Hvordan får jeg min mand til at spise LCHF?


Det spørgsmål har jeg fået to gange inden for den sidste tid, og uha… sprængfarligt emne der!!

Men svaret er ganske kort: Vi kan ikke få nogen til at gøre noget, de ikke vil. Vi kan ikke ændre andre mennesker. Det eneste menneske, vi kan og skal ændre, er os selv.

Jeg forstår godt, at vi af omsorg og kærlighed til et andet menneske gerne vil gøre noget godt for det menneske, men al ændring kommer indefra. Hvis vi er udefra-styret, er det svært at gøre ændringen til noget permanent, og så er vi jo lige vidt.

Men jeg vil gerne fortælle om, hvordan det gik til, at Søren begyndte at spise LCHF-inspireret. Det ligger nogle år tilbage , så jeg kan ikke huske de præcise detaljer.

HISTORIEN GÅR CIRKA SÅDAN HER:

Jeg spiste LCHF-inspireret længe inden Søren gjorde det.

Jeg kan ikke huske, at det var noget, jeg talte særligt meget om. Hvis jeg gjorde, nævnte  jeg, at jeg var glad for omsider at have fået det bedre.

Jeg kunne selvfølgelig godt tænke mig, at han også fik oplevet, hvor godt man har det, når blodsukkeret er uden udsving, men jeg vidste også godt, at jeg ikke ville opnå andet end en irriteret reaktion fra hans side, hvis jeg missionerede LCHF over for ham.

Så jeg spiste mine æg om morgenen, og han fortsatte med at spise sine havregryn med minimælk.

Så begyndte jeg at tilbyde ham et blødkogt æg, som han kunne spise sammen med sine havregryn.

Senere byttede han så havregrynene ud med to spejlæg og en skive ristet rugbrød. Minimælken i kaffen var blevet til sødmælk.

Senere droppede han rugbrødet og spiste nu i stedet tre spejlæg. I kaffen havde han sødmælk og kokosolie. Til frokost begyndte han at vælge kød+grønt+fedt og til aften spiste han min aftensmad.

Og det var egentlig det…

Det skete sådan gradvist, og det var aldrig noget, jeg direkte bad om ham om eller prøvede at overtale ham til. Han bestemte tempoet, og gjorde det som han syntes spillede for ham.

FEDTTAB = SYNLIGE MUSKLER!

Da jeg skrev Mæt & Slank med LCHF og skulle skrive kapitlet om ketose, tog jeg en periode på striks LCHF for at blive klogere på kulhydratmængder, ketonmålinger og alt det der. Søren syntes, det var spændende, så han hoppede med på mit eksperiment.

Og så fulgte nogle uger, hvor fedtet væltede af ham.

Og Søren er og var i forvejen en meget høj og meget slank mand. Men fedtet røg af ham, og han fik en slags mandlig tilfredsstillelse ud af pludselig at have helt vildt markerede muskler på trods af at træningscentret blev frekventeret ret sjældent.

Han trivedes rigtig fint på den strikse kost (æg, bacon, kød, sovs, grøntsager), og det passede godt ind i hans travle arbejdsliv, at han kunne hoppe frokosten over, når skemaet var for presset, uden at blive “hangry” (hungry+angry) eller gå sukkerkold og spise to marsbarer på vej hjem i bilen.

På et tidspunkt måtte vi øge hans kulhydratindtag for at stoppe vægttabet, fordi han blev lidt mager i det. Det gjorde vi ved at lægge nødder og mørk chokolade til.

I dag spiser han en normal-liberal LCHF-inspireret kost med plads til at nyde lidt lækkert brød eller en god dessert, hvis han er ude.

MÆND TABER FEDT PÅ LCHF

Mænd får som regel vildt god effekt af LCHF.

Hvor kvinder kan have en lidt langsom start, rasler kiloene ofte af mændene fra starten. De elsker samtidig maden og glæder sig over at kunne spise sig mætte i æg, bacon, kød og sovs.

Og så oplever de det som nemt at forstå: Grøntsager-kød-fedt! Tjek! Drop sukker og kornprodukter, tjek!

Kvinder derimod finder 800 sidespring . Jeg kan vel godt spise skyr, selvom den er fedtfattig, eller lidt frugt skal der jo være plads til, for det er jo så sundt, eller nu laver jeg lige LCHF-pandekager med mandelmel og Sukrin eller genskaber mine gamle treats med “godkendte ingredienser”. 

