Mandagstanker om at trætte – og styrke – den sociale muskel


Jeg har flere gange skrevet om det her med introvert over ekstrovert, og hvordan det ikke har noget at gøre med at være genert, tilbageholdende eller asocial men snarere noget med hvorvidt man oplever at omgang med andre mennesker tager eller giver energi.

Jeg er hverken genert eller asocial (selvom Søren nogle gange kalder mig asocial). Jeg kan godt lidt at være sammen med andre mennesker, men det udmatter mig, og jeg har brug for alenetid til at tanke op bagefter.

Så langt så godt…

Men noget af det kan også trænes, tror jeg. Og jeg er lige nu ude af træning med at være sammen med mennesker. Det kan jeg mærke, fordi en enkelt uge med masser af sociale aktiviteter føles som at have fået en mavepuster – også selvom de hver især har været dejlige, spændende og udviklende.

OPLÆG: HVORFOR LYTTER FOLK TIL BLOGGERE?

Først på ugen deltog jeg i et morgenmøde sammen med andre sundhedsformidlere, hvor vi skulle tale om “hvem der har ansvaret på danskernes sundhed”, og hvorfor danskerne lytter til dem, de gør, når det kommer til sundhed.

Undersøgelser viser, at danskerne i stigende grad orienterer sig på sociale medier, blogs og sundhedssites, når de skal finde sundhedsinformation og med et internet fyldt af skidt og kanel er det en udfordring for myndighederne, som står tilbage med det egentlig ansvar, men som taber kampen om danskernes opmærksomhed.

Mit oplæg skulle handle om, hvorfor folk søger sundhedsinformation på blogs som min.

Det er et emne, som jeg oftere og oftere inviteres til at komme og tale om. Men i langt de fleste tilfælde takker jeg pænt nej.

DET POST FAKTUELLE SAMFUND

Jeg takker nej, fordi diskursen ofte går på, hvordan det postfaktuelle samfund er roden til alt ondt og problematikken, man ønsker at undersøge, er, hvorfor “folk søger de nemme tips hos veninden på Facebook eller den selvbestaltede kostguru i avisens sundhedsbrevkasse fremfor de velunderbyggede kostråd fra Fødevarestyrelsen” (kopieret fra en ægte invitation).

Jeg er ikke blind over for problematikken med, at internettet er det rene Vilde Vesten, når det kommer til sundhedsinformation, men jeg bryder mig ikke om, når debatten bliver nedladende.

Og desværre oplever jeg ofte, at det kommer til at handle om, hvordan vi får lukket munden på de der bloggere, som stjæler taletiden fra de “rigtige eksperter”, samtidig med at man ryster lidt på hovedet af alle de mennesker, der finder information ad den vej.

Internettet forsvinder ikke lige foreløbigt og i stedet for at være børnefornærmet over at nogle andre løber med opmærksomheden, synes jeg, man burde se indad og evaluere på, hvorfor det er, man har tabt momentum der.

Mødet her var lidt anderledes, og jeg havde på forhånd gjort det klart, at jeg gerne ville fortælle om min oplevelse og mit arbejde, men at jeg ikke ville komme som “repræsentant for internettet og al information, du kan finde der”, og at jeg i øvrigt ikke var interesseret i at retfærdiggøre hverken min eksistens eller mit arbejde.

Oplægget gik fint. Jeg tog udgangspunkt i jeres mange besvarelse om, hvorfor det er, at I søger sundhedsinformation, som I gør, og det var en stor hjælp. Så tak igen for det.

Hvis du vil læse svarene, kan du gøre det her: Hvem skriver sundhedsbiblen

TANKER OM NYE BOG-PROJEKTER

Videre derfra til frokost med fru redaktør, som synes, at vi snart skal lave bog igen. Det er jeg ikke afvisende overfor.

Jeg har altid en bog i hovedet, jeg gerne vil skrive, men tid er en faktor. Og min arbejde-fritids-balance også.

Jeg bliver ved med at sige, at jeg gerne vil arbejde mindre, og så overfylder jeg min kalender med opgaver. Og når jeg begynder at opleve, at jeg må sige nej til ting, jeg ellers ville synes var sjove, lærerige, hyggelige etc. fordi jeg er for langt bagud med arbejdet, mistrives jeg.

FORSINKET 40-ÅRS FØDSELSDAGSFEST

I lørdags holdt jeg så en stor og mega-hyggelig forsinket 40-års fødselsdag med alle de bedste mennesker, jeg kender, og det var så fantastisk og dejligt. Men to dage i køkkenet og så en fest med lidt for meget alkohol, så er denne aldrende dame altså træt.

