mange søger i første omgang LCHF med ønsket om et vægttab, og rigtig mange oplever, at de kan tabe sig og samtidig spise sig mætte for første gang i deres liv. Andre oplever at vægten bare stabiliserer sig og at de dermed slipper for elevatorvægt op og ned i en uendelighed.

 

Vil du vide mere?
Er du blevet nysgerrig efter at læse mere om LCHF  så besøg den svenske Kostdoktorn Andreas Eenfeldts blog. Han er ved at skabe en decideret Matrevolution på den anden side af Øresund. Desuden har han lavet en rigtig fin introduktion til LCHF, som du finder  her eller du kan tage et kig igennem den udmærkede FAQ her Du kan også hente Kostdoktorns introduktion i pdf her.

 

Jeg har også forfattet en lille guide til, hvordan du kommer godt i gang med LCHF. Den kan du læse her.

 

Eller tag små 10 min. og se denne fremragende lille film. Den er temmelig morsom.

 

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=zT_1dCbbR4I&w=640&h=390]

82 kommentarer til “Om LCHF”

Skriv en kommentar

  1. hejsa – jeg vil gerne høre, om man kan bruge boghvedemel i stedet for mandelmel i nogle af opskrifterne – prisen er jo noget forskellig.
    Og boghvede er jo ikke en kornsort, som jeg har forstået det.

    Svar
    • Hej Bettina

      Boghvede er det, vi kalder ‘pseudokorn’. Jeg er sikker på, at man sagtens kan bage med det, men det er ikke noget, jeg har erfaring med, da jeg gerne vil holde mine kulhydrater lavt. Boghvedemel indeholder samme mængde kulhydrat som hvedemel og andre meltyper – ca. 65 g kulhydrat pr. 100 g.

      Svar
  2. Hej Jane
    Er det ok at spise skyr til morgenmad og stadig tabe sig? Må man have nogle dage, hvor man ex spiser en pose slik f.eks. I weekeden ?

    Svar
  3. Hej,
    Min kæreste og jeg overvejer LCHF, men med morgenmad/frokostordning på jobbet, vil det på hverdage kun 100% kunne lade sig gøre som halvdags-LCHF ;-)
    På min arbejdsplads får vi grov-brød med ost og pålæg samt juice til morgenmad og rugbrød med pålæg til middag.

    Er det muligt at opnå resultater med LCHF, hvis man ikke kan leve 100% efter principperne fra 8-12?
    Overvejer evt. at købe stenalder rugbrød fra Lagkagehuset og medbringe til vores frokost i firmaet.

    Vi er slemme til at spise slik efter aftensmaden, så vil gerne prøve nogle af de sukkerfrie opskrifter på snacks og kager, som vi har set på siden. Det optimale ville selvfølgelig være helt at holde sig fra det, men tænker at erstatningen trods alt vil udgøre en forbedring :-)

    Svar
  4. Hej Jane
    Det lyder meget spændende og er noget jeg vil prøve. jeg har næsten altid vejet ca 72kg og er 185cm har trænet hele livet styrketræning lidt løb (4-5 km) 1 gange før ikke at tabe mig (muskler) jeg spiser ikke men æder meget.har prøvet næsten alt, spist 4000 cal. om dagen, mange paller protein pulver,keratin,amino og ……gennem livet. Er konstant sulten og træt. spiser et æg hver dag og en avokado, massere af grønt, bønner,ærter,mejs,salat,tomat….. Har længe holdt mig for mælk og får ikke meget slik som jeg gjorde for 5år siden var det hver aften. Hvordan beholder jeg min muskelmasse og undgår den træthed??? mvh Claus håber DU kan hjælpe

    Svar
    • Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår dit spørgsmål, Claus. Du har problemer med at holde vægten og ikke tabe dig? eller har jeg misforstået?
      Som udgangspunkt er LCHF en meget muskelbesparende kost, så det vil jeg ikke være urolig for. Men måske misforstår jeg dit spørgsmål…

      Svar
  5. Hejsa Jane….
    Jeg er nu gået ind i uge 3 på LCHF og har dælme kørt den helt efter bogen… Men har ikke tabt mig overhovedet…. Jeg skal af med ca. 3kg i alt….
    Eks på en dag:
    Morgen 2æg 2spsk fløde og en skive fløde havarti, der til peberfrugt/tomater
    Frokost: kylling i fløde sovs med masser af rødpeber…
    Aften: fiskefrikadeller med tzartiki på 10% græsk yoghurt…
    Mellemmåltid oliven og emmentaler( er også faldet i med flæskesvær i ny og næ)
    + 1 espresso med lidt fløde…
    Er det mig der er helt galt på den?
    Har i øvrigt også købt din bog og søgt hjælp der…. Men sidder lidt fast med de sidste 3kg….

