Frihed er et kæmpe tema i mit liv og har været det altid. Økonomisk frihed, kropslig frihed, frihed til at bestemme selv, vælge selv etc.
Når jeg ser på de perioder af mit liv, hvor jeg har haft det sværest, har det været, når jeg har oplevet, at min frihed er blevet begrænset.
Den ultimative frihedsberøvelse
At få tvillinger var for mig den ultimative frihedsberøvelse.
At få et barn er jo et granatchok for de fleste, men at få tvillinger besværliggør så mange ting. Det er fx ret svært at gå til babysvømning med to babyer, og det er også ret svært at give sine babyer mad sådan i fuld offentlighed. I hvert fald hvis man ammer. Dobbeltamning og cafébesøg er en lidt svær disciplin at mestre.
Det kan også være, jeg bare var for blufærdig, men i hvert fald følte jeg mig ret bundet hjemtil lige med undtagelse af, når jeg besøgte mine fellow-tvillingemødre, jeg var i mødregruppe med, eller når vi eller jeg travede de næsten endeløse ture rundt i Frederiksberg Have.
Jeg kan stadig huske, da Silas og Vega var et par måneder gamle og virkeligheden ramte mig: Det stopper ikke, det her. Det er ikke sådan, at jeg nu knokler så hårdt, jeg kan, og så venter der mig en god lang ferie bagefter.
Nixen, du! Eller jo, det gjorde der såmænd, men den ferie lå minimum tre år ude i tiden.
Vi har rejst med dem, siden de var helt små, og det var dejligt, men ferie var det squtte de første år. I stedet var det noget med at koge havregrød i en elkoger på et hotel, fordi de vågnede før morgenbuffeten og et cirkus med at få spisetider og sovetider til at passe ind i et andet land.
Da de var 3, husker jeg, at vi havde vores første ferie, der føltes som ferie. Vi havde fået en lille ferielejlighed lige ud til poolen på et resort i Egypten, så når ungerne sov til middag, lå Søren og jeg og solede os, enten på skift eller med babyalarmen klistret til øret. Aaaah første smag på ferie efter tre år!
Siden har vi haft masser af gode og afslappende ferier.
Jeg var ikke verdens bedste til det der med babyer, og frihedsberøvelsen spillede helt sikkert en rolle her.
Kropslig frihed
Kropslig frihed er en anden form for frihed, som jeg kan mærke er vigtig for mig.
Det gælder især ved mine periodevise rygsmerter og jo især ved den nærmest komplette invalidering, jeg oplevede over sommeren sidste år, hvor jeg havde de der nervesmerter, der gjorde, at jeg ikke kunne mærke mit ene ben ordenligt, og jeg i øvrigt havde smerter fra helvede.
Forleden kom jeg til at tænke på, hvordan jeg vågnede om natten med ubærlige smerter og derfor travede rundt om vores køkkenø, imens tårerne trillede ned af kinderne på mig. Every god damn night.
Jeg var i den grad begrænset og den følelse af frihedsberøvelse gjorde det bestemt ikke nemmere for mig at kapere at være sådan sat ud af spillet.
Når jeg engang imellem får lidt rygømhed, enten pga. træning, eller fordi jeg har siddet for meget ved computeren, stiger mit vredesniveau med mange 1000%. Jeg bliver så vred, utålmodig og arrig. Jeg tror, det er, fordi det trigger den der følelse af at være begrænset.
I andre tilfælde er jeg et ganske fredeligt og tålmodigt menneske.
Kropslig frihed involverer også en form for selvaccept.
Jeg har aldrig dyrket det store kropshad, som ellers er meget populært på sociale medier. I stedet har jeg dyrket kropsvreden, når jeg har følt at min krop ikke ville det, jeg ville. Blive gravid fx…
Jeg kan mærke, at den samme vrede stikker sit ansigt frem, hvis jeg får ondt i ryggen efter træning eller når fx skinnebensbetændelse og akillesseneproblemer sætter en stopper for min glæde ved at løbe for 150. gang.
Frihed til at være den, jeg er
Jeg bliver også vildt provokeret, når folk prøver at presse mig ned i en kasse, fordi det passer bedst til deres verdensbillede, at jeg er på en bestemt måde.
