Mandagstanker om at tale ansvar uden at placere skyld


At være overvægtig er ikke et valg. Ingen – I N G E N – vælger selv at være overvægtig. At bære sin last udenpå tøjet med risiko for at blive udsat for diskriminering, stigmatisering, øget sygdomsrisiko og det, der er værre. Hvem vil frivilligt gøre det mod sig selv? Jeg tror ingen. Ingen!

Debatten om at et flertal af danskerne mener, at det er de overvægtiges egen skyld, at de er blevet overvægtige, og at de bare kunne tage sig lidt sammen, er uværdig.

Men måske blev debatten forplumret af, at skyld og ansvar blev brugt i flæng, som om det er det samme. Og det synes jeg ikke, det behøver at være.

SKYLD ELLER ANSVAR?

Men kan man overhovedet tale om ansvar uden at placere skyld?

Måske. Jeg ved det ikke helt.

Men jeg synes, at ‘hvis skyld det er‘ er uinteressant. Skyld peger bagud, hvor ansvar giver mulighed for at se fremad. Og det er hvordan, vi kommer videre, der er relevant i mine øjne.

Og hvis vi beslutter, at det er nogen andres ansvar, erkender vi samtidig, at vi ikke selv har mulighed for at gøre noget for at ændre vores situation.

ANSVAR ER POWER!

Og det, jeg godt kan lide ved ansvar er, at der deri ligger noget POWER.

For selvom vi sagtens kan skyde skylden på samfundet, fødevareproducenterne, barndommen, den dumme chef, økonomien etc. så er der kun én, der kan ændre situationen, og det er os selv. Det gælder ved alle problematikker.

Og al den styrke, vi skal bruge til det, findes allerede indeni os, men måske er den gemt godt væk. For det bliver den, hvis vi har mange fejlslagne forsøg i bagagen.

Men i stedet for at tale om hvis’ skyld det er, skal vi langsomt men sikkert grave den styrke frem, så den kan blive brugt aktivt.

Vi kan alligevel ikke ændre samfundet eller få fødevareproducenterne til at stoppe med at producere alle de lækkerier eller få butikkerne og reklamerne til at stoppe med at få os til at købe dem, selvom jeg er helt overbevist om, at det ville gøre en forskel, hvis vi kunne. Men det kan vi ikke. I hvert fald ikke på den korte bane.

Vi kan heller ikke slette vores fortid og det, der er sket for os, selvom det helt sikkert også ville hjælpe.

FEDME SOM SYGDOM

At veje 50 kg for meget og at veje 5 kg for meget er selvsagt ikke samme sag.

Fedme er en kronisk sygdom, selvom den danske lægeforening endnu ikke anerkender det som en sådan, og jeg elsker Jens-Christian Holm for at sige det så tydeligt (her).

Fedme handler om, at kroppens hormonsystem er kommet ud af kurs. At tale om at spise mindre eller sundere og motionere mere er helt meningsløst i den forbindelse. For helt ærligt: Hvis du tror, at den, der lider af fedme ikke allerede har prøvet det, tager du fejl. Og hvis det virkede, ville problemet ikke findes.

På mine forløb arbejder vi netop overvægt som en hormonel forstyrrelse. I første omgang gør vi det ved at sikre et normalt og stabilt blodsukker og ved at sænke insulinmængden i blodet. For når blodsukkeret er stabilt og insulinet lavt, reguleres appetitten, sukkertrangen forsvinder, og det giver en følelse af ro og kontrol.

Noget af det, deltagerne oftest skriver i deres evaluering er, at det gør en kæmpe forskel at få den ro i kroppen, som en veltilrettelagt LCHF-kost giver.

Hey, jeg kan pludselig sige nej til kage eller gå igennem supermarkedet sidst på eftermiddagen uden at købe slik og ungerne kan spise deres fredagsslik ved siden af mig i sofaen, uden at det rører mig. 

Sådan føles det at have god impulskontrol. Og ikke længere at føle sig styret af maden men at føle, at man har sat sig selv i føresædet, er et virkelig godt udgangspunkt for at arbejde med de  andre ting.

Men maden er kun en lille del af det.

“JEG FALDT I…” 

Vi arbejder også med at skabe et rum, hvor det er ok at være den, man er, og hvor man ikke behøver føle skyld og skam. At blive mødt med omsorg og medfølelse føles frigørende.

Og så arbejder vi faktisk rigtig meget med ansvar. Men med ansvar i form af styrke og empowerment. Det handler om at eje sine valg – også de mindre smarte.

Jeg faldt i, jeg var tvunget til at spise, jeg syndede. Byt det ud med Jeg valgte at spise/gøre, og du har pludselig magten i dine hænder.

Pyt med, hvad det var, du valgte, så længe du forstår, at du valgte det som et voksent, rationelt tænkende menneske.

Ingen fik dig til det, for ingen har den magt over dig.