Så en virkelig spændende uge men hold nu op, hvor sådan en uge tærer på mine kræfter.

STYRKE DEN SOCIALE MUSKEL

Så jeg tror nok, at jeg skal begynde at styrke min sociale muskel lidt og undgå at have for mange og for lange solo-perioder. Jeg tror, det ville være godt for mig at blive lidt mere robust der.

Andre derude som mig, der har erfaring med, at man godt kan træne sig op til at håndtere social stimulans lidt bedre?

Sommerabat på Keto kostplan ‘den fleksible’

Få et superfleksibelt værktøj til at spise Keto med henblik på vægttab.

Læs alt om kostplanen her >>
(og spar 18%)

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

8 kommentarer til “Mandagstanker om at trætte – og styrke – den sociale muskel”

Skriv en kommentar

  1. Det kan godt trænes lidt, for man kan jo som introvert blive alt for glad for at sidde og putte med sine egne ting (kender det selv), og så synes jeg det kan være helt overvældende at komme ud i verden igen. Jeg tror det har meget med vane at gøre, hvor meget man sådan kan tolerere “fremmede mennesker” ad gangen, uden at blive alt for udmattet :-) Så ja, det kan nok godt betale sig at træne den muskel lidt, så du kan få mere energi til dig selv. Endelig 40, stort tillykke med det!
    Og mht. at “søge information via internettet kontra få sin viden fra myndighederne” – jamen, DON’T get me started! Det ligger næsten i sætningens ordlyd. Der er da lidt “1984” over det. Mennesker lever altså ikke af sund fornuft alene, selvom det da givet ville være meget nemmere hvis vi gjorde. Hvor er det godt at du tager hen og taler med dem, Jane :-)

    Svar
  2. Interessante tanker. Jeg er selv introvert og har lært, at jeg ikke skal sidde selv for mange dage, inden jeg så begynder at føle alting er synd for mig. Jeg har lært, at jeg har et ansvar selv i at komme afsted og være sammen med andre. Det gælder især hver anden uge, hvor jeg ikke har mine børn hos mig og har deres selskab. For at være helt ærlig, så var det lidt af en opdagelse for mig, at mærke, at trods det jeg skal lade op alene, så kan FOR meget alenetid gøre skade på mig – hvis du forstår?
    Omvendt, så skal jeg også nærmest have planlagt hjemmefra, hvornår jeg vil tage hjem, eller måske mere om jeg vil blive længere, hvis det nu bliver alt for hyggeligt! Der tror jeg så nok mere, at jeg er lidt “anderledes”. Men det hænger nok sammen med, at jeg er dårlig til at tage hurtige beslutninger ;-)

    Men tillykke med de 40 år, 1 mdr. og 3 dage. En dejlig alder, om du spørger mig.
    Og tak for inspirationen til lækkert og mættende mad. Fyldte selv 41 somre i søndags og fyldte huset til bristepunktet med 14 snakkende skønne kvinder til brunch, inspireret af dine opskrifter og blok. Der var ikke mange øjne tørre da jeg serverede bl.a risifrutti, nutella (den med hasselnødder) og nøddetærte med chokolademousse. Og mit ønske blev opfyldt, da jeg fik en af dine kogebøger i gave – juuhhuu:-)
    Men nøj, hvor er man træt efter al madlavningen det meste af en lørdag og fejring af sig selv om aftenen sammen med poderne ved en smuk solrig strand med grill og så op næste dag, gøre klar og være på en hel dag. Min skoledag mandag var heldigvis langsom, men mødet jeg havde om aftenen, kunne jeg sagtens have undværet! Ikke mere fællesskab til mig, tak! Så jeg forstår dig til fulde.

    Svar
  3. Det tror jeg man kan til en vis grænse naturligvis. Jeg er selv forholdsvis ekstrovert, men har et job hvor jeg er meget på og har meget direkte kommunikation med mange mennesker hver dag plus en del socialt liv med kollegaer efter arbejde, og det har jeg vænnet mig til. Jeg kan mærke at efter en ferie, især sommerferien som er lang, er jeg helt mørbranket det første stykke tid, men så går der nogle uger og så tærrer det ikke længere så meget på mig. Som med så meget andet tror jeg derfor, at det handler om en passende grad af eksponering uden at gøre vold på sig selv.

