Mandagstanker om at blande sig i andres mad


“De samme mennesker, der fortæller mig, at jeg er tyk og ikke burde spise det stykke kage, er de samme mennesker, der bliver forarget, når jeg siger nej tak. Det er svært at gøre noget rigtigt”

Sådan skrev en af mine Kickstartere forleden i deres lukkede FB-gruppe i en tråd, hvor de diskuterede sociale udfordringer.

De er lige gået ind i uge 4 af forløbet, og når man har forpligtet sig til at spise striks LCHF i fire uger sammen med mig, bliver det altså til et nej tak eller mange i løbet af den periode.

Læs mere om forløbet her: LCHF Kickstart

Og egentlig skulle man tro, at man ville møde opbakning fra de nærmeste, når man prøver at tage sit helbred alvorligt, men i virkeligheden lyder det til, at det modsatte er tilfældet.

Hvorfor har vi egentlig så travlt med, hvad andre spiser og ikke spiser? Hvad skete der med den høflige afstand? Jeg passer min tallerken, du passer din.

MØD BENTE

På forløbet har jeg i øjeblikket fornøjelsen af at have Bente, som jeg har kendt i mange år, med på holdet.

Bente er en fantastisk dame, som i alle de år, jeg har kendt hende, har været meget åben om sin overvægt og om sine udfordringer med sukker.

Og hun er supersej, og jeg er pavestolt af hende.

Hun er fast besluttet på, at sådan en smule LCHF da ikke skal stå i vejen for hendes sociale liv, så hun insisterer på at deltage i alle de arrangementer, der nu engang er, men styrer uden om kage, vin, brød etc. og spiser bare de ting, der passer i hendes nye livsstil.

Her er med hendes egne ord, hvordan det er blevet modtaget:

”Skal du bare sidde der og være kedelig?”, ”Come on! Et glas vin skader sgu da ikke”, ”Det lyder ikke sundt. Du skulle prøve (indsæt selv alverdens forslag) i stedet.”, ”Du falder jo alligevel i. Du har jo prøvet før, så tag nu et glas”, ”Uhmmmmm, den her dessert smager godt. Synd at du ikke må smage!”, ”Nu skal du jo heller ikke blive fanatisk”.

Er det ikke utroligt?

Bente har, som hun selv beskriver det et faretruende højt BMI, er i højrisikozonen for at udvikle hjertekarsygdomme og hun har lige lagt en kræftdiagnose bag sig.

I stedet for at se sine nye vaner modarbejdet, synes jeg, hun fortjener al opbakning i hele verden.

Så i dag vil jeg gerne give ordet videre til Bente.

Læs hele hendes indspark her: Skrid ud af min tallerken! 

Læs mere om Kickstartforløbet her: Kickstart – online vægttabsforløb

Lad mig gøre dit sunde liv ENDNU nemmere!

Med MadbandittenPLUS får du:

  • energiberegninger på alle mine 1.900 opskrifter
  • din egen favoritside, hvor du kan gemme dine yndlingsopskrifter
  • adgang til værktøj, hvor du kan lave egne madplaner og få indkøbsliste
  • færdige madplaner, jeg laver
  • velkomst e-bog Den Store Keto-guide (værdi 149,-)
  • adgang til at læse eksklusive sundhedsartikler og guides
  • adgang til at lytte til min podcast

OG jeg fjerner alle reklamer fra siden🥳

Det koster 1 krone om dagen – men du kan prøve det GRATIS i 7 dage først.

>> MadbandittenPLUS <<

Kom med ombord og lad mig hjælpe dig. Det har aldrig været nemmere at spise sundt.

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

17 kommentarer til “Mandagstanker om at blande sig i andres mad”

Skriv en kommentar

  1. Tak for din side – og dine opskrifter :)

    Minus 18 kg siden 2. januar, og jeg vejer nu hvad jeg skal. Livsstilen er dog kommet for at blive.

    Jeg har heldigvis IKKE oplevet det der – trods mange sociale arrangementer.

