Stop med at kalde ting ‘naturens Wegovy’


Er det bare mig, der har et forskruet feed på sociale medier, eller er alt pludselig naturens Wegovy

Forleden læste jeg endda en artikel på Videnskab.dk om ‘kroppens eget vægttabssystem, der fungerer ligesom Wegovy’. Ej, men stop nu. Hvis kroppen var så glimrende til det med vægtregulering, eller hvis det hjalp bare at spise flere fibre eller grøntsager, så havde vi ikke de problemer med overvægt, som vi har.

Grøntsager er ikke naturens Wegovy

Hvor mange overvægtige har ikke tygget sig igennem kilovis af grøntsager? Hvis det virkede som Wegovy, havde vi set effekten af det. Men grøntsager er ikke Wegovy. Kosttilskud fra helsekosten eller fra tvivlsomme Facebook-annoncer er ikke Wegovy. Wegovy er Wegovy – og det er et freaking mirakel, for nu at sige det som det er. 

Wegovy virker ved at øge GLP-1 i tarmen. Det giver forlænget mæthedsfornemmelse og forsinker madens transittid igennem fordøjelsessystemet. Masser af andre ting øger også GLP-1 i tarmen. Grøntsager og kostfibre gør, protein gør, ketonstoffer gør – hey, træning gør også. 

Men det gør det ikke til naturligt Wegovy. For kroppens egenproduktion af GLP-1 er ekstremt kortlivet. Faktisk nedbrydes det i løbet af få minutter. Lægemidlet Wegovy derimod er syntetisk GLP-1, som er fremstillet til at modstå denne naturlige nedbrydning. Og derfor er effekten så kraftig og langvarig og det er derfor lægemidlet giver længere appetitkontrol end at spise grøntsager eller tage et tvivlsomt kosttilskud. At tale om at noget er ‘naturens Wegovy’ er simpelthen en overdrivelse af dimensioner.

Protein og grøntsager er stadig en glimrende idé

Jeg synes dog absolut, at det er en glimrende idé at spise protein og grøntsager, også hvis du ønsker vægttab, men jeg ville gøre det med det formål at øge næringsstofindholdet i bytte for få kalorier. Og det gælder, uanset om du benytter dig af vægttabsmedicin eller ej. For sagen er, at den sunde kost er den samme, om du tager vægttabsmedicin eller ej. Du skal have protein og næringsstoffer og nok energikalorier til at trives. Protein, grøntsager og sundt fedt er et udmærket udgangspunkt.

Og det er samtidig en kostmodel, der hjælper til at blive mæt på færre kalorier og som har mulighed for at stille kroppens behov for næringsstoffer, selvom du spiser mindre, end du har brug for. Og det hjælper samtidig til, at det, du taber, er fedt og ikke muskelmasse. For helt at undgå muskeltabet skal den proteinrige kost dog suppleres med styrketræning. Men dette er fundamentet i et sundt vægttab. Og det gælder både med og uden vægttabsmedicin. 

Jeg bliver så træt af sundhedsverdenen nogle gange. Hvorfor kan vi ikke bare have en ærlig snak om sundhed og vægt? Hvorfor kan vi ikke tale om, at det er dødhamrende svært at leve sundt og at slanke sig i den forskruede verden, vi lever i, men nu giver vi det et skud alligevel? Fordi vi vil noget andet med vores liv. 

Læs også: Keto og Wegovy

Spis havrefras og cheerios eller hvad med cornflakes til aftensmad?

Mange får i disse dage øjnene op for, hvor meget fødevareindustrien har været med til at diktere, hvad vi spiser. Vores egen Fødevarestyrelse, der er kendt for gerne at invitere industrien med til bords, laver kostcirkler med sund og klimavenlig mad, hvor kødet er taget ud, men hvor der er blevet plads til havrefras og cheerios. Sig mig, er der ikke en voksen til stede derinde?

Vores regering har afsat 450.000.000 til udvikling af køderstatningsprodukter, som forbrugerne iflg. både salgstal og markedsundersøgelser ikke skal bede om. Fornyligt stod Kelloggs bag en kampagne, der skulle overbevise folk om, at morgenmadsprodukter i æske også er glimrende at spise til aftensmad. Godt nok i USA, men stadig… 

Hvorfor er der ingen, der råber op om den enorme risiko, der er forbundet med at fjerne de mættende, næringsrige, nemtoptagelige proteiner fra kosten?

De er så kyniske… og jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere kynisk også.

Selvom jeg i mere end et årti har talt for et sundhedssyn, der på mange måder vender de officielle kostråd ryggen, har jeg været ret diplomatisk, synes jeg selv. Du har kunne høre mig sige ting, som at ‘kostrådene er bedre end deres rygte’ og ‘de er sikkert rigtig fine for unge, aktive, metabolisk sunde mennesker’.

Men det bliver sværere og sværere. I de her dage hælder jeg mere til, at det er sikrest bare at gøre det modsatte. Jeg kan godt gå med på spis flere grøntsager, spar på det søde og sluk tørsten i vand. Resten er jeg Jane-modsat på. Jeg spiser mere kød, ikke mindre, jeg spiser mere fedt, ikke mindre, ja, også det mættede fedt fra dyr, jeg sparer bestemt ikke på salt, tværtimod faktisk, jeg fravælger aktivt de anbefalede raffinerede planteolier og jeg vælger fuldfede mejeriprodukter i stedet for de fedtfattige, når jeg spiser den slags. Men måske vigtigst af alt: Jeg fravælger alt det kunstige, fabriksproducerede mad. Det er jo ikke mad.

