En af de ting, jeg var nysgerrig efter at opleve i Paris, var, om jeg var i stand til at tage vare på mig selv, når det kun var mig. Og her bliver det måske lige en anelse personligt.
Jeg ved godt, at det tit forventes, at jeg har fuldstændig styr på mit shit, men sandheden er, at det er der ikke nogen, der har. Vi har alle områder, hvor vi falder igennem, eller hvor vi kæmper, fordi det kræver, at vi skal bruge kompetencer, vi aldrig har lært, eller fordi vi af andre grunde bare ikke mestrer det.
I mit tilfælde kan det manifestere sig som for lidt bevægelse, for få pauser, højst uregelmæssige måltider, for få regulære måltider, for lidt væske, for meget kaffe og chokolade, etc.
Nogle gange tænker jeg, at den eneste grund til, at jeg får rigtig aftensmad, er, fordi jeg skal lave det til min familie.
Ville jeg gide og stå der og lave sund aftensmad, hvis det bare var til mig selv? Næppe.
KAN JEG TAGE VARE PÅ MIG SELV?
Det er lidt det samme som med iltmaske-analogien fra sidst.
Herhjemme har jeg en følelse af hele tiden at skulle tage mig af andre. Børn, mand, hele verden, etc. Alle med hver deres ting, jeg skal involveres i, forholde mig til eller give et bud på løsning af. Og det er jo lige fra “mor, hvor er mine fodboldshorts” til “hej Jane, hvordan går jeg ned i vægt?”.
Det er ikke brok. Det er bare en konstatering.
Men det betyder nogle gange, at mine ressourcer bruges der, og når jeg kommer til mig selv, er mine ressourcer sluppet op. Eller sådan kan det i hvert fald føles.
Så jeg var lidt spændt på, om jeg ville kunne finde ud af at tage vare på mig selv, når der kun var…. mig at tage vare på.
Og faktisk synes jeg, at det gik ret godt. I hvert fald bedre end forventet.
Jeg fik faktisk lavet mad. Ikke supergourmet-agtig mad men fin, mættende og sund mad. Ikke hele tiden men de fleste dage (se hvad jeg spiste her.)
Jeg fik rørt mig en masse, fik drukket nogenlunde med væske, og jeg kom i seng i nogenlunde ordentlig tid de fleste aftener.
NATURLIG APPETITREGULERING OG FAMILIEMÅLTIDER
Desuden oplevede jeg det som nemmere at tilpasse mine måltider til min naturlige appetitregulering.
Det er jeg kæmpestor fortaler for, men jeg har svært ved at integrere det 100% herhjemme, fordi jeg gerne vil spise sammen med min familie.
I Paris spiste jeg tre måltider, når det passede og to måltider andre dage. Det fungerede ofte godt, at jeg stod op ved 7-tiden, drak kaffe og arbejdede et par timer og så spiste solid morgenmad ved 10-tiden. Herefter var jeg mæt til sidst på eftermiddagen og spiste derfor “aftensmad” ved 17-tiden. Og det var det.
Lidt svært at gøre, når man gerne vil spise med familien, men ikke desto mindre rart i en periode at kunne respektere.
BRUGER DU DINE RESSOURCER PÅ ANDRE?
Men lidt en spændende tanke, ikke?
Har du nogensinde overvejet, om dine problemer med at spise sundt, komme i ordentlig tid i seng, drikke nok væske, huske at holde pauser i løbet af dagen eller hvad du nu måtte have af udfordringer, kommer sig af, at du ganske enkelt er løbet tør for ressourcer, når det kommer til at tage vare på dig selv?
Og hvis det er tilfældet, hvordan får man så rettet op på det, så der igen kan komme balance i tingene?
Har du et bud på det? Så læg meget gerne en kommentar herunder!
2 måltider på et døgn ? Jeg spiser vist 100 ? (sunde dog) Er det let nok at få så mange kalorier fordelt på kun 2 måltider? ?
