Morgenpizza til hende den trætte

Hende den trætte, det er stadig mig. I weekenden sov jeg omkring 20 timer. Hey, det er altså nærmest den halve weekend! Om lørdagen løb jeg en god tur fra morgenstunden (uden skinnebensproblemer), og om eftermiddagen var jeg så træt, at jeg faldt i søvn midt i en bunke vasketøj (rent, vel at mærke). Snorksov næsten 1½ time. På den gode side kunne jeg så holde mig vågen helt til Melodi Grand Prix om aftenen, som først sluttede kl. 22.15. Uha uha, what an interesting life I do lead… Søndag gentog det med eftermiddagsluren sig. Denne gang sov jeg bare på sofaen. Havde sat mig godt til rette med et tæppe og en rejsebog om Thailand, og vågnede 1½ time senere lettere forvirret og groggy. Igen, havde jeg snorksovet, imens hele familien, som altså inkluderer to larmende 6-årige, havde fortsat livet rundt om den sovende mor på sofaen. Smukt billede, ikke?

I går faldt jeg i søvn til noget Ramasjang, da jeg kom hjem fra arbejde. Og jeg begynder da egentlig at være lidt fan af det der med eftermiddagslure. Det holder da helt vildt! Normalt plejer det at forstyrre min nattesøvn, men det gør det så overhovedet ikke i øjeblikket, så jeg må vel trænge til det. Måske er jeg bare ved at geare ned og forberede mig på kommende ferie, hvor i hvert fald den første tid skal foregå med skiftevis at spise god mad, ligge i solen og læse, blunde lidt, bade lidt, spise mere god mad, få massage, spise lidt mere og sove. Glimrende koncept! Og heldigvis et koncept som alle familiens fire medlemmer er enige i. Selv ungerne drosler helt ned og tager et par dage i lavt gear, når vi kommer derud. Overskuddet er også til at overse i øjeblikket. I går stortudede den ene, da jeg hentede i børnehaven. Noget med at hun havde villet feje gulvet men var blevet bedt om at rydde legetøjet op først (stor katestrofe!). Senere brød den anden sammen, fordi nogen ikke deltog i oprydningen af klistermærker og malebøger, som lå spredt over hele gulvet i legeværelset. Jo, den ferie er vist tiltrængt for os allesammen.

I dag arbejder jeg hjemme, og jeg håber nu, at jeg kan holde mig vågen igennem noget, jeg kan kalde en arbejdsdag. Dagen startede med en morgenmadspizza, som egentlig bare var en slags omelet med ost, skinke og oregano og en løbetur i minus 7 grader og solopgang. Særligt sidstnævnte satte altså lidt ind på den emotionelle konto. Hold op, hvor er det smukt, altså. Jeg løb rundt om Damhussøen, og der var is på søen, himlen var blå, og det var helt frostklart. Og isnende koldt. Vinter er også noget særligt, det er det altså, også selvom jeg ikke er ubetinget fan. Til gengæld er der to styks i min husstand, der glæder sig til udsigten til et par dage med sne, inden vi rejser. Frem med kælkene og skibukserne og så ses vi i Søndermarken på lørdag, ikke?

Nåmen, I skal da ikke snydes for et billede af morgenmadspizzaen. Køn er den jo ikke ligefrem, så jeg har prøvet at trylle lidt med iPhonens effekter.