Mareridt


I tre nætter i træk havde jeg mareridt. Frygtelige mareridt, som vækkede mig, og som gjorde det svært for mig at falde i søvn igen.

Mareridtene handlede om mine børn, eller faktisk specifikt om Vega. Hun er 12. Ja, det er de jo begge.

På det seneste er der sket to store ting. De har fået rejsekort og har taget S-tog igennem byen alene, og Vega har fået hul i ørerne.

Tre nætter med mareridt i træk

Mareridtene startede, efter Vega havde fået hul i ørerne. Hun har længe taget tilløb til det, men hun er hundeangst for smerte, så det at hun nu besluttede, at hun gerne ville og fik det gjort, var ligesom en stor ting for hende.

Første nat efter drømte jeg, at jeg mistede hende i en stor flok af mennesker. Hun var hele tiden et par meter foran mig, men jeg kunne ikke indhente hende, lige meget hvor meget jeg løb og prøvede at kæmpe mig igennem menneskemængden.

Anden nat drømte jeg, at både Silas og Vega var på vej ind i en ubåd med to onde mænd (note to self: ingen nyheder før sengetid!). Jeg stod inde på land og råbte til dem, at de skulle skynde sig ud, og at det var farligt. Vega lyttede ikke. Lige før døren til ubåden lukkede, lavede jeg et svømmetegn til dem, og Silas forstod og hoppede ud i vandet og svømmede mod mig.

Tredje nat drømte jeg, at Vega blev overfaldet, imens jeg var sammen med hende, og jeg derfor måtte forsvare hende fysisk mod den her person, der angreb hende.

Fælles for alle tre mareridt var en følelse af den ultimative magtesløshed, nemlig når vi ikke kan beskytte vores børn.

Løsrivelse

Det kræver ikke den store psykologi-eksamen at gennemskue, hvad det handlede om.

De er store, selvstændige børn, og de løsriver sig mere og mere fra mig. Nøjagtigt som de skal. Og jeg synes åbenbart, at det er svært, at de nu skal ud og prøve kræfter med verden, uden at jeg kan fungere som en beskyttende buffer.

Jeg er ellers i vågen tilstand nogenlunde fortrøstningsfuld og synes, at vi har givet dem god ballast, men verden er jo et ondt sted på mange måder.

Og når jeg tænker på alle de farer, jeg har udsat mig selv for, da jeg var yngre. Mon Dieu. Hvor jeg dog håber, at de 1) ikke gør det samme eller 2) slipper levende igennem det, og helt sikkert 3) aldrig fortæller mig om det, hvis de gør det alligevel.

Sej mor – not anymore!

Da de var små, var jeg en lidt sej(ere) mor, synes jeg selv. Jeg var ikke den overbeskyttende type, og jeg gav dem lov til at få de knubs, der nogle gange skal til for, at man lærer ting. Jeg holdt vejret, imens de klatrede op i toppen af klatrestativet, selvom jeg mest havde lyst til at råbe, at de skulle komme ned og den slags. Jeg lod dem begå deres egne fejl (som heldigvis ikke inkluderede at falde mange meter ned fra et klatrestativ).

Nu hvor de er ældre, har jeg totalt lyst til at pakke dem ind i bobbelplast og flytte til en øde ø med dem, hvor jeg kan sikre, at de er i sikkerhed, indtil de er voksne. Jeg holder mig dog i skindet med begge dele og signalerer udadtil, at jeg er supercool med det hele, og har heldigvis Søren ved min side, som er en noget sejere storbarnsforælder, end jeg er.

Om natten behandler min underbevidsthed så åbenbart det ene skrækscenarie efter det andet. Udmattende!

Men fortæl mig lige, at jeg ikke er ene om at have det sådan? Er der nogen tween/teen-forældre på linjen, der kan fortælle mig, at jeg er helt normal, og at det bare er en del af min løsrivelsesproces? Please…?

Står der Keto og vægttab på dit 2023?

Keto har den unikke egenskab, at det nedsætter din appetit, hvilket giver mulighed for at gå ned i vægt uden sulten som den konstante og klæbrige makker.

