Seriøst! Hvad laver man egentlig? Det er første gang i seks (6!) år, jeg er helt alene hjemme en nat. Bevares, jeg har været alene andre steder, jeg har følt mig alene, men jeg har bare ikke været helt alene hjemme, siden jeg fik børn. Jeg lagde ud med at trave hvileløst rundt i mit eget hjem. Der var tomt og stille, og der var ingen, der konstant bad mig hjælpe med et spil, de var i gang med på iPad’en, eller forholde mig til, hvorvidt Batman kan klare Ninja Turtles, eller som bad mig stryge en perleplade, sætte en børnetatovering på armen, læse højt eller frisere hår på My Little Pony. Og jeg behøvede sådan set heller ikke hele tiden rydde op. Jeg rydddede bare op én gang, og så blev det ved med at være ryddet op. WTF? Har I hørt om det? Ingen Sisyfos-gøremål! Tror da fanden, jeg blev rastløs. Hvordan får man tiden til at gå, hvis man kun skal gøre tingene én gang? Væsentligt spørgsmål efter seks år i et børnefamilieliv…
Til sidst åbnede jeg en flaske rødvin og gik i gang med at lave mad. Uforstyrret og imens jeg hørte musik. Se, så var jeg pludselig på hjemmebane. Egentlig ville jeg have været nede og træne, men jeg var træt som et alderdomshjem efter en dag, som mit elendige sovehjerte mente skulle starte kl. 3.30, og en dag på artikelfabrikken, hvor hele følelsesregistreret var i spil, idet vi offentliggjorde, at vi fyrede 12 medarbejdere.
Nogle gange skal der bare rødvin til…
Jeg havde ikke fået handlet ind, så jeg lavede mad fra køleskabet. Menuen endte på kyllingeruller med parmaskinke og fyldt med resten af tapenaden fra i går. Som tilbehør lavede jeg en appelsinmarineret rødkålssalat med små æblestykker og hakkede valnødder. Også altid lækkert!
Men altså, da den første rastløshed havde forladt mig, begyndte jeg at nyde det der med at være helt alene hjemme. Det måtte for min skyld gerne blive en hyppigere tilbagevendende begivenhed. Tænk, at have sådan en mig-dag en gang om måneden, f.eks. Mon ikke man ville blive et lidt anderledes menneske?
Her til morgen var det dog næsten endnu mærkeligere. Ingen snart 6-årige, der kom og sagde godmorgen til mig i badet, og som glemte at lukke døren til badeværelset, så jeg kunne stå derinde under bruseren og fryse. Ingen, jeg skulle lave morgenmad til, børste tænder på eller flette hår på. Bare mig. Og stilhed… Der er potentiale i det her koncept!
Du har ret, Henriette. Pludselig bliver de store og der bliver flere og flere af den slags dage. Og så er det hele forbi. Virkelig mærkelig tanke…
2 chokofanter og et glas rødvin :)lyder næsten bekendt.
Jane man vænner sig til det.
Jo ældre ungerne bliver jo oftere sker det.
I starten syntes jeg det var skønt-måske fordi jeg som enlig mor godt kunne være hængt op.
I dag har jeg det mere blandet med det. Jeg nyder når det sker nogle dage om måneden – men ikke hver uge. I aften er jeg alene hjemme, så jeg regner med den står på 1-2 glas rødvin- den slags tapas som tøsebarnet ikke gider( læs afskåret pølser, skinker og svampe)
Jeg undgår Disneyshow -men kan se seriøse voksenfilm allerede fra start.
Men jeg skal klart erkende at jeg bekymrer mig om de der 2 års tid når hun flytter hjemmefra .( Bliver nødt til at få den efternøler)
At lave mad til sig selv er ikke problemet – men nøj hvor er det kedeligt at spise alene.
Ork, jeg kunne også sagtens fylde min tid ud før børnene kom. Uden problemer. Men det er uvant for mig i dag. Man vænner sig åbenbart til at leve med børn. Noget, jeg ikke var sikker på nogensinde ville ske…
Rikke, tænk at kunne nøjes med to chokofanter og et glas rødvin. Den slags mådehold er mig helt fremmed… ;-)
Og ja, vispiserude, det var lidt kedeligt at spise alene. Men rødvinen holdt moralen oppe :)
Jeg er meget imponeret over, at du kan trylle sådan et måltid frem af det, der lige er i køleskabet. Uden at handle! Kunne aldrig ske hos mig.
Og jeg kan i øvrigt sagtens fylde min tid – endda ret meningsfyldt, hvis jeg selv skal sige det – uden børn ;-)
I mit barndomshjem hed sådan en aften altid ‘to chokofanter og et glas rødvin’, fordi det var hvad min mor havde indhaleret da hun fik en aleneaften for første gang i en menneskealder.
Hvor meget man end elsker sin familie er det bare skønt at få lov at være alene med sig selv bare engang i mellem… jeg tror at jeg skal overtale min mand til at han faktisk godt kan tage to børn afsted (når jeg kan, kan han osse!)
Anyways, fæl ting den med artikelfabrikken (håber det så var nogen af de dumme I kom af med)
Det er altid sjovt at lave mad, også alene, men at spise med sig selv som eneste “gæst” kan virkelig være en kedelig oplevelse. Men, som du skriver: Nogle gange skal der bare rødvin til…