I går postede jeg denne fine video på Madbandittens Facebookside, hvor Susan Cain taler om at være introvert i en verden, der er indrettet til ekstroverte. Hun forklarer det så fint.
Tag dig tid til at lytte til hende i fred og ro en dag. Hun er fortryllende, synes jeg.
I kommentarsporet delte en af mine tidligere kolleger denne artikel med 9 tegn på at du er introvert. Og selvom jeg godt ved, at jeg er introvert, kom det alligevel bag på mig, hvor mange af punkterne, der ramte mig lige i solar plexus. Man kan være introvert på forskellige måder, og mange forveksler det med at være genert. Men jeg er ikke specielt genert. Jeg er bare…. introvert.
Hvordan henter du energi?
For mig betyder det primært, at jeg lader op i selskab med mig selv og ikke i selskab med andre. Jeg holder af at være sammen med andre mennesker, men jeg bliver drænet af for mange mennesker eller af for meget social aktivitet.
Fx var det altafgørende for mig, at jeg havde en ugentlig hjemmearbejdsdag, dengang jeg gik på almindeligt arbejde. Det, at jeg vidste, at jeg havde en dag om ugen, hvor jeg kunne have fuldstændig fred og ro om ørerne og arbejde uden forstyrrelser, fungerede som en nødvendig ventil for mig.
Arbejdsliv med plads til at være introvert
Siden jeg sagde mit job op i sommer, har jeg uden at tænke på det, indrettet mig med et arbejdsliv, som giver mig lige netop den ro, jeg har brug for.
Min mand spørger tit, om det ikke snart keder mig at være så meget alene. Men den tanke har ikke strejfet mig en eneste gang.
Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så godt. Lige indtil i går, hvor jeg pludselig havde det, som om mit hoved skulle eksplodere.
Og det slog mig, at der i den sidste tid havde været en masse små tegn på, at bægeret var ved at være fyldt, som jeg fuldstændig har overhørt. Og det er dumt.
Om at overhøre kroppens signaler
Når vi overhører den slags signaler eller undertrykker noget, som er i vores natur, reagerer kroppen på et utal af måder. En af dem kan være med sukkertrang.
For det er jo død-ubehageligt at have følelser, man ikke kan finde ud af at give plads til, og derfor virker det nemmere at få dem til at gå væk ved at spise sukker (eller ved hjælp af andre stimulanser).
Og derfor er det så vigtigt at stoppe op, og spørge sig selv hvad katten, der foregår, hvis man pludselig craver sukker trods god mad og et überstabilt blodsukker.
Hvad er det, den trang vil fortælle en? Og det var en af de ting, jeg havde overhørt.
System overload
Jeg oplever det ikke som et problem at være introvert.
Der, hvor det bliver et problem er, når jeg prøver at undertrykke det og lader være med at respektere det. For så er jeg lige pludselig i en tilstand af system overload, hvor det føles som om jeg er ved at brænde sammen, og hvor jeg mest af alt har lyst til at stikke af og være alene og først vende tilbage, når jeg har fundet tilbage til mig selv.
Det er bare ikke altid, det lige kan lade sig gøre.
Tabubelagte følelser
Den mest rædselsfulde og tabubelagte følelse, jeg kender, er følelsen af, at jeg ikke kan holde ud at være sammen med mine børn. For de er mit et og alt, og jeg vil gå gennem ild og vand for dem.
Og det sidste, jeg ønsker, er, at de skal føle sig forkerte. For det gør jeg allerede rigeligt for os allesammen, når vi ender i den situation.
Men min datter er begavet med en følelsesmæssig radar af en anden verden, og i samme øjeblik jeg trækker mig en lillesmule tilbage, er hun der. Og det er hæsligt at se hende tage ansvar for situationen.
Okay, så det var ikke lige mit livs stolteste øjeblik. Pointen her er, at man skal huske at tanke op på sin egen konto først, for at man har noget at give af til andre.
Husk iltmasken!
