Mit hvide privilegie

Måske bemærkede du i går, at hele dit feed gik i sort med folk, der postede sorte firkanter i et forsøg på at vise solidaritet med George Floyd, som blev dræbt af en politimand ved en anholdelse og i protest over den racisme og raceprofilering, som sorte mennesker i USA og let’s face it, alle andre steder, oplever. Det er sympatisk at ville vise respekt, men det var bare ikke det, sagen gik ud på. Og det er jo bagsiden af sociale medier.

Amplify Melanated Voices

Blackout Tuesday var starten på en kampagne ved navn Amplify Melanated Voices (‘melanated’ betyder ‘som tilhører sorte’) og var ment som en kampagne, hvor hvide content creators, altså alle os, der deler indhold på sociale medier, skulle vige pladsen for at lade sorte stemmer og budskaber få mere plads.

Meningen var, at alle skulle mute/skjule hvide profiler i feedet i en uge og give plads til sorte, måske endda overlade vores egne platforme til sorte stemmer i solidaritet med den undertrykkelse, de stadig lever med hver dag.

I stedet druknede kampagnen i sorte firkanter uden andet formål end at sige ‘ jeg er med jer’, for ingen brugte to minutter på at orientere sig i, hvad det egentlig handlede om. Mange brugte tilmed hashtagget #BlackLivesMatters, som ophavskvinderne til kampagnen ellers specifikt frabad sig.

Igen var det ment sympatisk, men de mange millioner sorte firkanter, der oversvømmede hashtagget, underminerede fuldstændigt hashtaggets funktion, nemlig at bevægelsen kunne dele vedkommende og oplysende indhold om sorte menneskers skæbner.

Det er jo sociale medier i en nøddeskal. Delt i går, glemt i morgen.

Det er forklaringen på, at du ikke fandt nogen sort firkant på mine platforme. Bare hvis det var noget, du havde undret dig over.

Privilegie = ansvar?

Men burde jeg gøre noget eller sige noget?

Min første tanke var egentlig nej.

Jeg har for længe siden lavet en nej tak politik til de mange henvendelser, jeg får fra bl.a. nødhjælpsorganisationer om at hjælpe med at udbrede kendskabet til diverse humanitære kriser eller kampagner, de kører. Ikke fordi jeg ikke er socialt bevidst men for at slippe for at skulle sidde hver gang og vurdere, om jeg helst vil være med til at hjælpe de fattige, de sultende børn eller flygtninge fra krigshærgrede områder.

Der er masser af kriser og uretfærdigheder, som fortjener opmærksomhed. De fortjener alle min opmærksomhed.

Men den her nagede mig, kunne jeg mærke. Accepterer man stiltiende, hvis man ikke siger aktivt fra?

I så fald vil jeg gerne sige aktivt fra.

Jeg begriber ikke, at vi taler race og sorte og hvide mennesker i 2020, men det gør vi jo, når mennesker mister livet pga. deres hudfarve og endda slået ihjel af dem, der er her for at passe på os.

Mit hvide privilegie

Samtidig sidder jeg herovre i mit hvide privilegie og føler en form for ubehag. For jeg forstår det ikke rigtigt og alene snakken gør mig ukomfortabel. Jeg har ikke engang sproget til at tage snakken og jeg føler mig ubekvem ved overhovedet at definere folk ud fra deres hudfarve. Men det er mit privilegie og det er jeg smertefuldt bevidst om.

Det er mit privilegie, at jeg kan tillade mig ikke at forstå. Det er mit privilegie, at jeg kan regne med, at folk stoler på det, jeg fortæller uden at betvivle mine motiver. Det er mit privilegie, at jeg kan stole på, at myndighederne og politiet hjælper mig og beskytter mig, hvis jeg får brug for det. Det er altsammen mit privilegie. Og det gør mig utilpas. At det ikke er alle forundt er ubegribeligt.

Så det mindst vigtige i den her sammenhæng er mit ubehag. Og det er min pointe i dag. Jeg sidder i ubehaget, imens jeg lytter og lærer og prøver at forstå og det er mit bidrag lige nu.

At lytte og lære er første skridt, men intet er ændret, før vi rent faktisk gør noget aktivt. Jeg ved ikke, hvad det kan være.

Man kan underskrive Amnestys underskriftindsamling med krav til guvernøren i Minnesota om, at alle involverede i George Floyds død stilles til ansvar for deres handlinger, men bagsiden er stadig, at man så kan sidde der og føle sig godt tilpas ved at have gjort en god gerning. Og det er jo det hvide privilegium om igen. Det er fint at skrive under. Gør det. Men tro ikke, at det hvisker tavlen ren.

Det vigtigste bidrag, vi kan yde, tror jeg er at uddanne os selv og vores børn, så vi bremser dette menneskesyn fra en strukturel vinkel. Og det kan starte allerede i dag.