Grøntsager-kød-fedt, blev der sagt! Ikke pandekager og low carb brownie!

Mænd har som regel færre følelsesmæssige bindinger til mad end kvinder har, tror jeg. Eller forestiller jeg mig. Det må gøre det nemmere også.

MEN… de skal jo ville det. Det gælder både mænd og kvinder. Det duer ikke, at fruen sætter manden på fed LCHF-kost, og manden så går i garagen for at drikke øl og spise chips.

Det er derfor jeg starter med at sige, at man ikke kan ændre andre mennesker.

GODE ARGUMENTER

Hvis jeg skulle give nogle argumenter til mænd, ville jeg tale for den gode fede kost. Æg og bacon smager altså bedre end både havregryn og skyr. Jo, det gør det!

Og hvis du spiser LCHF i sølle 4 uger, og så spiser en portion havregryn, vil du ikke kunne forestille dig, hvorfor i alverden du har spist de tørre flager hele dit liv.

De fleste mænd elsker en god bøf, og nu kan de få en fed bearnaisesovs til også. Bare kartoflerne er byttet med broccoli. Hey, de kan endda drikke et glas rødvin til en gang imellem.

Når mænd bliver +40 begynder fedtet også at lagre sig på maven af dem, ligesom det gør hos os kvinder. Selv på slanke mænd ser man tit, at maven begynder at bule. No judgement! Jeg er lige der ved siden af!

Jeg forestiller mig, at det er noget, mænd også helst ville være fri for. Tænk at kunne spise maven væk i bøf bearnaise? Du behøver ikke engang at træne (men du må godt). LCHF er jo på mange måder et vindende koncept.

Men hvad siger mændene egentlig? Mændene fylder jo ikke helt vildt meget her på siden, men jeg ved, at henved 10% af læserne er mænd.

Så er du mand, og spiser du LCHF, og vil du fortælle hvorfor, du gør det, eller hvorfor det tiltaler dig, så læg en kommentar her nedenfor! Måske kan du hjælpe flere af dine mandlige artsfæller i gang med noget godt… Og kvinde, du er selvfølgelig SÅ velkommen til at give dit besyv med også!

PS: Jeg ville have sat et billede af Søren ind, men i stedet fik du et lækkert billede af en omgang barbeque-ribs. Billedet er taget af Columbus Leth til Mæt & Slank med LCHF. Hvis du er nysgerrig efter at se præcis hvor lækker han er, kan du tjekke vores postkort fra Khao Lak. ;-)

Stor nyhed: Fit efter 40

Stort, nyt livsstilskursus for kvinder ‘i anden halvdel af livet’.

Kurset starter mandag d. 8. oktober.

Læs alt om kurset her

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

15 kommentarer til “Hvordan får jeg min mand til at spise LCHF?”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane
    Min madglade mand elsker lchf kosten, altså kød-fedt-grøntsager. Dejligt med flødesovs og andre fede sager. Men hvad er det så lige jeg gør, når han samtidig også elsker slik og kager? Jeg har sagt til ham, at man ikke kan begge dele, hvilket badevægten gir mig ret i. Han spiser jo det, der bliver sat på bordet herhjemme, men har ikke vilje eller stædighed til at prøve at gå all-in og dermed vælge rigtigt udenfor de måltider, jeg serverer. Jeg skal ikke selv tabe mig, men har succes med lchf pga ustabilt blodsukker, hvilken forandring. Tak for dig Jane? Ville sådan ønske, at min mand havde mod til at sige nejtak, til alt det der bliver serveret derude (læs Sukker), så tror jeg, han ville begynde at smide de overflødige kilo. Det nytter ikke at blive irretteret på ham, men jeg er i tvivl om, hvordan jeg selv kan spise lchf, når nu min mand ikke er mere indstillet på selv at gøre en indsats.

    Svar
    • Jeg forstår 100% dit dilemma, men måske er det netop det, der er pointen med at man ikke kan ændre på andre. Du tager vare på dig selv men det er hans job at tage vare på ham. Jeg har desværre ikke nogle gode råd til det…

      Svar
  2. LCHF er super godt fordi det er så nemt at følge. At lave æg til morgenmad tager lige så lang tid som at sætte havregryn på bordet, det mætter bare meget mere.
    Og det er præcis lige det der gør LCHF så godt, du er nemlig mæt hele tiden.
    Det er ikke noget med at prikke til to stykker salat og et bladselleri, men ordentlige måltider som man bliver mæt af i lang tid.