    Svar
  4. Jeg ved ikke helt, om man kan træne det i forhold til sit “medfødte udgangspunkt”, men jeg oplever selv, at min tolerance for socialt samvær er varierende, og at (for) meget alenetid nedsætter tolerancen. Når det sker, kan jeg godt “træne” mig tilbage til udgangspunktet. (Giver det overhovedet mening?). Jeg tror, det handler om at finde den passende balance mellem alenetid og socialt samvær – og alt andet, der lægger beslag på ens energi.

    Svar
    • Ja det giver nemlig supergod mening, for min oplevelse er at min tolerance er faldet, fordi jeg har været for lidt “ude”. Og det er fjollet, når nu tolerancen i forvejen er lav, synes jeg… :)

      Svar
  5. Jeg kender det der med at meget socialt fællesskab dræner mig .
    Hvis vi har gæster f.eks til frokost kl 13 synes jeg det er nok kl ca 20 .
    Men der er jeg den eneste der synes . Der skal hele tiden nye serveringer til .
    Kaffe te kage chips øl vin og vand drinks osv .
    Flasker service ud og ind .
    Manden og gæster hjælper . Men der er mig de spørger . Hvor er der hvor er dit hvor er dat .
    En spurgte kl 19 hvad skal jeg hjælpe med .
    Ja hvad med at gå hjem .
    Ubs en dårlig stemning. Og flere dage bagefter havde jeg dårlig samvittighed.
    På ferier hvor man er sammen med en flok nærmest hele tiden må jeg gå tur for mig selv ellers klarer jeg det ikke .
    Jeg tror ikke man kan træne sig til at tåle mere socialt samvær. Jeg er 61 år

    Svar
  6. Meget kan sikkert trænes. Men jeg er overbevist om, at man kun gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis man forsøger at underkende fakta om egne behov. Vi mennesker ER altså bare forskellige. Vi er nogle, der er udstyret med en hjerne, der aldrig stopper med med at reflektere enormt meget over egne og andres ord og handlinger. Og det tager simpelthen TID for hjernen at få alle nye tanker og overvejelser holdt op, rystet, undersøgt og forhåbentligt lagt pænt sammen og ind på hylden.
    Årene har efterhånden lært mig, at man ikke må underkende vigtigheden af at man tager sig den fornødne (alene-)tid. Alternativet hedder stress, depression – eller bare en udefinerbar tristhed.
    Jeg tror ikke, løsningen er at forsøge at stoppe med at reflektere. Det vil være at gøre vold på sig selv, hvis man af natur er “en tænker”.
    Men man kan godt lære at blive opmærksom på sine tankemønstre og straks gribe ind, når tankerne begynder at køre i de samme runder – når man bruger tiden på at tænke det samme igen og igen.
    Selvfølgelig fejler det ofte, men jeg øver mig hele tiden i at bruge denne metode: Når jeg bliver bevidst om at jeg nu spekulerer for meget på et bestemt område, så spørger jeg mig selv, om det er et problem, jeg kan have indflydelse på. Hvis jeg kan gøre noget ved det, så skal jeg tænke i konkrete løsninger. Hvis jeg ikke kan gøre noget, så skal tanken omgående ned i en kasse med låg på (eller sparkes helt væk).
    Den store kunst er at kunne skelne mellem de to slags tanker. Det er slet ikke nemt.
    Men med års øvelse bliver det lettere.

    Naturligvis skal man ikke ignorere sine tankemønstre, hvis man synes, de er et problem. Men man må heller ikke gøre vold på sig selv ved at forlange mere, end man har kræfter til.
    Ville du forlange af din bedste veninde eller din datter, at hun skulle underkende egne behov og være illoyal mod egne følelser blot for at fremstå på en bestemt måde? Nej vel.
    Vi skal behandle os selv lige så omsorgsfuldt.

    Kh.

    Svar
    • Jeg forstår godt hvad du mener og jeg anerkender og respekterer 100% mit behov for alenetid. Min tanke går snarere på om ikke det også gælder her, at tolerancen falder ved mindre stimulans. Jeg har en følelse af at være faldet for langt i den anden grøft, altså med så meget alenetid, at det at komme ud, nu udmatter mig endnu mere end tidligere. Giver det mening?

      Jeg vil gerne lige understrege, at jeg på ingen måde taler for at underkende egne behov. Jeg taler for at skabe os de bredeste rammer muligt inden for de forudsætninger, vi hver især har.

      Svar