    De gange, hvor jeg ved der er kage osv – har jeg taget alternativer med. Dadler, nødder, hjemmelavet bounty eller lign – og haft ekstra med og budt rundt :)

    Jeg har KUN oplevet det er modtaget positivt :) Jeg drikker kaffe og spiser med venner/bekendte, men vælger selv menuen. Det kan alle acceptere, er min oplevelse.

    Svar
  2. Min erfaring er, at jo mindre man selv kommenterer – gør opmærksom på sig selv – des mindre “blander” andre sig. Et “nej tak” evt. supplereret med Jeg har ikke lyst – gør det ofte nemmere end forklaringer. Og uanset hvad /hvordan man spiser rager det ikke andre. :-)

    Svar
  3. Mennesker er bare mærkelige…. Personligt tror jeg, at folk reagerer så øretæveindbydende fordi de opfatter mit “nej tak til kage/vin/kulhydrater – hvad som helst alle andre spiser” som om jeg siger “jeg synes DU er forkert OG dum OG grim, for du spiser ikke ligesom mig”… Det er en meget underlig mekanisme. Jeg er heldigvis på nogle punkter en stædig rad, og har besluttet mig til, at folk skal have lov at være mærkelige, så jeg ser bare venligt på dem, når de har en mening om min mad og så siger jeg “nej tak, ikke lige nu” og nøjes med at tænke “pas dig selv” ?

    Svar
  4. Jeg døjer med intolerance overfor flere fødevarer og benytter mig ofte af noget min mor altid sagde, da jeg var lille og skulle lære at opføre mig eksemplarisk: Pas dit eget fad! …det er ganske almindelig pli.

    Det er helt utroligt hvor meget folk spørger omkring min mad, fordi jeg går udenom så mange ting. Det er faktisk ret privat og ikke altid noget man har lyst til at bruge resten af sin aften på at forklare, for ikke at nævne at folk så over maden spørger hvad der sker hvis jeg spiser noget jeg ikke kan tåle. Der plejer jeg at svare at det nok ikke er noget vi skal snakke om under maden.

    Jeg ville blive rigtig glad hvis man kunne diske op på sin tallerken, uden det bliver kommenteret – overhovedet.

    Så herfra lyder det: Pas dit eget fad!

    Svar
  5. Jeg er holdt helt op med at tage noget på arbejde, når kollegaere har noget med i forhold til at “fornærme” nogen, når jeg ikke vil have/har lyst til lige præcis det de har med..(oftest kage…(
    Så nu tager jrg aldrig noget…
    Og ja det koster på det spciale

    Svar
  6. Jeg er faldet fra lchf igen, men sidste år var jeg meget striks og meldte mig ud af både rundstykkeordning og kageordning på jobbet. Det blev ikke taget pænt i mod af alle, især ikke da flere andre også hoppede fra, de turde fordi jeg turde. Men vi havde jo ødelagt hyggen for de andre….? Og til frokost, hvor min jo så lidt anderledes ud end deres rugbrødsmadder, fik jeg også kommentarer, der lærte jeg ret hurtigt sætningen: Hvis du passer din tallerken, så passer jeg min tallerken! Sagt med et smil, men folk fattede den også :)?

    Svar
  7. Godt brølet Bente løve. Det var et fantastisk indlæg og jeg er så glad for at Jane har måtte bringe det hele.
    Jeg tror du er på rette vej og syntes du er hamrende sej. Ja det glas vin og den is den kommer og så nyder du den, men så herligt at du har valgt at vælge selv.
    Elsker din tekst “skrid ud af min tallerken og hop op af mit glas”
    God sommer

    Svar
  8. Jeg springer straks ind og læser…
    Utrolig hvad nogle tillader sig lyder det til :\

    Jeg har selv den holding, at jeg tror ikke at nogen kur/kostomlægning virker for alle – både fordi kroppene er forskellige og reaktionerne på diverse, men også fordi vi mentalt ikke duer til de samme ting.

    Svar
  9. Det er utroligt, som nogle voksne har tendens til at kommentere på godt og ondt – det gælder både tøj, livsstil, mad og politisk holdning. Jøsses, man oplever nogle sære samtaler i spisepausen – enten for en selv, eller bare på observationsbasis – på job ind i mellem :D

    – A

    Svar
  10. Det er åbenbart meget provokerende for mange mennesker, når man ikke spiser løs af det, der bliver sat på bordet. Jeg har selv fødevareallergi – og det er ikke alle, der kan acceptere, at jeg har min egen mad med til forskellige sammenkomster. Jeg bliver af og til opfordret til at smage på eller “tage et lille stykke” af mad, som jeg er meget allergisk overfor – og ville få en alvorlig allergisk reaktion af at spise.

