Jeg er ikke det mest über sociale menneske, man kan støde ind i. Jeg er heller ikke asocial, slet ikke, jeg behøver bare ikke konstant selskab for at føle, at jeg lever. Jeg har tværtimod brug for fred og ro til at lade op, og jeg bliver hurtig drænet af for mange mennesker omkring mig. Særligt hvis det sker for mange dage i træk, uden jeg har mulighed for at trække mig tilbage i mellemtiden. Men nogle gange er man bare nødt til at bøje sig for flertallet eller take one for the team, og det ender tit med, at jeg sidder der og føler mig helt forkert.
Som i går til sommerfest på Fritteren. Allerede inden jeg mødte op, var jeg drænet for energi. Jeg havde ikke sovet ordentligt flere nætter i træk pga. eksamen, jeg havde været en tur i sølet med for meget alkohol og for lidt ordentlig mad, og jeg havde passet mit arbejde i en tilstand af kvalme. Og i stedet for at trække mig tilbage og gemme mig under dynen med en god bog og en kop te, tog jeg til 6 timers lang sommerfest på Fritteren. Milliarder af forældre, som jeg endnu ikke kender, og som helst skal synes. at jeg er en sød og rar og tryghedsskabende forælder, side om side med slush ice, kage, popcorn og flødeboller, boder med halve liter sodavand (ingen vand) og et sceneshow med nogle meget søde men talentløse børn, der sang og dansede (jeg ved godt, at vi skal bygge deres selvværd og selvtillid op, imens de er børn, men er der ikke nogen, der skal fortælle dem, at deres talent måske ligger et andet sted end lige på sang og dans, inden Blachman gør det? Nå, det er vist en anden diskussion).
Jeg mødte forældrene til mine børns nye venner, og til min store glæde var de søde og rare og gode mennesker. Jeg havde hidtil kun mødt deres børn, og de er også vældig søde, men det er jo altid rart at møde de voksne i de hjem, som ens børn pludselig drøner ind og ud af. Alle virkede til at have en vældig fest og kom nu skat, skal du ikke have en slush ice mere, og jeg trak mig mere og mere ind i mig selv, som festen skred frem. Hvordan kan jeg være den eneste, der synes, at man simpelthen sætter barren for lavt, når en børnefest skal bestå af slush ice med blåt farvestof, flødeboller af laveste fællesnævner og tarvelige småkager fra Karen Wolff? Principielt er jeg da ligeglad med, om mine børn får dette serveret en sjælden gang, men jeg forstår ikke denne totale mangel på kvalitetsbevidsthed, når det kommer til vores børn. Og den tanke følte jeg mig helt alene med. Flertallet bestemmer, og flertallet syntes tilsyneladende, at dette var i topklasse. Så det må jo være mig…
Og så føler jeg mig helt forkert…
Jeg er heller ikke god til smalltalk. Dels synes jeg, det er kedeligt, og dels har jeg svært ved at finde på noget at sige, der kan bære en samtale. Det kommer sig nok af, at jeg ikke er god til at lade som om. Og som jeg tidligere har skrevet om, så er det jo dejligt at turde være tro imod sig selv, men andre gange er det også bare upraktisk at rende rundt og være så pisse autentisk hele tiden. Så læg dog ansigtet i de rette folder og spil spillet! Og det gælder både til denne type arrangementer, på arbejdet og i selskab med familien. Hvis jeg synes, at nogen eller noget er topmålet af idioti, så ejer jeg simpelthen ikke evnen til at sætte pokerfjæset på og spille med på idéen om, at alt er godt. Fra min stol virker det til at være en evne, som alle andre har. Enten det, eller også er jeg den eneste, der tænker sådan. Det er nogle gange som at være en del af dysfunktionel familie, hvor alle ved, at mor drikker, men alle kanaliserer deres kræfter ind i at lade som om alt er godt, for hvis vi prøver hårdt nok, så tror vi måske selv på det til sidst. Og så er det næsten, som om problemet er gået væk. Jeg duer ganske enkelt ikke til den slags skuespil. Og så føler jeg mig igen forkert!
