Jeg startede min første blog i 2004. Den handlede om at være nyuddannet cand. mag. uden arbejde. Arbejdsløsheden var høj i 2004, og man talte meget om alle de stakkels akademikere, der havde svært ved at få job.
På det tidspunkt var der ingen, der vidste, hvad en blog var. Eller meget få. Og det med at skrive tekster og sende dem uredigeret ud på internettet var der i hvert fald ingen omkring mig, der forstod idéen med. Hvor mange kender du i dag, der har en blog? Ret mange, ikke?
Alle kan blogge, og jeg vil varmt anbefale alle med noget på hjerte at gøre det. Det er superfedt at blogge. Man kan komme ud med alt sit ævl, og man får øjeblikkelig respons. At blogge er sjovere end at skrive bøger. Når jeg skriver bøger, bliver jeg nogle gange helt begejstret over noget af det, jeg skriver eller laver (ja, ja, så selvfed er jeg nemlig). Men det er lidt ensomt, for der går som regel 4-5 måneder, før nogen andre læser det, og til den tid er begejstringen som regel dampet rimeligt meget af.
Men tilbage til 2004. Jeg var 27 år i 2004. Og på den måde ville jeg passe perfekt ind i bloggermiljøet, som jo er en, skal vi kalde det, “ung branche”. Men dengang var der ikke noget bloggermiljø, og der var i øvrigt heller ikke nogen, der læste den blog, jeg skrev.
BLOGGER-BEDSTEMOR
I dag er jeg 39 og derfor næsten en slags bedstemor i en bloggerverden, hvor den største bekymring ofte er, at man fylder 30 en dag. Der er stor forskel på at være 27 og 39.
Når jeg har tid, nyder jeg at læse blogs af unge mennesker. De er seje, tænker jeg tit. Men de kæmper også meget. Både på at blive til den, de gerne vil være eller den, de tror, at verden forventer, de skal være. Men også med at lære at acceptere den, de nu engang er.
Mange har store krav til, hvordan deres kroppe skal se ud, der lægges mange kræfter i træningen, og anstrengelserne skal fotodokumenteres, både før og efter og helst i undertøj. Det har jeg det ok med, men jeg er virkelig glad for, at jeg ikke behøver blogge om mig selv i undertøj (og I kan også godt være lidt glade for det). Det ville gøre mig ret stresset, tror jeg.
I 2004 var der ikke nogen, der viste billeder af sig selv i undertøj. Eller, jeg stødte i hvert fald aldrig på det.
På den måde er det rart at være 39. Man bliver både mildere og mere eftergivende med sig selv i takt med, at man bliver ældre. Andres forventninger bliver mindre vigtige i takt med, at man falder til ro med, hvem man er.
Selvfølgelig er det da træls at have appelsinhud eller strækmærker eller grimme ar eller løs hud, og det er heller ikke specielt fedt, at man ligner Svampebob Firkant, hvis man en dag ikke har fået nok søvn, men ift. om ens børn har det godt, virker det mindre vigtigt.
EVIGT UNG
Samtidig kan jeg godt mærke, at der er et underligt pres for, at man skal holde sig forevigt ung. Og man må fx helst ikke have rynker. Eller det må man måske godt, men de bliver photoshoppet væk, når ens ansigt skal i bladene. Og det er da dejligt nok, for det er ikke spor rart at stå der og holde stædigt fast i sin naturlighed med linjer og fregner og pigmentpletter, når alle andre har kridhvid og ensartet porcelænshud.
Derfor stopper man med at smile på billeder, fordi man har for mange smilerynker, eller man undgår at lade sig fotografere i dagslys, fordi det skarpe lys er ubarmhjertigt og pludselig slet ikke ligner det spejlbillede, man er vant til at kigge på.
Men det er da underligt, at vi ikke må se ud, som vi gør.
Se bare på vores tidligere statsminister, som, hvad enten man bryder sig om hende eller ej, engang var en virkelig pæn dame. Men pludselig blev hendes øjenbryn trukket helt op i panden, og hendes pande holdt op med at bevæge sig, når hun talte.
Det er da synd, når nu hun faktisk blev ældre på sådan en pæn måde. Og det skævvrider billedet af hvordan vi må se ud, når vi bliver ældre.
Jeg kan sagtens føle presset med at skulle se ung ud. Også selvom man måske ikke helt er det længere.
Fx kan jeg nogle gange stå foran spejlet og opdage en ny rynke. De kommer lidt i ryk, nemlig. Og så bliver jeg helt urolig over, at det kun går den forkerte vej.
Hver dag, jeg kigger på mig selv, er det yngste jeg kommer til at se ud fra nu af. Jeg bliver kun ældre. Og rynkerne glattes kun ud, hvis jeg bliver tyk, og det synes jeg ikke lige er den bedste udvej.
Men hvis man er 39, har man altså rynker. Og det er skideirriterende, men det er altså en del af gamet med at blive ældre. Man kommer også til at se ældre ud. Især hvis man bevæger sit ansigt – hvilket man jo gør i virkeligheden.