    Svar
    • Præcis! Jeg oplever også at jeg sparer tid, fordi jeg ikke behøver at spise så tit. Og det er det første, der slår mig, hvis jeg i en periode er tilbage til lidt for mange kulhydrater: at jeg hele tiden er sulten og er nødt til at spise hver 3. time. Gaaaab, hvor er det dødssygt. Jeg vil langt hellere spise 2-3 store gode måltider på en dag og så beskæftige mig med noget andet resten af tiden :)

      Svar
      • Til Christian
        Jeg har selv både guiden og bøgerne og syntes at bøgerne er mere end et godt supplement. Både på grund af alt den information i starten af bøgerne, som jeg læser igennem af og til når jeg syntes jeg har “glemt” hvordan tingene hænger sammen og så helt klart er der også noget ved at kigge en super lækker kogebog igennem og blive inspireret.

        Svar
  3. Hej Jane.
    Jeg er starte på lchf, grundet gluten intolerance. Jeg mærker en klar forskel i kroppen og slipper af med eksem ved at spise efter lchf. Jeg kæmper dog med, at falde i indimellem. Men så er det jo bare op på hesten igenen i . Jeg har igår købt dit striks lchf online materiale og tænker, at jeg vil prøve og kører den striks og komme af med de overflødige kg. Jeg elsker også æg bacon osv, så det er bare super dejligt med alt dit materiale. Har overvejet at køb bogen mæt og slank, men er det nødvendigt, når jeg har købt den praktiske guide?

    Svar
    • Sejt Christian! Og fedt at det hjælper med eksemet!

      Jeg tænker, du har det, du skal bruge med striks guiden. Min erfaring er, at der er virkelig meget at hente ved at tage en striks periode på fx 4 uger, så man virkelig får omstillet kroppen til fedtdrift. Derefter bliver det for det første nemmere ikke at “falde i” men det bliver også nemmere at komme tilbage, hvis man afviger en dag. Det ville i hvert fald være min anbefaling :)

      Svar
  4. Jeg forstår ikke hvorfor der ikke er flere mænd der spiser LCHF… jeg kender dog nogle stykker som alle har haft succes med det. Men jeg må sige som mand er det måske endnu mere tabubelagt at spise efter en speciel kost end for kvinder. Det forventes åbenbart at vi spiser meget og masser af pizza, burger mv… og det har jeg da også selv gjort.

    Det kan være svært at forklare om det. Nu har jeg tabt mig 12kg på lidt over 2 måneder – og der synes folk selvfølgelig er flot. Men når de spørger så undgår jeg helst at forklare hvordan. Føler jeg skal forsvare det, og at folk synes det er mærkeligt.

    Men… jeg er virkelig glad for denne kost, og hvis folk viser interesse prøver jeg at forklare alle de gode ting med den. Forklarer videnskaben (efter bedste evne) og alle de gode ting der følger med udover et evt. vægttab.

    Så tak til dig Jane for altid god inspiration :-)

    Svar
    • Nej, jeg forstår heller ikke, hvorfor der ikke er flere mænd, der hopper på. Måske fordi jeg er kvinde… Thomas Rode fik jo fx ret mange mænd til at spise stenalderkost, så måske handler det om at have nogle, man kan spejle sig i..

      Og ja, øl og pizza spiller også en rolle, det tror jeg, du har ret i :)

      Og er du vimmer, et flot vægttab! Jeg ser det igen og igen med mænd. Fedtet smelter af dem. Hos kvinder går det (desværre) lidt langsommere.

      Svar
  5. Rigtigt godt indlæg Jane, især det med at man ikke kan ændre folk, med mindre de selv ønsker det :) Ofte vil en masse missioneren med en bestemt ting, ofte bare skubbe folk væk fra det, da de ikke selv kan føle ‘ejerskab’ for ændringen, som for mig er yderst vigtigt :)

    Jeg har spist LCHF i et par år nu efterhånden(med perioder med udfald), og har tabt mig 25kg, fået mere energi og det som tiltaler mig, er at det er så simpelt!
    Ligesom du nævner, meget få basisingredienser i købeskabet og så smager det bare godt, og er nemt at lave :)
    Samt det er billigt – jeg lever betragteligt billigere nu, end før ihvertfald :)

    Svar
    • Hvor er det fedt at høre, Martin. Tak for din kommentar!
      Mit indtryk er også at mænd er rigtig gode til at holde det enkelt. Kød, grøntsager og fedt. Ikke så mange dikkedarer.
      Og supersejt med vægttabet! Virkelig godt gået!

