I dag er MADGLAD anmeldt i Politiken. Bogen er en “rapport fra Eventyrland”, mener anmeldereren, som i bedste fald vil fremkalde “massivt mindreværd” ude i børnefamilierne.
Av…
Kritikken forklares med, at bogen foreslår elitære tiltag (mine ord) som at “spise ved spisebordet uden at have TV kørende” og at lære børnene, at “man venter med at spise, til alle har sat sig”.
Til slut får bogen dog et par pæne ord om både indhold og opskrifter:
Og når det er sagt, så er de fleste af opskrifterne virkelig gode, og der står mange kloge ting om kræsenhed, ernæring og alt det andet, man skal holde sig for øje.
Men det er ikke noget, der spildes spalteplads på.
Og det er jeg faktisk lidt ked af. På flere fronter faktisk.
Allermest er jeg ked af, hvis det er rigtigt, at bogen bidrager til massivt mindreværd ude i familierne, for det var noget, jeg arbejdede virkelig længe med at imødegå. Både ved at trække mindre flatterende eksempler frem fra mit eget familieliv, men også ved at gøre “de 10 bud” så enkle og overkommelige som overhovedet muligt: Spis ved bordet. Alle smager på maden. Tal pænt om maden. Osv. For det er ting, du kan gøre, uanset om du spiser “quinoaboller” (som der altså ikke er nogen af i min bog) eller om du spiser “fiskefingre med industriremoulade og ovnpomfritter”.
Og det er små vaner, som jeg tror, har gjort en stor forskel i vores familie.
Hvis det bidrager til dårlig samvittighed og mindreværd, vil jeg gerne undskylde. For det var bestemt ikke hensigten.
FUGLEFLØJT OG DISNEY-STØV
Men jeg kan omvendt ikke lade være med at synes, at anmeldelsen taler børnefamilierne ned. Som nogen, der sidder og vælter sig i færdigmad, imens ungerne hyler, og radioavisen kører i baggrunden. Måske er der ikke fuglefløjt og Disney-støv rundt om bordet hver dag, men jeg tror på, at det foregår bedre end det mange steder.
Mine børn spiser stort set alt, jeg sætter på bordet, og jeg forstår virkelig godt, at det kan være irriterende at blive konfronteret med, hvis ens egne børn skubber al mad væk. Men det er jo netop grunden til, at jeg skrev bogen. For at give mine erfaringer videre. Og hvorhenne ville det efterlade mig på autencitetsskalaen, hvis jeg skrev en bog om at lære børn gode madvaner, imens mine egne børn kun ville spise pasta med ketchup?
Man må jo byde ind der, hvor man har noget at byde ind med. Af samme grund bliver det ikke mig, der skriver bogen “Sådan undgår du, at din præ-teen driver dig til vanvid!” men hvis nogen af jer skriver den, står jeg forrest i køen til at købe den!
Jeg har spekuleret over, om jeg ville lave bogen anderledes, hvis jeg havde chancen, og det ville jeg ikke. At lære vores børn at spise rigtig mad er et stærkt fundament, når de samme børn en dag skal ud og navigere i det samfund af overflod, vi har skabt til dem. Vi kan ikke fjerne al junkfood fra hylderne eller fra gadehjørnerne, det er et grundvilkår, at det er der. Men vi kan give vores børn nogle gode vaner med hjemmefra. Faktisk er det det eneste, vi kan gøre. Resten ligger udenfor vores kontrol.
Hvad de gode vaner består i, kan der være mange bud på, og i MADGLAD giver jeg mit.
LOVE HURTS…
Og så til sidst en personlig note. Henrik Palle, som har anmeldt bogen, er ellers en af mine yndlingsanmeldere. Ikke fordi jeg altid er enig med ham, men fordi jeg synes, hans anmeldelser er humoristiske og velskrevede og rammer plet på nogle tendenser ift. både mad og sundhed. Men den kærlighed er så ikke gengældt, må jeg erkende. Og sjovt nok er det lidt sværere at grine af en dissekering af ens egen bog. Sikke en overraskelse, hva’?
MEN… hvis du gerne vil have pustet til dit mindreværd eller noget af det andet, som bogen kan tilbyde, minder jeg om, at der lige nu er mulighed for at vinde den i en konkurrence, der kører inde på Madbandittens FB-side. Vinderen trækkes i aften.
Du kan selvfølgelig også købe bogen i din boghandler eller online, fx her: MADGLAD – lær dit barn at elske rigtig mad (adlink)
Det er en rigtig god bog, Well done.
