Men mere om det en anden dag…


Dagen startede med en kanelomelet efterfulgt af en lang gåtur med datteren. Hun er blevet vild med at gå lange ture. Især hvis det bare er hende og jeg, og hun samtidig har min udelte opmærksomhed. Så kan hun nemlig tale nonstop i den tid, turen varer. Tidligere ville det have drevet mig til vanvid. Nu er jeg taknemmelig, for hver gang hun gider spilde sine ord på mig. Jeg bliver mindre og mindre vigtig i hendes liv, og det er på en gang dejligt og vemodigt. Nå, men så går vi altså ture sammen. Og det er hun god til. Hendes små 6-årige ben tilbagelagde 5 km med en gennemsnitshastighed på 5 km/t. Det synes jeg faktisk er godt gået.

Hjemme igen havde bedre halvdel lavet frokost. Eller jeg mener, hjemme igen lavede jeg frokost. Det blev til et par knækbrød med grøntsagsaffald (jeg opbevarer dem på frost, og så varer sådan en portion jo længe) med laksesalat af en pakke varmrøget laks og en pakke røget laks rørt op med mayo og frisk timian. Og en grøn juice af basilikum, spinat, selleri, hvidkål og squash.

Efter frokost fik jeg lige lavet en portion mandelmuffins. Opskrift følger. Mandelmuffins er sådan en hybrid mellem en let kage og en blød bolle. Lavet af sunde ingredienser selvfølgelig. Sådan en man godt kan retfærdiggøre at lægge i ungernes madkasse, selvom det sender et lidt skidt signal. Også mere om det en anden dag.

Og så gik turen til yoga.

55 minutters temmelig avanceret yoga, hvor der blev gjort forsøg på at slå knuder på den menneskelige krop. Lige lovligt avanceret for en nybegynder som mig. Meget mere om det en anden dag…

Og når man ikke spiser mælk i en periode, skal man jo spise noget andet. Jeg fik derfor bikset en portion pandekager sammen. Denne gang både uden mel og mælkeprodukter. Mere om dem en anden dag..

Ind imellem nåede ungerne lige en legeaftale, manden fik støvsuget, og jeg fik lavet aftensmad. Vi fik unghanebryst med to salater. Den ene en tomatsalat med valgfri mozzerella. Og nu slår det mig lige, at det var bøffelmozzerella og en bøffel er vel da for fanden ikke en ko. Så jeg kunne godt have spist den! Nøj, hvor føler jeg mig snydt nu!!!

Og efter aftensmaden fik jeg også lige lavet en portion knasende kerneknækbrød. Og det ville jeg såmænd også gerne fortælle meget mere om, men jeg er træt nu, og jeg trænger til at sidde ned og tale med min mand, som har tænkt sig at rejse umanerligt meget de kommende tre uger.

Sååh… mere om det hele en anden dag :-)

Fit efter 40 starter på mandag

Det er ved at være sidste chance for tilmelding til Fit efter 40. Mit nye, store livsstilskursus for kvinder ‘i anden halvdel af livet’.

Læs alt om kurset her
(og benyt dig af intro-rabatten)

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

8 kommentarer til “Men mere om det en anden dag…”

Skriv en kommentar

  1. Jeg tænkte også, at de var liiige lidt tykke i det. Men altså, de blev fine nok, bare lidt mere ovre i rugbrødsgenren. Lavede en ny portion uden pulp, og de er bare skønne :-) Og det gode er, jeg stadig taber i vægt selvom jeg spiser dem, for det gør det bare SÅ meget nemmere at lave en hurtig madpakke.

    Svar
    • Helt enig. Nogle gange skal det bare være muligt at lave noget, der ligner en madpakke i traditionel forstand, og hvor maden ikke skal varmes og tilberedes for at kunne spises. Pandekagerne uden mel er i øvrigt også geniale at have med som mellemmåltid. De smager glimrende kolde.

      Svar
  2. Jeg tror, det kan betale sig at klatte knækbrødsdejen ud på to plader, når der er grøntsagspulp i – laget skal nemlig være meget tyndt. Mine fik også tre timer og ligger i fryseren – og når man tager dem op, kan de jo få en tur i ovnen ellerpå brødristeren :-)

    Svar
  3. Jeg glæder mig til snakken om godter i madpakken, det er noget der fylder rigtig meget hos mig. Jeg ser frem til dit synspunkt.
    Ja, og så glæder jeg mig også til opskrifter på mandelmuffins og pandekager haha, men hvem gør ikke det :)

    Det er egentlig ret rart, at have sådan en tvillingemor at læse hos, som lige er nogle skridt foran. Lige det dilemma du der beskriver, tænker jeg rigtig meget over, som i RIGTIG meget.
    Nå, jeg er ved at komme for sent til syning, fordi jeg skal sidde her og læse og skrive, så mere om det en anden dag ;)

    Svar
    • Du kan tro, jeg også har haft glæde af at høre om livet i familier, der havde tvillinger, der var ældre end vores. Jeg sugede til mig af historier om deres nyvundne frihed, da jeg stod med småbørnslivet til helt op over halsen. Men langsomt ændrer det sig. For os skete den største drejning, da de fyldte tre. Og det er dine vist nu, ikke? Herfra gik det bare fremad med turbofart. Men mere om det en anden dag ;-)

      Svar
  4. Når du engang har tid og overskud ;-) kunne jeg godt tænke mig at høre, om dine knækbrød med grøntsagspulp er sprøde? Jeg lavede en portion, som til og med fik over 3 timer i ovnen….men de blev bløde lige så snart de kølede af. Møg irriterende. Så lavede jeg en portion uden grøntsagspulp, som jo er fint sprøde. Jojo, grøntsagerne giver mere væde, men 3 timer i ovenen er da også en slat… Er dine sprøde?

    Svar
    • Hej Stina
      Jeg vil give dig, at de ikke er lige så sprøde som de andre rene kerneknækbrød, men jeg har ikke spekuleret over, at jeg synes,de var decideret bløde i det. Jeg læsser dem til med pålæg, så måske opdager jeg det knap nok. Jeg ved det ikke lige…?!

      Svar