Men det er ikke helt uden betydning, hvordan du griber Keto an. Lad Keto kostplanen guide dig eller overvej, om du ikke skal tage 6 uger med mig som din guide på mit Keto kursus. Kurset starter på mandag.

Vil du have mere ud af Madbanditten?

Se alle de fordele du kan få for bare 1 krone om dagen!

>> MadbandittenPLUS <<

 

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

22 kommentarer til “Mareridt”

Skriv en kommentar

  1. Yesss! Du ér helt normal!!!☺️
    Du må virkelig få oparbejdet noget råstyrke til de kommende år. Der venter meget, der kan gå ad helvede til i en mors fantasi, endnu.
    Jeg har læst mange romaner, krøbet sammen i et sofahjørne, i sene nattetimer, mens jeg ventede på en teenager, det var på egen hånd i nattelivet ??. Men sandsynligvis vil de passe godt på hinanden! ?

    Svar
  2. Jeg har ikke noget at tilføje i forhold til børn og skrækscenarier, men drømme er vildt spændende. Måske er det ikke relevant, men jeg vil alligevel gerne fortælle hvad jeg har lært:
    Du drømmer altid om dig selv – og kun dig selv.
    Du drømmer om alt, hvad der rør sig i dit vågne liv – følelser, situationer, begivenheder, idéer, relationer. Du drømmer altså om dig selv – i forhold til noget.
    Altså dine børn er ikke ved at løsrive sig fra dig – men du er ved at (lære at) give slip på dem. – giver det mening?
    Er det børn du ser i dine drømme, er det typisk noget nyt, gamle mennesker = noget gammelt
    Drømmer du om mennesker du kender – handler det om noget du kender – hvis det er ansigtsløse skikkelser, handler det om noget ukendt/uudforsket for dig.
    Og hvis du kan huske stemningen i drømmen – er den tryg, farlig, trist, legende – så er det beskrivelse af, hvordan du klarer den/har det med det der sker.
    Drømmer du om noget/nogen der dør, så handler det om noget der slutter i/for dig – og graviditet/fødsel er noget nyt der er på vej …
    Drømme er – som du skriver – din underbevidsthed der fortæller/hjælper dig med det du ikke ser i vågen tilstand. Hvis du i vågen tilstand er lykkelig og lalleglad, så holder din underbevidsthed dig “på jorden” med tunge drømme – og hvis du går er grå og trist, så får du regnbuer og enhjørninger. Og selvfølgelig gør drømmene indtryk – specielt hvis du er i god kontakt med dit indre og god til at huske dine drømme.
    Jeg fik engang fortalt at man kunne forstille sig drømmene som noget flydende i en skål – når man vågner og vender sig, så “spilder” man drømmen, hvorimod, hvis man ligger stille med lukkede øjne og lige vender blikket mod nattens begivenheder, så kan man genkalde sig stort set alt fra drømmen
    Der findes et hav af symboler som tolkes på den ene eller anden måde – og der er naturligvis masser af andre meninger om, hvad drømme er – men ovenstående giver mening for mig <3

    Sov godt :-*

    Svar
    • Du har helt ret og det giver superfin mening. Det handler jo netop om mig og min proces igennem den her løsrivelse. Jeg havde det svært med det meget symbiotiske forhold, der på mange måder blev krævet af mig, da de var små og elsker tilsvarende at se to store modne børn bevæge sig væk fra mig. Men min underbevidsthed har åbenbart lidt svært ved at følge med nogle gange :)

      Svar
  3. Helt normalt :-)

    PS… en lille fodnote…. det er ikke forbeholdt forældre til teenagere… det holder aldrig op.

    Håber ikke jeg ødelagde din fredag… men nu er du forberedt :-)

    Svar
  4. Kender det alt for godt!!! Og min den yngste er nu 20 og på rejse down under med veninde… Har de første 2 gange tabt telefonen i rædsel over hvad hun har kastet sig ud. Tandemspring, helikoptertur, gletchertur, bingie gyngetur ud over dyb kløft og fundet mig selv med tårnene trillende ned af kinderne, selv om jeg ALDRIG græder. Dont tell her!!!! Hun lever i bedste velgående, udvikler sig og får flyttet nogle grænser som samtidig flytter mine hihihi Så da hun ringede og fortalte om de 3 tatoveringer hun også har fået, var det pludselig i småtingsafdelingen hihihi Det er som om navlestrengen bliver klippet lidt mere for hver gang de flytter sig et udviklingstrin. Og det holder vidst desværre eller måske er det heldigvis aldrig op med at føles sådan.
    Kram til dig. Du er den bedste mor for dine seje tvillingebørn.
    Kærligst Lisbeth

