Vi har haft den mest fortryllende tur til New York, og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte. Vi landede i København i går morges, og selvom jeg har været så godt som forskånet for jetlag (tips til det i et kommende indlæg), så er det, som om jeg stadig ikke helt er færdig med at fordøje de mange indtryk.
Det var virkelig intenst.
Vi rejste fra København onsdag formiddag og landede tilbage i København mandag morgen. Fem døgn, inkl. den lange rejse, er ikke meget til at opleve en så stor og vild by som New York, men jeg synes faktisk, vi gjorde et ret ihærdigt forsøg.
Vi travede i gennemsnit 20 km om dagen, og selv her to dage senere har jeg stadig ømme stænger. Men at gå er bare den bedste måde at opleve en ny by på, og vi sugede alle de nye indtryk til os.
TAK i øvrigt for jeres mange gode tip til New York, inden jeg rejste. De blev flittigt brugt, kan jeg godt afsløre, og de gjorde rejsen så meget bedre.
Men hvor skal jeg starte… Måske er det nemmere med billeder. Også selvom billederne på INGEN MÅDE yder byen retfærdighed. New York er en stemning mere end noget andet. Og billederne bliver for todimensionelle til at få det med. Men lad mig alligevel prøve.
SOHO – GREENWICH VILLAGE – WEST VILLAGE
Vi boede i Soho, hvilket var et superhyggeligt kvarter, som på mange måder virkede utroligt lokalt.
Soho og The Village flød lidt sammen for mig, men det var hyggelige små gader med meget liv og med de signifikante brandtrapper udenpå bygningerne. Jeg befandt mig utroligt godt der og nød at snuse rundt i gaderne.
New York er et virvar af indtryk. Alting er kæmpestort, og man føler sig mikro-lille i den store by. Bygningerne er enorme, lydene er høje, duftene skifter konstant fra bilos til affaldslugt til lækker madduft fra de mange food trucks.
Jeg blev nærmest overstimuleret og havde det sådan, at jeg i slutningen af dagene ikke længere kunne skelne lyde fra hinanden. Tordner det? Var det subwayen? Det var ret vildt at opleve.
MEATPACKING DISTRICT
Meatpacking var måske mit favoritområde. Spækfyldt med lækre restauranter, caféer og kaffebarer og selvfølgelig Chelsea Market. Gansevoort Market var enten lukket eller flyttet, så det fik vi desværre ikke besøgt.
Vi havde været meget tæt på at booke hotel midt i Meatpacking, men det var jeg alligevel glad for, at vi ikke gjorde. Der var fuld fart og fest og ballade om aftenen, og det var sjovt og rart at besøge, men også rart at tage væk fra igen. Vi spiste der et par gange og nåede også en cocktail (kamufleret som greenie) på en af rooftop barerne.
HIGH LINE PARK
En af dagene travede vi ned af High Line Park, som flere af jer havde anbefalet.
High Line Park er et gammelt togspor, der er hævet over byens gader, og hvor der nu er anlagt en park. At gå igennem et grønt område midt i den store by var virkelig dejlig afveksling til de støjende gader.
TIMES SQUARE
Times Square er på mange måder det, man (eller jeg) forbinder med New York.
Det er vildt crowdet, der er mennesker overalt, og de store billboards blinker løs og konkurrerer om ens opmærksomhed. I virkeligheden er det grimt og rædsomt, men samtidig er det helt utroligt fascinerende. Lidt som når man stopper op for at kigge på et trafikuheld. Det skal bare opleves. Helst både i dagtimerne og om aftenen, når solen er gået ned.
CENTRAL PARK
Efter en lang dags traven var det dejligt at hvile fødderne i Central Park. Vi satte os på en bænk i skyggen og lyttede til lidt jazz. Det er svært at fange den stemning på billeder, men det var simpelthen så dejligt. Se og hør dem spille “live” på min Instagramprofil (janefaerber).
Bagefter travede vi en lille tur i parken, hvorefter vi begav os ud for at opleve Upper East Side. Det var ikke specielt interessant men skulle jo opleves også.
BROOKLYN – WILLIAMSBURG
Vi boede på Manhattan og opholdt os mest på Manhattan. En enkelt dag travede vi dog turen ud til Brooklyn.
