Oh the joy of Christmas – eller: Mavevirus i Valby

I går lavede jeg hønsekødsfrikadeller af Hanegalfars med revet knoldselleri, spidskommen og koriander, og de var sådan set udmærkede. Lige indtil jeg blev konfronteret med dem senere på aftenen, hvor drengebarn kastede op over sig selv, sengen, væggen og gulvet. Jeg vælger dog her at bringe før-billedet, da det gør sig noget bedre:

Tror dog, at nattens eskapader betyder, at disse aldrig kommer på bordet igen herhjemme.

Men pyt også med det. For jeg har valgt at erstatte mad med chokolade. Det går så fremragende. Jeg har fortsat madlede og kan derfor ikke forholde mig til frokost, som bliver en vag forestilling. Det resulterer i chokoladetrang om eftermiddagen, hvilket igen betyder, at jeg ikke er sulten til aften og derfor bare nipper til maden. Senere falder blodsukkeret så og så ved alle jo godt, at det ikke liiiige er en skål råkost, man hiver frem. Og da slet ikke når manden slæber dette til huse:

Så jo, det går da fremragende her i Valby. Jeg har svært ved at afgøre, om min kvalme skyldes manglen på ordentlig mad, eller om det er mavevirusen, der ånder mig koldt i nakken. Det skulle da være mærkeligt, om man fik lov at slippe, når man har stået med hænderne i det i dagevis.

Men kvalme eller ej. På den gode side gør denne her self medication by chocolate, at jeg er mindre deprimeret. Nu skal jeg bare forholde mig til selvleden, og den føles efterhånden tryg og hjemlig. Så alt er godt. Og hvis drengebarn viser sig at kunne holde mad i sig, bliver farmor og farfar hentet ud fra kulisserne, hvor de pt. står og venter. De skulle nemlig hente børn i dag, så mand og jeg kunne komme på Halifax efter arbejde og spise burger, inden vi skal se Breaking Dawn fra Loveseat i Falkoner. Men lad os nu se, hvordan det kommer til at gå med det…