Og det giver ingen mening at spilde for mange kræfter med at prøve at ændre noget, der ikke kan ændres. Man kan jo ikke stoppe tiden – så hvorfor prøve?
SELVACCEPT ELLER DOVENSKAB
Da jeg var ung (yngre), dømte jeg mig selv nøjagtigt lige så hårdt, som jeg synes, at mange af “de unge” gør i dag. Der var ikke plads til svaghed. I dag ser jeg ikke så meget på dagsformen men mere sådan helikopteragtigt på, om jeg er tilfreds med mig selv.
Og det er ikke altid, jeg er det, men jeg accepterer flere ting, fordi jeg ikke gider gøre den indsats, det tager at ændre det. Fx roder jeg for meget. Og jeg hader at gøre rent. Samtidig elsker jeg, når der er ryddeligt og pænt, men det er åbenbart ikke vigtigt nok, for der er næsten altid ret kaos-agtigt herhjemme.
Jeg gider heller gøre det, der skal til for at tabe 5 kg, selvom det hos kvinder er et næsten kollektivt mål. Det bliver for uvigtigt ift. hvad det ville kræve af mig. Og sådan laver vi jo hele tiden opvejelser for og imod. Er det umagen værd? Anstrengelserne værd? Næh…
DE FEDE 40’ERE
Jeg bliver 40 næste gang, og jeg glæder mig.
Hvor 30’erne forsvandt med en række alvorlige ting som at have små børn og finde mig tilpas på arbejdsmarkedet, og bekymre mig om karriere og økonomi, skifte kurs midt i det hele, finde ud af hvem hulen jeg er og gerne vil være og finde frem til, hvad det er, jeg synes, jeg skal bidrage med i denne her verden, byder 40’erne på en anden ro.
Børnene er store, levevejen er defineret, der er betalt af på huslånet og økonomien er på plads. Der er nattesøvn nok og tid nok og energi nok til at bringe de sjove ting tilbage på bordet. Og så tager jeg gerne rynkerne med, imens jeg stille krydser fingre for at de sætter tempoet lidt ned. Det gør de dog næppe.
Men nu skal det heller ikke lyde, som om man er livsklog som bare fanden, bare fordi man snart bliver 40. Det er slet ikke pointen, og jeg har RIGELIGT at lære endnu. Pointen er bare, at det ikke kun er skidt at blive ældre. Der følger også en stribe virkelig gode ting med rynkerne og de grå hår.
Måske gælder det i virkeligheden om at stille sig selv dette spørgsmål: Hvorhen er det, jeg retter mit fokus – og er det egentlig vigtigt i det store billede?
Det vil jeg øve mig på.
Jeg har faktisk lige læst et sted, at folk der roder er mere intelligente end folk der har pinlig orden alle steder ;-) :-D
Perfekt ! Jeg er ikke alene om at ville smide de f….. 5 kg! Super skønt indlæg med kloge ord.
Hilsner Pernille (ny-startet blogger på 52??)
Livet er for kort til at beskæftige sig med de 5 kilo. Ganske enkelt. Og sejt med nystartet blog! Blogging er så fedt!
Som flere af de andre skriver, SKØNT indlæg.
Det får mig til at tænke på, da jeg stod ved døren til de 40 år, alene med 2 børn på 9 og 12 år. En dag da jeg stod ved spejlet og jammede over mine rynker, kiggede min yngste datter på mig og sagde “mor det er ikke rynker, det er tankestreger” Siden har jeg tænkt sådan når jeg kigger i spejlet og nu står jeg ved døren til de 50 år, med ansigtet fyldt med tankestreger eller livets streger.
Jane lov mig, at nyde de næste 10 år, lige så meget som de sidste 10 år, de bliver ikke dårligere, fordi du er 10 år ældre, snarer tvært imod.
Alderen forhindre ikke en i at gøre de ting man er god til, du har en fantastisk blog, så den fortsætter du forhåbentlig, selvom du er en “blogger-bedstemor”
Mange hilsener Helle
Hvor er det en fin måde at se det på! Tankestreger :) Godt sagt!
Jeg håber, jeg kan fortsætte med at blogge til jeg mister lysten, hvis det nogensinde skulle ske. Mine læsere bliver jo ældre sammen med mig, tænker jeg :)
Se, dér tager du helt fejl Jane. Vi andre bliver nemlig ikke ældre ;-)
Skønt indlæg. Hilsen en på 37, som glæder sig til blive 40, og som har sluttet fred med de grå hår i stedet for at hive dem ud :-)
Tak :) Jeg er ikke begyndt at hive min “meget hvide” hår ud endnu. De blender stadig godt ind men altså… jeg lover intet! ;-)
Superskønt indlæg!
Jeg er såååå enig med dig rengøring og de 5 kg vs er det indsatsen værd!!! Det gør mig faktisk ikke mere lykkelig at gulvet bliver vasket hver uge eller at vægten viser 62 i stedet for 67 kg… Og hvor er det en lettelse at opdage det….
