Har du hørt om den populære og virale Ninja CREAMi ismaskine? Her er alt, du skal vide om den.
Vil du lave den lækreste og mest cremede is men stadig spise Low Carb, Keto, proteinrigt, kaloriereduceret eller lign. så er Ninja CREAMi din ven. Efter at være blevet bombarderet med reklamer for den i mit Insta-feed i månedsvis, gav jeg efter og købte en. Og det har jeg sørme ikke fortrudt. Hold op, den laver god is. Faktisk kan den trylle selv de mest enkle ingredienser om til cremet is.
Hvad er Ninja Creami ismaskine?
Ninja Creami er en ismaskine, der fungerer lidt anderledes end en traditionel ismaskine. I stedet for at ismaskinen indfryser din is under omrøring, så fryser du her din masse til isen først i de tilhørende beholdere. Ninja Creami har nemlig skarpe knivblade, der kan skære ultratyndt igennem en fast blok af frosne ingredienser. Denne metode gør, at den frosne masse får en glat og cremet konsistens. Du sætter simpelthen beholderen i maskinen, trykker på din valgte type is (icecream, gelato, sorbet, smoothie bowl osv.) og så klarer den selv resten.
Du laver altså is i lidt omvendt rækkefølge her. Her laver du og fryser du ismassen først, og Ninja Creami omdanner så de frosne ingredienser til lækker og cremet is.
Derfor elsker jeg den
- Meganemt – når først isen er lavet og i fryseren, er det SÅ nemt (næsten for nemt – haha) at lave is. Min gamle ismaskine har samlet støv i årevis. Denne bruger vi flere gange om ugen
- Lækker is af enkle ingredienser – uanset hvor enkle ingredienser, jeg har puttet i, har jeg fået megalækker og cremet is ud.
- Low Carb, Keto eller proteinrig is – jeg kan lave is, der indeholder få kulhydrater og endda godt med protein. Jeg kan også skalere kalorieindhold op og ned. Dvs. at hvis jeg vælger at spise is, så behøver det ikke vælte hele budgettet
- Små portioner – isbeholderen er relativt lille, hvilket indebærer en form for indbygget damage control.
- Nem rengøring – Den er ultranem at rengøre. Isbeholderen kan ryge i opvaskemaskinen og selve låget med kniven, er pivnemt at vaske.
Hvordan laver man is i Ninja Creami?
Ninja Creami ismaskinen fungerer som sagt anderledes end en normal ismaskine, idet den ’skærer’ ultratynde skiver igennem din i forvejen frosne ismasse.
Grundopskriften, der anbefales til den, indeholder flødeost, fløde og sødmælk sammen med sukker/sødning og smagstilsætning. Du kan se den præcise grundopskrift herunder.
Efter mindst 24 timer i fryseren, tager man bare beholderen og putter den i maskinen og trykker på det isprogram, man ønsker at lave. Og det er det.
Herunder har du en grundopskrift (læs flere tips under opskriften)
Udstyr
Ingredienser
- 20 g flødeost naturel
- 55 g sødning hvad du foretrækker at søde med
- 150 ml fløde
- 230 ml sødmælk
- smagstilsætning fx vaniljepulver, pebermyntedråber, mandelsessens osv.
- evt. extras fx hakket chokolade
Sådan gør du
- Pisk eller blend alle ingredienser godt sammen.
- Hæld massen i den isbeholder, der hører til Ninja ismaskinen.
- Sæt den i fryseren i mindst 24 timer.
Efter mindst 24 timer
- Tag ud af fryser og lad den stå på køkkenbordet i 10 minutter.
- Sæt beholderen i Ninja Creami og vælg dit isprogram. Er den stadig 'krummet' når den er færdig, kører du 'respin'.
Valgfrit punkt
- Skal du have ekstras i, fx hakket chokolade, laver du et hul på ca. 4 cm i midten med en ske. Put 30 g hakket chokolade derned og tryk på 'extras'. Isen er nu klar til at spise.
- TIP: Spiser du ikke hele beholderen, glatter du overfladen så den er helt flad og sætter isen tilbage i fryseren. Næste gang du vil have is, kører du bare det samme isprogram, du kørte den på i første omgang.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Hvorfor er der flødeost i?
