Jeg lider af kronisk angst for ikke at blive mæt. Jeg spiser gerne på forskud for at sikre mig, at jeg ikke bliver sulten senere. Det er lidt fjollet, det ved jeg godt. Jeg har forsøgt mig med mange forskellige typer kostsammensætninger, og jeg har altid tydeligt kunne mærke, at proteiner og fedt spillede en stor rolle for min mæthed. Så det har jeg spist sammen med en anselig portion gode kulhydrater. I de perioder hvor jeg har spist sådan, har jeg følt mig mæt i 2½-3 timer. Fik jeg ikke et mellemmåltid efter 3 timer, styrtdykkede mit blodsukker, og jeg blev helt tovlig. Dårlig og utilpas og vred og opfarende. Charming, I know…
Med LCHF som kostsammensætning er det anderledes. Jeg er mæt i 5-6 timer. Vi taler altså 5-6 timer, hvor jeg ikke skænker mad en tanke. Say what? Aarhmen, jeg siger jer, al den tankevirksomhed, der frigives, når man ikke længere hele tiden skal tænke på, hvad man skal spise næste gang, og hvornår. Jeg kan springe mellemmåltider over, uden at det ender helt galt. Frihed, siger jeg jer.
I dag fik jeg god morgenmad bestående af en af de grønne kiks lavet på græskarkerner med en tyk skive Jarlsberg-ost, et blødkogt æg og et olieshot. Fem timer senere spiste jeg et æg mere, og da jeg ramte kantinen sent pga. et møde, der havde trukket ud, var al maden spist. Hrmf! Eller, ikke al maden. Al kødet. Pasta var der masser af, men det hjælper jo ikke mig. Så jeg måtte sammensætte en frokosttallerken af røget filet og ost og grøntsager. Lidt usselt, altså. Resten af dagen var vanvittig travl, og jeg var først hjemme lidt før kl. 18.00. Uden at dø, gå sukkerkold eller hælde en plade marabou hovedet. Og jeg havde altså intet spist siden frokost. Meget mærkelig oplevelse.
Nåmmen, middagen fra Middagsfred bød på (tortillas med) lækker kuller med mexikanske krydderier, salat, guacemole og fuldfed creme fraîche (eller gräddfil som det hedder hos Skånemejerierne). Og det smagte saftsuseme dejligt.
Her er kulleren på panden. Stegt ved middel varme i olivenolie blandet med hvidløg, spidskommen, chilipulver og maldonsalt:
Retten endte sådan på min tallerken:
Og gräddfil’en skal da også med. Fordi Skånemejerierne har sådan nogle glade emballager:
Skøn blog
jeg linker naturligvis til dig ;)
– Ordet må spredes og hvor er det dejligt at læse tanker der minder om mine.