    Mvh Stine

    Svar
    • Jeg tænker da snarere at udfordringen ligger i at du ikke trænger til at tabe dig. De “famøse 3 kilo” er ofte nogen, vi ikke synes skal være der, men som kroppen faktisk har det rigtig fint med er der.

      Hvis du vil gå videre, så styr evt. udenom mellemmåltider.

      Svar
  6. Hej Jane.
    Jeg begyndte på LCHF for omkring 3 dage siden. Jeg har gjort det fordi på mit normale madprogram, kunne jeg meget let komme til at “cheate” med et ekstra måltid eller to. Og med LCHF føler jeg mig nogenlunde mæt, hvis jeg stadig skal have et kalorieunderskud.
    Synes det er sjovt, at du slet ikke nævner i din bog, at det er kalorieunderskud der skaber vægt tab og ikke fordi man skærer kulhydraterne fra.
    Tæller dog stadig mine kalorier, fordi ville let kunne overskride mit ligevægtsindtag og derfor tage på på grund af den energien der er i overskud + jeg spiser 6 måltider og hytteost til natmad for ikke at ramme den katabolske fase. Derfor synes jeg det er irreterende, at du kun anbefaler 3 måltider. Men måske henvender LCHF, sig nok heller ikke til bodybuildere, men nærmere mennesker, med ingen trænings erfaring.
    Forstår slet ikke hvorfor mættet fedt er en del af LCHF. Det må du lige forklare mig. Man har hørt så meget dårligt om det, og de sygdomme der følger med.

    Svar
    • Hej Sebastian
      Det er rigtigt, at jeg ikke bruger meget taletid på kaloriesnak, og det er egentlig, fordi jeg mener, at mange (kvinder) har rigtig meget gavn af at droppe kalorietælleriet. I Mæt&Slank med LCHF kommer vi mere ind på vægttabsdelen, ligesom vi også går i dybden med hvorfor fedt/mættet fedt og ok og endda hvordan du kan tilpasse din LCHF-kost hvis du træner meget. Ud fra din kommentar tænker jeg, at det ikke er den bog, du har. Du kan også læse om fedt her: https://www.madbanditten.dk/lchf-og-fedt-og-kolesterol/

      Jeg synes, der kan være udmærkede grunde til kun at spise til hovedmåltiderne, men det er ikke noget, jeg er religiøs omkring. Jeg synes, det er langt vigtigere, man finder den rytme, der passer i ens liv. Selv jeg har sagt farvel til mellemmåltider og spiser som regel kun tre gange om dagen, og det trives jeg rigtig godt på. For mange giver det sig selv, at mellemmåltiderne udfases, fordi de ganske enkelt ikke er sultne mellem måltiderne.

      Der findes masser af spændende teori omkring lavkulhydratkost og træning. Hvis du har mod på at læse svensk, kan jeg anbefale dig at snuse rundt hos den svenske Jonas Bergqvist. Du finder ham her: http://www.jonasbergqvist.se/

      Jeg kan ikke rigtig tolke, om det er mig, LCHF eller noget andet, du er irriteret på, men jeg vil da i hvert fald gerne understrege, at det er helt frivilligt om man vil spise LCHF ;-)

      Svar
  7. Hej Jane.
    Jeg har nu været på LCHF i 8 uger, og har tabt mig 8 kg. Fantastisk, nu mangler jeg kun 10. Jeg er begyndt at springe frokosten over, da jeg simpelthen ikke er sulten. Og jeg har ingen problemer med at klare mig til aftensmaden. Men er det godt? På andre “kure” skal man jo helst spise hver 3. time.

    Svar
    • Tillykke med det flotte vægttab! På lchf behøver du ikke bekymre dig om “3 timers reglen”. Med få kulhydrater i kosten forbliver dit blodsukker stabilt selv med lange pauser mellem måltiderne!

      Svar