      Svar
  6. Godt så jeg er jo ikke mand, men kan da ikke lade være. For endnu et “fedt” indlæg.
    Jeg har ikke haft problemer med at få min næst bedste halvdel med på lchf, han syntes det er et treat af de store. Han spiser brød men det er slet ikke så ofte som før og så er han vild med dine kogebøger der ligge fremme til inspiration. Bruger dem gør han også for han syntes at opskrifterne er nemme at gå til og det på trods af at han er englænder og han mener at vi ikke behøver at spise kartofler, for det lyder som om vi sluger dem når vi tale ?
    Billede af Søren, jahhh Jane som du skrev, man kan jo ikke få folk til at gøre noget de ikke har lyst til ?

    Svar
    • Nej umiddelbart skulle man mene at kosten appelerer meget til mænd. Ikke at jeg mener, vi skal tale stereoptyper og mandemad og damemad men du ved, hvad jeg mener :)
      Dybest set er det jo bare rigtig mad. Og hvis man i årevis har ærgret sig over den smagløse, fedtfattige mad, der blev serveret, er det her jo som at komme “hjem”.

      Svar
  7. Jeg beundrer virkelig min kærestes måde at spise på. Eller. Misunder er nok et bedre ord. Han spiser, når han er sulten, og han stopper, når han ikke er sulten mere. Han følger ikke nogen indviklede kostprincipper, bortset fra at han undgår slik og sodavand, og hvis han synes, han har taget på, er han ekstra opsøgende med at få fodboldtræningsaftaler i stand. Han er sund og slank og – vigtigst – glad at se på.

    Nøglen er sikkert, som du er inde på, at han ikke binder følelser til mad. Det virker simpelthen enklere for ham at sige ja og nej efter hvad der gør ham ægte godt (modsat her-og-nu-godt, som det kan føles, når man dulmer følelser med en pose “velfortjente” chips)

    Jeg er ikke så heldig/disciplineret/smartkodet som ham.

    Og det er nok derfor, at jeg godt gad, at LCHF var et fælles projekt.

    For jeg kan ikke (som du beskriver) sidde og nyde mine æg og avocadoskiver, når han stiller sulten i Emmerys-franskbrød og andre kulhydrater ved samme bord som mig. Jeg kan ikke bare være ligeglad, og den avocado ser pludselig decideret tarvelig ud uden brød under og alt, min hjerne kan tænke er “brød smager GODT” og “brød er FORBUDT” og andet larm …

    Jeg vil have det franskbrød, Jane! Jeg elsker smagen og tyngden af det franskbrød.

    For at gøre den korte historie lang: Jeg ønsker ikke så meget, at min kæreste går over til LCHF for sin egen skyld som for MIN skyld … fordi det vil gøre MIT liv nemmere ikke altid at skulle sige nej til pasta og brød og ikke at skulle lade kartoflerne ligge i gryden, men kun plukke blomkålen op.

    Ah. Det hjalp at få det ned på skrift. Så jeg kan se, hvor latterligt, det ser ud. I virkeligheden har jeg bare en sej mand, som roligt kan se op til på det her punkt.

    Men gid det med mad ikke var så svært. Suk.

    Hey, tak for en dejlig, læsværdig blog.

    Karoline.

    Svar
    • Du er så sød – og sjov!☺️
      Jeg har slet ikke den der brød-pasta-ris-envy. Tværtimod føler jeg at JEG er den heldige med mine æg og avokado. Måske fordi det er mit helt frivillige valg, hvis du forstår, hvad jeg mener. Jeg bestemmer jo selv.

      Selvom det for mig er nemmere at takke nej til slik fx, er der stor frihed forbundet med at det er mit eget frie valg, om jeg vil spise det eller ej.

      Men mænd er generelt sejere! Søren har lært mig at være kvalitetsbevidst, når jeg spiser sukker, så det virkelig er det værd. Det troede jeg ALDRIG, jeg skulle lære…

      Så måske er det ikke svært. Måske tager det bare tid at lære at spise intuitivt hvis man i en periode har været for langt væk fra sin… ‘kerne’ eller hvad jeg skal kalde det.

      Kram til dit og tak for gode blog-idéer!?

      Svar