Nogle gange er der bare så mange ting, vi skal. Vi skal spise 6 om dagen og 2 om ugen, og vi skal huske at spise med mindfulness. Det sidste kommer jeg dog som regel først i tanke om, efter jeg har kastet mit måltid i mig foran computeren. Vi skal have pulsen op tre gange i ugen, og vi skal huske at løfte vægte – især os, der er på den anden side af 35 (host host). Og vi skal huske at være sammen med vores børn, imens de er små, og vi skal elske vores mænd og os selv. Og så har jeg slet ikke nævnt alt det med forventninger, ambitioner og karriere.
Nogle gange er der bare så mange ting, vi skal, at man kan blive helt forpustet. Når det sker, hjælper det mig at forsimple tingene lidt. Jeg bruger f.eks. denne sætning: Spis rigtig mad, elsk din familie og pas godt på dig selv. Det dækker sådan set det meste. Sådan lidt Eat, Pray, Love. Bare uden pray. Og hvis jeg virkelig har brug for at markere det, starter jeg dagen med en grøn smoothie. Det er som en kærlighedserklæring fra morgenstunden.
Her en variant af persille, spinat, broccoli, kiwi, æble og squash. Tilsat lidt lir i form af chiafrø, proteinpulver og hampefrøolie. Sammen med et æg udgør det et helt fornuftigt morgenmåltid.
Jeg er stor fortaler for, at man skal lytte til sin krop og arbejde med den og ikke imod den. Men at være fortaler for noget behøver jo ikke at være ensbetydende med, at det er noget, man selv mestrer til perfektion. For det gør jeg slet ikke. Tag nu bare træning, f.eks. Der har været stille på træningsfronten længe, ikke? Mig, der tidligere løb, som om jeg blev betalt for det, eller kastede mig ud i yoga, som gjaldt det mit liv. Yogaen blev der sat en midlertidig stopper for, da jeg fandt ud af, at jeg har hypermobile led. Tænk, at finde ud af det i en alder af 35. Men med hypermobile led kan man gå sygt langt ud i hofteåbnernene, kan jeg afsløre. Og det kan gøre sygt ondt bagefter. Så før jeg kaster mig ud i yoga igen, skal jeg finde en måde at lære at kende mine begrænsninger. Og nu har begrænsningens kunst jo heller aldrig været en af mine spidskompetencer.
Tag nu bare løb. I år alene har jeg haft skinnebensbetændelse 2-3 gange. Eller i virkeligheden bare én gang, for det er jo et udtryk for, at den aldrig er gået væk. Men jeg elsker jo at løbe, hvornår er der nogen, der forstår det? Og jeg har købt mig fattig i løbesko, men så længe der stadig sidder noget betændelse derinde, bryder det jo op før eller siden – også selvom det kun provokeres ganske forsigtigt. Det ved jeg, for jeg er nemlig begyndt at løbe igen. I smug. I håb om, at hvis jeg ikke fortalte det til nogen, så ville skinnebensbetændelsen heller ikke opdage det. Klogt, ikke? Jeg løber indtil videre kun ganske lidt. Måske 10-15 min, langsomt og på løbebånd og kun et par gange om ugen. Ind imellem mærker jeg et stik i skinnebenet, men det overdøves fuldstændig af den enorme glæde, jeg oplever ved at igen at løbe. Selv på løbebånd, som jo ellers er en glædesløs forestilling. Det føles, som om min krop takker mig og råber “Yes! Endelig!”, når jeg løber, og jeg får stærke indre billeder af at løbe nede ved Damhussøen i frostklart vejr. Eller måske er det bare noget, jeg forestiller mig for at kunne retfærdiggøre, at jeg gør noget, som jeg inderst inde godt ved ikke er skidesmart. Så passer jeg godt på mig selv her? Not really…
Nå ja, men der er plads til forbedring her, og det er jo fint nok. Jeg vil overveje at starte med at lære at mestre tålmodighedens beskedne kunst. Hvordan man så end lige gør det.
PS: Jeg ved det godt. Jeg tilbringer alt for meget tid på Pinterest. Men for pokker altså, hvor er det afhængighedsskabende. Og sultfremkaldende :-)
Det der med at lytte til sin krop, det er en rigtig god idé. Det har jeg vidst i mange år. Men jeg har aldrig vidst hvad det betød, i praktisk.
Det er faktisk først nu, på vej ind i mit 39. år at jeg kan mærke mig selv, mine behov og ikke mindst når min krop siger fra. Jeg oplever at have sukkertømmermænd og ‘du har vist smovset i for meget hvidt brød igår’mænd. Det er meget mærkeligt at kunne mærke sig selv for første gang i sit liv. Det gør mig dog også umådelig bevidst om at, sætninger som lyt til din egen krop, kræver at man har lært det. At lytte til sig selv altså.
