Når man vil det hele…

I går var det Kvindernes Kampdag, og uden jeg skal rage mig for langt ud i en ordstrøm om, hvor langt/tæt, jeg mener, vi er på reel ligestilling, så er det altid en god dag til lige at stoppe op og overveje vores muligheder. For mulighederne har vi fået foræret, men de kommer sammen med et ansvar om at forvalte dem rigtigt. Og det er jo den svære del og på det punkt falder jeg igennem. For jeg vil nemlig det hele! Punktum. Er det for meget at forlange? Måske ikke, men det kan være for meget at overkomme.

 

Men jeg er en tidsoptimist, der er gift med en tidsoptimist og jeg arbejder på en tidsoptimistisk arbejdsplads. Og når man samtidig ikke lige er verdensmester i mindfulness og tilstedeværen i nuet, fordi man har en knude af fremdrift i maven, der knuger sig sammen, hvis den har stået på status quo for længe, så har man altså uendeligt svært ved at takke nej til noget som helst. Og sådan gik det til, at jeg takkede ja til et MBA modul i projektledelse, fordi der var kommet et afbud. Det er jo i toppen! Eneste minus er, at undervisningen foregår på seks hele lørdage, og de to allerede er gået, og jeg derfor starter med at være 350 sider bagud. Nå ja, og at der er en af de kommende undervisningsdage, som jeg ikke kan deltage i, fordi jeg den weekend er til bryllup i Slovenien. Så jeg laver altså 50/50 på selvstudie og undervisning. Men det går jo nok det hele. Ikke? Og det bliver jo pissefedt! Altså, mest når det er overstået.

 

Det der med at ville det hele gælder også i en masse andre forhold. Det gælder f.eks. når man laver en 21 dages yogachallenge, som betyder, at man selv skal stå op kl. 5 hver morgen. Som om min vanlige vækketid på 5.30 ikke var tidligt nok?! Naarh, man kunne jo liiiiige… Okay, sandheden er, at jeg faktisk er ret vild med den yogachallenge, men jeg er nede på kun at gøre det 5 dage om ugen. Det der med alle dage giver jo slet ingen plads til, at man nogle morgener har tømmermænd eller er så træt, at bare tanken om yoga virker decideret latterlig! Og meningen med yogaudfordringen for mit vedkommende var at vise, at jeg kunne fastholde interessen for det længe nok til at jeg kunne retfærdiggøre at bruge penge på at melde mig til yogaundervisning. Nu er det bare sådan, at jeg overhovedet ikke kan se, hvornår jeg lige skal presse sådan et par gange yoga ind i mit ugeskema. Men man kunne måske liiiiige…

 

Gaaah! Jeg lider jo af uhelbredelig “man kunne jo liiiige…”. Pas på det ikke smitter!

 

Men det hænger også sammen med forårskådhed, for efter en lang, mørk vinter, er det svært ikke at blive fuldstændig overstadig og føle sig uovervindelig, når man støder på dette syn på vej til arbejde. Det er lige så det bobler i maven…