Tak! Sødt af dig at skrive ❤️
Bogen er super god. Jeg har dine andre kogebøger og købte denne også (selvom jeg altså ingen børn har) – men hold op hvor den bare fyldt med dejlige opskrifter, også selvom jeg er en voksen ene-boende kvinde på 26 :-)
Lavede Shephards Pie til min kæreste i dag – han var ellevild! Det var så lækkert!
Tusind tak, Marie. Det er jeg virkelig glad for at høre. Og helt enig, opskrifterne kan spises af alle, og det er netop pointen: at der ikke findes “børnemad”. :)
Øv med den anmeldelse. Jeg har lige selv bestilt den. For det skærer i mit foodie hjerte at jeg har et barn på 2 år der spiser stort set alt, og så desværre et lidt mere mad skeptisk barn på 3 år. Og jeg er bange for at det skal smitte af på lillesøster. Jeg må se om jeg kan ændre noget som kan gøre det mere indbydende for hende. Jeg glæder mig til at læse den og stille den på hylden ved siden af alle de andre bøger, gode bøger.
Jeg forstår rigtig fint din frygt for at det smitter! Det ville være vildt ærgerligt! Håber, du bliver glad for bogen, Johanne! <3
Hej Jane.
Nu er der gået lidt tid siden bogen kom ud og du er forhåbentlig langt videre end at tænke på “ham den mærkelige fra politiken, der ikke heeeeeelt havde forstået bogen”
Det sjove er at du tog det ret pænt, mens jeg på dine vejne blev lidt barnlig lillepigesur: jeg rendte faktisk ud og købte et eksemplar af bogen i trods. Ikke i trods mod dig, men mod ham, for selvom jeg synes bogen er super god nu jeg har den, så vil jeg ærligt sige at havde det ikke været for den dårlige anmeldelse, så havde jeg nok ikke købt den.
Det var faktisk bare det jeg ville fortælle dig! Og så glæder jeg mig til at høre om dit næste spændende projekt…
Haha, hvor er det godt – og virkelig dejligt at den dårlige anmeldelse havde den utilsigtede bivirkning at flere købte bogen. Hvor er jeg glad for din tilbagemelding. Tak <3
Kære Jane ❤️
Jeg skulle lige ind og hente din kokos-nutella-opskrift og så dér, at Henrik Palle fra Politiken ikke kunne lide din nye bog Madglad (!)
Tsk tsk tsk for en anmeldelse, siger jeg bare. I virkeligheden fremhæver han jo, at bogen er fyldt med gode opskrifter og inspirationer. Han gider åbenbart bare ikke komme nærmere ind på det med indholdet, men vil hellere fremhæve sin personlige modvilje imod, at du har sat overliggeren højt.
Lige netop det, at du sætter overliggeren højt, er en vigtig del af grunden til, at jeg nu har fulgt dig i flere år og fortsat gør det. Vær sød at blive ved med det ❤️
❤️ Kærlig hilsen og kram fra Mette Ziegler
Tusind tak, Mette. Det betyder virkelig meget.
Det er virkelig pudsigt. Han kunne lide bogens udseende, dens synspunkter om ernæring, kræsenhed og sundhed og han syntes, den var fuld af gode opskrifter. Derudover brød han sig overhovedet ikke om den. Men hvad er der tilbage?
Og altså ja. Hvis det er et spørgsmål om at sætte barren højt, jamen så tager jeg den gerne til mig. :)
Kære Jane. Nu har jeg også fået din bog ind gennem brevsprækken. Og hvor er den bare fin og appetitlig. Jeg har også tvillinger (på 4), den ene mere madmodig end den anden :-) Så jeg er spændt på, hvad de siger til opskrifterne, men jeg er sikker på, at vi nok skal finde nogle favoritter iblandt dem. Jeg glæder mig i hvertfald til at prøve dem alle sammen! Tak for et stort stykke arbejde og en meget lækker bog!
Tusind tak for det, Sidsel. Hvor er jeg glad for at høre, at du kan lide bogen. Og sejt nok med twins på 4. Mine er også modige på forskellig vis og har vidt forskellige præferencer. Det er så skægt at se den forskel :)
Hvis du en dag holder børne og/el voksen workshop, så håber jeg, at jeg opdager det tids nok til også at få en plads:-) jeg elsker ny inspiration!
