Jeg ved godt, at nogle af jer tænker, at det med at være introvert er en underlig modediagnose. Egentlig opfatter jeg det slet ikke som en diagnose, men mere som en måde at forstå sig selv på.
For mig betyder det at være introvert, at jeg lader op ved at være alene, mens samvær med mange mennesker tager energi fra mig. Det er ikke det samme som at være genert, asocial eller indadvendt. Jeg er nemlig ingen af delene. Men hvis jeg er sammen med mange mennesker og meget “på”, får jeg brug for at trække mig tilbage og være alene for igen at kunne møde verden. Det kan jeg se, ved at det ramler for mig, hvis jeg får puttet for meget i kalenderen.
Min ekstroverte mand
Jeg er gift med en mand, der er overvejende ekstrovert. Han holder også af stilhed og alenehed, men det er fx ham, der jublende kommer hjem og fortæller, at han eller vi er inviteret til stor middag/fodboldkamp/festival/whathavewe og så sidder jeg der og prøver at lægge ansigtet i de rette folder, fordi jeg ikke kan forestille mig noget mere rædsomt at skulle deltage i. Vi har jo været gift i en menneskealder, og han er god til at respektere min “særhed”, ligesom jeg prøver at være god til at deltage i nogle af de her arrangementer på trods af min umiddelbare modstand.
At holde foredrag som introvert
Der er mange, der har spurgt mig, hvordan jeg kan holde til at holde foredrag som introvert og svaret er, at det ved jeg heller ikke, om jeg kan. Et par dage inden et foredrag har jeg det, som om nogle stemmer begynder at råbe i munden på hinanden inde i mit hoved. Ikke bare råbe. RÅWE! Og det gør mig stresset og ufokuseret. Når selve dagen så kommer, er jeg helt rolig. Og det samme er jeg, når jeg går på scenen. Imens jeg taler, når jeg altid at tænke, at jeg faktisk holder af at stå og tale foran folk. Og det er mærkeligt, for jeg bryder mig normalt ikke om at være i centrum. Da jeg var yngre, var jeg meget bange for at tale foran folk, men senere hen fik jeg et job, som krævede mange kundepræsentationer, og så vænner man sig måske lidt til det.
Efter foredraget er jeg på en gang helt hyper og dødtræt. Jeg prøver altid at planlægge en dag uden selskab dagen efter, så jeg kan få hentet lidt energi.
Så jeg har det lidt blandet med foredragene. På den ene side synes jeg, det er en fed måde at nå ud til folk på, og man kommer virkelig ud til folk, som man ikke nødvendigvis fanger gennem en blog eller en bog. Jeg elsker at se de skeptiske ansigter forvandle sig til noget, der måske bedst kan tolkes som undren. Tænk, hvis det, hun siger, er rigtigt, kan jeg næsten se, de tænker. De går ikke ud af salen som inkarnerede LCHF’ere (og det er i øvrigt heller ikke meningen), men jeg forestiller mig, at de går derfra med noget at tænke på.
På den anden side er jeg ikke interesseret i at fortsætte med foredrag, hvis det fortsætter med at tage for meget energi fra mig. Men jeg tror, at øvelse gør mester. I hvert fald oplever jeg at foredragene fylder mindre og mindre i dagene før og efter, og det er også i den retning, det helst skal gå. Men tanken om at leve af at holde foredrag og holde flere hver uge ville jeg ikke trives med. I denne uge har jeg fx fire foredrag/optrædener, og det er for meget. Heldigvis er næste uge helt fri, så det går nok endda.
Der er en super forelæsning om styrkerne ved at være introvert på Tedtalks. Link her: http://www.ted.com/talks/susan_cain_the_power_of_introverts
Hejsa
Jeg har 2 piger, på 9 og 6 år. Min pige på 9, er introvert, når hun er blandt flere mennesker. F.esk i skolen, ligner hun en lille mus, der ikke kan pakke sig nok ind i sig selv, men på 2 mandshånd, er det fint nok. Problemet for mig er bare. Jeg er selv extrovert, og synes det ligner hun er deprimeret eller har det dårligt, og jeg har svært ved at rumme at hun ikke er mere åben. Men det er fordi, jeg forbinder det med noget dårligt. Og det gør jeg fordi, det ligner jo ikke hun har det godt, og det gør da ondt helt ind i maven. Hvor min anden datter, når hun kommer over i børnehaven, så er det hej og smiler og er glad, og de andre børn siger jo så også hej, og smiler til en, og man føler sig velkommen. Det ser da langt mere positivt ud. Også når I skriver om, når i holder foredrag, så er der en del begrænsninger, for t komme af sted, men super I gør det. Jeg kunne godt tænke mig at “skubbe” lidt til hende, men ved ikke hvordan. Hun har tidligere været bange for at tage kontakt til læren, og spørge om hjælp, eller række hånden op i timen. Så startede vi med at hun fik 5kr i lommepenge, for at række hånden op. Og det er blevet en succes. Hun får ikke lommepenge for det mere, men turde nu af sig selv at deltage i undervisningen. Det er ligende tiltag, jeg godt vil lave. Bare at sige godmorgen til de andre eller, turde at være med til en leg i frikvateret.