Og jeg bryder mig ikke om at føle mig forkert, for det ved jeg godt, at jeg ikke er. Måske hænger det mere end noget andet sammen med at være tangerende til introvert i en udpræget ekstrovert verden. Den amerikanske forfatter Susan Cain, som Kristelig Dagblad fornyligt bragte et interview med, har udgivet en bog, der hedder “Quiet: The Power of Introverts in a World That Can’t Stop Talking”. Den handler netop om ikke at kunne passe ind i en verden, der hylder speedsnakkende ekstroverte, og jeg har en fornemmelse af, at den bog skal udgøre en del af min sommerferielæsning i år.
Så her på første fridag i en evighed, hvor lettelsen burde gennemsyre hver en fiber af min krop, sidder jeg mest af alt tilbage med en følelse af tomhed. Jeg tror, jeg skal være god ved mig selv i dag.
Jeg faldt tilfældigt over dette indlæg, men kan også tilslutte mig meget af det, du skriver, samt flere af indlæggene ovenfor. Hvor er det befriende at læse! Jeg har nok ikke tidligere tænkt så meget på, at jeg er introvert, men efter jeg har fået børn – samt er flyttet til en ny by – så er det noget jeg er blevet mere opmærksom på, fordi jeg ofte føler jeg løber panden mod en mur. Jeg har også bare altid følt mig “forkert” og dårlig til det sociale… Håber at jeg også en dag vil lære at hvile lidt mere i mig selv og ikke blive så frustreret over at være “anderledes”….
Det er en gave at være anderledes, Elisabeth. I hvert fald er du ikke alene :-)
Dette innlegget gikk jeg visst glipp av i sommer!! Det er som om jeg skulle skrevet det selv. Men jeg er veldig god til å sette på et poker-fjes… Men det å sette på poker-fjeset tar også mye energi… pfew!
Ja, det er svært at finde et niveau der passer alle på så stort et sted som f.eks. et Fritidshjem – også fordi holdningerne til hvad der er sundt for de børn kan være så forskellige. Rent faktisk ved man jo ikke om de andre forældre rent faktisk HAR taget stilling/stillet spørgsmålstegnet, men har vurdereret det er ok som enkeltstående begivenhed(er).
Prøv evt. at kigge på siden om HSP på http://www.moeberg.dk/ Hun har også skrevet flere bøger. Jeg har været til foredrag med hende, og kan genkende mig selv ved rigtig mange af tingene. Men jeg kan godt snakke meget, og det tror folk ikke på at introverte/HSP’ere kan..men det er en udbredt misforståelse. Tit taler jeg mere når jeg er nervøs. ;)
Tak Anja, for der gode link. Der er jo masser af gode ting at hente. Kunne være spændende at komme til et af foredragene.
Hvor er du god til at sætte ord på hvad jeg også tit føler :)
…når det så er sagt synes jeg faktisk du har ret i, at man godt kunne komme med et andet udspil ift. en børnefest – eller ihvertfald lade den indeholde nogle mere “sunde” alternativer også. Såvel slush-ishen som småkagerne er lidt vel kulørt. Men når det nu er det der er konceptet er man jo nødt til at spille med – og sådan læser jeg også dit indlæg: at det ikke er en bebrejdelse af de forældre der (som du) lader børnene deltage – men mod de der har arrangeret det.
Generelt har jeg det lidt vanskeligt ved at finde et “acceptabelt” niveau. For jeg har ikke helt lagt mig fast på, hvad det er. For selvfølgelig er en sommerfest en årlig begivenhed, men så har vi julefesten og fastelavnsfesten og påskefesten,etc. Og jeg synes helt sikkert, at der skal være forskel på hverdag og fest, og jeg tror heller ikke nødvendigvis på en nul-sukker-politik over for børn, det undrer mig bare, at det er så indgroet i os, at børn da skal have slush ice og småkager, at vi glemmer at stille spørgsmålstegn ved det. Og så har jeg også lidt at lære i at slippe kontrollen ;-)
Jeg synes du har ret når du reagerer på småkager til eftermiddagsmad (også med tanke på den kamp du/I har prøvet at tage allerede på den front)
Til gengæld synes jeg at en Sommerfest er en enkeltstående, ofte kun årlig begivenhed, hvor man godt kan slippe det fokus på kostindtaget lidt.
Kender du denne test?
http://www.jobindex.dk/cgi/typeindikator.cgi
Når du har fundet din type, kan du søge på de fire bogstaver og finde flere beskrivelser, på engelsk, jeg synes man kan lære rigtig meget om sig selv.
Jeg gætter på at du er en af IN typerne.
