Om at være mor til tweens


Det her er et personligt indlæg, som jeg skrev i forsommeren, men som jeg har tøvet med at publicere. Der er nogle ting, jeg helst ikke skriver om af respekt for min familie, men jeg kan mærke, at der også er nogle ting, jeg har brug for at lufte for også at høre om jeres oplevelser og erfaringer. Fx om det at være mor.

Jeg er en god mor. Ikke en perfekt mor men en ok mor. Mine børn er sunde, raske, velfungerende og vellidte. Alt er godt.

Men jeg synes, det er svært at være mor. Uden sådan at gå i for mange detaljer, så havde vi en tough start. At få tvillinger var et granatchok for mig, og de første år var… skal vi kalde det.. ‘udfordrende’.

Da ungerne var omkring 3, var det, som om, der var nogle ting, der klikkede på plads. Jeg kaldte det, at jeg var en bedre mor til småbørn end til babyer, og det er der helt sikkert noget rigtigt i. Jeg følte mig meget bedre tilpas i mit moderskab med børn, jeg kunne tale med og forstå.

HVOR HAR I NEMME BØRN!

Her fulgte så en periode på 6 år, hvor vi havde et temmelig harmonisk familieliv.

Hvor har I nemme børn, sagde folk tit, og det var rigtigt.

De var søde og nemme, spiste godt og sov tidligt hver aften og vågnede aldrig om natten. Vi kunne spise ude med dem, tage på lange rejser, gøre alt det, vi gerne ville, og de var bare med, og alt var nemt og godt.

Sådan er det på mange måder stadig. De er stadig nemme, sunde, raske, velfungerende, vellidte og alt det der.

Men jeg kan mærke at tween-årene sætter nogle nye krav til mig. Og det synes jeg er skidehamrende svært, og jeg klarer det ærligt talt ikke specielt godt. Endnu, tænker jeg, for jeg håber så sørme, jeg bliver bedre til det. Ellers bliver de næste 10 år med hjemmeboende børn meget, meget lange.

Der sker en hel masse i en tweens liv og krop. Venskaber og socialt liv udenfor familien spiller pludselig en kæmpe rolle. De hormonelle forandringer er også så småt startet. Ikke nødvendigvis noget, der ses fysisk udenpå kroppen, men indeni sker der en helt masse. Og det kanaliseres ud som fx humørsvingninger. Op og ned og sidelæns i en nærmest endeløs cyklus.

SURMULERI OG RULLENDE ØJNE

Ens søde og harmoniske barn sukker pludselig højlydt, når man beder om hjælp til at tømme opvaskemaskinen eller ruller øjnene så langt tilbage, at jeg bliver helt bange for, at de sætter sig fast.

Surmuleri kan vare i timevis, og der søges ivrigt og vedholdende efter en konflikt. Jeg parerer og parerer og parerer og parerer. Tager imod og rummer og prøver at forstå. Når det ikke virker, prøver jeg at fjerne mig fra situationen og får så at vide, at jeg “ignorerer”.

Til sidst får jeg nok og råber SKRID eller noget andet ukonstruktivt!

Og så kommer forløsningen: tårerne. Og når der er tårer, kan man få lov at være lillebitte igen et øjeblik og sidde helt stille, helt tæt og putte.

Og pludselig skal jeg så omstille mig igen. Lægge min egen vrede, frustration og irritation på hylden og tage imod mit turbulente barn, som nu er lille igen.

Og jeg forstår ingenting. Jeg forstår ikke, hvad der udløser det, eller hvordan jeg skal komme ud af situationen på en ordentligt måde, når den først er opstået. Og de følelser er faktisk lidt de samme som at stå med et sæt koliktvillinger. Man ved ikke, hvorfor de græder, og man ved ikke, hvordan man får det til at stoppe. Det sætter en kæmpe lavine af stress i gang i mig. Og det er alt for genkendeligt.

Er der ikke noget med, at man bliver ved med at møde de samme udfordringer, indtil man lærer at håndtere dem? I så fald bliver jeg helt træt på forhånd.

Så indtil jeg lærer det, jeg skal lære her, finder jeg trøst i dette fine, fine citat, som sødeste og mor-til-nu-voksent-barn, Henriette engang delte med mig. For det rammer virkelig hovedet på sømmet.

