Low Carb lagkage er det virkelig muligt? Oh yes! Og så er den også helt uden raffineret sukker. Og glutenfri!Til gengæld kan jeg ikke love dig, at du kan spise et helt stykke, for den mætter helt abnormt meget.
Udstyr
Ingredienser
Bunde – 3 stk
- 6 æg
- 1,5 dl fløde
- 100 g smeltet smør
- 2 dl kokosfibermel
- 2-3 spsk sukrin
- 2 spsk loppefrøskaller
- 1,5 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljepulver
Chokoladecreme
- 2,5 dl fløde
- 200 g mørk chokolade 70-85%
Syltetøj – stor portion så der også er til fødselsdagsbollerne
- 500 g frosne jordbær
- 300 g frosne hindbær
- 2 tsk vaniljepulver
- ½ dl vand
- 1 blad husblas
Bærcreme
- 3 dl fløde
- 1 dl bærsyltetøj
Vaniljecreme
- 2 æggeblommer
- 0,5 dl fløde
- 15 g smør
- 2 spsk Sukrinmelis
- 1 tsk vaniljepulver
- 2 dl fløde pisket til skum
Sådan gør du
Bunde
- Pisk æggene og bland med fløde og smeltet smør. Pisk det godt sammen.
- Tilsæt resten af ingredienserne og lad dejen hvile i 10-15 minutter.
- Dejen skal nu deles i tre og over i en stor, smurt springform – en af gangen. Det er lidt besværligt. Jeg tog en tredjedel over i springformen, lagde et stykke film over og glattede den ud med kagerullen. Det blev anstændigt.
- Hver bund bages for sig i ovnen i 12-13 minutter ved 180 grader.
Chokoladecreme
- Smelt chokoladen i vandbad og lad den afkøle. Pisk fløden til flødeskum og vend den afkølede, flydende chokolade heri.
Syltetøj
- Kog bær op med vand og vanilje og lad det simre i 15-20 minutter til det samler sig lidt. Lad det afkøle. Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 minutter og rør det herefter ud i det lunkne bærsyltetøj.
Bærcreme
- Pisk fløde og vend med (det afkølede) bærsyltetøj.
Vaniljecreme
- Bland æggeblommer, sukrin, fløde og vanilje i kasserolle og varm op. Smelt smør heri og lad det hele afkøle. Rør massen ind i det piskede flødeskum.
- Pust! Er du med endnu? Nu skal lagkagen bare samles, og det er her i huset mandens job. Da dette var pigens kage, blev det med overvægt af det lyserøde. Ind imellem alle cremerne, gemmer der sig som sagt også lidt bananskiver og friske jordbær (selvom de er ualmindeligt kedelige der i november).
Noter
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Lagkage til fødselsdag
Denne her lagkage stammer helt tilbage fra mine børns 7-års fødselsdag i november, men jeg fik aldrig bragt opskriften. Den får du til gengæld i dag. Opskriften er lang som et ondt år, så hvis du ikke står foran at skulle holde fødselsdag, kan du nøjes med at nyde billedet!
Jeg lavede de sukkerfri bunde dagen før og opbevarede dem på køl med bagepapir imellem. Det gjorde det nemt lige at lægge lagkagen sammen på selve dagen.
Set i bagklogskabens lys ville to lagkagebunde have været tilstrækkeligt. Lagkagen blev megahøj og den mættede som sagt helt utroligt meget.
Fyldet i lagkagen bestod af bananskiver, jordbærskiver og tre slags creme, også lavet uden sukker – men mindre eller andre ville også kunne gøre det. Lidt i den besværlige ende, altså. Men hvis familien vil have lagkage, så lad dem få lagkage :-)
Jeg har nu lavet lagkagen og det gik så fint. Bundene er så lette at lave og blev super gode.
Jeg har nu lagt den sammen og den er så flot. Jeg lavede ikke bærene, men købte et glas for diabetikere.
Den skal jeg klart lave igen ved lejlighed.
Hej Jane
Jeg skal lave din lækre lagkage til min kærestes fødselsdag. Jeg har ikke lige kunne læse mig frem til hvornår den er bedst at spise og hvor længe den kan holde sig. Men tror du jeg kan lave den dagen i forvejen og den så stadig er god til at servere dagen efter? :-)
Mvh. Rikke
Åh det er simpelthen så mange år siden jeg har lavet den, så det tør jeg næsten ikke sige. Men du kan i hvert fald godt lave bundene dagen før men for en sikkerheds skyld tror jeg, jeg ville vente med at samle den til på dagen :)
Synes at have læst på et tidspunkt at man kan blende kokosmel og på den måde få kokosfibermel. Er det rigtigt?
Har nemlig lige præcis for lidt tilbage til denne opskrift og har fødselsdag i weekenden hvor jeg gerne vil servere den.
Nej det er det desværre ikke. Kokosfibermel er ikke bare blendet kokosmel. Det er et funktionelt produkt, som er fedtreduceret og med ekstremt højt fiberindhold.
Okay så vil jeg ikke eksperimentere med det. Må ud at handle i morgen så?
Tak for svar
Er det muligt eventuelt at fryse nogle af elementerne (efter de hver især er færdige), inden den samles, så man kan lave delene til kagen på forhånd?
Mvh
Godt spørgsmål. Jeg vil tro, at bundene fint kan fryses. De andre elementer tror jeg ikke..
Kan man fryse lagkagebundene ned og tø dem op når jeg skal bruge dem? Kan man lægge lagkagen sammen dagen før?
Hej Jane,
Har et spørgsmål lidt i samme boldgade. ? Jeg vil lave denne lagkage til min datters fødselsdag, da vi hjemme og i børnehaven har en type – 1 diabetiker.. Hvad er kulhydratindholdet i denne opskrift? Tænker ikke at det er særlig højt, men det skal bruges til diabetikere jo..
Tak for en god blog! ?
Mvh
Lisette
Hej Lisette
Jeg energiberegner ikke opskrifter her til bloggen. Det gemmer jeg til mine betalingsprodukter (bøger, online produkter). Har du adgang til et værktøj som fx madlog.dk kan du nemt taste ingredienserne ind og få indholdet og fordelingen pr. stykke.
Hej jane
Men hensyn til alternativer kokusfibre så har jeg lige bagt dem hvor jeg brugte pofibre istedet og er blevet super lækre og svampede?
Mange hilsner
Tina
Ej hvor godt. Tak for tippet!
Hej Tina må jeg spørge om du brugte samme mængde?
Venlig hilsen Pernille