Vi er tilbage i flyveren her, hvor vi så rigtigt instrueres i at tage iltmasken på os selv, før vi hjælper børn og sidemænd. Og det glemte jeg lige.
Den oplevelse var en fin reminder til mig, og den havde jeg nok brug for. Og jeg skal i en fart have anskaffet mig Susan Cains bog Quiet: The Power of Introverts in a world that can’t stop talking og nu også Sophia Dembling’s The Introvert’s Way: Living a Quiet Life in a Noisy World.
Og til sidst en anden vigtig reminder. Til mig selv men også til alle jer derude!
Hej.
Jeg har egentlig længe vist at jeg var HSP inden det blev “moderne” – er ikke nedladende ment. Og det er rart at der nu er så meget fokus på det på en positiv måde, fordi man så nemt føler sig forkert.
Jeg er dog havnet i den livssituation at jeg nu bor med en dejlig mand, som er meget ekstrovert og hans to stedbørn som også er det, og det er virkelig svært. Gør det nok endnu mere følsom at de er stedbørn, og jeg kommer meget nemt til at føle mig som den der ikke passr ind med de andre, og det er virkelig hårdt. Jeg er flyttet fra Jylland og familie der, til Købenahvn og savner dermed også mit gl netværk som kender mine karaktertræk og som jeg har mere til fælles med.
Et stort tilbagvendende problem i mit ægteskab, er også at min mand og jeg simpelthen har svært ved at lave fælles aktiviteter som passer os begge to, og jeg efterlyser om andre af jer har gode ideer til det?
Og især i ferie med min mands børn kan jeg mærke hvor meget ejg er på overarbejde, og faktisk bliver kørt mere ned af en gue med alle end får opladet, samtidig med jeg jo er ked af at jeg ikke føler jeg er “god at holde ferie med” for dem, da de jo også kan mærke jeg bliver fyldt op.
Føler mig tit ensom midt bland min familie, som jeg elsker meget højt også min mands børn, jeg passer bare ikke ind.
Æv, det er en svær situation, du er i. Hvis ikke engang ens eget hjem er et “helle”. Jeg har desværre ingen kloge ord her… :-(
Jeg svarer nærmest kun min mobil når det er kæresten der ringer for ham vil jeg gerne tale med. Resten ryger på mobilsvar, og så ringer jeg senere eller skriver en mail/sms/besked på face eller deslige, for jeg kan slet ikke overskue at bevare opkald. På arbejdet er det noget helt andet, da jeg træder ind i en rolle der, og jeg elsker det :D
Ellers passer de 9 punkter fuldstændig på mig, fred være med det, jeg har det godt med det :) Problemet er bare at ikke alle forstår hvis man har lyst til at være alene. Heldigvis har jeg med mine nærmeste veninder aftalt at man gerne må aflyse aftaler, og man må gerne sige at det skyldes at man simpelthen ikke lyster. Ingen behøver at lyve for mig hvis de i virkelig hellere vil være alene og pleje sig selv end at være sammen med mig :)
Nøjagtigt sådan har jeg det også, Hanne. :-)
Hvad er egentlig forskellen på at være introvert og særligt sensitiv? Er det det samme?
Ja, godt spørgsmål. Jeg synes ikke helt det er det samme, om end de rummer elementer af det samme. HSP’er kan du jo være på forskellige områder. Fysisk, socialt, etc. mens interversion er et generelt karaktertræk. Fx er jeg “fysisk hsp’er”. For mig betyder det, at jeg har meget lav tolerance overfor stimulanser som fx sukker, alkohol, stoffer (host host), medicin, berøring, lyde, lys, etc. Men min oplevelse af at “bægeret er fyldt” og jeg må trække mig tilbage for at lade op, kan minde meget om en overstimulation, så på den måde er der jo også ligheder. Det var sådan lidt et snakkende svar. Giver det mening?
Ja det gav faktisk fint mening. Jeg tror jeg bliver i tvivl om de to ting fordi jeg egentlig selv er mest ekstrovert, men samtidig både genert og hsp, og derfor genkender mange af de introverte træk..
