Når mad bliver til religion


Kender I Carla? Hun har testet low carb på egen krop her i weekenden, og det er jo altid et spændende eksperiment, når man laver så drastisk et skift i sin kost. Det fik mig til at tænke på mine egne indledende fejlslagne forsøg med low carb. Den største fejl, jeg begik var, at jeg skar ned på kulhydraterne, men glemte at sætte noget andet energigivende i stedet. Nemlig fedt. Jeg var ikke som sådan fedtforskrækket, men jeg undervurderede helt klart den mængde af fedt, der skulle til, for at jeg trivedes med den type kostsammensætning.

Generelt er jeg enormt nysgerrig, når det kommer til forskellige typer kostretninger, og jeg giver dem gerne et forsøg på egen krop. Altså sådan indenfor rimelighedens grænser. Ikke sådan på lev-af-grapefrugt-i-7-dage niveau. Jeg synes, det er interessant at opleve, at der er nogle ting, som kroppen trives med, og andre, som slet ikke duer for mig.

Fx elsker jeg teorien bag RAW Food. Og jeg synes, at maden er for vildt lækker. Men jeg har været dødsulten de gange, jeg har prøvet det. Måske har jeg ikke givet kroppen nok tid til at omstille sig. Desuden er jeg mere proteintype og trives derfor med røde bøffer til morgenmad (om end jeg helst vælger noget andet). Lene Hanssons syre-base-spis-kun-frugt-om-morgenen duer selvsagt heller ikke for mig. Jeg bliver helt tovlig, hvis jeg ikke får noget tungere kost indenbords fra morgenstunden og slutter helt sikkert eftermiddagen med at kaste mig over det første det bedste slik, jeg møder på min vej. Som jeg så kaster i mig, imens jeg har et slags tranceblik i øjnene. Virkelig speciel oplevelse og bagefter kan jeg ikke helt gennemskue, hvordan det lige gik til.

Og det er egentlig det, der er hele pointen. Det, som er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for andre, og derfor er hele idéen med fælles kostråd og madpyramider osv simpelthen så fjollet. Vi er jo ikke ens. Jeg spiser fx virkelig meget fedt. Og stortrives med det. Og jeg tager ikke på af det. Tværtimod. Spiser jeg mange kulhydrater derimod, stiger min vægt, uanset om jeg samlet holder mig på 1000 kcal om dagen. Kalorier er i det hele taget et uinteressant måleredskab i min verden.

Men tilbage til at vi alle er forskellige. Jeg har tvillinger. En dreng og en pige på 5 år. De er relativt uspolerte, når det kommer til mad. De spiser pænt af det meste og er et rimeligt taknemmeligt publikum, når det kommer til mad. Slik er noget, de spiser til fødselsdage, og det er endnu ikke noget, der har en fast plads i deres ugemenu. Til gengæld reagerer de vidt forskelligt på mad. Min datter er meget som mig. Hun bliver fuldstændig hypet af kulhydrater og kan fx slet ikke håndtere, at der står en brødkurv på bordet. Når vi laver julekager til jul, finder jeg hende som regel med hovedet helt nede i glasurskålen eller i færd med at spise krymmel med ske. Hvis hun får slik/kage/is, tuder hun resten af dagen, og hun er bare helt uden stopklods hvad angår den slags. Hun har det ikke fra fremmede, lad mig bare understrege det. Hun trives med meget fedt og spiser gerne nødder, oliven, fede oste eller smoothies, som jeg fylder med gode olier. For min søn er disse madvarer mindre interessante. Han kan ikke lide for søde ting og er typen, der beder om vand, når der diskes op med saft og sodavand til børnefødselsdage. Selv juice synes han er for sødt. Han kunne ikke tåle komælk som lille og vælger det i dag fra pga. smagen. Han trives fint på branflakes med rismælk til morgenmad, ligesom manden i huset gør det. Hvis han (drengen, ikke manden) er til fødselsdag, har han som regel en slikpose med hjem, som han gladeligt deler med søster. Hun derimod deler med ingen og levner intet. Dette bare for at illustrere at to uspolerte væsener, der er vokset op på samme kost, viser sig at have vidt forskellige behov.

Nogle gange bliver det der med mad bare så religionsagtigt, og mange prædiker og missionerer, som om de ligger inde med de vises sten. Og det bryder jeg mig virkelig ikke om. Jeg tror, det gælder om at finde nøglen til sin egen krop og så rette sig efter de ting, som man mærker, at kroppen trives bedst på.

Og for mit vedkommende var det i dag til frokost en rest kød fra aftensmaden i går sammen med en grøn salat med spinat, rucola og grøn peber sammen med en dressing lavet på gode, koldpressede olier.

Mangler du inspiration til morgenmad og frokost?

… og har du en airfryer? Så er min nye e-bog lige noget for dig. Her får du 30 nye Keto-opskrifter på morgenmad og frokost, du kan lave i din airfryer. Nemt, hurtigt, lækkert og sundt.

Du sparer 20% lige her >>

Lad mig gøre dit sunde liv ENDNU nemmere!