Når folk fx pådutter mig at mene, at kulhydrater er giftige eller farlige, og at alle i verden burde spise LCHF, og jeg pludselig bliver bedt om at stå til regnskab for noget, jeg aldrig har sagt, ment eller troet.
Det kan fx være et medie, der ringer fordi de er ved at skrive en artikel om, at flere og flere fravælger kartofler, og så skal jeg være den, der repræsentere det synspunkt, at kartofler jo også er den direkte vej til fedme og diabetes.
Nej tak. Ellers tak, du.
En anden ting, som vi har talt om her på bloggen gentagne gange, er det her med at være introvert og lære at stå ved det. Eller at vælge sine sociale arrangementer med omhu og vælge dem fra, der tager mere, end de giver.
Søren er den bedste, jeg ved, til fuldstændig betingelsesløst at acceptere mig, som jeg er. På godt og ondt.
Og det forklarer måske også, at jeg er lykkes med at være sammen med ham i noget, der ligner halvdelen af mit liv, selvom man jo ellers godt kan tale om en form for frihedsberøvelse der.
Arbejdsmæssig frihed
Arbejdsmæssig frihed er ikke det store tema længere, og det er jo, fordi jeg har opnået noget nær den ultimative frihed her.
Jeg bestemmer selv stort set alting, og jeg kan arbejde, hvornår jeg vil, og hvorhenne jeg vil.
Det ændrer ikke på, at jeg i perioder får fanget mig selv i at have taget for meget arbejde ind, men så er det jo så glædeligt/irriterende, at jeg kun har mig selv at bebrejde for det. Sådan en periode er det fx nu – eller i år faktisk. Haha.
I sin tid da jeg gik på almindeligt arbejde, havde jeg en chef, der gav mig al frihed i verden. Så længe jeg havde styr på mine ting og nåede de aftalte resultater, kunne jeg selv bestemme, hvor og hvornår jeg ville arbejde (sådan inden for rimelighedens grænser).
Jeg havde små tvillinger dengang, og den tillid og fleksibilitet gjorde, at jeg sagtens kunne få det hele til at hænge sammen.
Giv mig frihed, og du får verdens bedste medarbejder (hustru/veninde/samarbejdspartner ud af mig).
Så fik jeg en anden chef, som i kraft af sin egen usikkerhed (og inkompetence) opererede med mikromanagement, faste kontortider og et udgangspunkt i mistillid og kontrol. Et års tid senere sagde jeg op med det ene ben i en stress-sygemelding.
Økonomisk frihed
Det endte der jo så heldigvis med at komme det gode ud af, at jeg lykkes med at nå et andet af mine mål: nemlig økonomisk frihed.
Det kommer af flere ting. Jeg har en sund forretning, Søren har et godt job, og vi bor relativt småt og billigt. Ingen af os har helt vildt ekstravagante forbrugsvaner. Vi plejer at sige, at vi bruger alle vores penge på mad og rejser. Og jeg kan da ikke forestille mig noget, jeg hellere vil bruge dem på.
Den økonomiske frihed er ikke noget, jeg mærker så meget til i det daglige, men det er bl.a. den, der sammen med min arbejdsmæssige frihed tillader mig at tage to uger til Paris og arbejde og være en gang om året. Det bringer mig så afsindigt meget glæde at have den mulighed.
Kære Jane
Frihed er helt klart også det gennemgående tema/værdi for mig. Jeg blev selvstændig sidste år (breakthemould.dk), og når jeg først havde smagt frihedens sødme, kunne jeg slet ikke holde ud at tænke på at skulle noget andet. Jeg har selv prøvet, at have min frihed begrænset af sygdom. Jeg blev syg af skimmel, og da jeg havde det værst, var jeg nødt til at gå udenfor flere timer hver dag for at holde lungerne nogenlunde ok. De fleste bygninger kunne jeg overhovedet ikke være i. Det var helt klart frustrerende at have egen frihed begrænset på den måde, men det var endnu mere frustrerende i de tilfælde, hvor omgivelserne stillede spørgsmålstegn ved min måde at handle og løse problemerne på. For mig tror jeg, at friheden til selv at bestemme, hvordan jeg vil takle livets udfordringer, er det allervigtigste. Hvis jeg selv har besluttet noget, der begrænser min frihed på en eller anden måde, så er det meget nemmere at acceptere, end hvis jeg føler, andre har besluttet noget hen over hovedet på mig. (Mht. skimmeloverfølsomheden skal det lige siges, at det går meget bedre i dag :-).)