Uh, det er som at læse om mig selv. Jeg HADER simpelthen de dér store Børnehave-, fritter- eller skolesammenkomster, hvor man skal være sammen med en masse mennesker, som i bund og grund ikke interesserer mig voldsomt meget. Prøver at navigere rundt, så jeg får talt med dem, som jeg har eller får noget at gøre med, og så ignorere alle de andre, som jeg ikke har eller vil få den store berøring med fremover. Og small-talk……bare så intetsigende for mig at skule starte en samtale op med “fremmede” – pu, ha. Nå, det lyder egentlig lidt arrogant at skrive sådan, men jeg orker ikke at bruge energien på ligegyldig snak. Og “kemi-kager” (Karen Wolf og andre købe-ting) – puha, det er ligefrem noget, jeg ikke selv kan fristes af, hvor er det synd for vores unger, at de bliver tilbudt alt det kemi og sukker. Hvilket får mig til at tænke på børnemenuer, når man går ud og spiser – men det er jo en HELT anden historie (i gyser-genren). God søndag til dig Jane og tak for megen god inspiration.
Mia
ja, vi er vist helt ens på det punkt, Mia. Suk… til begge dele…
Og jeg melder mig på holdet! Det kunne være skrevet af mig, ord for ord. Jeg er helt på din side, og jeg kender følelsen af, hvor hårdt det kan være! Det kommer meget an på dagsformen for mit vedkommende, men jeg bliver vist aldrig helt som de andre. Og har egentlig heller ikke lyst til at være det, jeg vil bare gerne føle, at jeg er accepteret som den jeg er, og den følelse finder jeg sjældent.
Måske kommer den følelse af at blive accepteret for den, man er, indefra og ikke udefra. Det slog mig i hvert fald i går, da jeg læste nogle af alle de gode kommentarer. Andre mennesker kan ikke få en til at føle sig noget, man ikke føler sig i forvejen. Eller noget i den retning. Kan du følge mig?
Jeg er enig i, at det kommer indefra, men der er stadig stor forskel på, hvem man er sammen med. Nogle mennesker kan få mig til at føle mig forkert, bare de går forbi mig, og andre kan ikke rokke mig ud af stedet…
Det kender jeg faktisk også godt. Nogle mennesker får mig til at gå helt i baglås. Mærkeligt…
Jeg kan kun tilslutte mig de mange der allerede har svaret hér og samtidig melde klart ud, at også jeg er introvert. Jeg tænker, at det sikkert hænger sammen med, at jeg også er HSP (høj-sensitiv).
I mine yngre dage, havde jeg det svært med det, men har efterhånden forstået og accepteret. Det har gjort alting meget nemmere og stor er lettelsen over, at kunne nyde (fuldt ud og uden dårlig samvittighed) aleneheden, stilheden, overskueligheden, enkelheden osv.
Ang. kvalitetesbevidsthed … jeg ved, hvad du mener! Men Jane, vi må nok ruste os med tålmodighed og fortsætte ufortrødent med og påvirke og ændre i det små. I håbet om, at vi bliver flere og flere der får lyst og mod til og få kigget vore (mad)vaner efter i sømmene, tager ved lære, videregiver det nye. Det tager tid og ændre på årtiers dårlige vaner og uvidenhed. Desværre, for det måtte hellere ske i går end i dag.
Tålmodighed er jo en kernekompetence her! Not! Men du har ret. Jeg har faktisk heller ikke noget ønske om at revolutionere verden. Jeg vil bare gerne mine egne børn den bedste, og det karambolerer lidt med den ydre verden ind imellen…
Jeg sidder og klapper i mine små hænder. Er selv meget introvert, har altid været det og har accepteret, at sådan er det bare. Det kan ikke ændres, hvor meget man end gerne vil. Synes det er fedt, du er ÅBEN omkring det. For der står jo i Maslow’s at vi er sociale, osv,osv. Jooh, men…
Du må bare ikke føle dig forkert.
Jeg har haft mange tanker med dårlig samvittighed over, at jeg ikke magter at socialisere og small-talke i en større forsamling længe ad gangen. Jeg kan bare ikke. Det er ikke angst, det er ikke sociofobi. Det tager bare en masse energi. Den fosser ud af én… Og det skal man ikke føle sig forkert over!
Jeg har accepteret nu at jeg er sådan – men det har taget mange år. Ligesom det tog mange år at indrømme, at egentlig ikke brød mig om at amme (!)