Til stor glæde for alle i familien hygger vi i disse dage m frosne vindruer, banan og vandmelon is?Simpelt og forfriskende
Kære Jane, mere opbakning herfra, jeg har læst næsten hele bogen og glæder mig over den! dejlig inspiration til mig og mine mindre madmodige tvillinger. Tak for det! Jeg har ikke tænkt mig at læse anmeldelsen. Jeg har en lille pudsig historie: for nylig var jeg med mine 3 børn til et arrangement hos Årstiderne m spisning. Jeg havde godt på fornemmelsen, at der ikke var så meget der ville glide ned, men tænkte at det var godt for dem at se hvor maden kommer fra. Markerne var bare ret tomme og maden ultra “grøn” og krydret. De havde heldigvis bagt noget godt brød. På vejen hjem, kl 20 på en hverdags aften= lidt sent i vores familie, gjorde vi holdt i Rungsted Havn og børnene fik hver en fransk hotdog til de knorrende maver. Men alt i alt stadig en dejlig udflugt og måske de tør lidt mere næste gang…
Jeg har alle dine bøger pånær en bagebog( jeg impuls køber den nok en dag;-))og du har fat i den lange ende. Lækre billeder, opskrifter og inspiration, jeg bliver glad hver gang jeg står m en af dine bøger i hånden. I en travl hverdag er fornyelse altid velkommen!
Hvor er det fint beskrevet. For lige netop det der med at tage til arrangementer, spise ude, rejse etc. det er jo alt sammen med til at udfordre de små smagsløg. Det er heller ikke altid, at mine børn får “et helt måltid” ud af vores eskapader, men øvelsen er, at de får smagt på noget, der er tilberedt på en anden måde og med andre smagskombinationer end jeg lige ville kunne diske op med derhjemme :)
Og tak for dine pæne ord om bogen <3
Åh, Henrik Palle blev måske lige ramt der på egne eller næres vegne. Havde slet ikke overvejet at købe nogen kogebog, da ipad og blogs fungerer fint, men nu gør jeg sgu’ en undtagelse og køber din ?
Hvor er du sød. Tak <3
Hej Jane!
Jeg har fulgt med på din blog i et godt stykke tid. Jeg er endnu ikke kommet så langt som at prøve dine opskrifter af, selv om jeg har købt en af dine bøger og også har tænkt mig at købe “madglad”.
Min kroniske dårlige samvittighed er at vi ikke får sund nok mad på bordet, og må indrømme at jeg har tænkt: ja, det er jo nemt for dig at lave mad fra bunden, når det er dit job at stå i køkkenet. Det er altså ikke lige så nemt når man er enlig mor med fuldtidsjob.
Men det er min dårlige samvittighed der taler – ikke dig. Og jo, det er svært ikke at få dårlig samvittighed over alle de budskaber der ligge i samfundet om det man “burde” og ikke har overskud eller tid til at gøre, men det kan ikke være din opgave at bære andres dårlige samvittighed på dine skuldre.
Jeg er glad for at du er der med dine bøger og blog til inspiration – når jeg engang får taget mig sammen ;)
Jeg forstår i den grad godt, hvad du mener, og jeg har det nemmere end flertallet, det har jeg altså. Jeg arbejder helt sikkert mere end gennemsnittet, men en del af mit arbejde er jo spiseligt og på den måde kommer vi jo nemmere omkring nogle andre ting. MEN… det har jo ikke altid været sådan. Tidligere havde jeg travlt fuldtidsjob, små tvillinger og en mand karrierejob og helt utroligt mange rejsedage. Og det var ikke perfekt, det, vi gjorde, men vi gjorde det så godt vi kunne. Og man må altid tage udgangspunkt i sin egen situation og handle ud fra den.
Pak den dårlige samvittighed væk. Den tjener dig ikke. Du gør det så godt du kan ud fra de forudsætninger, du har. Mere kan ingen forvente! <3
I pigernes børnehave er der ALTID blevet påpeget at man altså ikke siger “ad-til-mad”!
Dette bruger vi også hjemme og man bliver siddende ved bordet til alle er færdige og man har sagt tak for mad. Man smager på den mad der bliver serveret og roser den (selvfølgelig hvis den smager godt! ?), eller siger “jeg kan ikke så godt lide det”. Fair nok, man har smagt og ikke alle har samme smag.
Jeg synes det er almindelig høflighed med lidt bordskik ved aftensmadsbordet ?
Jeg vil gerne have din bog, men det må komme på ønskelisten ??