    Svar
  5. Jeg kom lige til at føle mig normal igen. Sønnen bliver snart 20 år og er helt selvkørende, men min datter på 16 1/2 er startet med at være ude sent om aftenen og tager bussen hjem. Fornuftig pige som holder aftalerne. MEN mor-genet er helt i panik. Alt det der kan ske i bussen, i mørket og i byen. Ak hjernen arbejder på højtryk.

    Svar
  6. Må børn – små bekymringer / store børn – store bekymringer ?mine er helt ,totalt voksne nu , men det følger med hele livet ❤️Man skal bare huske at glædes over alt det gode ??

    Svar
    • Det med ‘små børn, små bekymringer etc’ var der så mange, der sagde til mig, da mine var små. Og først nu forstår jeg det rigtigt. Jeg ville dog ikke bytte?

      Svar
  7. Mine er godt nok ældre nu (faktisk nærmest voksne), men med den verden vi lever i har jeg stadig svært ved, at slappe helt af når jeg ved de er ude især når de skal alene hjem… så ja du er helt normal eller også er vi flere der er unormale :D :D

    Svar
  8. Du er ikke ene, da var da Tobias var 13 år, jeg startede med urolige nætter – jeg drømte, at der skete alt muligt grimt med ham om natten. Samtidig var det den først sommer, hvor han pludselig ikke ville være med til de ting, vi havde planlagt.
    Det er meget forvirrende og selvfølgelig fordi han var ved at løsrive sig og blive stor, men det var mega hårdt og jeg blev ked af det, en slags sorg, det at erkende at alt har en ende og ting aldrig bliver det samme – en virkelig hård sommer.
    Tobias er 15 år nu – og nu en fantastisk ung mand – stille og roligt finder vi ud af at det er lykkedes at give ham en god ballast med hjemmefra, han kan begå sig og klarer selv mange ting, men han har stadigvæk brug for os og er glad for at være sammen med os – nu bare på en mere ligeværdig måde.
    Det skal nok gå og det er helt naturligt det du føler…

    Svar
    • Hvor er det dejlig læsning. Tak ❤️ Der sker meget med løsrivelse lige nu. Både deres og min. Og faktisk nyder jeg det helt vildt, at vi ikke længere skal være så symbiotiske men min underbevidsthed har alligevel vist lige noget, den skal behandle, når de lige tager sådan et spring :)

      Svar
  9. Sådan bliver jeg også, men med børn på 5 og 8 er der forhåbenligt længe til.

    Min mor gennemlever hendes værste mareridt netop nu, da min lillesøster, og altså min mors yngste datter, har fået kræft. Forfærdeligt forløb, hvor hun som mor virkelig er magteløs over for en potentiel dødsdom for hendes datter.

    Svar
    • Åh nej… det er jeg virkelig ked af at høre. Det er jo det, vi allesammen frygter mere end noget andet.

      Jeg ønsker rigtig god bedring til din søster og håber, hun kommer sig.

      Svar
  10. Du er helt normal. Jeg tror og håber de fleste forældre har det på samme måde. Jeg er ikke teenage-forældre mere. Mine to afkom er kommet igennem de “slemme” år med rejser til fjernt liggende lande (Afrika og Asien), by ture med venner og studenter perioden, hvor de virkelig føler de er voksne. De har udviklet sig til – synes jeg selv – fornuftige unge mennesker, der er flyttet hjemmefra og i gang med deres uddannelser.

    Tror langt hen ad vejen er vi rollemodeller og jeg tror ikke deres værdier falder langt fra vores.