MADEN ER BARE ET MIDDEL

Samtidig arbejder vi også med at turde se i øjnene, at maden bare er et middel. At erkende, at maden bliver brugt til at håndtere oplevelser eller følelser eller til at flygte fra dem ganske kortvarigt. Dulme vreden, skuffelsen, ængstelsen, tristheden, depressionen, forkerthedsfølelsen, kedsomheden, rastløsheden, skammen, utilstrækkelighedsfølelsen, selvleden, afvisningen…

Vi som mennesker gør altid det, der er det mindst smertefulde, vi kan gøre i den situation, vi befinder os i. Og hvis det er at ligge under tæppet og spise chokolade, så er det, fordi det er mindre smertefuldt end at sidde med den smerte, vi føler.

Der er (næsten) altid smerte. Og det er et menneskeligt grundvilkår at ville undgå smerte.

At tage ansvar handler aldrig om at træffe perfekte valg. Det handler om at eje situationen.

NEJ, DET ER IKKE SPOR NEMT!

Fedme er en multifaktoriel lidelse, og derfor er løsningen heller ikke “bare at tage sig sammen” eller “bare gøre dit og dat”. Hvis der fandtes en simpel løsning på det, ville problemet ikke findes.

Men der er også styrke i at erkende, at man ikke kan klare kampen alene.

Jeg forstår godt, at der ikke er meget hjælp at hente i sundhedsvæsenet, og måske er pengene ikke til selv at betale for hjælp. Men igen, hvis det er det, der er ens virkelighed, så er det den, vi skal arbejde ud fra.

Ræk ud. Bed om hjælp. Sig: Det her problem er større end jeg kan klare selv! Hjælp mig!

Hvis vi tør være ærlige om vores situation og vores smerte, vil de fleste gerne hjælpe. Og når vi er ærlige og møder forståelse, fordufter skammen.

Jeg forstår at emnet er følsomt, og at vi er nødt til at træde varsomt. Hav gerne det i mente, når du kommenterer. Grove kommentarer bliver slettet.

Vil du have mere inspiration direkte i indbakken, så tilmeld dig mit nyhedsbrev. 

Ja tak, tilmeld mig nu!

Skal du på Keto efter nytår?

Skriv dig på venteliste og vær blandt de første, der får besked, når vi åbner for tilmelding på mit populære Keto-kursus.

Skriv dig op her >>

Er du klar til julemåneden (og dens mange fristelser)?

Hold fast i de gode vaner med Madbandittens Juleopskrifter. Her er både mad til juleaften og julefrokosten og en masse lækre søde sager, som ikke sender blodsukkeret på himmelkurs.

Få tilsendt Madbandittens Juleopskrifter her

Madbandittens juleopskrifter

Skriv dig op til min lørdagsmail og jeg sender dig en madplan for 0 kroner.

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

7 kommentarer til “Mandagstanker om at tale ansvar uden at placere skyld”

Skriv en kommentar

  1. Den smukkeste kærligste og mest omsorgsfulde artikel om overvægt som jeg, -måske nogensinde- har læst.
    Du har nemlig fuldstændig ret; der er INGEN der selv vælger at være overvægtige og bære deres kampe udenpå med alt hvad deraf følger, men ja, vi har alligevel alle selv et ansvar for at prøve at tage magten over maden og vore eget liv tilbage.
    Er det let? Nej det er det ikke -altid. Men det KAN blive lettere og det KAN lade sig gøre og vi må aldrig give op.
    LCHF er en rigtig god hjælp til at få bedre spisevaner og bedre kost, stabilt blodsukker og nok med proteiner, fedt og næring.
    Tak for din skønne blog! :-)

    Svar
    • Sikke en flot kommentar. Tak Anne.
      Jeg har tænkt meget over den undersøgelse for i sidste uge var jeg egentlig vred over det grimme i at 82% af danskerne mente, det var “de overvægtiges egen skyld”. Men da jeg ændrede det til ansvar, ville jeg formentlig svare det samme. Ikke “så kan du sejle din egen sø” men hey, du har muligheden for at gøre noget. Også selvom ikke alle laver en kæmpe transformation fra den ene dag til den anden, hvilket er de historier, vi altid læser. Men hvad med fx beslutningen om at gå en tur på 10 min hver dag. Eller et eller andet overkommeligt.
      Men i sidste ende er det i virkeligheden bare et dumt spørgsmål. For som Jens-Christian Holm siger i TV-klippet, så kan du vende den om og sige: Hvis’ skyld er det, at nogle kvinder får brystkræft? Hvis ansvar er det? Deres eget? Ikke rigtigt. Og på det punkt skal vi nok vænne os til at se overvægt og fedme som en kronisk sygdom på linje med alle andre.

      Svar
  2. Tankevækkende mandags tanker. Du er et fint menneske Jane. Din måde at formidle og dele tanker og holdninger er fænomenal. Jeg glæder mig allerede til næste mandag.

    Svar