Parenthood is a clumsy, yet majestic dance in the flames. When you parent, you fall in love with a person who is always changing into someone else and who you know will leave you.

Er der mon nogen, der kan genkende dette? Del rigtig gerne dine erfaringer og input i kommentarfeltet herunder.

Bliv klogere på Low Carb og Keto i din sommerferie☀️

Lyt blandt andet til emner som: strategier til vægttab, hvordan du griber vægttab an efter 40, fordele og ulemper ved faste, cravings og sukkerafhængighed, mentale redskaber til motivation og fastholdelse og hvordan du kommer tilbage på sporet efter en periode med for meget af det gode.

Lige nu kan du lytte til hele mit podcast arkiv for bare 49,-

Prøv MadbandittenPLUS her >>

I gang med Keto på en nem og fleksibel måde?

Med min nye Keto kostplan ‘den fleksible’ vælger du frit tre retter pr. dag fra planen og uanset hvilke du vælger, får du den rette mængde kulhydrat, protein og fedt for at gå ned i vægt.

Prøv kostplanen her >>

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

51 kommentarer til “Om at være mor til tweens”

  1. Jeg ved, hvordan du har det, det er virkelig ikke nemt, især ikke hvis man føler man står lidt alene med at det er svært.

    Da mine bonus-børn var teenagere, var jeg ikke særlig gammel selv, så jeg synes det var svært, især fordi jeg var bonus og ikke kunne råbe “skrid”, faren var ikke til meget hjælp, fordi han mente det handlede om at jeg ikke kunne lide dem og ham og moderen var heller ikke enige som så meget….

    Så jeg var meget på egen hånd og jeg brugte en time-out form: Altså at sige, at det må vi lige tale om senere, når alle er kølet lidt af.

    Jeg er meget dårlig til hysteri, hvor folk tænder af, går deres vej, råber osv og så oplevede jeg, at det hjalp.
    Man lytter jo ikke, når man står på toppen af sit eget følelseshav.

    Og så tror jeg, at ens egen pms-vinkel kan hjælpe også. At huske på, at man egentlig bare har brug for at føle sig lille, rummet og klappet på hovedet. Sådan har de det sikkert også, fordi der sker en hel masse, som de ikke engang selv kan sætte ord på.

    Derudover var det sådan, at der bare var opgaver som skulle laves. Og at det også gjaldt dem, selvom det ikke passede dem. En teen kan godt tømme opvaskeren, selvom han ikke orker, på samme måde som vi kan gå på job med pms. Alting behøver ikke at være til forhandling og klare rammer er også en hjælp. Var min oplevelse.

    Kram

    Svar
    • Tak søde! Jeg vil virkelig øve mig på at komme ud af situationen, når den opstår og måske hvis jeg kalder det en “pause”, slipper jeg for beskyldninger om at jeg “ignorerer”.
      Søren, min meget rolige mand, har lært mig at tilbyde et kram. Og det er skidesvært når jeg står der og er helt wrapped up i mine egne følelser/vrede men det er det mest effektfulde, jeg har prøvet.
      Puh! Godt de også er søde ind imellem, hva? ;-)

      Svar
      • En pause er også klart mere positivt ladet end time out, der lugter af den sure barnepige henne på kanal 4 ;-)

        Og lige præcis det med krammet kan jeg godt forstå er svært for for det første har de (formentlig) overskredet ens grænse, så der er kommet en konflikt eller også gør de det under konflikten og så føles det jo endnu mere grænseoverskridende, når de også “invaderer ” en fysisk, som et kram jo er.

        På samme måde som når man skændes med manden og absolut ikke har lyst til at blive krammet på eller ligge i ske bagefter, før man lige selv falder ned

        Især hvis man (som mig) har kæmpet hårdt med de grænser, både at de er blevet overtrådt og selv at lære at sætte dem, så er det meget svært, fordi det føles lidt “overgrebsagtigt” hvis man skal kramme mens man stadig er rasende.

        Så jeg tænker en kombi af pause og kram kan være en god løsning. Så du også kan nå at falde ned og I mødes på en god måde.