Hej Jane!
Hvilket dejligt indlæg. Jeg har været introvert hele mit liv eller så længe jeg kan huske. Toilettet, årh hvilken dejlig fred at hvile hovedet eller en gåtur i den friske luft. Min mand er langt mere ekstrovert end jeg og i starten af vores forhold, som har 20 år på bagen, kunne han godt blive irriteret over, at jeg trak mig, i dag er den store udfordring, at vi har 3 piger i mere eller mindre introvert grad også, den ældste vælger gymnasiefesterne fra, den mellemste tager afsted, men lader også op på hendes værelse bagefter, den yngste kan slet ikke magte at være i skole og så have en kammerat med hjem eller kun i begrænset omfang. De søger alle tre deres eget selskab og er meget kreative. Jeg er begyndt at studere igen og kan nogle dage være fuldstændig drænet, når jeg kommer hjem. I sær når vi har meget gruppearbejde.
Min unger har også visse træk i den retning og her må jeg endnu styre, hvad de kan kapere og hvad de ikke kan. Især når det kommer til mange aktiviteter og legeaftaler. Og det kan være svært for dem at forstå, at de ikke kan lege flere dage i træk, når nu venner godt kan. Men det er bare så surt at stå der med et barn, der er helt i opløsning, fordi der har været for meget fart på.
Jeg synes det er sååå anstrengende, at være introvert og hsp. Jeg er slet ikke nået dertil, hvor jeg affinder mig med det. Jeg ved, jeg er det, men gør mig bare irriteret. For jeg synes, at det fylder så meget i mit liv. JEG fylder så meget i mit liv! Jeg har brug for SÅ meget tid selv, og selv når jeg er alene, så stresser jeg mig selv, i forhold til at præstere, for når nu jeg er alene, så kan jeg vel nok.
De første 30 år af mit liv, har jeg og andre betragtet mig som bare doven, fordi jeg har et enormt behov for at lave ingenting. Andre mener vist stadig jeg er doven, men det ved jeg selv nu, at jeg ikke er. Men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal finde frem til det sted, hvor jeg er ok med at være sådan her, og gøre brug af de værktøjer der nu engang findes. Lige nu modarbejder jeg vist bare, og det nytter altså heller ikke rigtig.
Og det var ordene for i dag, Kære Dagbog :)
Måske kunne jeg bare have skrevet Ditto ;)
Rikke du rammer mig virkelig meget med din beskrivelse af at tænke doven
Det kan jeg også sagtens genkende. Oork jo. Jeg har også et stykke vej til fuld accept, men det hele tæller jo :-)
Hej Jane
Hvor er det en fantastisk fortælling! Især er jeg ret vild med, at du som mor til “almindelige” børn kan have svært ved at være der for dem, når du har glemt at være der for dig selv.
Jeg har et site for forældre til børn med ekstra udfordringer, og for dem er det endnu mere vigtigt at passe på sig selv. Jeg tror at din tekst om introvert-hed kunne hjælpe nogle, og jeg tænkte derfor på, om jeg må slå din tekst op på udfordret.dk – og naturligvis skrive, at artiklen er din og fra madbanditten.dk?