Med MadbandittenPLUS får du:

  • energiberegninger på alle mine 1.900 opskrifter
  • din egen favoritside, hvor du kan gemme dine yndlingsopskrifter
  • adgang til værktøj, hvor du kan lave egne madplaner og få indkøbsliste
  • færdige madplaner, jeg laver
  • velkomst e-bog Den Store Keto-guide (værdi 149,-)
  • adgang til at læse eksklusive sundhedsartikler og guides
  • adgang til at lytte til min podcast

OG jeg fjerner alle reklamer fra siden🥳

Det koster 1 krone om dagen – men du kan prøve det GRATIS i 7 dage først.

>> MadbandittenPLUS <<

Kom med ombord og lad mig hjælpe dig. Det har aldrig været nemmere at spise sundt.

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

7 kommentarer til “Når mad bliver til religion”

Skriv en kommentar

  1. EJ, du har altså også beskrevet mine børn det. Den ene totalt ligeglad med sukker, vil bare ha mad og kød der mætter. Den anden et frådende sukkermonster, der faktisk ikke kan tåle sukker

    Svar
  2. Skønt indlæg. Det er virkelig noget med at bruge sin sunde fornuft, og de officielle kostråd er jo altid foreløbige og noget, man højst kan bruge som helt overordnede guidelines. Det, der virker i praksis for den enkelte, må være det rigtige.

    :) C.

    Svar
  3. Vi er forskjellig og dette innlegget var bra!! Du og din datter høres ut som meg og min datter…helt vill etter søtt. Rawfood er kjempe godt og lekkert men jeg må blande det med kjøtt/fisk for å bli mett.

    Svar
  4. Jeg tror heller ikke på at der er en one size fits all opskrift.
    Jeg blev hverken slnk eller sund af vegetar/veganerkost- tværtimod…
    Faktisk havde jeg en sjov oplevelse da min datter var 3-4 år.
    På det tidspunkt var jeg vegetar -og min datter var bare besat af smør, ost, æg og kød ( Hun spiste aldrig brødet eller yoghurt hvis hun kunne undgå det. I OBS udspillede der sig en være sene en fredag; Et stks datter blev ved med at putte engelske bøffer i kurven- mor tog dem op- et stks barn lå og hylede på gulvet ” jeg vil ha køøøøøøøød” . En ældre mand var ret fortørnet og mente at når nu det ikke var slik burde jeg lade barnet få dem ;).
    Senere fandt jeg ud af at min datter er blodtype O ( som man siger har et større behov for protein og ikke tåler mælk og hvede særlig godt)
    -og der måske var en grund til at vi kaldte hende stenalderbarnet som lille ;).

    Svar
  5. Jeg er også rigtig træt af madguruer, der tror deres bud er det eneste rigtige, både på den traditionelle og alternative side. Men efterhånden synes jeg næsten at de traditionelle ernæringsfolk er de mest fordomsfulde og tillægger andre alle mulige negative motiver. Hvis man ikke følger de officielle kostråd, er man en fanatiker der nærmest er på vej til at få ortoreksi. De fatter ikke hvor dårligt mange mennesker trives på kostpyramiden.
    På den anden side kan jeg heller ikke klare dem, der er ved at gå i spåner, hvis man spiser noget der ikke er økologisk.
    Man må finde sin egen balance, og så håber jeg det efterhånden bliver almindeligt accepteret, at nogle mennesker siger nej tak til det de ikke har det godt med at spise.
    Hilsen Inger

    Svar
  6. Jeg har i årevis “kæmpet” med fødevareintolerance og haft så meget fokus på hvad jeg “må” og “ikke må” spise, at det hang mig langt ud af halsen. I 2-3 år spiste jeg disciplineret efter en “elimineringsplan” for at klarlægge hvilke ting jeg reagerede på. Under den strenge elimineringsfase havde jeg til tider ret ondt af mig selv, og tænkte at det ville være hårdt at skulle undvære/undgå bestemte ting resten af livet…… MEN……. Det er jo netop IKKE så svært når man mærker forskellen i sin krop. Jeg har overhovedet ikke svært ved at sige “nej tak” til mine “giftstoffer”, da jeg VED hvad de gør ved mig, min krop og mit humør. Da elimineringen var overstået “snød” jeg nogle gange, men hen ad vejen blev tingene ligesom sat i perspektiv…. for var den skive røget hellefisk eller 3 mundfulde ananas virkelig en nat med mavekramper, koldsved og madforgiftningssymptomer (og deraf følgende pendul-løb) værd? I virkeligheden snød jeg jo kun mig selv. Og det blev meget hurtigt meget nemt at sige “nej tak” selvom listen over “no-goes” er ret lang.

    Det lyder til at du via afprøvning af forskellige kostretninger har lavet din egen kost-eliminering – og også ser fordelene ved at give kroppen det den har brug for, fremfor det hjernen har lyst til. Tillykke med det -og nyd det. :-)

    Your body is a temple, treat it with respect!

    Svar