Hej jeg har endnu ikke læst din nye bog, men efter at have fulgt noget med i din blog og fb og har også en af dine tidligere bøger, har jo bestemt heller ikke følelsen af mindreværd eller at du trækker noget ned over hovedet på nogen eller banker nogen oveni hovedet for den sags skyld. Man kan tydeligt mærke at dette er noget du selv brænder for og nyder, men ud over det er du som jeg ser det kun “ude på” at dele din viden og erfaring. Jeg går også en del op i pli, bordmanérer og generel ansvar for opdragelse af egne unger. For hold op hvor går det ned ad bakke på netop det område i dagens Danmark. (Har for nyligt overværet et par skoletimer i min ældste (8 år, 2. Klasse) søns skole fordi der er en del problemer der. Tænker at opdragelse inklusiv bordskik bidrager til hvordan og hvad vores børn får indenbords. Jeg selv er og har altid været meget kræsen, men gør hvad jeg kan for at mine drenge ikke skal blive det. For gud hvor har jeg selv set det som et enormt handicap ikke at kunne spise ligesom alle andre ;) Men jeg kunne forestille mig igen uden at have læst den nye bog at hvis man har et meget kræsent barn og samtidig måske ikke er typen der går SÅ meget op i opdragelse, pli, bordskik og hvad har vi så kunne den slags mennesker hurtigt vælge at blive fornærmede og skynde sig at sige at de ting jo ikke på magisk vis ændrer på et kræsent barn. Nej det gør det heller ikke bare sådan lige, men det kan gøre omstændighederne omkring spisetid lidt bedre i forhold til at der måske smages på nogle ting som ellers ikke ville blive smagt på. Forklaring følger: vores ældste dreng på 8 spiser eller smager på alt. Er super god til at spise grønt og sundt osv. Så jeg var sikker på jeg havde gjort noget rigtigt og ikke ville få problemer med søn nummer to på nu 3 år. Men jeg blev klogere. Han er så kræsen at det er utroligt svært at få ham til at bare smage på ting. Ting han godt kan li nogle dage spises ikke andre dage og det ender tit med kun enten kød-delen eller kartoffel/pasta/ris-delen af maden som der blir spist. Men da vi strammede endnu mere op på bordkskikken i form af at alle smager på ting og hvis det skaber en masse ballade, hvilket det sagtens stadig kan, jamen så finder man sig i hvert fald i at en lille smule af hver ting kommer på tallerkenen og man bliver siddende ved bordet til begge børn er færdige med at spise. Forklaring kommer nu, ved godt det blir et langt stykke det her – undskyld – men alene det at lidt af al mad havner på tallerkenen og at man sidder længere tid end til man ikke “gider” at sidde der mere, gør at der er meget større chance for at man alligevel får lyst til at smage og det sker jo så at man nogle gange blir overrasket over hvor godt det rent faktisk smager og på den måde udvides menuen stille og roligt. Og hvis alle andre så er søde til at rose maden så får det kræsne barn også lyst til at prøve :) Så det jeg ville sige var at bordskik indirekte kan hjælpe på kræsenheden. Når man som dig ikke har haft problemet med et enormt kræsent barn så kan vi voksne som HAR enormt kræsne unger hurtigt forfalde til at tænke med den der dejlige danske jantelov i baghovedet at du umuligt kan have ret for så nemt er det ikke. Og nej nemt er det da ikke, det kræver arbejde at opdrage sunde og fornuftige børn, men klare linjer og regler ved bordet GØR en indlysende forskel sammenlignet med at lade barnet bestemme selv. Sidde og stikke lidt i maden med en gaffel og sige ad og bare gå når det passer dem vil aldrig lære noget som helst barn at spise nye ting. Sådan er det jo hele vejen igennem med børn. Vi voksne har ansvaret for alt hvad de skal lære. De vil jo ta den nemmeste vej på alle områder :) Men jeg er i hvert fald spændt på at få læst din bog så jeg kan lære et par ekstra fif og nogle lækre opskrifter. Man kan ikke gøre alle glade og der vil altid være nogle som synes at man er helt galt afmarcheret, så glæd dig, som du selvfølgelig også gør, over alle dem som omfavner dine gode råd og vejledning :)
Tak for din lange og fine historie :)
Jeg forstår godt din pointe med kræsenheden, men jeg synes, det er vigtigt at pointere at MADGLAD ikke handler om kræsenhed eller om at kurere kræsenhed. MADGLAD handler om at give børn gode madvaner. Ikke kun rette op på de kræsne.
Og nej, jeg har ikke selv haft kræsne børn, men jeg har haft almindeligt selektive børn. Og så var jeg selv et ekstremt kræsent barn (og voksen), så jeg er ikke helt uforstående for den problematik, og jeg forstår så udmærket, at det bestemt ikke er noget, der går væk med et trylleslag. Som du skriver er alene det, at der kommer flere ting på tallerkenen og langsomt bliver smagt lidt et virkelig stort og vigtigt skridt.
Håber, du får glæde af bogen alligevel :)
Jeg gad ikke købe en bog med billeder af børn der sad og skreg ved bordet over broccoli … Eller total dårlig fototeknik, så maden ikke så appetitlig ud. ? Så stol på du gør det helt rigtige.???? Det er jo fordi at det langt hen ad vejen lykkedes med dine børn og deres mad. Sådan nogle solkskins-historier vil vi gerne have og blive inspireret af.