Sådan finder vi mennesker ud af nogle ting hen ad vejen og hey – det kaldes selvudvikling. Hurra for det; selvforståelse og -udvikling har mange nuancer. Og det er ikke kun de lyserøde.. ;-)
Også dig, Sheila :-) Jeg tænker egentlig, at jeg accepterer det, men det gør jeg måske i bund og grund ikke, når det får mig til at føle mig forkert. Jeg vedkender mig det, er måske bedre udtrykt. Og amme, det var heller ikke noget for mig, men jeg gjorde det pligtopfyldende, fordi jeg følte mig forpligtet til det, fordi jeg kunne. Jeg stod dog ved, at jeg ikke brød mig om det, men at jeg gjorde det for mine børns skyld, og folk kiggede på mig som om jeg havde sagt, at jeg ville kaste dem ud af vinduet (hvilket jeg også af og til havde lyst til, men det er en helt anden historie!)
prøv at tjekke denne her :
http://www.facebook.com/groups/66713045553/
Tak for det link! Jeg har længe spekuleret på om det at være introvert er det samme som at være HSP’er eller om de bare har nogle lighedstræk. Nogle, der har et bud på det?
Hej Jane!
Er begyndt at følge din blog for nylig og kan nikke genkendende til meget af det du skriver. Dette indlæg ramte mig dog ekstra meget. For kan virkelig genkende den følelse du beskriver af at være “forkert” i sociale sammenhænge og ikke kunne finde ud af at small-talke. Folk tror tit jeg er en stille pige (har måske også overbevist mig selv om det nogle gange) fordi jeg ikke har behov for at snakke hele tiden. Men der hvor forskellen på “dem” og mig er, er at det passer mig fint at man bare kan være sammen uden nødvendigvis at skulle snakke hele tiden… Og så gider jeg ikke sige noget, hvis ikke jeg har noget at sige. Så simpelt er det.
Tror jeg skal have fat i den bog du skriver om. Og så glæder jeg mig til at prøve en masse af dine opskrifter!
God weekend
Tak for din kommentar, Sofie, og velkommen til :-) Jeg er glad for at høre at der er flere, der kan genkende mine tanker her. Jeg synes også stilhed er ok, og især hvis jeg er i selskab med meget højlydte mennesker, oplever jeg, at jeg trækker mig helt fra samtalen. Jeg giver simpelthen op og resignerer, fordi jeg kan mærke, at de dræner mig for energi. Også god weekend til dig!
Selv om jeg ikke har børn og kun er 19 synes jeg virkelig dette er interessant! Hvorfor ikke lære børn at frugt, nødder, grøntsager, osv osv er det man skal belønne sig selv med og ikke en omgang hvidt sukker og e numre uden nogen næringsværdi! Jeg er så enig Jane, og jeg forstår ikke at så mange fritidsordninger serverer dette crap. Især ikke når så mange børn er overvægtige og har diabetes. Prøv at overveje hvor svært det er for dem, hvis de nu ville tabe sig så kan fritteren da virkelig få spændt ben for dette. Hvorfor ikke gøre noget godt for børnene??
Det er sådan en vigtig pointe, Jette, det med at der kan være børn iblandt som gerne vil tabe sig, men som ikke får en chance, når de hele tiden skal navigere rundt blandt småkager og slush ice. Sådan havde jeg slet ikke tænkt på det. På vores Fritter er der (i mine øjne) virkelig mange “store børn”. Altså børn med runde maver, dobbelthager og gode runde kinder. Det er altså bare for tidligt, synes jeg. For mig handler det ikke bare om vægt men også om at have energi og lyst til at bevæge sig dagen lang fremfor kun at orke at sætte sig med sit computerspil.
Kære Jane. Jeg ved præcis hvad du mener. Jeg er glad for at du tager emnet op, så kan det også være at der er andre, som forstår at vi ikke er uhøflige, fordi vi ikke hele tiden vil være med til sammenkomster og bare har brug for at være alene. Man kan nemt misforståes og det er rart at der er andre som har det på samme måde. Og at det ikke er os som er forkerte i forhold til andre, men at vi bare har et andet positivt træk end dem. Håber du har forstået hele smøren. Jeg synes du er modig når du tager emnet op. Kan du have en rigtig god lørdag, knus Laura.