Jeg spiser hellere færre store måltider end flere små. Det er en af de ting, jeg elsker mest ved LCHF :) Jeg synes, det er besværligt at skulle spise hele tiden. Jeg kan godt opleve det lidt svært at få kalorier nok, når måltiderne bliver færre, men det plejer at udligne sig fint over ugen.
Jeg var utrolig god til at tage mig godt af mig selv, da jeg var single og uden børn… Jeg ved jo godt at alt nok skal gå selv om jeg ikke holder styr på det hele, men hvor er det svært at huske at mærke sig selv, når man er så vandt til at mærke andre.
Dit indlæg sætter gang i nogle vigtige tanker om at huske at slappe af og mærke mig.- Tak ❤
Jeg tror ikke, jeg var god til det før børn heller. Det var egentlig også derfor jeg var så nysgerrig på, hvordan det ville gå i Paris. Men med de briller på gik det egentlig over al forventning.
Ret spændende tanker
-og nej jeg er og var ret dårlig til at passe på mig selv – det blev ret tydeligt da min datter flyttede hjemmefra- men jeg øver mig og her 3 år efter er jeg blevet meget bedre til det :)
Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været god til det. Heller ikke før børn. Så jeg har også noget at lære her…
Hej Jane
Jeg kender det godt, det der med at man i en lang periode er der først for sine børn og sin mand, dernæst eller sammen faldende kommer en periode, hvor man må tage vare på forældre som lider af f.eks. Sygdom og ensomhed.
Jeg kender det godt, jeg forsøger at sige, at det er et bestemt kapitel i mit liv, som jo bare er sådan. Psykologen Eriksson siger at den periode i sit liv 19-40 plus 40-65 år bl.a er kendetegnet ved, at vi skal blive istand til at give og tage uden at gøre regnskab, at være i stand til at engagere sig i andre, give omsorg til børn og måske forældre – så ja der er helt naturlige kapitler i sit liv, hvor vi næsten løber bagefter alting – eller løber for bare at indhente sig selv og føle, at man er i egen krop og følelser og ikke konstant føle, hvilken stemning der er omkring sine børn og familien.
Oveni arbejde lægger jeg lidt motion ind. Det er min førsteprioritering. Så roder mit hus eller jeg får ikke gjort rent, eller realiseret mine ønsker om mere efteruddannelse og fordybelse – men det kommer. Jeg forsøger at arrangere et venindebesøg med kaffe en gang om måneden enten hjemme eller på cafe, vigtigst med veninder for mig, er at vi er så autentiske, så vi på få minutter deler det væsentlige med hinanden og får taget pulsen på, om vi trives og er raske.
Jeg tror fuldt og fast på, at mine år her, hvor jeg er og har været dybt engageret i familien – er en kæmpe god investering, som jeg aldrig fortryder.
Jeg forsøger, at affinde mig med at jeg ikke når alt, og hvis der mangler “mig-tid” – ja så må huset flyde og jeg må give afkald på andet. Vigtigst for mig er at justere lidt hist og her.
Held og lykke med at finde Jane tid i hverdagen
Bedste hilsner?
Det er bare en super pointe det med alderen. For det er jo rigtigt. Der er bare nogle år (ret mange faktisk) efter man har fået børn, hvor det at tage sig af familien er altopslugende. Og det er nok også det, jeg mærker nu. Mine børn er store og det giver mulighed for at ryste posen lidt og prøve at gøre tingene anderledes.
Jeg savner også mine veninder. Flere af dem har stadig små børn men om nogle år er vi alle “færdige” med det, og det giver nogle helt andre muligheder jo :)
Jeg ved at jeg i den grad bruger alle mine ressourcer på alle andre end mig selv. Jeg står lige nu midt i en sygemelding pga depression, og er nu begyndt til psykolog. Der bliver åbnet op for en masse ting under sådanne konsultationer, og en af dem som jeg egentlig godt selv ved, er at jeg glemmer mig selv. Jeg tager mig af alle andre, og når det kommer til mig selv så har jeg enormt svært ved at mærke efter hvad jeg egentlig har brug for, både fysisk og psykisk. Tit og ofte ender jeg med at spise usunde ting når børnene er kommet i seng og der er ro på hytten. Det er bare “lettere” end at skulle tænke over hvad der ryger ind.