Hilsen en 37-årig med ro i sindet
Det er præcis sådan, jeg har det også! Selvom der godt måtte være lidt mere ryddet op herhjemme :)
Hej Jane,
Fedt indlæg.
Ja, man får lidt rynker og hvad så? Hvis man er glad og har det godt med sig selv så er det lige meget.
Jeg havde en sjov oplevelse en dag, da jeg stod og skulle plukke øjenbryn. Et lille hår ville bare ikke væk og var umuligt at få fat i…… :) Det var en rynke. Gud hvor jeg grinte.
`
/ Karin
Haha, kan man egentlig plukke rynker væk? Bare sådan før en fest eller lign? Det ville sgu være praktisk! :)
Tak for dette indlæg, Jane! Det er så vigtigt, at én som du – med så mange følgere – smækker rynkebilleder og tanker om det fede ved at blive ældre ud i æteren. Inspirerende! Tak!
Yes! Det gælder jo om at få det bedste ud af alle aldre, ikke? Og så handler det også lidt om hvem man sammenligner sig med. Hvis jeg ser mig selv i spejlet og tænker: gud, hvor ser jeg gammel ud! så er det måske fordi jeg ubevidst kommer til at sammenligne mig med bloggeren på 27, og det er jo unfair. Hver alder sin skønhed eller noget… :)
At videregive information, erkendelser, fejltagelser osv., er en del af det, som livet går ud på. Du har lige videregivet dine fine erfaringer og observationer, og dermed givet mig, en pige på 21 år, bare en lille smule mere ro, midt i en tid, hvor alting går ud på, at tage det næste rigtige valg, i et væld af valgmuligheder. Og ikke mindst midt i troen om, at der en form for skabelon for, hvordan man skal se ud.
Tak for et fint indlæg.
Sikke en fin og dejlig kommentar. Tusind tak Asta. Og hvor er det dejligt at kunne give lidt fred til en, der først lige har taget hul på 20’erne.
Tak for et dejligt indlæg – og håber at du tør holde på at vise sandheden frem for den sminkede falske verden. Det er jo vejen frem for at større de der ikke har den største selvværd.
Og nogle rynker er jo gode – alle dem pga gode oplevelser.
Tak Annika. Det kan være, jeg skal lave et bevidst rynkeindlæg sådan hver 5. år. Så kan vi se forskellen over tid – haha!
Jeg tænker at man kan blive ved med at blogge lige så længe man har et budskab. Jeg var jo med der i 2004 (og før?), hvor blogs mest var noget amerikanerne gjorde i. Jeg ville gerne bryde nogle tabuer omkring infertilitet ned. Skrive ærligt om livet som ufrivillig barnløs. Da det kapitel af mit liv sluttede, havde jeg ikke længere noget at sige. Det blev bare endnu en kedelig mor-blog. Men jeg tror, du har en masse på hjertet. Som f.eks. dette skønne indlæg.
PS. 40’erne er fantastisk, meget bedre end 30’erne
PPS. Jeg synes iøvrigt ikke du ser en dag ældre ud end de 10 år jeg har kendt dig :-)
Ja, din blog var en af en lille håndfuld, jeg kunne finde dengang. Det var et helt andet game.
Og hvor er du sød, Rikke, tak. Jeg kan nu sagtens se forskel fra nu og for 10 år siden. Oh yes! :)
Du kan godt glæde dig Jane. De bedste år er fra 40 til 60. ??
Jeg glæder mig allerede :)
Jeg bliver misundelig på dem, der er ældre. Eller bare dem, der har fået styr på hvor de skal bo (til menneskepenge – alle andre har åbenbart den vildeste arv eller løn og kan snildt købe hus for 5 mio – og ellers kender jeg bare de heldige, undtagen mig selv) og hvad de skal lave og er mega selvsikre og alt muligt andet. Finder jeg blot ovenstående, så er det fint nok med rynker und alles :)
De tanker kan jeg SÅ godt genkende fra da jeg var yngre! Jeg synes, det hjælper at se det hele som en proces. Og også erkende, at det er ok ikke at have styr på alt muligt fra starten. Der er et helt liv til at finde den slags – om end en bolig ville være rart ;-)
Sikke et dejligt indlæg! Du har nemlig ret i, at der også følge positive ting med alle årene på bagen. Det er lidt sådan: Hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes :-) Den større indsigt og erfaring, man får med tiden, er rigeligt et par rynker værd.
Man gør sig selv en stor tjeneste, hvis man slutter fred med, hvordan man ser ud – man kan naturligvis stadig godt gøre sig umage og få det bedste ud af det – men det er befriende at lade være med at kæmpe alt for hård for at blive noget, man ikke er.
Heldigvis kan man også blogge, selv om man ikke er tyve længere – jeg gør det i hvert fald med stor fornøjelse, selv om jeg er 62 :-)
Ej hvor er du god, Randi! Jeg har nogle gange tænkt: Kan jeg egentlig stadig blogge, når jeg er 50.. 60… etc.? Men selvfølgelig kan jeg jo det! Jeg ved ikke hvorfor man sætter sig sådan nogle åndsvage begrænsninger oppe i hovedet!