        Du har det jo som du har det og det gør dig ikke forkert. Det skal der også bare findes rum til i situationen <3

        (Og så er der aldrig nogen der har taget skade af, at få at vide, at nu er det nok ;-) )

        Svar
  2. Jeg har en dreng på 9 og en pige på 7, så vi er ikke helt nået til Tween stadiet endnu, men nogle situationer oplever vi alligevel, som nok kan relatere til Jer. Når min søn bliver sur eller ked af det, trækker han sig og lukker sig inde -nogle gange kan han også pludselig snappe ad lillesøster eller bare slå ud efter eén af os andre, hvis vi kommer til at sige/gøre noget forkert -og hjælper det ofte at spørge direkte og i situationen (altså ikke give ham ‘tid’ til at dampe af) hvorfor han reagerer som han gør. Ofte handler det om noget helt andet, men vi udløser det nærmest og så får vi snakket om det. Når vi så har fået snakket ud, er vi konsekvente med at huske ham på at han skal sige til, hvis der er sket noget, ellers kan vi ikke hjælpe ham med det -og så vil det ske igen, fordi vi ikke ved hvad der ‘galt’. Det har virket indtil videre, og kun tiden vil vise om det stadig duer når vi rammer tween og teen årene..
    Og så en lille tilføjelse til det med aftaler/pligter: aftal for en uge ad gangen, hvad de hver især kan hjælpe med så der kan tages højde for fritidsaktiviteter, lektier og andet -det forpligter på en måde, når man selv har aftalt hvad der skal gøres -og hvis der skulle komme noget uforudset kan man bytte, istedetfor bare ikke at gøre det. Jeg tror på at det hjælper når man har faste rammer og pligter, i ens voksenliv og arbejdsliv at man kan forpligte sig, tage og vise ansvar.

    Svar
    • Her handler det mere om at humørsvingningerne er “uden grund”.Og det er det, jeg mener med at det er hormonelt. Det skyder sådan lidt i alle retninger.
      Og god idé med faste pligter. det har vi længe villet indføre, og det er nok på tide at prøve det af.

      Svar
  3. Sidder med tåre i øjnene. Mine børn er yngre end dine, men kan så meget nikke genkende til hvor svært det kan være at være mor. Har ikke et godt råd til dig, men af hjertet tak, fordi du tør åbne op for dette emne, og at du gør det SÅ ærligt. Det letter meget hos mig, at jeg ikke er den eneste, som har råb dumme ting af mine børn :-/ måske er jeg bare et menneske, mere end jeg er verdens værste mor.

    Svar
  4. Kære Jane,
    Tak for din altid helt helt fantastiske blog både madmæssigt og menneskeligt.

    Jeg har ingen anelse om, det du står i der, da vores datter bare er 2,5 år, men jeg værdsætter, du deler det på så fin en måde. Jeg tror dine børn, vil blive så glade for at læse dine tanker, når de bliver store nok.

    Jeg har ville skrive så mange gange, hvor fanatastisk jeg synes din blog, men nu skulle det være -så midt i tvivlen og usikkerheden, så skal du vide, at du betyder noget for andre også.

    Svar
    • Tak Lene. Det betyder faktisk rigtig meget. Den fine modtagelse har givet mig lyst til at lufte flere af den slags dilemmaer.

      Svar
  5. Nu er jeg ikke mor til teenagere endnu, men har små trodsige poder. Kan levende forestille mig, hvor svært det må være igen at skulle forholde sig til. Jeg arbejder med at undervise teenagere, og dét er en udfordring. Men de teenagere jeg underviser kommer ofte fra meget svære kår, og mange af dem ville ønske, at de havde forældre som dig, der går op i det og bekymrer sig, og som de påvirker med deres opførsel. Bliv ved med at interessere dig og stil nogle krav, men måske handler det også om at trække sig lidt. Never give up. Der er en grund til at det kaldes puberteten. Dine unger på vej ind i en kokon. En dag vil du opdage, at de er blevet fantastiske, sunde, sindssygt kloge dannede unge voksne. Det er for vildt, tror jeg, den dag det går op for en, at de er blevet voksne.

    Svar
    • Hvor er det en sød kommentar. Tak Sanne. Og hvor er det en fin måde at se på puberteten på.
      I det hele taget er jeg blæst væk af alle de gode kommentarer til det her indlæg. Sådan noget tør jeg godt skrive om en anden gang :)

      Svar