Tak Laura :-) Du har ret i, at man ofte misforståes som sur/genert/kedelig/uhøflig, når man ikke altid orker alt det sociale. Også god lørdag til dig!
Du er IKKE den eneste, der tænker sådan. Og måske føler du sig forkert, men så er vi i hvert fald to, der føler os forkerte. Jeg har kæmpet med den stille/generte/snobbede/arrogante-mærkater hele livet. Og det holder nok aldrig op. Det eneste der ændrer sig med tiden er, at jeg selv accepterer det lille bitte smule mere, for hver dag der går. Men det er svært, så længe vi lever i en verden af “det-er-lige-meget-hvad-du-kan-bare-du-kan-sælge-dig-selv”. Kunne skrive meget om dette emne. Tak fordi du tager det op. Det hjælper altid mig at høre om andre, der har det lidt på samme måde.
Jeg forstår dig langt hen ad vejen Jane. Jeg er selv ekstremt introvert. Dog har jeg aldrig haft selvtillid nok til at være rigtig tro mod mig selv. Til gengæld har jeg udviklet et pleaser gen og et stemningsbarometer ud over det sædvanlige. Men nu vil jeg alligevel finde modet til at udfordre dit indlæg lidt, selvom det er meget imod min natur. Nogle gange kan du nemlig godt komme til at fremstå en smule fordømmende overfor forældre, der ikke har de samme madholdninger som du. Ikke – at jeg ikke langt hen ad vejen er enig med dig. Jeg er selv meget stolt over ar vores børn sjældent får rigtig slik. Om fredagen får de frugt og popcorn – engang imellem lidt chokolade. Jeg bliver også ekstremt irriteret over mængden af sukker andre introducerer dem for. Men det hænder også at de får slush ice, pizza, vingummi og andre klamme sager. Jeg tænker, at det ville de få lov til – netop til en sommerfest eller et lign. Arrangement. Og jeg ville blive enormt ked af det, hvis de andre forældre syntes at jeg satte barren lavt kostmæssigt, baseret på den begivenhed, hvor jeg ikke sætter den højt. Og se nu har jeg lyst til at enten glatte ud eller slette mit indlæg, men så ville jeg jo ikke have brudt please grænsen;)
Jeg ved godt, at du har ret, Heidi, og jeg tror faktisk, at det vitterligt er mig, der er forkert på den her. For det er jo i det store billede ligegyldigt, at de får slush ice og flødeboller til en sommerfest, og mine to spiser det også på lige fod med de andre, for sådan synes jeg også, det bør være. Det er mere konceptet i, at vi blindt accepterer, at det er det, der skal danne rammerne for en god børnefest, jeg synes, der er galt. Og det gør vi jo. Mig selv inklusiv, for jeg prøver jo heller ikke at ændre det. Eller dvs. jeg skrev faktisk et brev til fritteren, efter de havde serveret småkager som eftermiddagsmad, men det blev ikke taget specielt vel imod. Det gør den slags jo sjældent.
Så du behøver på ingen måde at glatte ud, søde Heidi, for min læring i det her er jo mere end noget andet at slippe tøjlerne og turde stole på, at jeg har gjort det bedst mulige for mine børn på den front.
Helt enig i det med rammerne. Kæmper selv- som voksen – stadig med trangen til både at trøste og belønne mig selv med slik. Det er jo det vi lærer børnene, når sukker danner rammerne om det, der er ‘hyggeligt’. Mad er jo en rigtig stor del af danskernes hygge koncept og jeg tager ofte mig selv i at tænke, at det ikke er fedt at være på ferie, hvis man ikke spiser is Etc. Det er jo noget pjat, det er jo ikke isen man husker – men samværet. Men når nu maden spiller så stor en rolle for om det føles hyggeligt – ville det være skønt for svage sjæle (læs mig:)), hvis den mad der var tilgængelig (også for os der ikke selv er genier i et køkken) i højere grad var den gode mad. Så på det punkt er vi helt enige. Men Jane, revolutioner tager tid og holdninger er så forskellige på området. Også bare i forhold til, hvilken mad, der er god for os.
Jeg har selv den kobling i mig mellem hygge/trøst og mad/søde sager, og den er sgu da svær at slippe af med, når den først er der. Måske derfor synes jeg, det er vigtigt at prøve at lave en anden kobling i ungerne. Eller i hvert fald bare vise, at der findes alternativer. Og ja, revolutioner tager tid..