    Svar
  11. Først og fremmest må man arbejde med sig selv og huske på at hvad andre siger og mener om din kost faktisk siger mere om den person selv (i virkeligheden ville den/de personer ønske, at de selv turde gå mod strømmen). Er man først godt igennem de første 4-8 uger (evt med hjælp fra Janes Kickstart ?? ) og begynder at opleve alle fordelene ved LCHF på egen krop, så bliver det nemmere at ryste på hovedet og sige NEJ TAK ? Jeg har til sept spist LCHF i 4 år – Og holder IKKE op med at snakke og fortælle om LCHF selv om mange ikke gider høre på det. Til gengæld glædes jeg over, når personer i FB gruppen Diabetes og LCHF jubler over at LCHF har hjulpet dem, de fleste oplever, at LCHF betyder et lavt og stabilt blodsukker og mange kan endda stoppe med at skulle indtage medicin for der sygdom, og frygten for sukkersyge følgesygdomme bliver mindre. LCHF betyder en verden til forskel.

    Svar
  12. eller som min mormor gjorde (og sagde) så mange gange i mit liv, at det næsten blev et mantra: Tag nu et stykke mere – hvorefter hun rakte kage/slik frem mod mig – og i næste åndedrag fortsatte: og nu skal du jo passe på, du ikke bliver for tyk/mere tyk…

    yep! Det er skønt med den form for ‘opbakning’, for vi har virkelig brug for en kamp ved siden af kampen mod sukkertrang og de overflødige kg.

    Jeg har også som voksen oplevet folk, der synes, det lyder fornuftigt at skære sukker/hvidt brød/vin væk (eller kraftigt ned), men lige præcis, når DE serverer, skal man da ikke blive fanatisk, og ‘det feder jo først i morgen’.

    Et par gange er jeg blevet virkelig irriteret og har svaret, at vedkommende nu er nummer to eller tre på den dag, der har sagt det samme – og hvis jeg skulle rette mig efter andres behov for, at jeg skal slappe af, så ville jeg jo slet ikke kunne gennemføre at skære sukker væk. En enkelt gang endte det i en magtkamp; men den fik vi talt om bagefter og jeg har siden kun oplevet støtte fra den kant. Men det burde bare ikke være nødvendigt at skulle op på barrikaderne for at forsvare sit sunde valg.

    Men – det er et fedt indlæg, du kommer med, og det er så hjerteskærende relevant, fordi gud-og-hver-mand åbenbart mener, det er ok at blande sig i overvægtiges madvaner. Lidt ligesom når gravide bare skal finde sig i at alle rager på deres mave.

    Svar
  13. Sikke et godt opråb fra Bente – og fra dig.

    Jeg valgte med vilje at gå stille med dørene om min kostomlægning på mit job, da jeg vidste, at det ville bringe mange kommentarer, unødig indblanding og spørgsmål med sig. Og det gider jeg ikke forholde mig til, når jeg sidder med min dejlige grønne madpakke til frokost. Det er min krop og det er min mad.

    Jeg er blevet mødt med spørgsmål, hvorfor en kartoffel ikke er god at spise, at grønsager indeholder jo også kulhydrater, og hvorfor jeg dog ikke spiser hvidt brød. Jamen jeg bliver træt.

    Men den med brødet har jeg forklaret mange gange med en analogi til en slikpose, når jeg først starter på slikket, så bliver jeg ved, og sådan har jeg det også, når jeg spiser hvidt brød. Så hellere bare lade være – og undgå ondt i maven oveni.

    Jane, du skal have en kæmpe stor tak for dine gode indlæg om de psykiske forandringer, der er ved en kostomlægning. Det har været en kæmpe øjenåbner for mig, men også ret så skræmmende, hvordan jeg har ladet mit liv styre af sukker og hvidt brød.

    Svar