Måske er det, fordi jeg er sidst i 40’erne og hormonerne raser rundt i kroppen på mig i et sidste desperat forsøg på at foregive at være fertil, før der lukkes endeligt ned. Eller måske er det bare, fordi sundhedsverdenen er blevet tiltagende mere bims i de 13 år, jeg har befundet mig i den. Jeg ved det ikke, men jeg kan mærke, at min tålmodighed og diplomatiske sans har det svært i disse dage.

Gå imod strømmen og bliv sundere og slankere

Jeg synes, det er unfair, at man i så rigt et samfund skal gå imod strømmen, hvis man ønsker at holde sig rask, sund og slank. Men det peger mere og mere på det. Du er selv ansvarlig for dit liv og dit helbred. Der kommer ikke nogen og hjælper dig eller løser opgaven for dig. Det er ensomt, frustrerende og skræmmende at tage ansvaret selv og turde gå med det, man selv fornemmer er det rigtigste. Men jeg vil næsten garantere dig, at medmindre du finder en fuldstændig tosset vej at gå, så ender du et bedre sted end flertallet ved at tage sagen i egen hånd.

Min indbakke er fyldt med folk, der taber kilo og sender sygdomme i remission ved at gøre ‘det modsatte’ og jeg har læger, der skriver til mig om, at de i hemmelighed anbefaler deres patienter at kigge på Madbanditten, selvom de reelt ikke må.

Det er jo et udtryk for et system, der er gået i stykker💔

Jeg føler, vi er nødt til at afslutte på en mere munter tone – hjælper denne?

Måske er den for dyster, men den fik et smil på mine læber. Og måske også lidt rart at vide, at selvom det kan føles, som om man står der helt alene, så er man sjældent helt alene alligevel.

Hvis du en dag vil have min hjælp til at gøre tingene anderledes, har jeg to måder at hjælpe dig på.

Mit Keto-kursus er en 6 ugers guide til at lykkes med vægttab med Keto. Vi arbejder med at sammensætte kosten, så vi opnår bedst mulig appetitkontrol og vi arbejder samtidig med vaner, tanker og mindset. Kurset starter hver mandag og du kan derfor starte, når det passer dig bedst. Info og tilmelding her: Keto Kickstart

Fit efter 40 er mit store nye livsstilskursus for kvinder over 40. På kurset arbejder vi med de udfordringer, som kvinder ofte løber ind i, når aldersnålen trækker derop ad, dvs. både vægttab, mad, søvn, træning og mindset. På kurset har vi 4 forskellige koststrategier, fordi ‘one size never fits all’. De første modige deltagere, der har været igennem kurset, beskriver det som ‘øjenåbnende, fantastisk, lærerigt og motiverende’. Se mulige startdatoer og læs mere om det her: Fit efter 40

Prøv PLUS gratis i 7 dage

Få adgang til at se energiberegninger på alle mine 2.000 opskrifter, din egen favoritside, hvor du kan gemme opskrifter og lave madplaner med indkøbsliste, velkomst e-bogen Den Store Keto-guide (værdi 149,-) og du kan lytte til min podcast. Du får også adgang til en lukket spørgeside, hvor du kan stille spørgsmål til mig.

Altsammen gratis de første 7 dage.

Ja tak – start prøveperiode nu!

MadbandittenPLUS

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

4 kommentarer til “Stop med at kalde ting ‘naturens Wegovy’”

Skriv en kommentar

  1. Jeg er helt enig, men Anette Sams du har skrevet bogen Kålhydrater sammen med, er jo én af dem der mener man kan spise sig til samme effekt som Wegovy. Hvordan har du det med det?

    Svar
    • Jeg vil lige starte med at sige, at denne artikel er skrevet uden tanke for Anette og hendes nye bog. Og jeg synes heller ikke, at det er rigtigt at sige, at Anette mener, at man kan spise sig til samme effekt. Sådan forstår jeg hende i hvert fald ikke og jeg har svært ved at forestille mig, at hun ville gå ud med så forkert og uvidenskabeligt et synspunkt. Og gør hun det, tager hun fejl. Enklere kan det ikke siges. Du får ikke wegovy-effekt af at spise kål. Du kan spise dig til bedre appetitregulering ved at vælge uforarbejdede madvarer. Og det er bestemt bedre end at spise ultraforarbejdet mad. Det er sådan jeg forstår Anettes synspunkt og det er jeg 100% enig med hende i.

      Svar
  2. Tak for dit indspark Jane. Forstår godt retorikken og et opgør med den diplomatiske tone i en skør sundhedsverden.
    Ovenstående billede får mig til at tænke på corona tiden, der følte jeg mig alene😅
    Tak for inspiration!

    Svar
    • Ja det gjorde jeg virkelig også. Der er et eller andet fuldstændig galt i sundhedsdanmark og det føles som kejserens nye klæder at være vidne til det🫣

      Svar