Tak for dine skønne refleksioner :-)
Lone
Du er meget velkommen til at bruge teksten så længe du linker tilbage til dette indlæg :-)
Jeg er først for nylig blevet klar over, at jeg er introvert, eller dvs. at jeg jo på et eller andet plan altid har vidst det, dog uden at være i stand til at sætte ord på eller have haft den selvforståelse, der nok havde hjulpet mig. Men det får da en masse ting til at falde på plads…. hvorfor jeg hadede at sidde på storkontor, hvorfor jeg tit klapper i som en østers, hvis der er mange mennesker jeg skal forholde mig til, hvorfor jeg tit bliver stemplet som stille/genert/associal/kedelig, fx. hvis jeg er ude sammen med min mand, som absolut er ekstrovert (selvom jeg måske oven i købet selv synes jeg har haft det rigtig sjovt!), hvorfor jeg hader uanmeldt besøg og at nogen bare vader ind i mit hjem uden overhovedet at ringe på, hvorfor jeg godt kan lide at snakke med folk jeg møder i computerspil osv. osv…. Dejligt indlæg, og dejligt med lidt mere fokus på emnet i det hele taget. :)
Jeg kommer også virkelig dårligt til min ret i større forsamlinger. I mindre grupper fungerer jeg langt bedre. Og smalltalk… yrk, bare ikke min genre… :-/
Jeg bliver også hårdt ramt der. Min mand er det nok endnu mere udpræget end mig. Han har for sjov lavet en regel der hedder, at jeg taler med dem vi ikke kender og han taler med dem vi kender. Selvom vi joker med det, er det helt sikkert, at han mener det ;-) Og vi har bestemt også en del udfordringer med at bo med to unger på 49 m2 – man er ALDRIG alene! Ikke engang på badeværelset. Du husker måske mit billede på IG? ;-)
Sidste vi skulle besøge familien tog drengene afsted før mig, da jeg havde noget undervisning. Men de tre dage klappede jeg bare fuldstændig sammen og lavede intet andet end at bare være mig. Nøj, jeg trængte til bare at være alene med mig selv – og det blev faktisk først hellt tydeligt, da jeg endelig var alene.
Jeg er med din mand der. At skulle ringe til en fremmed på telefonen, er virkelig grænseoverskridende. Professionelt – altså på job – gør jeg det dog uden problemer.
Men det er vigtigt at respektere sit behov for ro. Også selvom man deler lille lejlighed med en, som måske har endnu mere behov for det. Just saying, Eva ;-)
Meget spændende indlæg
Jeg er en ENFP men ikke ret meget extrovert
– faktisk er jeg normalt kun 51 % E -og 49 % I
– ved stress ændrer min fordeling og jeg bliver udpræget I.
Jeg synes det er enormt forvirrende at ha de 2 sider i mig. De fleste mennesker betragter mig som udpræget Extrovert men ind i mellem kommer den introverte mig i overtal -og jeg trækker følehornene og mig selv væk fra verdenen- går så og sige offline nogle dage-lever lidt i min egen verden- tømmer ikke mails, går helst ikke ud hvis jeg kan få lov- tjekker ikke blogs eller FB..
Jeg kæmper kæmper virkelig med at finde et liv hvor der er plads til begge dele; f eks er mit nuv. job på ingen måde godt for min introverte side og jeg kan mærke at jeg faktisk gør vold mod mig selv når jeg tager den extroverte facade på fordi det er den der kan bruges i det fag ( ikke den mere introverte side. Jeg er meget bevidst om at jeg bør -på sigt -finde en anden hverdag hvor jobbet har en bedre balance med mit inderste jeg – men det er også helvedes svært når der er regninger der skal betales etc.
Jeg har tænkt meget over om jeg faktisk er blevet mere introvert med årene – for jeg synes den del fylder mere og mere ?
Jeg kan faktisk godt lide at være alene og at bo alene ….. og det er faktisk meget provokerende at sige højt.
God weekend og kh
Ja, det er helt sikkert lige så vanskeligt at være en blanding og vide, hvornår man skal navigere efter det ene og det andet. Og særligt jobmæssigt er det svært at finde en plads som kan rumme begge sider. Men det der med at føle at man gør vold på sig selv for at passe ind eller klare jobbet, den er dum. Pas godt på dig selv der.
Fik i gave som færdig udlært en JTI test, og den gav svar på en masse ting, bla hvor jeg nyder mit eget selskab og lader bedst op alene :)
Der er var én ting som virkelig ramte mig, af de 9 tegn: “If during alone time someone calls and says “whatcha doin’?” I might say, “nothing,” because people don’t understand. But to me, doing nothing is doing something” <3
Ja, den ramte også mig. Og den med telefonen. Og toilettet. Nej, stop nu! :-)
Ja den med telefonen var også god. Skete faktisk den anden dag hvor jeg talte med min søster. Lidt skidt når lillesøster er ked, men er så heldig at jeg har en søster der forstår mig. Så det gik :)
Virkelig spændende foredrag – og blogindlæg. Jeg kan desværre ikke få de ni punkter frem, når jeg klikker på linket. Susan Cain havde nogle meget gode og underholdende pointer, og jeg håber også, der kommer mere fokus på bl.a. storkontoret og det evindelige gruppearbejde i skolerne.