God weekend.
Kh.
Dejligt indlæg, der kan få en til at tænke over hvad der er vigtigt for en. For mig er det vigtigt at jeg gør det jeg selv har lyst til og ikke hvad andre synes jeg skal eller måske hvad jeg føler andre forventer af mig. Det er en følelse jeg endelig fik smidt for et lille års tid siden og har nu kontrollen igen. Følelsen kom meget i kraft med at jeg fik en kæreste som jeg følte, havde forventninger til mig som person. Du er skøn at følge Jane!
Tak Sofie :)
Og jeg kan så fint følge dig. Jeg har det også så stramt med, når folk gerne vil have, at jeg skal være på en bestemt måde. Jeg går helt i baglås over det og har også i mange år prøvet at leve op til alle mulige og umulige forventninger. Det er en kæmpe befrielse at have sluppet det.
Hej Jane
Superspændende og vigtigt indlæg for rigtig mange af os med lignende livssituationer… En af de ting, som jeg tit går og undrer mig over er frihed. Har du gjort dig nogle ideer om hvad frihed er? Du skriver om økonomisk frihed og frihed fra smerte… Du skriver også om frihed til at være den jeg er… Men hvad er frihed for dig?
Mvh
Laust
Super godt og relevant spørgsmål. Frihed er jo på mange måder en følelse.
Hvis jeg skal sætte ord på det, er især at kropslig frihed indebærer at være smertefri. Jeg har en kedelig historik med både mave- og rygproblemer og begge dele begrænser mig og nedsætter mit humør betragteligt. Økonomisk frihed er sværere, synes jeg, for det er ikke et spørgmål om kroner og ører men mere et spørgsmål om at penge ikke er et issue ift. at leve det liv, jeg gerne vil (og det er ikke den store ekstravaganza, vi taler om her).
Hvordan tænker du frihed?
Jeg ved det egentlig ikke helt – men jeg syntes det er ret spændende det du berører med om det er frihed “fra” eller frihed “til”. Og nok lige så vigtigt om det er i bestemte situationer, hvor det er den frihed fra, der er vigtig og det i andre situationer er frihed til, der er vigtig! Tænker det nok er mest frihed fra i situationer, hvor det handler om at nogle fundamentale ting er belastet eller truet, som fx du skriver med helbred og ryg- og maveproblemer, mens når det basale er dækket så er det vigtige en frihed til at gøre noget…
Skønt Skriv! Jeg genkender alle temaer, også de som undertiden er tabu blandt kvinder, nemlig at babyer ikke er det vildeste shit for alle mødre. Min ærlighed om netop den frihedsberøvelse førte sommetider til kommentarer a la: jamen, elsker du ikke dit barn? Øhhh, over alt på jorden, men jeg hader at være bundet af nogen eller noget. Nu, mange år senere, er det sjovt at se, hvordan mine børn har den samme frihedselskende måde at være i verden på. Her får de jo verdens bedste mødre med os, Jane. Jeg (du?) anderkender på daglig basis, og hjælper med at handle på det, at skole, venner, sociale strukturer ikke altid synes at frihed og introversion (forstået som lysten til suværent eget selskab) skal tilgodeses i er barns liv.
Min ærlighed i de første år var heller ikke specielt værdsat :) Og som du siger, var det jo bestemt ikke fordi jeg manglede kærlighed til dem. Det var bare en for stor opgave, som udover at overbebyrde mig, fuldstændig lagde lænker på hænder og fødder. Og det var sgu svært altså.
Mine børn synes, det er mærkeligt men “sejt” at jeg tager til Paris alene en gang om året. Det har de aldrig hørt om mødre, der gør. Jeg håber, jeg viser dem tydeligt, at det er vigtigt at stå ved sig selv og gå efter sine drømme <3