Ja, det lyder lidt mærkeligt, men det hjælper angiveligt på konsistensen. Det er i hvert fald forklaringen, de giver. Jeg har tænkt, at det er i stedet for æggeblommerne, som du vil have i en normal isopskrift. Du kan sagtens eksperimentere med at udelade det. Jeg har fx ikke brugt det hverken i min Ninja Creami jordbæris eller min smoothiebowl med hindbær og de har en skøn konsistens alligevel.
Flødeosten kan i øvrigt ikke smages, hvis du er urolig for det.
Tips til at lave is i Ninja Creami
Fordi Ninja Creami skærer igennem isen, skal overfladen være flad. Du kan derfor ikke bare kyle beholderen med ismassen ind i fryseren, men du skal sørge for, at den står på en plan overflade. Spiser du ikke det hele, kan du glatte overfladen og sætte den tilbage i fryseren og køre den igen næste gang.
Hvis din is har en ’krummet’ eller tør konsistens, efter du har kørt den, vælger du ’respin’.
Jeg synes, isen bliver bedst, hvis beholderen med isen lige står ude 10 minutter, inden den køres. Mine kids har set på Tiktok, at de unge influensere derovre bare har den et par minutter under varmt vand, men jeg synes min metode bliver bedre.
Dine ’extras’ er dem, du putter i når isen har kørt. Det er fx hvis du vil have hakket chokolade eller hakkede nødder i eller hvis du vil have cookie crumble, oreos eller lign. i. Jeg har kun prøvet hakket chokolade. De andre forslag kommer fra de unge på Tiktok, som putter alt fra Oreos til Super Flyers i som extras.
Du kan godt genfryse og genkøre en is med ’extras’ men dine extras bliver så mere hakkede. Hvis du bruger extras, behøver du (måske) ikke respin. Jeg må indrømme, at jeg har kørt både respin + extras i pebermynteisen med chokoladestykker.
Hvor mange kalorier indeholder isen?
Det afhænger jo af typen og mængden af fløde og sukker. Jeg laver lidt forskellige slags. Jeg laver protein-is med lidt fløde og mere mælk til ’hverdagsbrug’. De indeholder ca. 5-600 kcal pr. fuld beholder og max 300 for en god stor portion. Skal jeg lave lækker dessert, bruger jeg en større mængde fløde, og så bliver kalorieindholdet lidt højere. De ligger vist på omkring 900 for hele beholderen – den deler jeg normalt i tre portioner. Kulhydratindholdet pr. portion ligger mellem 4-10 g.
Hvor køber man den?
Jeg har købt min Ninja Creami ismaskine hos KitchenOne (reklamelink). Den koster ca. 1.400,- Jeg er sikker på, at man også kan få den i fysiske butikker. Hvis ikke allerede, så snart.
Ninja Creami har længe været et viralt hit på Instagram og Tiktok og det er jo altid et spørgsmål om tid, før vi rammes af det.
Kan man ikke bare lave is i en almindelig ismaskine?
Jo selvfølgelig kan man det og er du glad for din ismaskine, er der ingen grund til at ændre på det. Jeg var ikke glad for min, som mest bare stod og samlede støv.
Vil du lave is i en almindelig ismaskine, tror jeg dog, det er bedst, hvis du vælger opskrifter, der ikke er lavet til Ninja Creami. Du kan se mit arkiv med almindelige isopskrifter her.
Er det ikke bare en blender?
Nej, det er ikke en blender. Kender du restauranternes Pacojet? Det er deres hemmelighed til at lave de mest fortryllende, cremede is. Desværre koster den 25-50.000,- Ninja Creami er en slags hjemmemodel af den.
Du kan dog godt lave smoothiebowls i den. Her skærer du din frugt i mindre stykker og dækker med væske og så fryser du den i 24 timer. Herefter kører du den på smoothiebowl-programmet og får en lækker, cremet masse ud.
Vil du lave drikkesmoothie, skal du bruge en blender i stedet.
Hej, har også købt en creami, men synes det er svært at få den rette konsistens. Har brugt grundopskriften. Tror du (og jeg kan selvfølgeligt prøve mig frem :) at jeg skal lade massen stå længere end 10 min på køkkenbordet?
Ja det tror jeg godt kan hjælpe. Jeg respinner næsten altid mine, så bliver de bløde og lækre. Angiveligt er det fordi de er ‘for kolde’, når de laver den der krummekonsistens.