I dag vil jeg gerne dele en ret vild historie med jer. Den kommer fra Nadja, som har tabt sig 50 kg med LCHF. At tabe sig 50 kg er jo en kæmpe præstation, og jeg kan få helt kuldegysninger, når jeg tænker på, hvor flot klaret det er.
Jeg får mange af den slags historier fra læsere, og det er altid meget bevægende at læse om mennesker, der har skiftet kurs i deres liv. Det, som rørte mig særligt i Nadjas historie var, at hun beskriver et tomrum, her hvor hun er i mål med vægttabet. Vægttab har fyldt så meget i hendes liv i så mange år, og det efterlader hende med en følelse af “hvad så nu”?
Det psykologiske aspekt af et stort vægttab
Samtidig beskriver hun så fint det psykologiske aspekt af et stort vægttab, som vi alt for sjældent taler om. Nemlig hvordan hjernen kan have svært ved at ryste “den tykke pige af sig”, selvom kroppen udenpå nu er slank.
Vi er så optagede af selve vægttabsprocessen, at vi helt glemmer at forholde os til alt det, der ligger bagefter.
Er der mon nogle af jer, der har tabt mange kilo, der kan byde ind med erfaringer her?
Ellers vil jeg overlade ordet til Nadja:
Jeg har været tyk hele mit liv. Og det var jo, som du kan se på billedet, ikke kun lidt. Da jeg nåede 120 kg, holdt jeg op med at gå på vægten.
Jeg er en af dem der har prøvet ALT. Jeg har spist hvidkålssuppe til det kom ud af ørerne. Jeg har drukket æblecideredikke hver morgen. Jeg har fået piller af lægen og jeg har talt kalorier. Noget af det har da hjulpet, men kun så længe jeg holdt ved (og det var aldrig ret længe).
For 3 år siden fik min mand sukkersyge (type 1). Alle læger og diætister rådede til fedtfattig kost med masser af fuldkorn. Han kunne slet ikke styre sit blodsukker og blev dårlig hele tiden, og det gik ud over vores familie. Jeg gik i tænkeboks og kom frem til, at når det var kulhydraterne der fik hans blodsukker til at stige, så måtte det da være bedre at skære ned for dem.
Som sagt så gjort. Vi har spist LCHF lige siden, og vi har det begge bedre end nogensinde før. Som en bonus begyndte mine mange mange kilo at rasle af.
Men nu til problemet. For oppe i hovedet vejer jeg stadig 120 kilo. Det gør jeg også, når jeg skal prøve tøj, når jeg møder nye mennesker, og når jeg generelt skal bevæge mig. Jeg går stadig i afdelingerne med de store størrelser, jeg er klodset (min mand siger, at jeg var klodset før, pga min størrelse. Nu er jeg klodset, fordi jeg stadig tror, jeg skal have meget mere plads, end jeg egentligt skal), og jeg kan ikke vænne mig til at få opmærksomhed fra mænd.
Jeg mærker især forskelsbehandlingen, når jeg går i butikker. Man får, desværre, en meget bedre service som normalvægtig end som overvægtig.
Jeg har kontakt til andre der har været igennem samme “rejse”, og de kan nikke genkendende til det.
Selvom mit vægttab har taget 3 år, kommer det til at tage flere år endnu, før hovedet er med.
Jeg var ude at spise med min mand på en buffetrestaurant og sagde til ham, at jeg var lidt bange for, at folk ville tænke, at jeg nok ikke burde tage så mange kuvertsmør, grundet min størrelse. Min mand sagde “hvad for en størrelse?”.
Jeg har desværre ikke løsningen, men jeg arbejder med mit selvbillede dagligt. Jeg har taget billeder løbende (det er sjovt nok nemmere at se forskellen, på billeder, end i spejlet) og det vil jeg råde andre til også at gøre. Jeg har ikke selv gjort det, men jeg burde have målt mig løbende, det er også meget mere håndgribeligt end tallet på vægten.
Læs mere om LCHF og vægttab her: LCHF & vægttab
Se også: #striksLCHF – en praktisk guide
Jeg måtte til psykolog efter jeg havde tabt mig ved vægt konsulenterne. Jeg tabte mig 30kg på små 5 år, men mine succes perioder skiftede med ren overspisningsfest, som nok var noget i retning af spiseforstyrelse. Men psykologen med speciale i spiseforstyrelser fik fixet mig og min hjerne. :)
Vægt konsulenterne gjorde desuden at jeg fik helt vildt dårligt forhold til grøntsager og stort set ikke spiste dem i nogle år mens jeg var i behandling hos psykologen.