Vi gik over Brooklyn Bridge og fik forvildet os ind i et kvarter med ultraortodokse jøder. Det var som at træde ind i et samfund fra 1800-tallet. Herrerne gik klædt i kapper og med virkelig underlige pelshatte på hovederne, og kvinderne gik tækkeligt klædt i tøj, der lignede noget fra en film. Jeg turde ikke tage billeder af frygt for at virke respektløs.
Vi travede ud til Williamsburg og pludselig ændrede gaderne fuldstændig karakter og blev hipsteragtige og fyldt med smarte kaffebarer, street art og vintagebutikker.
På turen hjem gik vi over Williamsburg Bridge, og måske var det overstimuleringen eller varmen, men jeg synes faktisk, det var lidt ubehagligt.
Selve besøget i Brooklyn var dog farverigt og spændende.
GROUND ZERO – WORLD TRADE CENTER
Vi tog også en tur ned igennem det financielle distrikt ned til Ground Zero, hvor det nye koloenormt høje One World Trade Center står i midten, og hvor genopbygningen af de nye tårne stadig er i gang.
Det var gråvejr og regn, da vi var der, og det passede egentlig meget godt til sindsstemningen. Det var utroligt bevægende at være der, og jeg syntes faktisk, det var lidt ubehageligt. Ubehageligt fordi det ER ubehageligt. Vi har alle med rædsel set billederne fra 11. september hundredevis af gange, og det er svært at stå der midt i det uden at absorbere stemningen. Jeg har i forvejen tendens til at suge stemninger (og andres humør) til mig, så det var svært for mig at være i det.
Verden forandrede sig den dag. Det er bare på mange måder overvældende at besøge.
Herfra gik vi ned til floden og var egentlig på vej ned for at tage en tur med færgen til Staten Island for at få den fine udsigt til Frihedsgudinden. Men vi ombestemte os og valgte at gemme den til næste gang, når ungerne er med.
HVAD MED MADEN?
Nu har det her indlæg jo næsten været helt blottet for mad, og det er meget lidt beskrivende for vores tur.
Turen handlede nemlig rigtig meget om mad. Dels fordi både Søren og jeg interesserer os meget for mad, men også fordi turen var blandet business og pleasure.
De af jer, der har fulgt vores rejse på SnapChat, har været med på vores utallige “supermarkedssightseeings”. Jeg har dog valgt at skille maddelen ud i et separat indlæg, så det kommer om et par dage. Og du kan godt glæde dig! Vi spiste uventet godt i New York, vil jeg sige.
Læs alle mine madtips her: New York, restauranter, kaffebarer, madmarkeder og oplevelser for foodies
Men hvis ikke det er tydeligt nok i indlægget her, så var jeg ret vild med New York.
Kunne jeg bo der? Måske. Men ikke med børn.
Selvom jeg herhjemme har bosat mig ude i den rolige forstad, befinder jeg mig generelt godt i storbyen. Der er noget med anonymiteten og det at forsvinde ind i en stor by, som tiltaler mig virkelig meget.
Men det er også ok bare at være gæst, og det var virkelig, virkelig dejligt at komme hjem igen. Jeg glæder mig dog allerede til næste gang, vi skal derover!
LÆS OGSÅ: TIP TIL AT UNDGÅ JETLAG
Det ser fantastisk ud. Glæder mig meget til indlægget om maden der. Vil gerne vide hvordan det er, at leve en sund og sukkefri livsstil der :)
Dejligt og inspirerende indlæg om Ny – skal derover i efterårsferien og vi skal have vores 7 årige datter med derover :-)
Jeg kunne godt tænke mig at besøge Brooklyn og se et af de ortodokse jødiske kverterer. Havnede i der ved et tilfælde eller har du et tip til hvor vi skal gå hen?
@Jo
Jeg besøgte New York for første gang i marts sammen med min veninde fra min studietid i USA, og jeg blev fuldstændigt forelsket i byen! Mit yndlingsområde var uden tvivl DUMBO i Brooklyn (:
Camilla |
Hvis du bliver træt af at være madskribent, kan du blive fotograf?. SÅ fantastisk beskrivende og flotte billeder fra NY. Tak for deling.
Næste gang du skal til NY skal du prøve at leje en lejlighed gennem Airbnb. Så får du en rigtig new yorker lejlighed og det er super hyggeligt (og billigere end hoteller).
