Ambitionen for første weekenddag var, at jeg skulle ud og have noget lys. Jeg startede med at spænde de næsten ubrugte, spritnye løbesko på og forsøge mig ud på en løbetur. Jeg har holdt tre ugers løbepause, siden mit skinneben sagde endeligt fra, og det er måske ikke så meget, men jeg længtes bare sådan efter at komme igang igen. Måske fordi jeg siden nærmest ingen motion har dyrket. Det er utroligt, hvor hurtigt kroppen vænner sig til ladhed. Jeg gik fra at cykle hver dag til – fra arbejde (10 km i alt), løbe 23 km om ugen, gå en masse lange ture og lave lidt styrketræning/pilates til at lave nærmest ingenting. Cyklen var i udu, og jeg tog toget til arbejde. Turerne fik jeg ikke gået, for så var det enten for koldt eller for blæsende, eller jeg var for træt. Faktorer, jeg overhovedet ikke overvejede før. Kroppen glemmer bare lynhurtigt den gode følelse, den får af at blive brugt. Og FitnessWorld og jeg bliver altså aldrig perlevenner. Jeg synes, det er et udmærket sted inden for dens kategori, men kategorien synes jeg simpelthen nærmer sig verdens røvhul. Løb er bare mere mit game. Og så er det da lidt ærgerligt, at man bliver børnefornærmet og går i trodsalder, når kroppen siger nej til det.
Nå. Men på med løbeskoene. Jeg tog ruten rundt om Damhussøen, for den holder jeg bare så meget af. 7 km er den, og det var måske lige i overkanten af, hvad man burde lægge ud med, men jeg tænkte, at jeg nok kom til at gå lidt ad vejen. Og ved I hvad? Det gik faktisk ok! Jeg løb godt nok nærmest så langsomt, at fodgængere overhalede mig, og jeg synes, det var dødhårdt. Men det gik ok, og jeg mærkede næsten ikke til skinnebenet! Og det var jo det vigtigste! Det vil være for tidligt at sige, at det var en dejlig tur, men det var i hvert fald dejligt at komme ud. Mine nye løbesko, som Marathonsport på kyndig vis fandt til mig, er totalt mærkelige at løbe i. Men jeg kan mærke, at de retter mig helt op, og det er nok den følelse, der er uvant for mig. Jeg har store forventninger til, at de kommer til at hjælpe mig med aldrig at få skinnebensproblemer igen.
Hjemme igen var det tid til frokost. Jeg lavede en rejesalat af rejer og mayo og spiste den sammen med avokado og et smilende æg. Nemt og helt udmærket.
Og så gik turen ud igen. Mere lys! Vi tog en travetur op i Søndermarken, og det var også rigtig dejligt. Ungerne er vilde med de nye “legepladser”, der er sat op. Vi fandt dog kun 2 ud af 3. Gad vide, om de ikke har bygget den tredje endnu?! Små 2 timers travetur blev det til, og så havde jeg vist også fået lys nok for en dag.
På trods af alt det lys måtte jeg logge en gul dag. Jeg var irritabel og trængte egentlig mest til at være alene. Mine børn er verdens bedste, men de taler til mig nonstop. Og jeg bliver så træt. Pludselig havde jeg mere lyst til at indlægge mig selv på et rekreationssted, end jeg havde til at tage med familien til Thailand, men det er bare udmattelsen, der taler. Kan jeg se i dag. Og tak for det.
Lys og luft er godt for alle parter, og ungerne kvitterede med at sove til kl. 8 i morges. De går i seng kl. 19, så 13 timers søvn må man sige er i orden. Selv sov jeg til kl. 9 og sidder derfor her kl. 10 og er først blevet færdig med morgenmaden. Hvor står det bare i skarp kontrast til det børnefamilieliv, vi levede for bare 1 år eller 2 siden.
Dagen i dag? Datteren og jeg skal lave pilates på Wii og efter frokost tror jeg, vi traver en tur rundt om Damhussøen og engen. Mere lys, tak!
0 kommentarer til “Mere lys, tak!”