Nu er der bare nogle andre helbreds problemer, der kræver at jeg spiser så min blodsukker er stabilt, så jeg vælger at ty til LCHF og håbe for det bedste. :)
Wow det psykologiske aspekt i vægttab kan man jo skrive en hel bog om hint hint:) Men her er mit indspark til den debat. Jeg kan klart nikke genkendende til hvor svært det er at vurdere, på sig selv, hvordan ens ideal burde tage sig ud. I modsætning til Nadja, så er har mit hovede fint kunne følge med vægttabet, og jeg føler mig rent faktisk tynd. Det der har gjort det for mig, og givet mig min succes, efter tidligere mislykkedes forsøg, har været, igennem hele mit forløb, at fylde mit hovede med videnskaben bag hele processen. Dvs. lave et selvstudie i hvordan kroppen overhovedet virker, hvordan ernæring virker, hvad sundhed i virkeligheden er, og ikke mindst, hvilke metoder der virker, og LCHF, i kombination med intermittent fasting, har været overvældende effektivt. Og i hele processen har jeg fundet ud af, at tal som vægt, BMI, fedtprocent etc. er komplet ligegyldige tal, man ikke kan bruge til noget som helst. Det eneste du reelt kan bruge dem til er, at måle om dine fysiske proportioner ændrer sig. Men de siger jo slet ikke noget om din sundhed, både fysisk og mentalt. Jeg har helt fra starten taget mit fokus væk fra sådan noget som vægt, da det intet siger om min sundhed, men i stedet gået op i min generelle sundhed. Hvis man skifter sit fokus fra ligegyldige intetsigende tal, til at ændre sin livsstil, til at have fokus på det man spiser, og ikke mindst hvordan kroppen reagerer på de ting man spiser, så finder jeg, at det psykologiske aspekt følger med sin udvikling, helt af sig selv. Og når man har fokus det rigtige sted, og man kender sin krop, og ved hvordan den fungerer, så bliver vægttab så let som en leg. Så for at iterere, så er nøglen til succes, at skifte fokus til sin sundhed, og glemme ligegyldige tal, og den bedste måde at gøre det på, er at fylde hovedet med videnskab. Så vil vægttab komme helt af sig selv, og inden man ved af det, er man der hvor man skal være både fysisk og mentalt.
Hvor er det fantastisk gået, Michael, og hvor er det bare godt sagt! Tak for din kommentar!
Jeg har tabt 70 kilo. Dog ikke på LCHF men jeg lever generelt kulhydratfattigt.
Det er 5 år siden jeg begyndte min rejse og tabte de 70 på 2 år.
Jeg er først nu begyndt at se mig selv nogenlunde og så alligevel ikke.
Jeg havde en periode hvor jeg syntes folk gik “ind” i mig. Men det var fordi jeg stadig havde det samme personlige rum og omfang oppe i hovedet men i virkeligheden var jeg halveret.
Jeg kan nikke genkendende til alt hvad Nadja beskriver.
Flot gået Nadja. Du er for sej.
Wow sikke en præstation. Tusind tak for din historie ❤️
Spændende pointe omkring det mentale ved et vægttab. Det fik mig til at tænke på en ret interessant podcast fra This American Life, som hedder Tell me I’m fat. Der er så vidt jeg husker en historie med en lignende pointe, samt flere andre vinkler på fedme eller det at være overvægtig. Kan klart anbefales!
Hvor spændende, Julie. Tak for det tip! Den vil jeg finde og lytte til!
Jeg får lyst til at byde ind her! :) Virkelig flot Nadja, både at du har tabt kiloene og at du holder det så fint. Jeg har oplevet det fuldstændig samme da jeg for snart 6 år siden tabte mig 20kg og kom ned på min ideal vægt. Jeg spiste efter De danske Vægtkonsulenters kostråd, som gjorde det nemt at få sine grøntsager og protein, men én ting var at jeg havde levet så striks efter rådene at jeg til sidst ledte afsagn af “forbudte” madvarer. Når jeg så gav mig hen til at spise sukker og usund mad, fik jeg den værste skyldfølelse og derefter følte jeg mig afhængig og måtte “detoxe” hver gang efter at have spist noget usundt. Det er én ting, at jeg pludselig fik et så dårligt forhold til mad, da jeg havde nået mit mål. Men en anden ting var dét at min hjerne slet ikke kunne følge med. Jeg har altid været overvægtig, som barn og teenager og da jeg så tabte mig vejede jeg stadig 100kg og som du siger opfører man sig også derefter. Desværre fandt jeg ikke ud af at leve op til mit vægttab og har over de sidste 5 år taget ihvertfald de 15kg på igen. Jeg tror simpelthen at man skal have både hjerte og hjerne med i sit vægttab – men det er en gåde for mig hvordan man præcis gør det. Og glæder mig til at høre andres kommentarer herpå.
Jeg føler mig endelig klar til at tage den sunde livsstil op igen, og jeg vil prøve LCHF! Så håber jeg på at have hovedet med denne gang og at jeg kan leve op til de flotte mål jeg når hen ad vejen.
Rigtig meget held og lykke fremover!
