Nøddetærte er en skøn efterårskage, og min opskrift er både sukkerfri, glutenfri og Low Carb. Den smager sødligt uden at være hvinende og har en skøn ahorn-agtig smag. En rigtig dejlig tærte til eftermiddagskaffen, hvis der kommer gæster eller til dessert.
Udstyr
Ingredienser
Tærtebund
- 200 g smør blødt
- 100 g fedtreduceret mandelmel fra Funktionel Mad du kan ikke bruge alm. mandelmel
- 3 spsk Sukrin Gold
- 1 tsk kanel
- 0,25 tsk vaniljepulver
Nøddefyld (brug de nødder, du foretrækker)
- 70 g hasselnødder
- 70 g mandler
- 60 g valnødder
- 10 g smør
- 50 g Sukrinsirup med ahornsmag eller alm. Sukrinsirup
- kanel et lille drys
Tærtefyld
- 3 æg
- 30 g smør smeltet
- 2 spsk Sukrin Gold
- 1 tsk kanel
- 1 nip salt
Sådan gør du
Bund
- Rør alle ingredienser til bunden sammen i en skål med en gaffel. Det er noget værre fedt-værk men bliv ved med at røre, til du har en fedtet, ensartet dej.
- Fedt dejen over i en tærteform (20 cm). Skyl hænderne i koldt vand og brug hænderne til at glatte dejen ud og få den fordelt op af kanterne.
- Opvarm ovnen til 180 grader og forbag bunden i 12 minutter eller indtil den er gylden i kanterne.
Nøddefyld
- Opvarm smør på en pande og rist nødder heri sammen med Sukrinsirup med ahornsmag og og lidt kanel.
- Rod det rundt på panden, til nødderne er ristet let og du har en lækker karamelagtig masse i bunden.
- Hæld hele balladen over i tærten.
Tærtefyld
- Pisk æg med smeltet smør, Sukrin Gold, kanel og et nip salt. Hæld massen ud over nødderne.
- Bag tærten i yderligere 20 minutter eller til æggemassen er gennembagt. Pas på den ikke bliver for mørk henimod slutningen (læg staniol over eller sæt pladen nederst)
Inden servering
- Lad tærten afkøle helt. Jo koldere, jo fastere/sprødere tærtebund.
- Den smuldrer dog stadig når den skæres men smagen er superdejlig.
Noter
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Nøddetærte uden mel og sukker
At bage en lækker nøddetærte uden mel og sukker er jo selvfølgelig lidt en udfordring, men jeg synes, resultatet kom meget godt i mål. Tærtedejen er tør og smør-agtig, og nødderne smager dejligt sødt og aromatisk pga. den sukkerfrie ahornsirup, jeg brugte i.
Da den ikke indeholder mel, er den naturligt glutenfri.
Den smuldrer en anelse, ikke mindst fordi jeg har brugt nødderne hele, hvilket betyder at den jo er svær at skære et ordentligt snit i (som de siger i Bagedysten😅)
Inden du laver opskriften, så husk lige at gennemse de gode tips allernederst.
Tip til opskriften
Da min nøddetærte er lavet uden mel og sukker i traditionel forstand, kommer vi ikke udenom et par kompromiser. Lad os kigge på dem.
Bunden har jeg lavet af fedtreduceret mandelmel og smør. Ingen æg. Det fungerer fint, men den er lidt svær at arbejde med, fordi den er så ekstremt fedtet. Brug våde hænder til at fedte dejen rundt i formen. Det gør det meget nemmere.
Du kan IKKE bytte det fedtreducerede mandelmel til almindeligt mandelmel. Har du kun almindeligt mandelmel, så brug i stedet bunden fra pæretærten.
Fordi jeg brugte nødderne hele, er tærten lidt svær at skære. Man kan hakke dem, men jeg synes, det er lidt synd. Men nu ved du det.
Og pas på at den ikke bliver for mørk. Jeg burde have sat min i bunden af ovnen, da halvdelen af tiden var gået. Den blev lidt mørk i kanterne.
Opbevar eventuelle rester i køleskabet. Den smager virkelig lækkert dagen derpå også, hvor den er næsten endnu mere fast, klistret og karamelagtig.
Flere tærter?
Vil du have flere tærter, så har jeg både en dejlig pæretærte, en æbletærte (helt uden sukker eller sødemidler) og en græskartærte (pumpkin pie), som også er skøn i efteråret.
Du kan også gå på opdagelse i alle mine kageopskrifter her: KAGER
Hej Jane,
Den ser dejlig ud😀
Jeg kan ikke tåle kunstige sødemidler, så hvad vil et godt alternativ være?
Hilsen Anne
-som har tabt 25 kg nu, og syntes det skal fejres med et lille stykke kage😊
Tillykke – hvor fantastisk!💪🏼
Hvilken type sødning kan du tåle og er du ok med kulhydrater fra fx sukker, tørret frugt eller lign?
Erytritol (Sukrin) er jo et såkaldt naturligt sødemiddel. Det er oprindelsen, der gør forskellen.
Tusind tak❤️
Jeg tåler ikke alm raffineret sukker, men har det fint med honning, dadler mv. i små mængder.
Produkter sødet med kunstig sukker giver svie og kløe i munden. Jeg har ikke prøvet sukrin, da jeg var nervøs for det.
Så prøv med honning og evt. blendede dadler. Det ville give en virkelig lækker smag også❤️
Kom nu også til St skrive under en forkert opskrift 🙄 har lidt travlt. Det skulle være under peanutbutter og chokolade småkagerne 🫣
hehe intet problem. Ked af at det ikke var tydeligt nok at der var tale om to forskellige slags mel 😔
Undskyld, jeg ser lige at det er en anden slags mandelmel jeg har bestilt, jeg bestilte en masse varer fra samme sted og det var alt sammen vis links fra din side, så jeg har ikke været opmærksom på at der var flere slags. Jeg har nok brugt et link fra en af dine andre opskrifter. Beklager meget fejlen er min 😌
Simpelthen så lækker er vild med den
Den ser simpelthen så lækker ud. Den vil jeg prøve i efterårsferien, når jeg får børn og børnebørn på besøg.
Ser spændende ud den møddetætte / keg har et barnebarn på 10 år som er på nul sukker og nul korn så så lige chancen her. Undrer mig over det der skkrin gold – er det ikk sukker -blot
I en anden form? På forhånd tak for dit svar – hilsen Lene
Hej Lene
Nej det er det ikke. Sukrin Gold består primært af sukkeralkoholen erytritol, som har den egenskab (som den eneste af sukkeralkoholerne), at den ikke optages i blodet. I DK skal man deklarere sukkeralkoholer som kulhydrat men i Eryritols tilfælde er det altså vedkommende og den bær tælle som nul.
Jeg kender ikke grunden til at dit barnebarn skal være på denne diæt men måske vil det være en fin idé lige at tjekke med forældrene om ingredienserne i denne kage er i overensstemmelse med den diæt, dit barnebarn skal være på.