    God weekend :-)

    Svar
    • Dejligt at høre :)

      Og mine rejser efter gymnasiet er virkelig også noget af det mest lærerige, jeg har udsat mig selv for, og jeg håber virkelig, at mine børn gør det samme. Også selvom det kommer til at betyde ekstra bekymringer til mig :)

      Svar
  11. Næh, du er da ikke den eneste.
    Der er bare ikke noget at gøre.
    Det er præcist ligesom fuglene: Vi må bare håbe, at vi har fodret afkommet godt nok til at vingerne kan bære, når de skal ud over redens kant.
    Jeg kan godt skrive en masse om, at det bedste du kan gøre er at læne dig tilbage og udstråle, at du hviler ubetinget i tilliden til, at de selvfølgelig kan klare det selv. Desværre tror jeg bare ikke, ord hjælper. Du er nødt til at erfare det selv. Hvilket du så til gengæld helt sikkert også vil gøre!
    Lidt skuespil tror jeg alligevel, du bliver nødt til at spille. Ungerne SKAL jo løsrive sig. Og hvis de samtidig skal kæmpe med dårlig samvittighed over at gøre mor ked af det, så bliver det for alvor svært for dem.
    Jeg ved det – mine ord er en virkelig sølle trøst! For mig at se, er der imidlertid kun et eneste alternativ til løsrivelsen. At de bliver boende hjemme og mentalt forbliver 12-årige resten af livet.
    Selvfølgelig vil de udsætte sig for farer. At træde ud på dybt vand uden at vide, om man kan bunde, er vel i virkeligheden den eneste måde, hvorpå man kan blive rigtig voksen og selvstændig. Og klogere.
    Så glæd dig over, at de tør!
    Nå ja, men det er jo stadig ikke forbudt at stå bagved med plaster, når de som unge og voksne slår sig på livets vej. Vi må for alt i verden bare ikke begynde at tale om plastre og løsninger på deres problemer, før vi bliver spurgt!!! Og dét er mindst lige så stor en udfordring for os, som det er for teenagerne at blive voksne.
    Men at noget er svært er jo ikke ensbetydende med, at det er umuligt!
    Kh.

    Svar
    • Tak Hanne! :)

      Altså jeg er lige nødt til at præcisere, at min angst ikke er noget, jeg involverer mine børn i. De skal altså ikke bære rundt på mine betænkeligheder, og hvis noget, de ville, var reelt farligt, ville jeg selvfølgelig ikke tillade det (i den alder, de har nu). Jeg er bare overrasket over, hvor tydeligt det manifesterer sig i mine drømme, at jeg oplever den her løsrivelse, som jeg i øvrigt nyder helt vildt, som svær også.

      Svar
  12. bare rolig – du falder inden for normalen!!!!! Har selv 4 stk, alle i deres teenage-år, og hvor er det en kamp med mig selv for ikke at gøre dem totalt angste for verden omkring dem, men samtidig gøre dem klar på, at der skal træffes kloge valg, og at det kræver en vis skal vi sige stillen spørgsmål ved, om dit eller dat er smart at gøre…Den rene balance hele tiden. Er selv totalt udfordret netop i dag – min 17-årige tager i dag til Afrika for at besøge bedste-veninden…all alone indtil hun bliver mødt dernede….men for pokker da et eventyr at komme på, samtidig med at jeg skal tage mig voldsomt sammen for på den ene side at støtte og gå med i den kæmpe oplevelse det bliver (safari, dykning, bjergbestigning osv), på den anden side være realistisk omkring hele scenariet..Så er helt med på, hvordan du prøver at navigere i at give dem troen på, at de kan klare det hele, på den anden side ruste dem til at forsøge at forudse, hvornår man skal stoppe. Åh nej….nu begynder mine egne angst-scenariet at poppe op, så må hellere stoppe nu…:)

    Svar
    • Tak Helle – og shiit med den afrikatur. Forstår godt at den lige kan ryste lidt i det indre.

      Selv flyttede jeg til Paris da jeg var 19-20 år. Det var dengang hvor der hverken fandtes internet eller mobiltelefoner. Ingen oplevelse har haft så stor betydning for mig end det. Jeg blev voksen dernede, kort sagt, for det var jeg nødt til. Mit gæt er at mine forældre har holdt vejret lidt nogle gange, når der gik for længe mellem, at de fik livstegn fra mig.

      Jeg håber, mine børn gør det samme. Også selvom det kommer til at give mig flere mareridt :)

      Svar