Tak for at dele din historie, Elisabeth. At formå at have tankerne med i processen er helt sikkert en vigtig del af den holdbare løsning. En anden forskel, tror jeg, er, at kroppen reagerer anderledes, hvis den er blevet sultet ned i vægt. Det sætter nogle alvorlige mekanismer i gang.
Rigtig meget held og lykke med næste forsøg <3
Hej Jane og Nadja
Jeg vil lige komme med et par indspark. For det første – sejt af Nadja, men det ved hun, jeg synes.
Andet indspark er, at jeg er så glad for, at LCHF efterhånden er ved at være noget, folk ikke rynker helt så meget på næsen af.
Jeg har været oppe i en lignende vægtklasse. I 2008 købte jeg en badevægt, da jeg havde tabt mig lidt, gik jeg på vægten, og den sagde over 100 kg. Så brugte jeg den ikke i et stykke tid. Jeg gik på NUPO, og så røg der nogle kilo. I de efterfølgende 2 år tabte jeg mig ved kalorietælling, kedelig eller meget lidt mad, træning og så mange afsavn, at det er svært at beskrive. Havde jeg fx lyst til chips, så kunne jeg finde på at spise en pose chips og intet andet resten af dagen. Sådan en desperat balancegang mellem afsavn, dårlig samvittighed og glæde over at tabe mig … fik ødelagt et eller andet i kroppen til følge. Da jeg vejede 62 kg blev jeg ved med at tabe mig, og med min bygning og højde, så det ikke rigtigt ud. Lægen ordinærede flødeis og usund mad, men der gik alligevel nogle måneder, før jeg stoppede med at tabe mig. Og så røg vægten ellers på igen. Og af. Og på. Og af.
Jeg føler mig heldig over, at min periode som meget stor heldigvis var temmelig kort (omkring 2 år), selvom jeg altid har været for stor, da jeg var barn og teenager – med undtagelse af mine teenageår, hvor jeg i en periode eksperimenterede med helt ikke at spise og kaste op, når jeg gjorde. Det tabte jeg mig også af, men det var selvfølgelig heller ikke ret hensigtsmæssigt. Men jeg har ikke været meget stor længe nok til, at det på samme måde som hos dig, Nadja, har påvirket mit selvbillede “permanent” på samme måde. Jeg kan genkende det med tøjet. Jeg er stadig lige på nippet til overvægtig (aktuelt BMI på præcis 25), men jeg kan stadig tage mig selv i at kigge på bukser i størrelse 48, selvom det nu er 40 eller 42, der passer. Jeg kan også blive i tvivl, om der er tøj, jeg “kan tillade mig” at tage på. Jeg har også stadig svært ved at vurdere min kropsstørrelse i forhold til andre. Fx kan jeg stadig blive lidt ked af, at jeg er tykkere end de fleste andre piger på mit studiehold. Får jeg kigget ordentligt efter, så er jeg faktisk nok bare på størrelse med gennemsnittet og så … kan jeg glæde mig over, at jeg ikke længere har behov for kage eller cola i eftermiddagspausen hele 3 timer efter frokost, når de andre har været nede at handle. ;)
Nu har jeg fundet LCHF for omkring 2 år siden (som normalvægtig), og jeg er faktisk efterhånden et sted, hvor jeg er noget så vanvittigt … som nærmest ligeglad med tallet på vægten og hvordan min krop ser ud. Det er nemt ikke at være tyk, så jeg behøver ikke tænke over det mere. Jeg spiser bare, og så er jeg vægtstabil og glad for min mad. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde kendt til LCHF i 2008, så jeg ikke først skulle igennem det vanvid, som jeg kan forstå, Nadja også kender til. Jeg er også glad for mit vægttab fra dengang, selvom processen var rædsom, og jeg kan trøste Nadja med, at det bliver nemmere og nemmere med tiden. Men det tager tid!
Tak, fordi du delte din historie, Nadja, og jeg håber, at det kan være inspiration til mange af dem, der kæmper med kiloene, så de kan se, at “rejsen” ikke behøver at være ren tortur. Og tak fordi du deler det vigtige element med at få hovedet med. Og tak til Jane for at tage emnet op :)
Kære Katja
Tusind tak for din fine historie. Det glæder mig især virkelig meget at høre, hvordan du lyder til at have sluttet fred med dig selv og maden. Et kæmpe vigtigt skridt, tror jeg.
Og jeg er helt enig i det med LCHF. I starten grinte folk og syntes, det var åndssvagt. I takt med at der kommer historier som din og Nadjas (og de 100-vis, hvis ikke 1000-vis, jeg har modtaget igennem årene) begynder folk at løsne lidt op :)
Spændende og interessant at få dén vinkel på det også! Har hørt om det før, men det kan umiddelbart være svært at sætte sig ind i, fordi man jo bare tænker “jamen alt er da godt!?”. Men kan virkelig godt forstå, det må være sært! :)
Ja præcs! Alt fokus ligger jo på selve vægttabet og de færreste tænker over, at der kan opstå andre udfordringer henad vejen…