Hvis man skal ramme alle – rammer man ingen. Og du rammer mig og det er jeg glad for??????❤️
Nej præcis! Det er lidt sært at blive hånet for at noget har virket… Og tak for din fine kommentar :)
Jane , husk at sige PYT. Vi andre ved, du bidrager med såvel vidunderlige opskrifter som skønne og gode ord på din blog.
Jeg har stadig tilgode at købe nyeste bogskud på stammen, men glæder mig til at få den hjem.
Kæmpe taknemmelig hilsen til dig
Taknemmelig hilsen retur til dig, Dorte! Og ja, pyt. Eller “i pytkassen med den”, som vi siger herhjemme :)
“Kritikken forklares med, at bogen foreslår elitære tiltag som at “spise ved spisebordet uden at have TV kørende” og at lære børnene, at “man venter med at spise, til alle har sat sig”.”
Jeg har ikke læst anmeldelsen. Jeg kan ikke finde den på Politiken.dk.
Jeg har ikke læst bogen, og det kommer jeg nok heller ikke til, men jeg har alligevel lyst til at komme med en kommentar.
Jeg følger din blog via facebook. Jeg er ikke er LCHF tilhænger, men jeg kan godt lide din tilgang til mad.
Jeg har indsat noget du skriver oppe i indlægget, og det fik mig direkte til tasterne. Og jeg er rystet!
ELITÆRE TILTAG såsom at spise ved spisebordet!
Man spiser sgu da ved spisebordet. Uden fjernsyn. Med kniv og gaffel. Man siger tak for mad og bærer sin tallerken ud. Man smager på maden og hvis man ikke kan lide den, så siger man det uden at komme med klamme udtryk eller andre malende beskrivelser. For man må godt ‘ikke kunne lide maden’, det er faktisk helt okay, så længe man har smagt på den.
Eller måske har jeg misforstået hvad anmelderen mener? Mener han, at det er elitært at bede om noget så grundlæggende, at man sætter sig og ikke spiser før der er sagt værsgo? Mener han, at det er elitært at man ikke spiser med tv’et tændt?
Hvis jeg har forstået ham korrekt, så er jeg simpelthen så rystet.
Og uden ord for hvor dumt, jeg synes det er.
Det er da helt grundlæggende værdier, som alle børn burde lære.
Jeg har lyst til at råbe, at alle der ikke har nogle gode vaner omkring spisesituationerne, er fjolser, men det er vist ikke så fremmende for kommunikationen ;-)
Ja, det virker lidt skørt. “Elitære tiltag” er mine ord. Anmelderen hånede bare den rosenrøde stemning og skrev “hvor heldig jeg vel nok engang var, at det var sådan hjemme hos mig, hvor vi spiste ved bordet uden tv etc”
Artiklen kommer online om nogle dage. Skal nok linke til den.
Og tak :)
ps
Min mands kommentar var, at HP kan være lidt outrer i sine anmeldelser ind i mellem.
Auch! en Politiken-anmelder der mener, at det er eliært at spise samlet ved spisebordet uden at have tv’et kørende samt vente til alle har sat sig?? Gisp. Det er da elementære, gode vaner!
Jeg kan godt forstå, du er blevet ramt -jeg er lige kommet fra sommerhus, så jeg vil straks fiske avisen og læse anmeldelsen af min ellers yndlingsanmelder. Men hvem ved- måske har du bare ramt ned i Palles dårlige samvittighed over det kørende TV osv
Man ved aldrig helt, hvorfor folk reagerer som de gør. Men jeg ved, at du skriver sobert og altid forsøger at lægge vægt på ikke at give dårlig samvittighed og løftede pegefingre, og jeg ved, du med denne bog har lagt stor vægt på at træde varsomt.
Løft hovedet – og vid, at det ganske givet er en bog, der vil glæde rigtig mange børnefamilier, for det er altså gode pointer: hvordan du omtaler maden har betydning, og det har betydning, at børn lærer at smage på alt. Jeg har for nylig været på besøg hos børnefamilie hvor de små (5 og 8 år) spiste glad og fro af grøntsager og frugt – fordi det er de bare vant til.
Nej, jeg ved heller ikke, hvad den ramte, og det er egentlig også sagen underordnet. Jeg har skrevet en bog, som jeg er tilfreds med og som brugerne (fra hvad jeg har hørt indtil videre) også synes er skøn og anvendelig. I sidste ende er det vigtigst :)