Det tror jeg faktisk også hellere, jeg vil. Særligt fordi ungerne skal med næste gang og et centralt beliggende hotel med plads til 4 er jo næsten ubetaleligt!
Selvom du ikke synes stemningen kan fanges ordentligt i billeder, synes jeg nu alligevel du har været virkelig godt til det! Jeg var derovre for første gang sidste sommer, og var også meget fascineret af NY’s mange sider – og ved at se dine flotte billeder blev straks kastet tilbage til sidste sommer og bekræftet i, at jeg må derover igen en dag :-)
Dejligt at høre. Når jeg sidder og ser på billederne sådan samlet set, bliver jeg faktisk også grebet af stemningen igen :)
Ved faktisk ikke hvor mange gange jeg har været i New York, mange gange.
Første gang som 34 årig og derefter minimum én gang om året, helst to.
Der er så mange oplevelser i den by, så mange tips og tricks man kan drage nytte af.
Jeg vil allerhelst bo i Broklyn, hver gang vi er afsted. Det rummer og emmer så meget af det fedeste New York, men det gør vi ikke. Faktisk bor vi næsten i forskellige områder når vi er afsted, for så ser vi som udgangspunkt en anden del.
Williamsburg er rigtig godt og har en stor mangfoldighed. Der er blandt andet de ultra ortodokse jøder, hipsterne og os.
Jeg synes vi har oplevet alle de kulturelle ting man skal opleve, og mere til, så nu er det næsten, som om det er home away from home.
Ja enig, det er sådan et dejligt sted. Jeg havde også følelsen af at jeg ville kunne blive ved med at finde ting at opleve! Jeg glæder mig allerede til næste gang :)
Jeg har tidligere luret på de der ture med 4-5 overnatninger. Men har valgt dem fra fordi det virkede som for lidt tid. Men det virker da til at det fint kan lade sig gøre- jeg har nydt at følge jeres tur på snapchat! Får sådan lyst til at tage til USA igen
Det er altså også ret kort tid men egentlig synes jeg, vi fik supermeget ud af det. For vores vedkommende var det jo også sådan, at vi lod ungerne blive hjemme og det sætter jo en naturlig grænse for, hvor længe man har lyst til at være væk. Så i vores tilfælde var det 4-5 dage eller ingen. Og så tænkte vi bare sådan på det, at dette bare var første besøg ud af mange :)
Da vi tog afsted sidste år blev vi advaret om at den første tur til USA var den dyreste – fordi man bare bliver nødt til at tage derover igen og igen :-) der havde vi dog ungerne med. En smuttur til NY uden børn ville også sætte en begrænsning på 4-5 dage- og ville virkelig være et fantastisk afbræk.
Sikke et inspirerende oplæg! :) Jeg var i NYC da jeg var barn og vil så gerne tilbage og suge kulturen til mig.
Glæder mig meget til at høre om mad oplevelserne, ville du måske noterer prislejet for der hvor I spiste/handlede? -Har flittigt fuldt med på Snapchat (wow nogle farver!)
Ja, det skal jeg gerne prøve, men det er ikke sikkert, jeg lige ved det. Vi kiggede ikke rigtigt på priserne, må jeg indrømme. Mit generelle indtryk var, at alt var ret dyrt… :-/
Elsker NY?
Hvilket hotel boede I på?
Vi boede på Nomo Soho Hotel. Supertjekket og fint og meget dyrt. Lidt for trendy og hypet til min smag. Jeg befinder mig bedst på mindre lidt mere laid-back steder. Men beliggenheden var perfekt og gaden, det lå på var stille og næsten trafikløs, så der var 100% nattero. Og jeg er meget lydfølsom, så den slags er meget vigtigt for mig :) Men ellers synes jeg måske nok at pengene kunne være bedre brugt andetsteds.
Tak for delingen?? Jeg elsker også bare NY og vil så gerne tilbage. Glæde mig til madbillederne?
Det var SÅ svært at tage gode madbilleder i New York. Man spiser for det meste indendøre og lyset er dårligt. Men maden, den var dælme god alligevel :)
Så fede billeder – fantastisk by :)
Tak :) Og enig, sådan en dejlig by. Det var mit første besøg men bestemt ikke mit sidste!