Jeg ville enormt gerne vende den dårlige vane, men når ressourcerne er opbrugt, så er det ikke der man sætter ind til at starte med.
Jeg forstår 100% hvad du mener. Når ressourcerne er få, er det umuligt at se løsninger. Når jeg tænker tilbage på vores første tid med tvillinger, som virkelig var rædsom på så mange fronter, så undrer det mig i dag at vi ikke gjorde noget anderledes, fik hjælp etc. Men vi var tappet for ressourcer, at vi kun kunne rumme at tage det næste skridt. Ingen af os kunne se nogle løsninger der.
Rigtig god bedring. Håber det hele snart letter!
Tusind tak for dine fine indlæg om dit parisereventur. Har selv boet to år i Paris i mine unge dage – men nu må jeg snart afsted igen ?
Det er et meget relevant emne, du tager op i dag! Jeg kender det fra mig selv – og fra langt de fleste af mine veninder. Vi kalder det hensynsbetændelse ? Der ligger vel et grundvilkår i, at man har travlt i en børnefamilie, og her skal man nok forsøge at skære det unødvendige fra, så der er tid til det væsentlige – at være sammen som familie – og blæse på det perfekte. Men måske er der også noget kønsbestemt her, for hvor mange mænd har det sådan? Det skyldes måske til dels, at vi ikke er helt i mål med ligestillingen endnu… Vi har måske lige vilkår på arbejdsmarkedet, og mændene er mere med på hjemmefronten – men vi er måske som kvinder tilbøjelige til at tage os af familie og andre først, og så kommer vi til at glemme vores egne behov? Vi skal nok blive bedre til at mærke efter og tage os af os selv – så hvor er det godt for dig, at du tog afsted!
Ja det er en god pointe. Har mændene det mon også sådan? Det er jeg heller ikke sikker på.
Imens Søren har været hjemme med ungerne har de haft en super arbejdsfordeling, hvor ungerne har smurt madpakker, dækket bord/ryddet af, tømt opvaskemaskine, lagt vasketøj sammen etc.
Siden jeg er kommet hjem, er det som om de har glemt alt det og de skal mindes om det hele tiden. Det er trættende, at det skal være så svært at ændre rutiner…
Vigtig observation og jeg kender det kun alt for godt! Min 13-årige søn kan finde på at kigge på mig og sige, at han er tørstig ? Og jeg ved jo godt, at det er min egen skyld. Måske har vi så travlt med job og familie, at vi bare gør ting selv, fordi det lige i situationen er det letteste og hurtigste. Eller også er det noget med indgroede kønsroller, som det tager lidt længere at ændre. Og så er kvinder nok tilbøjelige til at ville skabe glæde og god stemning i familien, og derfor glatter vi ud i stedet for at insistere på, at poderne deltager opgaverne – for det gør de jo ikke nødvendigvis af sig selv. Men heldigvis kan jeg se på mine voksne børn, at de er bedre til det, end jeg har været ? Men første skridt til at skabe en ændring er jo at se problemet, så du skal bare stå fast – eller tage afsted lidt oftere ?
Hvor er det rigtigt at man skal passe på sig selv og tage iltmasken på først. Men man må så heller ikke glemme at give andre iltmasken på bagefter. Ellers vil man jo få et meget fattigt og ensomt liv. Nogle gange får man jo faktisk kræfter og humør af at hjælpe andre eller måske af at føle sig som en rigtig god mor der gør meget for sin familie. Man skal måske bare huske det med at sætte sig ned en gang i mellem og tænke: “nu har jeg gjort det godt”. Tak for dine mandagstanker. Jeg elsker at følge med.
Ja det er også rigtigt det med at der også er energi i at hjælpe andre. Det synes jeg især gælder de her små “random acts of kindness”. Du ved, hvor man hjælper en ældre dame over vejen eller hvad det nu måtte være. Det giver sådan en følelse af samhørighed med verden.
Kære Jane.
Så gode mandagstanker, som altid.