Men det der selvfølgelig er det aller vigtigste er at hun har det godt, og det er det jeg ikke ved. Har hun det godt? Er det godt nok, at være indelukket, eller er det negativt. Er det som jeg ser det begrænsninger, (f.eks at have ondt i maven, før et foredrag) eller er det lige som det skal være?
Er der nogen der ved hvor jeg kan komme til et foredrag, hvor jeg kan lære noget om at have et introvert barn. Der kan bekræfte at “Ja, det barn er introvert, men det er super godt fordi …”
Til “Far til introvert pige”
Jeg vil foreslå dig at kigge ind på Anna Skyggebjergs blog: “Hele 3 ting”.
Hun har også skrevet bogen “Introvert – stå ved dig selv”, ligesom hun holder foredrag rundt omkring i landet.
Hej Studinden
Det lyder som en god bog. Jeg ringede til Anna, men hun holder ikke foredrag mere. Kender du evt en anden der holder foredrag ?
Prøv at google Lise August, som også holder foredrag om introversion. Du kan også søge information på hendes side sensitiv.dk. Hun er specialist i det at være særligt sensitiv, hvilket en del introverte også er. Måske er din datter mere end blot introvert. Held og lykke.
Hej Jane.
Det er altid meget befriende at man ikke er den eneste
” huleboer ” – Jeg har lige fået en lederstilling, hvor jeg bare er ” på ” – Og stressen vokser inde i mig. Jeg har brugt dagen på at på i tænke boks, for har hele tiden bildt mig ind at det nok blev bedre, præcist som med dit forhold til foredrag, øvelse gør mester! Men jeg bliver mere og mere overbevist om at det ikke er sådan!
Jeg er nu som jeg er! Og ingen andre, kan mærke hvordan der er inde i mig. Ej heller, kan andre tage ansvaret for at stoppe op og sige fra. Det er så her jeg er nu! Hvis jeg ikke skal bliver opslugt af at gøre noget på bekostning af mit helbred og natur.
Jeg kan faktisk blive helt varm om hjertet, ved de super seje valg du har truffet. Meget inspirerende!
Håber at min svar ligger lige om hjørnet!
Tak for det, Jette, og rigtig gode tanker du gør dig. Selv sætter jeg en tidsgrænse på. Fx at jeg skal holde 10 foredrag før jeg måtte beslutte at det ikke var sagen. Det giver lige den ventil, man har brug for og dels en udvej ;)
Har indtil fornylig ikke vidst, der var noget, som hed introvert, men det er jeg da helt sikker på jeg er, og nu vil jeg også læse bogen Introvert, så jeg kan blive rigtig overbevist om, at det er netop introvert jeg er. Hader også store sammenkomster og det ar være “på”. Jeg skal dælme ikke holde nogen som helst foredrag om noget som helst, og skal jeg bare deltage i møder med kollegaer, så siger jeg intet, jeg får nærmest puls på 240 og er ved at dratte ned af stolen… derfor synes jeg heller ikke, du er rigtig introvert, når du kan holde foredrag og tale til mange mennesker ! Men nu må jeg jo lige læse bogen, så kan det være, jeg har en anden “diagnose” :-)
Hej Jane,
Jeg kender alt for godt problemstillingen du beskriver med dels at holde af at “nå ud til folk” og samtidig bruge uanede mængder energi på det! MEN jeg er sikker på, at jo flere gange du har gjort det og jo mere rutineret du bliver, desto mindre energi bruger du på det, og desto mindre dræner det dig i dagene efter.
Jeg er selv introvert/særligt sensitiv og da jeg var barn turde jeg ikke engang sige hej til mine (højt elskede) bedsteforældre, når de kom på besøg. Nu underviser jeg op til 70 studerende flere gange om ugen, og nu efter mange forelæsninger bruger jeg laaaaangt mindre energi på det, – både dagene før og bagefter.
Så giv det lidt tid, jeg er sikker på at det vil blive mindre krævende med tiden! :-)
Tak for en fantastisk kogebog og en skøn og inspirerende blog!
Det er bare dejligt at høre, Kristina. Tak for dit input :-)