Måske kræver de 9 punkter at man installerer/aktiverer et eller andet. Flash måske..
Det kender jeg godt. Min mand er mega introvert og jeg er mega ekstrovert. Det tog os lidt tid før vi fandt ud af at få vores forskelligheder til at fungere, for ligesom du beskriver at du havde brug for en hjemmedag, så har han også behov for at lade op alene. Og jeg lader op sammen med mennesker. Men heldigvis kan det sagtens lade sig gøre, og efter vi blev opmærksomme på at det bare var sådan, vi er, kan vi også spotte, når den anden part trænger til at følge sit personlighedsbehov. Man kommer nemt til ligesom at følges med den anden, fordi man gerne vil være sammen.
Tak for et godt link!
Det er en superpointe, det her med samlever. Min mand er enten ekstrovert eller en god blanding. I hvert fald er han mere ekstrovert end jeg er. Og det giver os ind imellem nogle situationer, hvor vi ikke forstår hinanden, så der er lidt arbejde endnu.
Puuuuuh…. Jeg fik en meget mærkelig følelse i kroppen og en tåre der pressede på, da jeg læste dette indlæg og de 9 punkter… Det er jo mig! Eller ihvertfald den jeg er blevet de seneste år. I virkeligheden har jeg nok altid været introvert / sensitiv. Men jeg har altid bedøvet mine følelser med diverse stimulanser, og nu hvor de er ude af mit liv, kan jeg jo pludselig mærke mg selv…
TAK, sødeste Jane, for et indlæg der i den grad ramte plet!
Årh søde Jonna. Velbekomme :-) De 9 punkter overraskede også mig meget. Troede jeg ville score 4-5 stykker ud af 9. Ikke 8-9 ud af 9… :-/
Tusind tak for et stærkt, ærligt og meget vedkommende indlæg – igen-igen! Jeg er i den grad introvert, bryder mig ikke om store selskaber, men gerne små samlinger af mennesker. Desværre arbejder jeg til dagligt i et storrumskontor (det må være en ekstrovert, som har opfundet dem!), og det kan være et mareridt. Eller i hvert fald ret drænende for energien…
Så det er jo nok derfor jeg i den grad nyder at komme hjem og være alene med mig selv og ikke skal forholde mig til andre, medmindre jeg SELV vælger det.
Ja, storrumskontorer. Der har jeg også været i flere år. De er glimrende for dynamik og videndeling men virkelig en skidt opfindelse for produktiviteten. ;-)
Jeg har også en introvert – og tillige ret sensitiv – personlighed. Jeg kan se nu, efter jeg har spist low carb mere eller mindre i et års tid, at jeg tidligere alt for ofte har dulmet trætheden over overstimuleringen med sukker og chips. Enten for at have en undskyldning for at have tid for mig selv med lidt hygge, eller for at få ekstra energi, så jeg liiiige kunne blive lidt speedet og holde til noget mere selskabelighed.
Jeg kan bedre mærke mig selv nu, hvor jeg ikke har sukkeret som krykke. Og det er godt – men det er også hårdt. Jeg synes, det er hårdt at erkende, at jeg i mange år har påtaget mig mere, end jeg kunne magte for at imponere omverdenen. Nu er jeg træt, og jeg prøver at tillade mig selv at være træt. Jeg synes, det er noget af det sværeste, det med at sige nej. Det kan virke egoistisk ud over alle grænser og “bare” sige ja til sig selv. Men i længden siger jeg jo også ja til overskud til andre end mig selv; man kan jo ikke hælde af en tom kande.