At have overskud og resourcer til sig selv, har hele mit liv været en mangelvare hos mig, og til sidst blev jeg førtidspensionist af samme grund.
Det er ikke fordi jeg er opdraget til det, men jeg har altd været mere optaget af at please andre, og sætte mig selv i baggrunden, hele tiden være opmærksom på hvad andre havde brug for at have det godt, og fuldstændig glemme mig selv. Tror måske det til dels skyldes, at min mor var meget syg da jeg var lille, så man skulle tage meget hensyn, og jeg blev lidt for tidligt optaget af hendes behov, fremfor mine egne.
Årh ja, nu bliver det jo også lidt personligt jo, men det er sådan det er.
Jeg kan huske da jeg mødte Jens, han sagde lige ud, at han først og fremmest tænkte på sig sig selv, ja det er egoistisk, men meget rent mel i posen jo. Jeg sagde, at problemet bare var, at det gjorde jeg jo også, altså tænkte først og fremmest på ham, og så kan det blive svært jo. Det var dengang, sådan er det heldigvis slet ikke længere, nu tænker vi begge to både på hinanden og os selv.
Jeg har bestemt ingen løsning sådan generelt, men for mig blev redningen at få oseaner af tid til MIG, og jeg synes ikke engang det er tid nok. Jeg har alt nok at gøre med at passe på min egen lille bitte verden, og der er plads til andre, men nu er det rettet ind efter hvad JEG har kræfter til, men okay det er måske også en speciel situation jeg er i, så måske er det slet ikke så vedkommende for andre, men skrevet er skrevet, sagt er sagt.
Kærligst Pernille.
Ej hvor er det fint set, Pernille, det med at det ikke går, hvis der er to i et forhold, der tager hensyn til den samme person. Det er for uligevægtigt. Og rigtigt dejligt at høre at I fandt noget balance til hinanden.
Jeg tænker også, at jeg “burde” have tid til mig selv med den måde, mit liv er indrettet. I hvert fald arbejdsmæssigt, hvor jeg tilbringer meget tid alene. Men for mig er det også som om der kun er for lidt tid. Og selv 13 dage alene i Paris gjorde ikke at jeg savnede selskab. Eller jo, lidt gjorde jeg jo selvfølgelig men jeg havde det også fuldstændig fint alene :)
Jeg synes også der er forskel på at savne. Jeg savner jo også Jens i hverdagen nogen gange, men det føles anderledes at være alene med sig selv, når man ikke er det til evig tid, men der er nogen der hører til ved ens side.
Jeg må indrømme at jeg tror du har helt ret men at jeg ser det som det vilkår ved livet som børnefamilie og at jeg må acceptere at det eneste jeg kan gøre er at prøve at sortere fra i andre dele af mit liv. Dvs ikke forpligte mig gymnastikforening, forældreråd osv
Ja det er jeg enig i. Det er et slags grundvilkår. Jeg tænker at hele simple living/minimalistbølgen har lidt det samme udgangspunkt. Jo mere støj omkring dig, du fjerner, jo bedre kan du mærke dig selv og dine behov.
Og jeg gør nøjagtig det samme som dig: jeg forpligter mig aldrig til noget. Dog med en snert af dårlig samvittighed men altså… :-/
For mit vedkomne handler det om ressourcer/overskud. Jeg er TRÆT og segnefærdig efter en lang dags arbejde inkl 1,5 times samlet transport. Hertil kommer at jeg også skal være noget for min søn samt lektielæsning og madlavning. Så jeg er begyndt at bestille 80 % af vores vegetariske mad hos aarstiderne. Så jeg ikke også skal ud og købe ind i hverdagene. Det gør en stor forskel. For det er rigtig vigtigt for mig at sundheden ikke ryger i mangel på overskud.
Åh hvor jeg forstår hvad du mener. Da jeg gik på “almindeligt arbejde” var jeg så drænet, når jeg kom hjem efter en lang dag, at jeg ikke havde så meget som en brøkdel overskud tilbage. Jeg følte mig virkelig som en tom skal. Og det er jo uhyggeligt for det er jo et almindeligt liv for langt de fleste. Og de der år med små børn er bare regnestykket, der ikke går op. Nu hvor mine unger er 11, kan jeg næsten ikke beskrive hvor meget presset har lettet!
