Dette er de nemmeste ostebrød, du kan finde, for de består kun af en ingrediens. Gæt selv hvilken. Okay, så startede vi lige med en IQ-test😅
Disse ostebrød er bare revet ost, der er bagt i ovnen. De kan bruges som tacoskal eller som anden form for bærer for dit fyld. Fyld fx lidt strimlet salat og en mexicansk kødsovs i og du har en lækker mexi-ret.

Ingredienser
- 80 g revet ost fx mozzarella eller cheddar
Sådan gør du
- Opvarm ovnen til 200 grader varmluft.
- Fordel osten i to runde klatter med god afstand til hinanden på en bageplade beklædt med bagepapir. Flad dem ud og form dem runde med hænderne.
- Bag i ovnen i 7-8 minutter, eller til de er gyldne i kanten.
- Tag dem ud, lad dem boble af og let dem herefter fra bagepapiret med en spatel.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Ostebrød lavet af… ja, ost
De nemmeste ostebrød er lavet af ost. Tidligere har jeg lavet ostebrød af ost og æg og det fungerer også supergodt. Men i dette tilfælde var jeg i et bjerghus i Spanien uden nogle æg i sigte. Men jeg havde en pakke revet ost. Og det blev derfor til ostebrød uden æg.
Hvilken ost skal man bruge?
Osten, jeg brugte, var en revet mozzarella. Den smager ikke af meget. Til mexicanske tacoskaller ville jeg vælge en cheddar i stedet eller måske drysse lidt krydderi på.
Mange bekymrer sig uforholdsmæssigt meget om den lille mængde stivelse, der tilsættes købt revet ost for at sikre at den ikke klumper sammen. Det er helt cool at vælge at rive sin egen ost. Men det er i mine øjne lige så cool at se igennem fingre med noget, der bidrager med måske 0,5 g kulhydrat i den mad, man spiser. Personligt har jeg i hvert fald bedre ting at gå op i, for at være ærlig.
Opbevaring og frysning
Jeg opbevarer dem i køleskab med mellemlægspapir imellem. De er lidt kedelige direkte fra køleskab men kan varmes hurtigt i airfryer eller lign.
De kan fint fryses også.
KISS i yderste instans 😅
Haha JA. Måske er det derfor jeg elsker at være i Spanien. Alting er sgu så nemt her😅