:-)
Alt det kan jeg også genkende. Og jeg giver dig ret i at det er svært at takke nej til selskab eller aktivitet med den begrundelse at man har brug for at være alene. Men det burde selvfølgelig være en gyldig grund…
Hvor er det godt skrevet, Jane.. Endnu en gang må jeg beundre din fine måde at formulere dig på og være objektiv; jeg fik ligefrem en klump i halsen.. Min datter har altid været som du beskriver din. Hun bliver 17 nu, og har “lært at leve” med mig selvom det har været hårdt. Det er en befrielse, kan jeg godt sige dig. Nu kan vi ligefrem joke med det. Jeg håber også at din datter kan rumme det en dag! :)
Årh tak, Sheila :-) Og dejligt at høre at din datter ikke er blevet traumatiseret for livet. Min datter er ved at have nået en alder, hvor jeg godt lige så stille kan begynde at forklare hende, at det ikke handler om hende, når jeg trækker mig ind i mig selv. Og det er da i hvert fald en start :-)
Jeg kan kende mange af de ni tegn fra artiklen, fordi jeg selv var sådan de første mange år af mit liv. Jeg oplevede ting som barn, som gjorde det svært for mig at omgås andre – især i større forsamlinger, hvor jeg ikke rigtigt havde overblik over noget. Med årene fik jeg has på traumerne og begyndte efterhånden at befinde mig bedre mellem mennesker og nu er jeg faktisk at klassificere som udadvendt. Der er dog perioder ind i mellem hvor jeg stadig lukker mig inde og hygger mig med det. Og den med “at gøre ingenting er at gøre noget” rammer stadig i plet. Jeg tror at der kan være lidt forskel på at være indadvendt pga. omstændigheder og på at være det naturligt. Det er nok nemmere at “vende bøtten” når det ikke er en decideret del af personligheden. Samtidig, fordi jeg har været på begge sider, mener jeg at der er brug for de introverte i mange sammenhænge. Hvor jeg nu er den der går forrest og buldrer afsted, var jeg før den samlende faktor. Jeg var den der sad bagved og havde overblikket. Det kan jeg faktisk godt savne ind i mellem. Jeg er måske også bedre til at huske at anerkende og udnytte de indadvendtes ofte unikke evner, fordi jeg har været der selv. En verden uden introverte ville se MEGET anderledes ud. Bliver næsten helt stresset ved tanken ;)
Rigtig mange rummer nok aspekter fra begge sider. Det gør jeg også. Og her handler det jo så om at kende sig selv så godt at man ikke (for ofte) sætter sig i uhensigtsmæssige situationer. Og ja, verden ville være et trist sted uden introverte. Gid man ville indrette fx arbejdspladserne mere efter de forskellige træk :-)
Tak igen Jane for et dejlig ærligt og MEGET genkendeligt mønster i mit liv. Jeg er i virkeligheden meget ekstrovert, men med mindst ligeså mange introverte sider. Jeg ses af andre som meget selskabelig men kommer helt udtørret hjem hvis jeg ikke har fået lov til at sidde hjemmei hulen og lade op. Gad vide, hvorfor man lige har kastet sig over at blogge??? Dejlig introvert måde at kommunikere på der samtidig giver energi. Dejligt at vide at der er andre derude der har det lidt ligesom mig, man kan jo hurtigt føle sig lidt sær!!! Min krop reagerer heldigvis også for mig hvis jeg overhører tegnene og ja at spise sig i hegnet kan også være en af mestringsstrategierne.Skal om tre timer ud af døren og være selskabelig, overvejer at lad være med at gå i bad og beholde mit jogging tøj på og komme som jeg har det i dag. Ville meget hellere sidde og hule den hele dagen. Øv gange 3
God weekend til dig.
Håber du kommer igennem aftenen. Eller aflyser den ;-) Jeg kender så godt den følelse af at skulle ud og helst ville blive hjemme. Det er lidt æv…
Det er tit de situationer, der bliver allerhyggeligst, når man overvinder sig selv. Måske fordi forventningerne ikke er så høje på forhånd☺