Det blev næsten et helt blog indlæg, griner..
kh
Hej Jane
Jeg har kigget med på din blog fra sidelinjen et par måneder og synes den er virkelig SKØN! Jeg har kæmpet lidt (læs: meget!) med min sukkerafhængighed og ikke mindst brødafhængighed især det sidste halve år. Mit problem er tit at finde gode alternativer, så jeg ikke kommer ud i det der mentale spin, med at føle mig snydt over ikke at kunne spise brød/kulhydrater og sukker. Og der kommer du mig virkelig til undsætning med AL din inspiration og lækre alternativer. Tusind tak for det:-)
Jeg kan godt lide din holistiske tilgang til maden (og livet). Det rammer mig lige midt i mit eget liv.
Den egentlige grund til at jeg lige fik lyst til at give mig til kende nu, var faktisk bare de fine filosofiske budskaber du har med her. Jeg elsker, når filosofi bliver sådan lidt børneagtigt – det bliver det jo bestemt ikke mindre filosofisk af! Hvem ville ikke gerne være en enhjørning hvis de kunne? Jeg ved, at jeg ville…….ihvertfald bare en gang imellem, når jeg synes, det er lidt for svært at være mig!
Tak for din fine kommentar, Søs. Det varmer rigtigt meget at høre, at du har glæde af bloggen og mine betragtninger om hverdagen og livet. Jeg synes, du er inde på noget af det allervigtigste med det her med, at man ikke skal føle sig snydt. Føler man sig først snydt, vil man altid falde tilbage, tror jeg. Det gælder jo netop om at vende den nye livsstil om til noget positivt, man gør for sig selv, og det er jeg helt med på er lettere sagt end gjort. Jeg falder også tilbage i gamle vaner af og til og sådan må det bare være. Mit stærkeste mentale værktøj er sætningen: “Jeg må spise alt det sukker, jeg vil. Bare ikke i dag.” Den har jeg vist nævnt før ;-)
Og ja, gid man kunne være en enhjørning. Bare ind imellem :-)
Hej Jane!
Har selv døjet meget af skinnebenbetændelse – men nu “iser” jeg mine ben ned 20 efter hvert løb – og det har ikke besøgt mig siden!!!
Håber du kommer godt igang igen!
Kram
Super tip, det vil jeg bestemt prøve. Tak Line Maj.
Hov – Jeg så slet ikke Malenes kommentar :)
Men budskabet bliver jo kun tydeligere af at blive gentaget. Der må jo være noget om snakken… ;-) Jeg må have forfodsskoene frem igen. Jeg husker det som virkelig svært at vænne sig til – og virkelig hårdt for læggene!
Tak Preben!
Kære Jane,
Tak for en super blog :)
Jeg har også døjet med skinnebensbetændelse. Det kom af at jeg løb for meget. Det er aldrig rigtig forsvundet og hver gang jeg har forsøgt at øge mit km antal eller hastighed dukker smerten op igen. Jeg var trist over at jeg ikke kunne “komme videre” i mit løb og endte med at lære at løbe med POSE teknik og i minimalistiske sko. Nu løber jeg ikke kun hurtigere (og bruger færre kræfter når jeg løber), men jeg mærker ikke længere noget til skinnebensbetændelsen.
Jeg fik undervisning fra Claus Rasmussen, som har http://www.posemand.dk. Ham kan jeg varmt anbefale, hvis POSE er noget, der kan være interessant for dig. Han har skrevet noget om skinnebensbetændelse på http://posemand.dk/artikler/skinneben.
Jeg kende andre løbere, som har haft problemer med knæ og ryg. Efter de har skiftet til POSE teknik og minimalistiske sko løber de igen. Og længere end de gjorde før. Så det er ikke kun mig det virker for.
Held og lykke med det.
Jeg har fravalgt P af samme grund- men mit søde barn er på og kommer med alt for mange opskrifter ;) som hun synes JEG skal prøve ;)
Hej Madbanditten
Tak for din fine side, jeg har netop fundet dig og prøvet din blomkåls pizza. Det er bare et hit. Tak for inspirationen til mere grønt og sund mad.
Mht skinnebensbetændelse kunne dette måske være til inspiration? Jeg er selv blevet ret inspireret til barfodsløb (i 5-fingers) af denne side og er så småt igang.
http://posemand.dk/artikler/skinneben
Held og lykke med løbetræningen :o) Jeg elsker også mine ture i naturen.
Tak Malene :-) Mit sidste par løbesko var til forfodsløb, og det fjernede ganske rigtigt løbebelastningen på skinnebenet. Det kunne jeg tydeligt mærke. Alligevel kom betændelsen tilbage. Min sidste fysioterapeut anbefalede, at jeg skulle variere træningen meget, så jeg tænker, at jeg måske kan veksle mellem at løbe i almindelige løbesko og så også løbe ture i forfodskoene. Det er da i hvert fald et forsøg værd ;-)
Jeg hoppede dog ikke helt på 5-fingers men valgte et par Inov8. Jeg er stadig ret vild med dem – selvom de har stået stille en rum tid nu. Du kan se dem her: https://www.madbanditten.dk/barfodslob-og-skinnebensbetaendelse/