Og super idé at købe sig til nemme løsninger på madsiden. Det er en befrielse alene det at andre har taget stilling til, hvad man skal lave!
Hej Jane
Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det handler om ressourcer? I virkeligheden kunne man jo bare gøre som dig i Paris… stå op når man er udsovet, gå i seng når man er træt, spise når man er sulten osv… det passer bare rigtig skidt med, at være et socialt væsen med forpligtigelser som mor, medarbejder, kone/kæreste, veninde osv… det smager jo lidt af egoisme og det kræver styrke, at være ligeglad med det prædikat :-( Jeg går ofte med tanken om, at prioriteringerne er “forkerte”… og at jeg burde sadle om og styre mod “back to basic”… der tror jeg man finder en anden tilfredsstillelse, uden den materielle styring og stræben efter… ja, hvad i grunden???… hvem har “bildt os ind”, at det her er den rigtige måde? Beklager jeg ikke har løsningen… jeg sidder nemlig også fast i, at gøre “som vi plejer” :-)
Ja måske handler det om egoisme, og det er svært at indgå i sociale sammenhænge, også bare dem, vi har med vores egen familie, og leve som “det passer mig”.
Alt er jo kompromis.
Jeg er tiltrukket af idéen om at vi har begrænsede mængder ressourcer og det, der er at hente i at simplificere. Decision Fatigue findes. Altså at du udmatter beslutningsmusklen hvis du hele tiden skal tage stilling. Det oplevede jeg i kæmpe grad i Paris, hvor mit køleskab indeholdt få ting. Skal jeg spise æg eller hakkebøf? Herhjemme lyder det: skal jeg spise æg eller hakkebøf? Eller måske yoghurt eller hvad med chiagrød. Jeg kunne også lave det og det og det. Jeg ender i handlingslammelse. At træffe et valg krævede langt færre ressourcer, når mine valgmuligheder var færre.
Måske træffes den muskel også når vi hele tiden tager os af andre. Jeg ved det ikke rigtigt. Men det er en spændende tanke, synes jeg…
Enig i at “frit valg på alle hylder”, er udmattende for beslutningsmusklen… tænk bare på et buffet-bord… suk… man ved på forhånd, at man ikke kan spise det hele… altså skal man vælge og prioritere… det er trættende og her kun nævnt ét eksempel… der findes mange… og det er virkelig udmattende :-( Tror man i højere grad skal være tro mod sig selv… hvis man hader, at gå i høje sko… så tag de flade… og vær glad for DIT valg :-)
Interessant læsning. Jeg bliver (desværre) pensionist til oktober (65 år) og har dte ikke godt med det! Men jeg har været så heldig at møde en yngre kvinde, der bor i Spanien de 14 dage om mdr. hun ikke arbejder. Hun vil hjælpe, og planen er, at vi til oktober tager til Alicante for at se på lejelejligheder – derefter skal der lægges en plan for min afgang til februar eller marts 2018. Man skal (ifølge udbetaling DK) flytte adresse, hvis man er ude af landet mere end ½ år ad gangen. Jeg kan tage hele min pension med. Men jeg har ikke åd til to huslejer, hvorfor jeg må sige min lejlighed op. Nu skulle det ifølge min nye veninde ikke være svært at få nye venner i Spanien. Jeg agter at deltage i spansk kursus til efteråret. Men jeg skal jo stå på egne ben(tage vare på mig selv) Jeg er single, mine voksne sønner bor i Dk (KBH. og Jylland) Aicante ligger kun 3½ time væk. Jeg håber, jeg kan bryde grænser, må sikkert give lidt køb m.h.t. økologisk levevis? og jeg kommer helt sikkert hjem igen på et tidspunkt; men det er svært, jeg har valget mellem at dø på sofa i DK eller komme ud på eventyr. Tak fordi du delte din Parisertur.